INGEN SØNDAG uden først et veldækket morgenbord og så en tur i kirke. Det er opstandelsens dag, og det skal fejres.
Sådan lyder det fra en kirkegænger, som i forbindelse med biskoppernes liturgiske faggruppers arbejde skulle fortælle om sin gudstjenesteerfaring. Vi havde bedt nogle kirkegængere give deres bud på plusser og minusser i forhold til folkekirkens gældende gudstjenesteordning: Hvad er udfordringerne til gudstjenestelivet 2020?
Udsagnet ovenfor vidner om en stor kærlighed til gudstjenesten. Ja, ikke bare det, men også om, at den næsten er en naturlig nødvendighed i denne kirkegængers liv. Søndagen markerer den særlige dag i ugen, hvor man skal hen og fejre opstandelsen og det nye lys, der er kommet over tilværelsen gennem Jesus.
For alle fire indkaldte menige kirkegængere er det at komme i kirke noget afgørende for deres liv og livsorientering. Det er samtidig tydeligt, at de lægger vægten forskellige steder i forhold til gudsmødet i gudstjenesten. Og netop forskelligheden i menneskers opfattelse og erfaringer med gudstjenesten er en af de væsentlige pointer i den rapport, som faggruppen for gudstjenesten lægger frem i disse dage: ”Gudstjeneste – om gudstjenestelivet i den danske folkekirke”.
Gudstjenesten er et helle i en fortravlet og til tider hård hverdag. Når jeg går ind i våbenhuset, begynder jeg at sænke skuldrene. Jeg ved, at jeg her i det store kirkerum hører et befriende ord. Det gør en forskel.
Sådan siger en anden kirkegænger. Og derved understreger hun Ordet og ordenes afgørende betydning i gudstjenesten. Den protestantiske gudstjeneste har altid fremhævet det bibelske ord og ikke mindst prædikenen. Og prædikenen har stadigvæk en særlig plads i danskernes gudstjenesteerfaring.
Som en tredje kirkegænger siger: "Jeg vil gerne have noget med hjem fra prædikenen."
Det er også tydeligt, at forkyndelsens ord lyder fra flere steder end prædikestolen: i salmesangen, nadveren, dåben, bønnen. Ja, vi kan faktisk tale om det sungne ord, det spiste ord, det vaskende ord, det bedte ord, det læste ord.
I arbejdet med gudstjenesten fremover er et af de afgørende spørgsmål, hvordan alle ordene får en sådan begivenhedskarakter, så de netop gør en forskel for gudstjenestedeltageren, og de bliver befriende, sådan som kirkegængeren ovenfor oplever det. Det kræver for eksempel overvejelser, om der er for mange ord (læsninger, bønner) i gudstjenesten; om forholdet mellem læsningerne fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er det rette; om hvilket bibel- og bønssprog man bruger i gudstjenesten; om prædikenen er relevant for menigheden; om præsten har et salmevalg, der løfter og giver mening, og om salmesangen måske skal erstattes eller suppleres af et andet menighedsudtryk, hvis den ikke opleves som et autentisk religiøst udtryk. Guds kærlighedsord vil sætte mennesket i bevægelse. Og det må og skal mærkes i gudstjenesten. Der er noget på spil!
Ordet helliger rummet, siger den gode protestant. Men vi må erkende, at rummet med dets arkitektur, indretning, kunst, blomsteropsatser, liturgiske rekvisitter også påvirker kirkegængerens erfaring af gudstjenestens møde med Gud. For 30 år siden, hvor vi sidst fik en ny liturgireform, var spørgsmålet om rummets indflydelse på kirkegængerens gudstjenesteerfaring ikke en væsentlig markør, men det er den i dag.
Som en kirkegænger fortalte: Jeg er vildt betaget af katedralens skønhed og finder stor fred og orientering for mit liv i ritualerne. Dermed anslår kirkegængeren en anden vigtig tematik i de kommende gudstjenestesamtaler, nemlig spørgsmålet ikke bare om rummets vigtighed, men også om ritualets vægt i en gudstjenesteerfaring. Vi er ikke bare et øre, der er i kirke, vi er en krop og en sjæl, der er i kirke. Troen får krop gennem liturgi og ritual. Vi indøver så at sige troen gennem gudstjenesteritualets handlinger. Dette aspekt af gudstjenesten er blevet understreget gennem de seneste 50 års ritualforskning, og denne forskning kalder på et ændret fokus i gudstjenesten.
