Som teolog må man undre sig dybt, når man følger den verserende debat om troen på de kirkelige dogmer. Medierne udstiller teologer, der står stejlt over for hinanden, fordi de enten tror på en fysisk opstandelse eller helt afviser opstandelsen og troen på en skabende Gud.
Debatten viser, at teologerne har vanskeligt ved at sammenholde begreberne. Man forstår ikke, at kristendommen forener myte og historie, i hvad man kunne kalde en mytisk poetisk tilværelsesforståelse.
Kimen til den verserende debat gemmer sig for mig at se i efterkrigstidens teologi. Som en reaktion på det europæiske kultursammenbrud opstod der med den dialektiske teologi en skarp skelnen mellem religion og evangelium. Evangeliet blev til ren tiltale, et ord ”direkte fra oven” helt uden blik for mennesket og den verden, som mennesket levede i. Gud blev, med andre ord, fortrængt fra verden.
Det er denne skelnen mellem menneskelig religion og Guds evangelium, som stadig præger den teologiske debat. Gud beskrives enten ud fra en menneskelig eksistensforståelse, som helt afskriver troen på en skabende Gud og på Jesu opstandelse. Eller ud fra en bogstavelig evangelisk tolkning af Gud og opstandelsen som en fysisk realitet. Begge parter ender i mystiske gudsbegreber helt uden forståelse for, at Gud sagtens kan være til stede i verden gennem sit ord.
Sådan forstod Luther kristendommen, som en forening af myte og virkelighed i Guds ord, og sådan vil man kunne læse om tilværelsen i Shakespeares dramaer. I virkeligheden er Shakespeare efter min mening en overset figur i teologiske kredse.
Han forstår om nogen at lege med vores opfattelse af verden, at vise, hvordan mennesket som individ er spændt ud mellem Gud og verden. Selvom Shakespeare ikke nævner troen eksplicit, så fornemmer man hele tiden, at karaktererne bliver til på baggrund af et mytologisk verdensbillede, hvor Gud er til stede.
Lad mig give et eksempel fra Shakespeares ”Macbeth”: I ”Macbeth” spiller Shakespeare på den bibelske synde-faldsmyte. Shakespeare tager afsæt i det middelalderlige verdensbillede, en verden med genfærd og hekse, blodhævn og kaosmagter.
Sådan begynder stykket ”Macbeth” med tre hekse, der spår, at hærføreren Macbeth skal blive Skotlands nye konge. Dermed er plottet givet. Som slangen i paradiset fristede Eva, forvandler spådommen sig for Macbeth til begær. Han begynder straks at overveje, hvordan han kan dræbe Skotlands konge for selv at overtage tronen.
Det er igennem disse temaer, at Shakespeare skaber Macbeth. For mig at se er det en stor misforståelse at se ”Macbeth” alene som et psykologisk drama.
Shakespeare graver langt dybere, fordi et kongemord er en forbrydelse mod hele den middelalderlige verdensorden, ja mod Gud selv. Det viser sig straks, da Macbeth har stukket kniven i kongen. Forbrydelsen forplanter sig til hele skaberværket, det lyner og tordner, uglerne tuder og verden er truet af kaosmagter.
Man fornemmer virkelig, at dette ikke blot er almindelig ondskab. Ondskaben er mytologisk, den stikker sit hoved frem af ur-dybet og griber Macbeth, som nu begår det ene mord efter det andet.
Macbeth forsvarer frygtløst sin borg. Kun det menneske, som ikke er skåret af moders liv, frygter han. Først da Macbeths hoved bliver hugget af, kan freden genoprettes, i håbet om at en ny tid og en ny konge på retfærdig vis kan etablere kosmos på ny.
I Shakespeares ”Macbeth” har det således skæbnesvangre konsekvenser at dræbe en konge. Macbeth forbryder sig ikke alene imod livet, men mod Gud og skaberværket. Det gribende ved Shakespeare er, at begæret og ondskaben antager mytologiske dimensioner. Ondskaben former Macbeth, han bliver ét med synden, hvilket ikke kan lade sig gøre uden samtidig at have et begreb om det gode, en kristen forståelse af tilgivelse og frelse. Gud er altså ikke en metafysisk størrelse hos Shakespeare, Gud er til stede i verden.
Når jeg her bruger Shakespeare som eksempel på en udlægning af den bibelske symbolik, er det ikke i forhåbning om, at vi skal vende tilbage til middelalderen eller renæssancens verdensbillede. Det er snarere et forsøg på at vise, hvordan Shakespeare gennem sproget, dialogen og monologen lader mennesket blive til som individ på baggrund af de bibelske myter.
Man kunne kalde Shakespeares udlægning af menneskelivet for en poetisk mytisk tilværelsestolkning. Af Shakespeare kan vi lære, at menneskelivet hele tiden er spændt ud i et forhold mellem Gud og verden. Dermed undgår Shakespeare at fortrænge Gud fra verden, som den dialektiske teologi gjorde det, ved at lade evangeliet være ren tiltale, som et ord fra oven.
Hos Shakespeare er det ikke interessant, hvem eller hvad Gud er i sin himmel, om Gud i sig selv er en skabende Gud, om Kristus rent fysisk stod op fra de døde. Det interessante er, hvordan mennesket udfolder sig i forhold til Gud, at mennesket bliver til på baggrund af de kristne symboler.
At Shakespeare bruger dramaet som sit medie er i virkeligheden langt mere effektfuldt end nogen teologisk afhandling eller de endeløse debatter om troen på de kirkelige dogmer. Dramaet griber tilskuerne, man føler med de forskellige karakterer, så man selv bliver til i had og kærlighed, i tillid og mistillid, i tro og tvivl.
Shakespeare minder os om, at den bibelske symbolik lever i vores sprog. At mennesket og troen bliver til igennem sproget, når sproget transcenderer den almindelige videnskabelige verdensanskuelse.
Det er denne dybe mytologiske forståelse af mennesket, som helt er væk i den verserende debat. Debatten vidner om, at verden er blevet rationel, menneskelivet er blevet til ren psykologi, teologien og trosbegrebet er blevet naturalistisk.
I forsøget på at finde Gud har man i stedet fortrængt ham fra verden, forklædt ham i alverdens mystiske forklædninger. Gud er blevet væk, og han kommer ikke tilbage, før teologer og journalister anerkender, at der skal tales om ham i et helt andet sprog end det videnskabelige.
Ja, i virkeligheden skal man ikke bare tale om Gud, men forstå, at troen på Gud bliver til gennem livet i verden, gennem en mytisk poetisk tilværelsestolkning.
Mads Davidsen er sognepræst i Munkebo Kirke på Fyn