Gud ser til os

Integritet, uafhængighed, autonomi, selvstændighed - det er ord, der virkelig har vægt i vores sprog i dag. Men samtidig ser vi på os selv med andres øjne i en grad som næppe nogensinde tidligere. Vi har indrettet os på en måde, så at der hele tiden lægges op til, at vi skal måle os selv, vurdere hvad vi kan, regne på hvad andre tænker om os, finde ud af, om vi nu også lever op til de uudtalte regler for, hvad man skal og må. Jeg véd ikke, om det er mediernes skyld - de er jo altid gode at angribe. Vi sidder der og kigger på fjernsynet og tror os helt i sikkerhed, for over for det er vi uengagerede tilskuere som næppe noget andet sted - og så er det på en vis måde lige omvendt: det er fjernsynet, der kigger på os, glor på os på den mest uengagerede, kølige måde. Dermed mener jeg, at medierne i den grad er kommet til at sætte målestokken for vores liv. Det kan formentlig de fleste af de her tilstedeværende nikke genkendende til: man har vænnet sig til at se sig selv med mediets øjne; det gælder selvsagt ikke kun politikere. Det gælder sportsfolk, entertainere, ja, offentlige personer i vid forstand. Det drejer sig mere om at tage sig ud end at være, for vi er blevet afhængige af, at nogen ser til ens side. Og vi tror, at når medierne gør det, er alt som det skal være. Men vi ligger alle sammen under for den enøjede dæmon, som kigger os dybere ind i sjælen, end vi ved af. Fordi vi gør dens blik til vores eget. Fordi vi ser på de andre ud fra det perspektiv, som den angiver, men til syvende og sidst ender med også at betragte os selv med det samme kølige, målende blik. Måske er det ikke bare mediernes skyldÉ I hvert fald gælder det meget bredt, at vi er mere optagede af, hvad andre tænker og mener om os end slægterne før os. Det betyder igen for alt for mange, at de ikke længere er trygt, ligefremt til stede i tilværelsen. Det er selvfølgelig menneskets adelsmærke, at det er kan se sig selv - dyrene kan ikke på den måde træde uden for sig selv og se sig selv med andres øjne. Men denne evne rummer altså samtidig risikoen for, at vi mister freden ved at være til. Hvordan ser de andre nu på mig? Ser de overhovedet til min side? Vi mangler et højere sigtepunkt. Måske var grunden til, at mennesker tidligere var mere trygt til stede i verden, deres bevidsthed om, at Gud så dem. I sammenligning dermed kunne det ikke være så afgørende, om og på hvilken måde andre så dem. Jeg véd, at næppe noget andet i kirkens forkyndelse har man i den grad taget afstand fra; hvilken skyldfølelse har kirken ikke belemret folk med med sin påstand om, at Gud så alt, hvad de gjorde? spørger man. Tænk på den Trilles berømte eller berygtede vise om »Øjet« - den var et dybt forarget opgør med tanken om et sådant guddommeligt perspektiv på alt, hvad man gjorde og sagde. Man skulle befri sig for på den måde altid at føle et stikkende guddommeligt øje i nakken. Det har man så også i vid udstrækning gjort. Hvad er følgen af, at vi ikke længere regner med, at Gud ser os? To ting så vidt jeg kan se. For det første dette, at andres blik på og mening om os er trådt i stedet for - på en langt mere diktatorisk, inkvisitorisk måde, så vi er langt mindre fri og langt mere skyldbetyngede i forhold til andre, end vi nogensinde har været i forhold til Gud. For det andet er der sket det, at vi virkelig er kommet på spanden med hensyn til, hvad man må og ikke må. For Gud kunne man jo alligevel ikke sådan narre i længden, men andre menneskers blik kan man jo unddrage sig. Derfor er det 11. bud i vid udstrækning blevet det, der leves efter i dag. Det, der lyder: det gør ikke noget, hvis ikke der er nogen, der ser det. Og derfor råbes der i dag på nogen, der vil komme og sige, hvad vi skal og ikke skal, hvad vi må og ikke må. Ja, selv kirken vender man sig til, for om den dog ikke kan sige noget i al forvirringen - tale et kraftfuldt ord, der kan give mennesker i dag et holdepunkt, sige til og sige fra. Det kan kirken. Den siger det samme som før: Gud ser dig! Det er det perspektiv, den kalder os til at betragte vores liv ud fra - og det hvad enten vi er politikere eller bankfolk, forretningsmænd eller forskere, håndværkere eller præster. Det er det klare ord midt i al forvirringen: Gud ser os! Det er målestokken. Hans blik kan vi ikke unddrage