Gud og guf - de smarte, nye gudstjenester skal huske formålet

Kigger man lidt rundt i det folkekirkelige landskab, er der mange steder i landet eksperimenter med alternative gudstjenester. Tanken bag disse gudstjenester er sympatisk, men de falder desværre ikke alle sammen lige heldigt ud

Skal man lave gudstjenester for børn - og det er efter min opfattelse en god og vigtig sag - så bør man i det mindste spille med åbne kort og ikke - var jeg lige ved at sige - sovse det ind i spaghetti og pasta, skriver dagens kronikør.
Skal man lave gudstjenester for børn - og det er efter min opfattelse en god og vigtig sag - så bør man i det mindste spille med åbne kort og ikke - var jeg lige ved at sige - sovse det ind i spaghetti og pasta, skriver dagens kronikør. Foto: .

I vores nye kirke har vi det seneste år udviklet en ny slags børnegudstjeneste, kaldet "Gud og guf". Konceptet er enkelt og henvender sig til børn mellem 3 og 10 år. Det foregår en lørdag formiddag om måneden mellem klokken 10 og klokken 11.30. Som præst har jeg hjælp af fire-fem konfirmander.

Selve gudstjenesten er bygget op som en vekslen mellem netop Gud og guf. Døbefonten er fyldt med karameller, der hænger lakridssnore hen over kirkebænkene, og rundt i kirkens krinkelkroge er der gemt masser af kinderæg.

Men før det går løs med gufferiet, synger vi en salme. Så samles vi om døbefonten, hvor jeg fortæller om dåben og dens betydning, mens børnene spiser karamellerne fra døbefonten. Det giver en fantastisk ro.
Så skal de ned at sidde på kirkebænkene. Dér sidder de, mens jeg læser op af Møllehaves børnebibel - og hver gang jeg bladrer til en ny side, må ungerne tage en lakridssnor. Efter det trænger alle til at røre sig, så vi løber en tur rundt om kirken. Børnene elsker at se præsten spæne af sted i præstekjole - ikke mindst op på den lille gravhøj ved siden af kirken. Og ned igen.

Derefter kan børnene faktisk godt klare en lille prædiken. Og her er det igen oplagt at sammenkæde Gud og guf: at Gud er en sød gud, ligesom slik er sødt, at Gud kan lide at se, at vi er glade og har det godt, og at Gud ønsker at give os lige det, vi ønsker os.

Men vi prøver naturligvis også at lære børnene, at som kristne skal vi være gavmilde. Derfor slutter prædikenen i en slags praksisøvelse, så det hele ikke bare er ord: De skal vælge et lækkert stykke slik i en kurv, der kommer rundt - og give det til sidemanden. Det er ikke helt let for alle, skulle jeg hilse og sige!

Til slut er der nadver, hvor temaet Gud og guf igen får krop: De traditionelle oblater er udskiftet med piratos, der jo har den samme lidt flade form. Vinen er erstattet af den nye røde cola. Det glider lige ned.
På vej ud af kirken kan børnene lede efter et kinderæg som et billede på, at Gud leder efter os. Men inden vi siger farvel, synger vi et enkelt vers af Kingos "Nu rinder solen op" - naturligvis vers to med de let tilpassede strofer: "Lørdag i min slikskål en nåde uden mål til mig nedflyder".

Konceptet er i al beskedenhed en stor succes. Børnene er vilde med det, forældrene får ro til at handle lørdag formiddag og får samtidig et positivt billede af kirken og energiske børn med hjem. Det koster naturligvis lidt i slik og løn til konfirmanderne, der hjælper til.
Men det glade budskab bliver forkyndt for både hoved, hænder og mave. Og som Jan Lindhardt ofte har påpeget, tror danskerne med maven. Det gælder naturligvis også børn.

