Prøv avisen

Grundtvigs arv og arvtagere

"Grundtvigs arv har for længe været gemt væk under kirkepolitik og verdslig politik. Man har helt mistet hørelsen for hans egentlige budskab: 'Ingen har guldtårer fældet, som ej glimt af guldet så,'" skriver sognepræst Torben Bramming i dagens kronik. Portræt af forfatter, teolog og digter, Nikolai Frederik Severin Grundtvig, 1783-1872. Foto: Jens Hage

Grundtvig sover i dag en Holger Danske-søvn under tunge dyner af dansk kultur, politik og antimytologisk teologi. Men vender man bliket mod den angelsaksiske verden, så er mytologerne C.S. Lewis og Tolkien på bølgelængde med den gamle nationalskjald: Mennesket er ånd og en del af Guds historie

Grundtvig sover herhjemme i dag en Holger Danske-søvn under tunge dyner af dansk kultur, politik og antimytologisk teologi.

Det ville være svært at tolke ham retfærdigt i dag, hvis ikke to moderne mytologer, nemlig C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien, havde det samme kristelige sigte og den samme evne og vilje til ikke alene at bruge den kristne, men også den nordiske mytologi og de nordiske heltesagn i deres værk.

Ikke tilfældigt studerede Grundtvig på sine rejser til England 1829-1831 de samme angelsaksiske håndskrifter om Beowulf, Cynewulf og andre som J.R.R. Tolkien. Der er et stort slægtskab mellem de to og så selvfølgelig også Lewis.

I kredsen af Coalbiters studerede de to venner de gamle islandske sagaer på originalsproget, og Lewis ateistiske ungdomsdigtning var i Dymer koncentreret omkring Loke-skikkelsen som oprører mod en uretfærdig Odin.

Forskellen mellem fronterne hos de tre er ikke så stor. Den rettede sig mod den rationalistiske og ateistiske brug af kristendommen og den tendens, disse har til med kronologisk snobberi at kaste historien på møddingen.

Vægten er lagt på sangen og fortællingen, fordi man skal forstå, at man er en del af en større historie end den, man subjektivistisk kan fatte. Man er i Guds historie. Gud er ikke en del af vores.

LÆS OGSÅ: Påstande om Grundtvigsk Forum er forkerte

Skal man i dag forstå Grundtvig og fortsætte den kamp, han førte, kan vejen derfor med held gå igennem de to store fortællinger om Narnia og Ringenes herre. Om de to forfattere er det blevet sagt, at deres store fortjeneste i det 20. og 21. århundrede er, at de har gjort det gode interessant. Og det er så sandt, som det er sagt.

Det har de gjort ud fra samme kilder og samme interesse som netop Grundtvig, og derfor er Lewis og Tolkien de bedste bud på nutidig forståelse af Grundtvig. De har formået med fortælling at fængsle millioner uden at give slip på kristendommens betydning, men dog ved at lægge den ind i mytologiske former, som både Narnia, Ringenes herre og Grundtvigs egne fortællinger, salmer og sange er udtryk for.

Grundtvigs genfortælling om Balder og Beowulf som kristusskikkelser i Skyerne gråne og I kvæld blev der banket på helvedes port minder om sigtet i Narnia, og alle de gamle fortællinger om nordisk mytologi, som samledes i 1832 under overskriften Menneske først og kristen så, har ingen bedre nutidig fortolkning end Ringenes herre.

I deres fortællinger deler Grundtvig og Tolkien det gamle nordiske syn på verden med Midgård som centrum, Middle-earth, som det hedder hos Tolkien. Deres insisteren på, at der er forskel på skole og kirke, kommer til udtryk i Tol-kiens vægring ved at lade folk læse Ringenes herre som en analogi på nutiden.

Fortællingen er noget i kraft af sig selv og sin indre sammenhæng med ånd og sandhed. Hele forsynstanken, som ligger i salmer som Der er en vej, som verden ikke kender, kan læses som kommentar til ringfællesskabets rejse gennem Midgård.

De har kort sagt dyppet deres erfaringer og fortællinger i samme kar, og Grundtvigs ærinde kommer på en ganske klar måde til syne, når man sætter ham i forlængelse af Lewis og Tolkiens sigte.

