Gud og de fattige kvinder

Lene Sjørup har undersøgt, hvorledes kristendomsforståelsen ser ud blandt "de fattige" i to forskellige lejre: i befrielsesteologiens katolske basismenigheder og i de protestantiske pinsemenigheder i Chile. Det er der kommet en spændende afhandling ud af

"PINOCHETS GUD og de fattiges teologiske modstand" er titlen på en afhandling, som Lene Sjørup - teolog, feminist, religions- og samfundsforsker - har lagt på bordet. Den er værd at beskæftige sig med. Ganske vist er Pinochet og diktaturet i Chile (1973 - 1990) et kapitel, offentligheden har lagt bagud. Men Lene Sjørup ser sagen fra en vinkel, som er vigtig - også ud over den særlige situation i Chile i diktaturets tid.

Hun analyserer de religiøse anskuelser, der var i spil i samfundskonflikten i Chile i diktaturets periode. Hendes grundmateriale er en række interview med kvinder fra slumkvartererne omkring Chiles hovedstad, Santiago. Interviewene, som citeres bredt, er i sig selv fascinerende læsning. Hun kommer så tæt på sine samtalepartnere, at man trods kulturelle og sociale barrierer fornemmer deres dagligdag. Men hovedsagen er hendes analyse.

Hun begynder med en redegørelse for den kristendomsforståelse, som general Pinochet lagde frem i sine taler. Der finder hun, hvad man kan forvente: en konservativ, maskulin grundholdning, hvor Gud fremtræder som den autoritære, voldelige fadergud, der kræver heltemod og ære hos manden og dyd og moderlighed hos kvinden, og som mobiliseres for at fastholde, hvad Pinochet regner for de nationale og kristne værdier.

Det er en kristendom, der er egnet til at fastholde det bestående samfundssystem med undertrykkelse af de fattige, med uvidenhed og med et fastlåst kønsrollemønster. Men det afsnit er kun den nødvendige baggrund for at se, hvorledes kristendomsforståelsen ser ud blandt "de fattige" i to forskellige lejre: i befrielsesteologiens katolske basismenigheder og i de protestantiske pinsemenigheder.

Befrielsesteologien opstod i Latinamerika i 1960'erne og 1970'erne. Den blev til i forlængelse af Andet Vatikankoncil, der åbnede mod samfund og sociale forhold. Teologer og præster engagerede sig i fattigdomsspørgsmål og så det som en hovedopgave for kirken at befri mennesker fra fattigdom, uvidenhed og undertrykkelse.

MANGE PRÆSTER slog sig ned i Latinamerikas slumkvarterer. Kristendom blev tolket ind i den sociale situation med brug af marxistiske analyseredskaber. I basismenighederne, som man kaldte de menigheder, der samlede sig omkring befrielsesteologerne, læste man bibel ud fra den sociale kontekst for at hente inspiration til at forandre samfundet.

Det betød, at befrielsesteologerne og basismenighederne kom i skarp modsætning til Pinochet-regimet, efter at den socialistiske præsident Allende i 1973 var blevet myrdet. Senere kom de også i skarp modsætning til den romerskkatolske kirkes ledelse.

Lene Sjørup har stor sympati for befrielsesteologernes politiske engagement. Alligevel ender hun med at være overraskende kritisk over for befrielsesteologien. Hvor positivt hun end vurderer dens vilje til at skabe solidaritet mellem de fattige, så når hun frem til, at befrielsesteologien har afgørende indbyggede svagheder.

Trods alle modsætninger er den samtidig en spejling af Pinochets militante kristendomsforståelse. Den er gået ind i spillet om den sociale magt i samfundet. Pinochets utopi er det retfærdige diktatur, og befrielsesteologiens utopi er det retfærdige samfund, men begge utopier hører hjemme i samfundstænkningen. Pinochets kristendom proklamerer den voldelige, magtpotente fadergud, der skal forsvare traditionens værdier. Befrielsesteologien samler alt i den lidende Kristus, der skaber en solidaritet mellem de lidende, som har magt til at ændre samfundet.