os. Det er det budskab, som kristendommen er, også til jer, der i de kommende måneder skal arbejde med, hvorledes vores land og vores fællesskab skal se ud og udvikle sig, som skal træffe vanskelige afgørelser, og som ikke undgår at tænke: hvad vil folk nu tænke om det her? Kirken forkynder ligegyldigheden af alle menneskelige målestokke og betragtninger over for det ene, at Gud er der, og derudfra skal vores tilværelse, vores afgørelser og vore handlinger ses. I dag handlede evangeliefortællingen om at blive set på. Synderinden, der kom ind i farisæerens hus, havde vænnet sig til at se sig selv med hans og de andre farisæeres blik. Hendes liv var slået i stykker af det, hun havde gjort, og af den måde, de så på hende - eller rettere ikke så på hende, så væk fra hende. Der var i det daglige øjne nok, der rettedes mod hende, noterede hvert af hendes skridt. Og dog - så snart hun prøvede at fange disse blikke, så folk bort, ned for sig, alle mulige andre steder hen. Jeg vil tro, at hun derfor var holdt op med at løfte sine øjne, og at hun også denne dag i farisæerens hus så ned i jorden. Da hun kom ind, var der da heller ingen, der så direkte på hende, for det var - og er vist endnu - en orientalsk skik ikke at se på den, man fordømmer. Løftede man sit åsyn på en person, betød det, at man godkendte ham eller hende, ja, når en sheik skulle dømme en anklaget, sagde han intet, men det var kendt, at bevarede han sit blik nedslået, var den pågældende dømt, men løftede han sit ansigt mod den anklagede var denne frikendt. Sådan løftede de ikke hovederne, da hun trådte ind i Simons hus. Og i denne ubevægelighed var der mere dom og foragt end i alverdens ord. Det betød virkelig: de så ikke til hendes side, hun blev ikke set, ingen rettede et menneskeligt blik på hendes elendighed. Men de så, hvad der skete - og blev dybt forargede. Al tænkelig ringeagt emmede mod hende. Hun væder Jesu fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår og salver dem med olie. Det gør hun, fordi hun har erkendt, at hvad de andre ser eller ikke ser, ikke er det, som hun skal måles på. Det afgørende er, at Gud ser. Derfor går hun hen til Jesus. Fordi hun sanser, at hans blik er Guds blik. Jesus - ja, til at begynde med lader han det ske, som sker. Men så står der, at han vendte sig mod kvinden. Egentlig er det fuldt nok - alene i den bevægelse, hvor han vender sig og retter sit blik mod kvinden, er barmhjertigheden givet til kende. Han ser til hendes side. Og han tvinger Simon til også at løfte sit åsyn mod hende. »Ser du denne kvinde«, siger han - og Simon, der ikke virkelig havde set denne kvinde - set ned i dybet af hendes elendighed, han, der ikke ville lade hende se sit ansigt, han, der heller ikke behøvede at se for at vide, hvad han skulle mene om hende, Simon må modstræbende rette sit blik på hende. Det, Jesus siger til kvinden, er: Jeg ser dig, Gud ser dig, Gud ser til dig - i nåde, Guds ser til din side. Det er det perspektiv, den synsvinkel der kommer ind i og ind over hendes liv - og som totalt forandrer det. Og det hører nu med, når kirken forkynder ligegyldigheden af alle menneskelige målestokke og betragtninger over for det ene, at Gud er der, og derudfra skal vores tilværelse og vore handlinger ses. Uden i mindste måde at svække tyngden i dette at »Gud ser os« uddyber evangeliet det ved at sige: »Gud ser til os«, han ser til vores side, han ser til os i barmhjertighed. Inden vi går ud af kirken, siges det med velsignelsens gamle ord »Gud løfte sit åsyn på dig og give dig fred«. At Gud er, og at han ser os handler ikke bare om, at hver en bevægelse bliver noteret, det er ikke den enøjede dæmons kølige eller de andres vurderende blik. Han ser til os. Han kigger ikke ned eller ser bort fra os, men han giver sin barmhjertighed til kende ved, at hans ansigt lyser over os. Ja, det er det som al fortælling om Jesus vil sige: han, Jesus, er Gud, der løfter sit ansigt mod os. Deri ligger det afgørende holdepunkt også for os i dag, deri ligger tillige en utrolig befrielse, fra altid at skulle have de andre til at se til ens side - til at leve og handle i lyset fra Guds ansigt. »Gud løfte sit åsyn på dig og give dig fred«. Deri ligger fred til at være til, deri ligger frimodighed til at samle sig om det, der er opgaven. Amen. n biskop