En af de mange fælles fronter mod forskellige former for rationalisme og reduktionisme, de har, er kampen mod menneskets afskaffelse. Grundtvig siger det flere steder med rene ord: Mennesket er ingen abekat, mennesket er ånd. Lewis har kaldt tankerne bag den moderne pædagogik og humanisme for abolition of man, menneskets afskaffelse.

Menneske først og kristen så er derfor både hos Lewis, Tolkien og Grundtvig en klargøring af det forhold, at Gud som skaberen også har virket gennem fortællinger og mytologier, før han åbenbarer den sande myte, da Kristus bliver menneske.

Den nordiske mytologi er udtryk for menneskets længsel efter denne sandhed, selvom den er misforstået, og sådan gælder det på forskellig vis alle andre religioner, men menneskeånden er ligefuldt udtryk for Guds billede i støvet.

Vigtigheden af trekløverets budskab kommer her tydeligt frem i dag, hvor vi lever i en rationalistisk verden, hvor følelse og ting er adskilt. Der findes ingen smukke solnedgange, de er bare et atmosfærisk fænomen, der findes derimod forskellige subjektive opfattelser af solnedgange, som hverken er sande eller falske.

Ting og følelser er skilt, for at mennesket kan befries for ydre autoriteter. Du kan ikke stole på dine følelser i forhold til smukke ting, og tingene er overladt til beskrivelse hos meteorologer og fysikere.

Lewis fortæller, hvorfor det er en forkert udvikling. Han kan for eksempel ikke lide at være sammen med børn. Men han erkender, at det er en forkert følelse, for børn, som er vores fremtid og glæde, skal man kunne lide at være sammen med. Derfor bekæmper han den følelse, han har.

Ting og følelser hører sammen. På den måde er man kastet ind i kampen mellem godt og ondt, som heller ikke bare er opfattelser af godt og ondt, men noget absolut, så man med rette reagerer mod fejhed, så man med rette røres af selvopofrelse.

Handling og følelse hører sammen. Derfor var det, at Grundtvig skrev om Uffe hin Spage og Beowulf og Kristus i dødsriget og David, der vogtede får på marken, kort før han fældede Goliat.

Det myndige menneske, der bevæges af ånd og sandhed, som ikke skal belæres af eksperter, men som har ret og myndighed til selv at bedømme. Det var drivkraften bag de grundtvigske menigheder og højskoler og alle de andre fysiske frugter af denne ånd.

Det er også nødvendigt at høre i dag, hvor man ser frugterne af adskillelsen mellem ting og følelse på alle områder. For når mennesker bare har deres subjektive følelser, så er tingene overladt til eksperterne inden for ting, sociologer, livsstilsforskere, psykologer og biologer.

Mennesket bliver derfor afskaffet, det vil sige gjort til biologi, til dyr, eller til socialt modellervoks, som skal formes om, hensigtsmæssigt, så vi undgår ældrebyrden, rygerbyrden, indvandrerbyrden og så videre.

Mennesker bliver overladt til samfundsøkonomiske teoretikere, som skal gøre dem rentable, omstillingsparate og effektive. Selv i skolen og kirken handler alt efterhånden om, at man skal strukturere, organisere ny ledelse og spare for at få mere kirke for pengene. Også her er mennesket del af en organisation, en maskine, der skal køre velsmurt.

Hos Grundtvig, Lewis og Tolkien finder man et oprør mod dette anonyme og dybest set onde tyranni. Man finder det i fortællinger og sange, der viser, at vi er en del af Guds historie, at der er mod, og at den enkelte, hvor svag han end synes, om det er David, Uffe eller Frodo, kan udrette store ting og ting, som store og magtfulde ikke kan udrette, fordi de er besatte af magtens ene ring.

Grundtvigs arv har for længe været gemt væk under kirkepolitik og verdslig politik. Man har helt mistet hørelsen for hans egentlige budskab: Ingen har guldtårer fældet, som ej glimt af guldet så. Men netop Lewis og Tolkien har i det 20. og det 21. århundrede gjort det gode interessant. Det viser de alle, der vil se, og det var også Grundtvigs vision, som på ingen måde er forældet.

De tre vander nemlig de personlige og kulturelle ødemarker, der er opstået i Vesten, med fortællinger og sange, der fastholder mennesket som ånd. Intet kunne være mere tiltrængt anno 2013.

Torben Bramming er sognepræst