Som 80-årig sagde Grundtvig i en privat kreds:
»Jeg tør sige, at jeg tror alt, hvad der står i den bog. Vel er der meget jeg ikke forstår, men det er min overbevisning, at alt, hvad jeg behøver for min egen udviklings skyld og til menighedens oplysning og vejledning, det vil Ånden efterhånden klare for mig. Det er ikke givet en enkelt slægt eller tid at forstå skriften i dens helhed, thi den rækker til dagenes ende«.
Citatet er gået gennem flere hænder og ordlyden er næppe nøjagtig, men sagligt rammer det præcist og har - trods skiftende faser i bibelsynet - gyldighed for hele Grundtvigs liv. Ingen med blot det svageste kendskab til hans digtning vil være i tvivl om, at den (som hans prædikener) er gennemvævet af bibelord, ikke blot salmer og bibelshistoriske sange, men også den folkelige sang og den lyriske poesi. Han havde en »bibelbrug« som ingen anden dansk - digter, teolog eller prædikant, og støder man i hans vers på arkaiske eller i nutiden uforståelige vendinger kan man være temmelig vis på, at de stammer fra en af bibelens mindre kendte kroge. For os bliver det jo ikke lettere derved, at han holdt sig til en oversættelse, som ligger før revisionen af 1819.
- Men ét er bibelbrug, noget andet er bibelsyn, som Chr. Bartholdy rigtigt sagde! Unægtelig er der skift i Grundtvigs bibelsyn, men ubetinget konstans i hans bibelbrug. I hans luthersk-rettroende hjem var bibelen den selvfølgelige autoritet og samtidig den »grundfortælling« om menneskelivets vilkår der, sammen med andre historiske værker, satte fantasi og intellekt i bevægelse.
Ved universitetet blev han indført i den text-kritiske metode som studieordningen anså for så væsentlig, og romantikken gav - da forelskelsen i Constance havde åbnet hans øje for den side af livet - ham sans for bibelens poesi, men varigt kunne der hverken bygges på rationalistisk fornuft eller romantisk følelse, og den »Asa-rus« hvori han ville forene kristendom og nordisk religion fik brat ende, da faderen ville have ham til sin medhjælper. Han beredte sig på at blive præst, men endnu mere på i Luthers ånd at være reformator i en rationalistisk kirke, hvor flad moralisme var højeste visdom, eller i et i åndløs materialisme nedsunkent folk, som ikke kunde eller vilde se Guds finger i alle englænderkrigens ulykker. Men da reformatoren rustede sig i bibelens arsenal gjorde han den apostolske erfaring at Guds ord er et tveægget sværd.
Fra bogens blade sprang det ham i øjnene: »hvad kommer det dig ved at fortælle mine skikke og vil du tage min pagt i din mund, når du dog hader tugt og kaster mine ord bag dig!«
Eller hos Paulus: »havde jeg profetisk gave og kendte alle hemmeligheder, og havde jeg al kundskab og den tro, der kan flytte bjerge, men savnede kærlighed, da var jeg intet!«
Han måtte spørge sig selv: »er du egentlig en kristen, har du selv syndernes forladelse?« Alt brød sammen, de manio-depressive anlæg slog ud i anfægtelser og djævlehallucinationer, og mens han langsomt kom sig blev de lutherske fædres fundamentalisme (på teologisk: bibelens verbalinspiration) det, som reddede ham ud af sammenbruddet.
Det »guddomsord det klare« som, allerede i julesalmen fra december 1810, ufejlbart vil »lyse for vor fod« er bibelordet. Krisens blivende resultat var den klippefaste tro: »Jeg ved, at i dit guddomsord kun sandhed er alene«! Grundtvig havde ikke været den han var, om ikke det nye syn straks var blevet omsat i et program. Nu havde han i smertelig erfaring af egen uformåenhed fundet det faste punkt, og nu skulle samtid og fortid vurderes »bibelsk«. Det blev til tre verdenskrøniker, som energisk gør alvor af, at Kristus er tidernes midte og mening, så alt skal ses i bibelens lys og derfor rammes af de hårdeste domme, selvsagt skarpere jo mere den historiske skildring nærmede sig hans egen tid.
Hos alle »kulturpersonlighederne« dannedes derved et billede af Grundtvig som den utålelige og umulige kværulant, der holdt i hans tid og længe derefter. Men - og her er især de »bibelske prædikener« fra 1816 afgørende - den samme fundamentalisme lod danske og norske vakte i ham se en førerskikkelse som kunde og vilde svinge ordets sværd under korsets mærke. Alligevel gik det ikke med den alliance. Poesi, visdom (erkendelse), folkets myter, historiens gang - det er altsammen glimt af skabelsens herlighed, hvori den som er skabt i Guds billede møder sin skaber. De vakte begreb det ikke, men for Grundtvig var det altafgørende, at kirkens hvælv ikke blot skulde skygge over »tro og lære«, men (med Ibsens ord) »ud over alt i livet, som af Gud er livsret givet«. Selvfølgelig var kristendommen - identisk med bøgernes bog - det egentlige, men den var også centrum i en kreds af koncentriske cirkler, og dens radier udstrålede til hvert af det gudskabte livs virkefelter.
Den kristelige og menneskelige genfødelse af det danske folk han havde håbet på blev øjensynligt ikke til noget. Så trak han sig tilbage til et 6-årigt »vintersæde i studerekammeret« for at lægge ny grundvold ved endnu grundigere studier. Det blev til de mægtige oversættelser af Saxo, Snorre og Beo-wulf og meget andet arbejde med nordisk fortid.