Forskellen i gudsbilledet er klar, men fælles er kampen om magten. Lene Sjørup kalder begge teologiske anskuelser "triumfalistiske". Befrielsesteologien kommer til at dyrke lidelsen, som Pinochet dyrker volden, men dermed mister den også evnen til at komme fri af lidelsen. Den henter sin mening i kampen mod diktaturet og undertrykkelsen, men kan i grunden vanskeligt bruges til noget i en ikke-kæmpende hverdag.

Pointen skærpes, hvor Lene Sjørup sætter fokus på køn. Befrielsesteologien har i princippet fokus på kvindefrigørelse, men dens etos er maskulin. Befrielsesteologiens tale om kvindefrigørelse vender sig mod befrielsesteologien selv. Det er en teologi, tænkt af mænd, der understreger, at teologien skal dreje sig om praksis, men faktisk er det kvinder, der omsætter den i praksis, mens de mandlige befrielsesteologer fortsat er bundet i den katolske kirkes mandligt hierarkiske struktur.

Pinsemenighederne er den anden gruppe, som Lene Sjørup inddrager. Latinamerika var tidligere altdominerende katolsk, men i løbet af det 20. århundrede er der sket en formidabel vækst af protestantiske pinsemenigheder. Også blandt dem har Lene Sjørup interviewet kvinder i slumkvartererne omkring Santiago. Det billede, hun tegner af deres religiøsitet, er meget forskelligt fra det, hun tegnede af kvinderne fra basismenighederne.

Kvinder i pinsemenigheder forbinder ikke deres kristendomsforståelse med en politisk holdning. Pinsemenighederne tilstræber ikke at gøre deres medlemmer samfundsmæssigt aktive. Utopien her er ikke samfundet, men Guds rige og de helliges samfund. Det tiltrækkende for de nytilkomne er den menneskelige varme og kærlighed, de bliver mødt med, og det religiøse fællesskab, de bliver delagtige i.

Alligevel får den kristendomsform sociale konsekvenser, ikke gennem politisk aktivering, men gennem den etiske mobilisering. Den enkelte bliver subjekt i sit eget liv og tager dermed ansvar både for sit gudsforhold og for sig selv og sine børn. Når den enkelte selv forstår sig som berørt af Helligånden og dermed har direkte forbindelse til det guddommelige, vokser der en sikkerhed frem på det personlige og det nære plan. Nok er utopien, de helliges samfund, religiøs, men den rækker ind i det sociale, fordi pinsemenighedernes medlemmer forsøger at realisere noget af utopien her og nu.

Også her bliver forståelsen profileret ved, at Lene Sjørup sætter den i sammenhæng med køn. Kvinderne har religiøs og profetisk autoritet i kraft af deres umiddelbare gudsforhold, og det bidrager til at trække deres mænd ud af alkoholisme og utroskab. Ofte fører de til, at også mændene bliver omvendt. Det er en holdning, der skaber social forandring og sætter blødere værdier ind i et voldssamfund. Måske var det sådan, kristendommen forandrede verden i de første århundreder.

Det er i kraft af kønsperspektivet, at Lene Sjørup får vendt op og ned på vurderingen af "de fattiges modstand" mod Pinochet. Hendes egen politiske uvilje mod Pinochet-diktaturet er entydig; men hvor man kunne forvente, at Lene Sjørup ville prioritere basismenighederne og befrielsesteologiens klare politiske modstand frem for pinsemissionens apolitiske holdning, ser man det modsatte.

Den protestantiske "kvindelige etos", der vokser frem af bevidstheden om at høre til i de helliges samfund, synes at have potentiale til at fremme en mere dybtgående samfundsændring end den befrielsesteologi, der fortsat er bundet til maskulin tænkning i magt og er bundet til en katolsk hierarkisk magtstruktur.

Lene Sjørup har flere temaer, men der er rigelig udfordring i påvisningen af, hvilken samfundsforandrende kraft, der er henholdsvis i en teologi, der tager udgangspunkt i den lidende Kristus og i en teologi , der tager udgangspunkt i en helligåndsvækkelse. Det er meget forskelligt fra den statiske skabelsesteologi, som har præget dansk teologi siden Løgstrup.

Niels Thomsen er teolog og tidligere rektor for Præstehøjskolen. Lene Sjørup: "Pinochets Gud og de fattiges teologiske modstand." Museum Tusculanums Forlag