DA JEG FOR MANGE ÅR SIDEN var rejseleder på Den Italienske Riviera med base i byen Loano midtvejs mellem Genova og Monaco, satte jeg mig af og til alene i en kirke, når der ikke var gudstjeneste. Her var dejligt køligt, her var ro, og rummets kristenhistorie gav tankerne vinger.
Siden da har jeg gjort det samme i kirker i andre lande og herhjemme. Senest i sidste uge i en hvidkalket sjællandsk landsbykirke fra 1200-tallet.
Prøv det selv, kære læser. Gå ind i en dansk kirke en sommerdag, når den står tom. Sæt dig i det svale kirkerum og se dig omkring med åbent sind.
LÆS OGSÅ: "Præster skal turde smide kjole og krave"
Vi har vores døbefont. Den taler stilfærdigt til dig og mig og minder os om den dag, da vi blev døbt og fik at vide, at Gud tager sig af os.
Vi har vores alter. Her får vi søndag efter søndag lov at knæle for at mindes Jesus, angre og få tilgivelse og når vore kære dør, er det her, vi hører Jesu ord om opstandelse og evigt liv.
Og sidste år var det her ved altrene i folkekirkens knap 2400 kirker, at 50.000 unge blev konfirmeret, og 10.000 par indgik ægteskab og fik som biskop i Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel formulerede det i Kristeligt Dagblad for nylig det bibelske løfte om, at livet i ægteskabet som mand og kvinde svarer til Guds gode mening med det menneskelige samliv.
Vi har vores prædikestol, hvorfra vi håber, at Gud selv hvisker ord i vore ører, og vi har orglet, der bruser med den salmemusik, vi gerne synger til igen og igen.
Jo, de fortæller om Guds budskab til os, disse kirker. De binder vort land sammen, og kører man fra Gedser til Skagen, ses næsten konstant en kirke i horisonten. De ligger her som folkets rygrad og vidner om den danske folkekirke, der med sine 4,5 millioner medlemmer omfatter den overvejende del af den danske befolkning.
Og så er der debat om folkekirken i dag blandt andet i medier og i menighedsråd, som jeg har lidt erfaring fra.
Da jeg var journalist på TV-Avisen i 1970erne, blev jeg medlem af menighedsrådet ved Frederiksborg Slotskirke i Hillerød valgt på en grundtvigsk liste. Og som sognepræst i 1980erne og 1990erne var jeg født medlem af menighedsrådene ved Korup Kirke på Fyn, Simon Peters Kirke i København og ved Præstø og Skibinge Kirker på Sydsjælland.
Vidt forskellige sogne. Vidt forskellige menighedsråd. Vidt forskellige arbejdsformer. Debat og beslutninger om stort og småt, lidt undren over bureaukratiets svøbe og kærlighed til kirken med opbakning til mange aktiviteter.
I Præstø og Skibinge, hvor jeg var sognepræst i 12 år, havde vi for eksempel særlige gudstjenester ud over højmesser. Og vi havde gæsteprædikanter, kirkekoncerter, børne- og ungdomskor, julegudstjenester sammen med skolerne, konfirmandmedvirken ved gudstjenester, præstegårdsmøder, eftermiddagsmøder for ældre, sommerudflugter i privatbiler med over 100 deltagere, foredragsaftener om blandt andre Grundtvig, der havde været sognepræst her, et aktuelt kirkeblad og meget andet ligesom i mange andre sogne.
Både nye initiativer og videreførelse af traditioner alt sammen meget velbesøgte arrangementer, som jeg var dybt involveret i, og som havde kirken med det kristne budskab som omdrejningspunkt med stor berøringsflade i sognene.
SÅDAN ER DET OGSÅ i langt de fleste sogne i dag. Det er min erfaring, efter at jeg i de seneste 10 år har været rundt i landet og holdt omkring 100 foredrag og gudstjenester i sognegårde og kirker med god stemning og megen hjælp fra menighedsråd, præster og frivillige.
Som jeg for eksempel oplevede det her i foråret 2012 i sognegården ved Gentofte Kirke, hvor jeg talte over temaet Når den, man elsker, dør og den 4. maj om aftenen i landsbykirken i Fårdrup ved Slagelse, hvor jeg fortalte om besættelsen og befrielsen i 1945 om krigens børn, der aldrig glemmer.
Herudover vidner et bredt udsnit af de 2400 kirkers kirkeblade, der for de fleste vedkommende har egne hjemmesider på nettet, om mange former for aktiviteter og engagementer i lokalsamfundene.
Med andre ord: Jeg oplever folkekirken som rummelig, fordi Guds ord forkyndes i mange sammenhænge i og omkring vore sognekirker men rummeligheden betyder naturligvis ikke, at Guds ord sættes til side.
Folkekirken er et gudstjenestefællesskab i bredeste forstand. Den bygger på Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter og det, som ikke stemmer overens hermed, har ikke hjemme i kirken, hvor Jesus bestemmer.
I dagens debat mener nogle, at der skal lukkes kirker, og at flere små sogne skal sammenlægges til nye store sogne. Andre vil lave love om folkekirkens forfatning og etablere et centralt kirkeråd som folkekirkens øverste besluttende organ, og atter andre foreslår at nedlægge menighedsråd og overgive styringen af kirkerne til provstierne.
Det er nødvendigt med reformer, mener man. Herom siger den mangeårige forstander for Askov Højskole Knud Hansen i bogen Den kristne tro:
Når en politisk eller økonomisk afgørelse skal træffes, begrundes den ikke som for eksempel i oplysningstidens århundrede med, at den er til gavn for den enkeltes frihed eller i overensstemmelse med sund fornuft, men med, at vi kommer ikke uden om det, nødvendigheden kræver det og så videre.
Nødvendigheden er en af vore dages mest indflydelsesrige surrogat-guder. Hvad nødvendigheden kræver, behøver ingen begrundelse. Troen er nok.
Nødvendigheden kræver, at små enheder afløses af store, at små sogne erstattes af storkommuner, små skoler af centralskoler og mindre butikker af supermarkeder.
Nødvendigheden kræver, at bøndernes antal reduceres, at landejendomme af en hidtil acceptabel størrelse samles i en ny form for storgodser og at den nationale frihed i stigende grad begrænses og vigtige afgørelser overlades til Brux-elles. Så vidt Knud Hansen.
Der er også mange skrøner om folkekirken. Når jeg for eksempel kommer hjem efter en højmesse med over 100 kirkegængere, så undrer det mig, at nyhedsoplæseren i TV-Avisen om aftenen bruger udtrykket de tomme kirker eller de halvtomme kirker.
Men hvad som dronning Margrethe efter sigende engang svarede en journalist: Åh, jeg ved ikke, mig forekommer talen om de tomme kirker nu mest at blive ført af dem, der aldrig kommer der.
Da jeg var præst og bønholder ved Hansted Hospital i Horsens for godt 10 år siden, planlagde et sogn lidt sydpå med stor kirkegang at etablere endnu en kirke i sognet.
Andre steder kan der være meget få kirkegængere for eksempel på grund af ændret befolkningssammensætning i sognet, og så kunne menighedsrådet beslutte at neddrosle antallet af søndagsgudstjenester i en periode og primært bruge kirken til kirkelige handlinger som dåb, vielser og begravelse og selvfølgelig sørge for vedligeholdelse af kirke og kirkegård, som hidtil.
Men det bør altid være afgørelser, der træffes i menighedsrådet, der har fingeren på pulsen og ved, hvad der rører sig i lokalsamfundet.
Apropos lukning af kirker. Det ville da berøre mig dybt, hvis Otterup Kirke, hvorfra jeg har begravet mine forældre, eller Hellerup Kirke, hvorfra jeg begravede min kone, lukkede. Og jeg tror egentlig, at mange har det på samme måde.
Konklusion: Jeg oplever, at folkekirken trives i bedste velgående i dag i langt de fleste sogne, hvor den har en uvurderlig betydning i lokalsamfundet og behandles med kærlighed og respekt.
Så derfor: Gud bevare den danske folkekirke.