Guden, som svigtede

100 ÅRS KRONIKKER: I denne kronik, som blev bragt første gang 17. januar 1951, beskæftiger forfatteren Erik Aalbæk Jensen sig med afhoppede kommunisters vanskeligheder

Under besættelsen kunne man klokken ti om aftenen høre Internationalen fra Moskva. Internationalens fjerne toner gjorde et sært indtryk, noget stort, hemmelighedsfuldt og stærkt, en dragende, næsten mystisk kraft. Det var paa samme maade, naar man som knægt før krigen fik fat paa et nummer af Moscow News, trykt paa daarligt papir, fuldt af fremmede, hadske ord. Det var paa samme maade, naar man under besættelsen fik et kommunistisk illegalt blad i haanden eller den store røde Sovjetunionens kommunistiske partis (bolchevikkernes) historie. Noget fremmed, paa een gang dragende og frastødende. Efterhaanden vandt det frastødende overhaand, takket være kommunisternes egne gerninger efter krigen, og man blev tilbøjelig til at se paa Kreml som mørkets hjem. Og dog undgik man jo heller ikke stadig at beskæftige sig med dette mærkelige fænomen, der hedder den moderne kommunisme. Det mystiske hang stadig ved, nu i form af en undren over kommunismens besynderlige evne til at drage mennesker til sig og absorbere hele deres personlighed som hugormen svælger en mus. Hver gang man aabnede »Land og folk« eller læste en bog fra den side, stod man overfor det igen: Hvad er det, der gør, at disse mennesker i en uendelighed, der forekommer os andre dræbende, enstemmigt kværner videre i deres oplagte løgne? Hvad er det for et bind, de har for øjnene? For noget maa der dog være tilbage i dem af et personligt menneske. Det er da umuligt, at de i den grad kan være forvandlede til papegøjer. Man kendte jo dog folk imellem dem, som gik for at være ærlige mennesker og begavede tilmed. Det er et problem, man sikkert ikke bliver færdig med, og det er nok godt det samme. For saa længe man tumler med det, er man demokrat i en videre forstand end den, der paa en for mange saa dragende maade proklameres fra Moskva. Eens eget samfund stilles bestandig under omprøvning, man leder efter grundene her. Er det saa raaddent, at det berettiger til et saadant sacrificium Intellectu? Og ens egen kultur stilles stadig i søgelyset: er den saa kraftesløs, at den ikke formaar at give mennesket liv og næring og omslutte hele dets personlighed? Rent bortset fra den øjeblikkelige krigsfare er det paa disse punkter, det egentlige Øst-Vest problem ligger. De to spørgsmaal rager stadig op i det virvar af overvejelser, man kan gøre sig om forholdet mellem Øst og Vest. De danner saa at sige vandskellet. Herfra gaar strømmen mod Øst eller Vest, alt afhængigt af ens personlige svar paa dem. Det fremgaar ogsaa tydeligt af en bog, der nu foreligger i norsk oversættelse Guden som svigtet med undertitel: Vi troede paa kommunismen. I den redegør en række af den vestlige verdens fremragende intellektuelle for deres omvendelse til og fra kommunismen inden for det tidsrum, der begynder med den russiske revolution og slutter med Stalin-Hitler pagten i 1939. Det drejer sig om Arthur Koestler, Ignazio Silone, Richardt Wright, André Gide, Louis Fischer og Stephen Spender. Af dem var kun de tre første tilsluttet partiet, de andre var sympatisører, som derfor - set i forhold til Koestler, Silone og Wright - havde lettere ved at frigøre sig. For de tre førstes vedkommende stiller sagen sig anderledes. De vil som udgiveren Richard Crossman siger i sit forord »aldrig undslippe kommunismen. De vil fortsætte med at leve indenfor rammen af dens dialektik, og deres kamp mod Sovjetunionen vil altid være en refleks af en brændende indre kamp. Den sande ekskommunist kan aldrig blive nogen hel personlighed igen.« Den sande ekskommunist kan aldrig blive nogen hel personlighed igen. Der er i tonerne fra den røde plads noget, der har karakter af besættelsens magter. De gaar som den urene aand ind i huset, der er fejet og renset, tager det i besiddelse og gør det aldeles til deres eget. Og det er denne magt, der mere end noget andet gør, at saa mange stadig bliver indenfor trylleringen. Jeg tror, det er Koestler, der siger, at med forhenværende kommunister gaar det som med forhenværende præster: de mister let deres moralske karakter. De gaar let til grunde. Der er ikke bare tale om at skifte overbevisning og forlade et standpunkt, der er tale om at forlade en hel verden og slynges ud i tomrummet og tomrummets moralske forvitring. Mere end alt andet virker det med til at holde vordende apostater tilbage. Prisen for et brud er meget høj. Men Koestler, Silone og Wright betalte prisen, og deres bekendelser, som de foreligger i denne bog, er derfor uundgaaeligt præget af at være skrevet i