Rummet, ritualet, tegnhandlingens betydning i gudstjenesten kommer ikke mindst til udtryk i de ”andre gudstjenester”, som i de seneste 25 år har suppleret søndagens højmesse. Vi taler om spaghettigudstjeneste, fyraftensgudstjeneste, natkirke, musikgudstjeneste, meditationsgudstjeneste, dåbsgudstjeneste. Her eksperimenteres med æstetik, form, genre og stil i langt højere grad end i den traditionelle højmesse. Disse andre gudstjenester er vækstlag i folkekirkens liturgiske fornyelse. Og spørgsmålet bliver, hvordan forholdet mellem højmessen og de andre gudstjenester skal være. Herunder også det grundlæggende spørgsmål, hvad minimum skal være, for at man kan kalde det en gudstjeneste.
Kirken er ”de levende sten” dannet af Helligåndens kraft. Og den skal byde alle kræfter op i menighed og sogn til at skabe de bedste betingelser for at holde døren åben til gudstjenesten for alle. Siden 1992 kan vi se, at medinddragelsen af frivillige i gudstjenesten er blevet udbredt i folkekirken. Udfordringen bliver så, hvordan både ansatte og frivillige uddannes til at varetage gudstjenestens opgaver, og hvordan man undgår et A- og B-hold af særligt engagerede og mindre engagerede. Der er ingen tvivl om, at når for eksempel konfirmanderne får lov til at hjælpe kirketjeneren, kordegnen og præsten, så mærker de, at de er levende sten i kirkens fællesskab.
Føler du dig som en del af et fællesskab, når du er i kirke? Hvad gør, at du føler dig velkommen i kirken? Hvilke krav kan man stille til frivillige i gudstjenesten? Det er nogle af de spørgsmål, som rapporten stiller alle i folkekirken, der har lyst til at deltage i samtalen om vores gudstjenesteliv. Rapporten har ikke til formål at komme med forslag til en gudstjenestereform, men at kvalificere samtalen om, hvad vi kan gøre bedre i gudstjenestelivet. Og et af temaerne er ”fællesskabet”.
Liturgi betyder egentlig offentlig handling. Folkekirkens gudstjeneste er kendetegnet ved offentlighed. Den er åben for alle. I over 1000 år har vi holdt gudstjeneste i vores land. Kirkens liturgi har ikke bare været kilden til danskernes tro, men til holdninger og værdisæt i vores samfund. Gudstjenestens grundlæggende ”hvorfor” ligger fast: Vi går til gudstjeneste for at møde Guds ord og erfare, at vi er elskede og frie mennesker, bundet til Gud og hinanden i kærlighed. Gudstjenestens ”hvordan” ligger også et langt stykke af vejen fast, men ånd og tidsånd, samfundsændringer og tidens livsstil har indflydelse på udformningen af gudstjenesten. Derfor må vi fra tid til anden overveje gudstjenestens liturgi, dens form. Netop fordi gudstjenesten er vores alles gudstjeneste i en folkekirke, er det vigtigt, at så mange vil deltage i samtalen om gudstjenesteeftersynet.
Rapporten om gudstjenesten er udfærdiget af en toårig faggruppe bestående af præster, organister, forskere og undervisere. Det er faggruppens opfattelse, at folkekirken på sigt ville være tjent med at fokusere på liturgisk og gudstjenestelig (ud-)dannelse, så den kan bevare og udvikle et godt gudstjenesteliv. Derfor anbefaler gruppen også en oprettelse af et liturgisk center, som kan være med til drøfte, inspirere og udvikle det liturgiske arbejde på alle niveauer. Et sådant center kunne være med til at udvikle nye liturgiske vejledninger samt være initiativtager til samlinger af tekster, bønner og salmer. Centeret kunne også være med til at evaluere den liturgiske udvikling og praksis samt arrangere kurser og tage initiativ til liturgiske udgivelser.