Som de fleste formentlig har gættet, er konceptet "Gud og guf "fri fantasi. Men kigger man lidt rundt i det folkekirkelige landskab, er der måske ikke så langt mellem noget af det, der foregår, og ovenstående. Lad mig nævne et par eksempler:

I Kristeligt Dagblad den 25. oktober fortælles historien om en tysk præst, der snart vil åbne et værtshus i sin kirke. Han får støtte af præsten ved Ågerup Kirke, Kristian Gylling, der tidligere har arbejdet netop i samme retning med konceptet "Gud og fadbamser", hvor han i samarbejde med en lokal bodega arrangerede fællesspisning.
Gylling slår i den forbindelse fast, at "hvis de, der bruger bodegaen, godt vil sidde og snakke med mig om det, jeg står for, så skal jeg være et skarn, hvis jeg ikke bruger den mulighed". Han slår også til lyd for, at kirken "dropper den fordømmende pegefinger over for øl" og fortæller i den forbindelse, at der i hans sogn altid er fadøl og jazzmusik i præstegårdshaven efter pinsegudstjenesten.

Efter min opfattelse overskrider Gyllings arrangementer grænsen mellem det morsomme og det latterlige. Det er da muligt, at der stadig går enkelte rundt og tror, at kristendom først og fremmest har at gøre med at afholde sig fra alkoholiske drikke, men derudover kan arrangementer som disse da vist kun tjene til at fremstille præsten som en frisk fyr og i øvrigt tappe kirkens budskab for enhver alvor og tyngde.

I den forbindelse er det karakteristisk, når Gylling hævder, at "et arbejde som tjener, taxichauffør eller leder af en ungdomsklub er mindst lige så meget værd for en præst som at læse store, teologiske bøger". Som om menneskelig erfaring og teologisk indsigt udelukker hinanden!

Et andet eksempel er tidens absolut mest succesrige kirkelige slagtilbud for småbørn og deres hårdt pressede forældre: spaghettigudstjenesten, også kaldet "Gud og spaghetti" eller "Gud og pasta". Ideen er at invitere til en - betones det som regel - kort gudstjeneste for de kære små og deres forældre sidst på eftermiddagen efterfulgt af spaghetti og kødsovs.

Og hvad er der nu galt med det? For det første er selve betegnelsen ved nærmere eftertanke et kalkuleret - men alligevel kikset - forsøg på at fremstille kirken og kirkens sag som frisk og spiselig! Hvad kirkens sag vel egentlig ikke er! Kristendommen er vel strengt taget ikke sådan vildt sjov i det, så hvorfor fremstille den som sådan?
For det andet er hele idéen gennemført beregnet: Vi tilbyder lidt Guds ord i ulvetimen - med streg under lidt - og så en gang aftensmad.

Forældrene får et par som oftest besværlige timer til at gå, aftensmaden nemt overstået og kan gå nærmest direkte hjem og putte børnene.
Skal man lave gudstjenester for børn - og det er efter min opfattelse en god og vigtig sag - så bør man i det mindste spille med åbne kort og ikke - var jeg lige ved at sige - sovse det ind i spaghetti og pasta.

Jamen, skal vi da ikke bruge alle gode midler til at forkynde det gode budskab? Nej, det skal vi da bestemt ikke! For det første bør man i folkekirken holde sig for god til at missionere i ly af smarte overskrifter og populære påfund.

Det er dybest set mangel på respekt for andre mennesker at aflede deres opmærksomhed, mens man forsøger at påvirke dem. For det andet bør man også udøve selvkritik, når det gælder fikse formuleringer og kække koncepter, ellers svækker man på lang sigt troværdighed og seriøsitet.

For det tredje skal man efter min opfattelse skelne mellem at ville nogen noget - og så at ville noget med nogen. De smarte koncepter vil som regel noget med mennesker, have dem til at tro og mene noget bestemt. Eller til at synes om kirken. Først da er missionen lykkedes.
Handler det i stedet om at ville nogen noget, handler det om sagen, om at have noget på hjerte - i kirkens tilfælde om evangeliet. Og man kan da trygt overlade det til Vorherre, om der nu også kom noget ud af det. Det er nemlig hans ansvar - ikke vores.

Kristian Bøcker er sognepræst i Randbøl