Da han havde fået de bibelske prædikener ud trådte bibelarbejdet noget i baggrunden, men glemt blev det ikke - jfr. det store dramatiske digt Paaske-Lilien (1817) - skønt han nu ikke mere kunde låne en kirke at prædi-ke i. Han udarbejdede også grundtrækkene af den erfaringslære han altid siden byggede på, og tidsskriftet Danne-Virke, som han ene mand skrev, fyldtes med vers der priser alt det danskes herlighed - og dog var selv det dejligste danske kun »tant«, om ikke Kristi kirke satte derpå sit spir. Kristendom og menneskeliv! Begge dele - men foreløbig: kristen først og menneske så!
1821 blev Grundtvig igen præst og skulde søndag efter søndag arbejde med en bibeltekst. Selve funktionen var med til at ændre bibelsynet. At prædike er jo ikke at skrive med pen og blæk, men i åndens kraft og med levende røst at forkynde Guds ord. Ganske vist skrev Grundtvig ufravigelig sine (ca. 3000) prædikener - ellers (sagde han til den undrende biskop Martensen) kunde han ikke finde det rette folkelige udtryk - men det levende ords ypperste skjald brugte altid pennen til »at skrive sig til klarhed«, lige meget hvad han arbejdede med, og uanset hvor stærkt han fordømte pen og papir i åndens tjeneste. Det blev umuligt at bevare fundamentalismen, den revnede på alle leder og kanter, for i formal betydning var bibelen jo alt andet end ufejlbar, men hvad så?
Sand kristendom er hverken bibel eller troslære, men menighed, kultus, samlet om Kristi indstiftelser, og dåbs og nadvers indstiftelsesord er ikke overleveret i bøger, men som levende ord, der mundtligt er gået gennem alle tider. Menigheden er sit eget bevis - blot ved at være til, den kan ikke ses, er usynlig som sjæl og sind, men den kan høres dér, hvor tro og håb jubler over barnedåb, den kan kendes på sin forkyndelse, bekendelse og lovsang. Men bibelen da? Ja, som hos Luther (i Danmark Hans Tausen og ellers næppe nogen) er den i en vis forstand det »døde« ord, evangeliet indefrosset i bogstaver, sat på papir og bundet ind - hvilket kan være nyttigt nok at læse i når romerske eller exegetiske paver hindrer en levende og mundtlig prædiken. Men tror nogen, af ren dovenskab, at en bog kan skabe liv, så bevirker den kun »en snorkende menighed, et tjørnegærde af spidsfindigheder, et isbjerg af dogmatikker og en syndflod af postiller«.
Selv hvor apostelpenne beskriver det kristenliv vi endnu langt fra kan leve op til, ja endog hvor de med himmelsk kunst afmaler Kristus selv, er det dog kun en skygge, som virkeligheden kaster, ikke virkeligheden selv. Den kan man ikke læse sig til, menigheden er intet »læseselskab«, men et »trossamfund, og læser den bogen i tro (endda »med øjne våde«), så er bibelen et »lysord« som svarer præcist til »livsordet« i dåb og nadver.
Et lysord siges i almindelighed, men livsordet er Jesu eget, direkte og personlige ord sagt til mig - i dåb og nadver. Så herefter var bibelen for Grundtvig »en hellig, troværdig, kristelig og åndelig kirkebog, alle kristne lige uundværlig, men (kun) gavnlig i forhold til graden af tro og oplysning«. Som »kirkebog« er bibelen det ældste trin i kirkens tradition, til dagenes ende gyldig til menighedens og den enkeltes oplysning, tugt og trøst. Kristus, Guds levende ord, blev kød og blod og bor lyslevende i sit ord ved dåb og nadver, han blev menneske, ikke bog, men læst i tro spejler bogen hans herlighed.
Under sin egen tids vilkår havde Grundtvig fundet tilbage til det bibelsyn Luther - på det 16. århundredes betingelser - formede, anderledes, men i samme hensigt. Det var gået tabt i det 17. århundredes fundamentalisme, der igen ikke så meget var af teologisk art som udtryk for præsteskabets sociale magtstræb, men hvis teologiske konsekvens bliver en allegorisk prædiken, der ikke drømmer om at tage teksten til pålydende.
Principielt stod Grundtvig nu aldeles frit overfor bibelen, den var ikke den sande kristendom, kun et uforligneligt billede af den, heller ikke kunde den garantere kristendommens sandhed, for det er en tros-, en oplevelses- og erfaringssag. I sine prædikener udlægger han ikke texten vers for vers, snarere unddrager han af den (eller en anden text!) et tema, som så udfoldes, som regel med brug af texten. Alt beror - sagde han til Martensen - på at »man har et frugtbart Udgangspunkt, hvoraf et lidet Hele kan komme. Man maa have et Æg, hvoraf der kan komme en Fugl«.
Grundtvigianismen kender til mange eksempler på nedvurdering af eller ligegyldighed overfor bibelen - nu havde man jo Kristus vel forvaret i troens ord - men den slags forekommer aldrig hos Grundtvig. Hans bibelsyn skifter og må altid forstås ud fra hans tid, hans egen kamp og erfaring. Men hans uaflade-lige bibelbrug stod fast, både da han i bibelen så Guds eget ord, og da den siden blev et »himmelspejl i mulde« af al skabelsens og forløsningens herlighed. n (forkortet) professor dr.theol.