Overskriften kan forekommemærkelig og banal. For vel er der ikke nogen, der i den offentlige debat vil sige direkte, at Gud er dansker. Men i disse år er der en række debattører og medier, der søger at dreje debatten i retning af, at nationalstaten Danmark og kristendom er særlig tæt forbundet med hinanden eller måske ligefrem, at Gud skulle have et særligt godt øje til Danmark.
Hertil er vel bare at sige, at Gud i bedste fald er ligeglad med Danmark. Ja, læser man mange af de nytestamentlige beretninger, er der endog belæg for at sige, at Jesus ret systematisk stiller sig på tværs af de etniske, sociale, økonomiske og imperielle grænser i datidens samfund.
Og igen til det banale: Dengang eksisterede hverken Danmark eller den forståelse af nationalstaten, som vi tænker ud fra i dag. Danmark og stort set alle andre nationalstater, vi kender, er et ret nyt fænomen med maksimalt få århundreder på bagen.
Vel udtrykker kristendommen sig altid i en konkret lokal, national og international kontekst. Sådan må det være. Og sådan har det været i Danmark i næsten 1000 år. Så hvad er egentlig det nye? For at svare på det må vi tage en kort tur i helikopter med overblik over kristendommens historie:
Kristendommen begynder som en reform- og udbryderreligion. Den bryder ud af sin jødiske kontekst og lever de første godt 300 år som delvist forfulgt minoritetsreligion i middelhavskulturer. Fra 313 til 391 og især med kejser Konstantins hjælp går kristendommen på blot 78 år fra at være forfulgt til at være den eneste tilladte religion og til at have magthavernes fulde og aktive støtte. Sidenhen og primært i slipstrømmen af sejre på slagmarken spredte kristendommen sig til hele Vesten. Gennem militære sejre, lovgivning og andre former for tvang blev et område eller en nation kristen.
Kristendom blev indført som en beslutning for et stort kollektiv, som det enkelte individ herefter var underlagt. Det generelle billede har siden været, at kristendommen har været på magthavernes side og magthaverne på kristendommens side. Kristendommen har leveret alt fra diverse velsignelser, stabilitet, moralsk og guddommelig legitimitet og bidraget til nationsopbygning, mens magthaveren på den anden side har sikret kirke og kristendom privilegerede vilkår. Sådan har det – med den brede historiske pensel – også været i Danmark, siden Harald Blåtand gjorde danerne kristne. En egentlig statskirke blev med Grundloven i 1849 ændret til folkekirken, som dog af mange også i dag opfattes som en slags statskirke. Under alle omstændigheder giver det mening at opfatte den danske folkekirke som en nationalstats kirke med de fordele og ulemper, det har og har haft både for staten og kirken.
Det nye er, at cirka 1700 års tæt enhedstænkning mellem magten/nationalstaten og kirken måske er ved at bryde op. Stadig set i helikopterperspektivet og med udsigt til oplysningstænkning, individualisme, respekt for det enkelte individ, menneskerettigheder, men også med blik for, at det kristne evangelium i 1700 år har måttet finde sig i at leve under de vilkår, skiftende magthavere tilbød, er jeg overbevist om, at opbruddet er uundgåeligt. Man kan mene, at opbruddet har været i gang siden Reformationen, siden 1849, siden de første muslimer kom til Danmark eller siden Ateistisk Selskabs buskampagner begyndte i 2015. Hvilket af ovenstående tidspunkter, man abonnerer på, er ikke afgørende. Det afgørende er at erkende den ny virkelighed, hvor den tætte enhedsforståelse mellem den nationale magthaver og kirken må afløses af en ny/fornyet relation. Opbruddet er både naturligt og ønskeligt. I dag giver det nemlig mening, at tilslutningen til kristendom (eller en hvilken som helst anden religion) først og fremmest er en individuel beslutning.
Et opbrud eller nyorientering kan se ud på mange måder. Det er forventeligt og for så vidt naturligt, at nationalkonservative reagerer på en ny tid, som er kendetegnet af mangfoldighed og uden den helt tætte forbindelse mellem magthaver og kirke. For tiden ser det grimt og krampagtigt ud, når nationalkonservative råber højt i forsøget på at holde både tiden og kirken fastspændt i en fortid, der ikke passer til 2017, og som truer med at ødelægge opbakningen til folkekirken.
Min pointe er den, at des kraftigere der råbes ”Gud, Danmark og fortid”, des mere er der risiko for, at opbakningen til folkekirken smuldrer indefra. For Gud er ikke dansker, og folkekirken har ikke en fremtid, hvis den reduceres til at være religiøst kit for en nationalstat i identitetskrise på grund af udsigten til en fremtid med mere mangfoldighed.
Folkekirkens fremtid ligger mellem to modpoler: Ateistisk Selskabs ønske om at spærre kristendommen inde i et usynliggørende privat rum og de nationalkonservatives ønske om yderlige at fordanske dansk kristendom og låse den inde i museale montre klar til at blive parkeret på Nationalmuseet.
Mange steder i folkekirken arbejdes der imidlertid konstruktivt med at finde denne nye og krævende position mellem de to yderpoler. Der er masser af tradition og ritualer fra folkekirkens historie, der skal bringes med over i de nye vilkår, hvor mennesker er medlem af en relevant folkekirke, fordi de har valgt den til, og ikke fordi de har glemt at melde den fra.
Overgangen til det, vi endnu ikke helt ved, hvad bliver, er i gang. Folkekirken kan ikke stærkt nok prioritere at skabe bred bevidsthed om vilkårene ved den ny virkelighed. En sådan bred bevidsthed vil nemlig være forudsætningen for, at den med stolthed over sit budskab, sine ritualer, bygninger og fællesskab vil være i stand til at bygge bro fra fortiden og bringe mulighed for blandt andet ro og fordybelse med over til en fremtid, der i høj grad får brug for det.
Hvis derimod mange gode initiativer rundt i folkekirken hele tiden bliver overdøvet af de nationalkonservatives slagord ”Danmark, Gud og fortiden”, vil der ske stor skade på den brede befolknings opbakning og på folkekirkens evne til at være kirke i sin tid. Derudover står slagordene altså i skærende kontrast til evangeliets kritik af menneskers trang til enhver form for grænsedragning og til dets håbsbudskab. Det kunne være herligt, hvis medierne formåede at give højtråbende yderpositioner den plads, deres antal berettiger til – og ikke mere!
I den aktuelle situation er folkekirkens svaghed den, at de, der tegner kirken, primært er på min alder eller ældre. Det er i sig selv okay, men i den nuværende situation tror jeg, der er brug for at lade en massiv og bred gruppe unge være med til at tegne rammerne for en folkekirke til (frem-)tiden. Mit billede af tidens unge – blandt andet baseret på medlemmerne af KFUM og KFUK – er, at de siger nej til både ”Gud er dansker” og ”Gud er død”. De er eksistentielt søgende og i stand til at håndtere en både dansk, europæisk og global identitet.
Hvad med at holde stort anlagte og forberedte fremtidslaboratorier med 100-200 bredt sammensatte unge deltagere i hvert stift? Workshops med høj kvalitet, gourmetmad og en fest vil for alle parter være udbytterig og en god oplevelse. Et sådan stort projekt vil stille meget store krav til forberedelse, facilitering og opsamling, men vil uden tvivl give folkekirken en meget stor viden og idébank til det videre arbejde med at blive folkets kirke i en fremtid, hvor folket ikke automatisk er forbundet med kirken.
Jørgen Kvist er generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark