JOHANN SEBASTIAN BACH (1685-1750) skrev fem rækker kirkelige kantater svarende til kirkeåret. Mange af kantaterne er forsvundet, men 200 har vi stadig kendskab til. Det kendte ”Juleoratorium” fra omkring 1734 består af seks kantater til juledagene frem til helligtrekonger. Ellers er særligt påsketiden og trinitatistiden beriget med en række kantater. Kantaterne har været en vedvarende imponerende bedrift med komponering, gennemskrivning, øvning med musikere og fremførelse ved søndagens gudstjeneste.
Til advent skrev Bach i 1714 sin første adventskantate: ”Nun komm, der Heiden Heiland” – Kom nu, hedningernes frelser. Denne nykomponeredes i 1724 under samme titel. Teksten har forlæg i Martin Luthers (1483-1546) gendigtning af ”Veni redemptor gentium”, som er en adventssalme skrevet i det 4. århundrede af Ambrosius af Milano (340-397). Salmen genfinder vi på dansk i ”Hans Thomissøns Psalmebog” fra 1569 under titlen ”Kom, hedningers frelser sand”.
Det er ikke usædvanligt, at Bach benyttede Luthers digtninger som forlæg. For eksempel har også den store påskekantate ”Christ lag in Todes Banden” grundlag i en af Luthers store salmer. Det var denne kantate, der var grundlaget for Aalborg Stifts store reformationsgudstjeneste i Børglum Klosterkirke, som indledte reformationsåret i 2017.
I adventskantaten fra 1724 forholder Bach sig mere frit til Luthers tekst, da kun vers ét og vers seks er direkte taget fra Luther. De resterende vers er gendigtning, og vi kender ikke forfatteren til recitativerne og arierne.
Teksten indleder med at påberåbe hedningernes frelser, der viser sig ved Jomfru Maria. Gud har besluttet at vise sig således, hvilket hele verden må undre sig over.
Den første arie åbner med egentligt forbløffende ord: Det er en stor hemmelighed, at Gud har vist sig for verden, og at han har åbenbaret himlens skatte. Den højestes åbenbaring er altså en hemmelighed. Det synes at være en modsigelse: At åbenbaringen er den største hemmelighed.
Men barnet i krybben er ikke umiddelbart erkendt som den højeste. I en anden af middelalderens smukke salmer synger vi, at ”ham, som på dommedag/ taler med tordenbrag/ nu man hører græde!”. (Den Danske Salmebog, nummer 107, vers 2).
Den almægtige viser sig i et spædbarn og lægges i en krybbe på hø og strå. Det er åbenbaringens hemmelighed. Således kan Jesus også sige i Markusevangeliet, at ”de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte”. (Mark. 4, 12).
Forklaringen til åbenbaringen gives med åbenbaringen selv. Der er ikke noget andet, der forklarer det. Derfor er det en stor hemmelighed, at Gud viser sig.
Gud bevæger sig ind i verden. Det er adventstidens hemmelighed. Den følgende arie i Bachs adventskantate synger, at frelseren skal være mægtig i kødet for at gøre os svage stærke.
Ordet bliver kød, som det lyder hos johannesevangelisten, og Gud skal åbenbare sig gennem det.
Hemmeligheden bliver nu i kantatens andet recitativ til herlighed, og Gud kan prises i sin krybbe. Krybbebarnet kan prises som Gud. Derfor er mørket ikke ødelæggende, men der står herlighedslys fra barnet julenat. Barnet i krybben er Gud og er ikke blot Gud i forklædning. Marias barn ses som Gud.
DET ER GANSKE AFGØRENDE: At barnet i krybben og manden på korset ses som Gud, hvilket Luther også udtrykker i ”Den store galaterbrevsforelæsning” fra 1531. Det er ikke et karneval, men en åbenbaring. Det er ikke en afsked med kødet, men en iklædning af kødet. Gud viser sig i barnet.
Det er denne hemmelighed, der bliver åbenbar og til herlighed. Og mere end det. For sammen med denne åbenbarede hemmelighed åbenbares også verdens inderste hemmelighed: At Gud er kærlighed.
Når vi bevæger os gennem adventstiden, tyder alle de bibelske læsninger på, at vi skal til at møde den høje herre og den hårde dommer, men når julenat oprinder, så sidder der ikke en mægtig dommer på en trone, men der ligger et spædbarn i en krybbe, og hvis det er Guds sande udtryk, så siger det noget om Gud. Så siger det, at Gud er helt anderledes, end vi forestiller os. Gud er et barn i en krybbe og en mand på et kors. Så kan vi ikke tale om potent almagt, men må tale om noget andet. Vi må tale om kærlighed.
For kærligheden er den eneste magt, der kan holde til krybbe og kors og stadig være uforandret. For der er hos Gud ikke forandring eller skiftende skygge, som det udtrykkes i Jakobs Brev.
Hvis Gud var potent almagt, så ville denne gå til grunde i de nytestamentlige begivenheder. Gud ville ikke kunne opretholde den potente almagt på korset, medmindre vi ikke skal tage korsdøden for pålydende, og det hele blot er et teater. Både Luther og Bach er i øvrigt enige om, at barnet i krybben også er en fremstilling af korset. Krybben er også korset.
Både i Bachs orgelkoral ”Nun komm der Heiden Heiland” og i ”Juleoratorium” findes efter sigende korstegn i nodepartituret – og i juleoratoriet åbenbart lige der, hvor det siges, at han lagdes i en krybbe. Barnet, der julenat bliver i klude svøbt og lagt i en krybbe, bliver langfredag i klude svøbt og lagt i en grav. Krybben og korset bliver det samme, og begge dele fortæller, hvem Gud er.
GUD ER KÆRLIGHED (1. Joh. 4, 16). Det er ikke en tanke, vi kan få ved at se på verden og dens skæve gang. Det er en tanke, vi kun kan få ved at lytte til barnet i krybben og manden på korset. Og det er hemmeligheden – eller måske udtrykt bedre endnu: mysteriet.
Det mysterium, at Gud er verdens inderste kerne som kærligheden selv. Dette er denne inderste kerne, som vi finder i barnet julenat, og som vi finder i dåb og nadver, når Gud udtrykker sig selv der. Den Gud, der tager imod ukvalificerede spædbørn ved døbefonten, må være kærligheden selv.
Derfor kan det også lyde i kantaten og i Luthers gendigtning, at nu kommer hedningernes frelser. Altså ikke de rettroendes frelser eller de rigtiges frelser, men hedningernes frelser.
Alle os, som ikke er helt, som vi skal være, men er tynget af skyld og selvoptagethed. Til alle os kommer han, og hvis det ikke er kærligheden, der kommer, så kan vi ikke synge kantaten med jubel, for da er det til forkastelsesdom og straf, at han kommer.
VI KAN SOM HEDNINGER kun juble, hvis det er tilgivelsens herre, der er på vej gennem adventstiden og skrøbeligt finder plads i Betlehem julenat.
For kærligheden skjuler syndernes mangfoldighed, som Peter skriver (1. Pet. 4, 8), og Gud er nødt til at åbenbare sig i overensstemmelse med sit væsen.
Bachs kirkekantater er gudstjenestemusik og fungerer bedst i en form med bibellæsning, bøn og prædiken. Kantaterne er selv teologi, og også musikken, som ikke er mit felt, har dybe teologiske strenge. Bachs adventskantate indvarsler, hvem der kommer. Det er ikke den høje dommer, men et sårbart spædbarn, der udtrykker Guds væsen: kærlighed.
Det er adventstidens forventning, og juletidens fylde. Derfor er den kristnes adventsglæde på samme måde så jublende og så ydmyg. For det er tilgivelsens herre, der fødes på jord.