en stadig kampstilling, baade mod Kreml og mod dem selv. De er vidnesbyrd om menneskelig tragedie og menneskelig storhed, af en sandhedsvilje, der ikke veg tilbage for at sætte personligheden som indsats. Det gælder baade omvendelsen til og omvendelsen fra kommunismen. Det, der skilte dem ud og førte dem ind i kommunismen, var i første række det sociale spørgsmaal, oplevet i konkret form paa deres egen krop. Stærkest virker maaske deres egen skyld- og ansvarsfølelse. Paradoksalt nok, skriver Koestler om sig selv, blev han kommunist, da han var kommet i gode kaar. Det lykkedes dem ikke at glemme nøden hos dem, der sad tilbage i sumpen, Lazarus' blotte tilstedeværelse forstyrrede den rige mands maaltid. Wrights indlæg, der paa mange maader virker stærkest i al sin troskyldige menneskelighed, viser hans vej til kommunismen som bestemt af hans trang til personligt fællesskab, en aandelig og menneskelig erfaring, der gik ud over racegrænserne. Han fandt den i John Reed klubberne, først mistroisk overfor de hvide, som i dem dyrkede fællesskabet med de farvede, senere fuldstændig besat af klubben og dens skæbne. Trangen til fællesskab lyser ogsaa gennem Koestlers og Silones indlæg, vævet ind i de socialt betingede motivers mønster. Betegnende for dem var, at de ikke mere kunne finde sig hjemme i vesteuropæisk kultur, som de fandt blottet for alt indhold. De søgte en gud og fandt ham i det kommunistiske system, der med eet slag gav dem forklaringen paa alle livets gaader. Koestler skriver om sin første tid i partiet, at det var, som følte han sig tom og renset indvendig. Folk, der er gaaet over til katolicismen, fortæller noget lignende om deres første tid som nyomvendte. Selv giver Koestler i romanen Dommens dag en tilsvarende skildring af følelserne efter en afsluttet psykoanalytisk kur: befrielse, indre fred, sindsro, forklaring paa alle gaader. Tilværelsen bliver hel, hele universet ordner sig til et mønster, »akkurat som om stykkerne i et puslespil ved en eller anden trolddom bliver samlet paa een gang.« Saadan er tonen fra Kreml, naar den faar sindet til at klinge og holder det i den dialektiske materialismes svingningstal. Og det er ikke bare et billede. Det skal forstaas langt mere konkret, end vi andre fatter. Indtil de mindste enkeltheder svinger sindene i takt til Kreml. Koestler fortæller saaledes, at han undrede sig over den gennemførte mangel paa præcision indenfor partiet, indtil han opdagede, at det skyldtes en bevidst eller ubevidst imitation af den russiske mangel paa dette punkt, praktiseret indenfor Kominterns højeste kredse og plagieret nedefter, som backfische efteraber filmstjerner. Selv sproget blev ensartet, vokabularet blev saa enstonigt, at Gestapo kunne kende kommunisterne paa deres dagligdags mæle. Deres maade at forme spørgsmaal paa, deres maade at besvare dem, deres maade at tale paa, argumentere paa, alt var bestemt af Komintern-russeren Djugashvilis dræbende enstonige, hamrende metode. »Vi slængte vor intellektuelle bagage fra os som skibspassagerer, der bliver grebet af panik,« skriver Koestler, »lige til den blev reduceret til det strengt nødvendige minimum af slaaende udtryk, dialektiske klicheer og citater fra Marx, som er Djugashvilis-systemets internationale jargon.« Fordi denne jernring blev presset saa haardt ned om sindet og fordi det var forbundet med saa stor moralsk risiko at sprænge den, skete omvendelsen fra kommunismen ogsaa kun gradvis, en langsomt voksende skuffelse, der for en karakter, som i bunden var ærlig, maatte føre til en sprængning af jernringen. Guden svigtede. De opdagede det paa en række punkter, enten ved rejser i Sovjet eller ved partiarbejdet i deres egne lande. Guden svigtede. Hvor man ventede at finde en fornyelsens og renselsens Gud, fandt man kun den gamle og velkendte, magtens, kompromisets, bedragets, mistroens. Og hertil kommer endnu et ejendommeligt træk: det lykkedes aldrig for mange af disse intellektuelle trods deres selvudslettende bestræbelser, at komme helt indenfor i partiet. Koestler og Wright beretter enstemmigt om det. Ingen rakte dem en hjælpende haand. De var ikke rigtige proletarer, de læste og skrev. Man mødte dem med mistro og kølighed. Det ville have været en let sag for partiet at holde paa dem, om det bare havde vist dem en smule forstaaelse, om det havde rakt dem haanden i deres vanskeligheder, om det dog havde udvist en eller anden form for menneskelighed, men det var en maskine, og det forblev en maskine. Mange aarsager virkede med til at holde paa dem efter at bruddet egentlig var sket, først og fremmest demokratiernes fejge politik overfor Franco og de øvrige diktatorer. Havde vestmagterne interveneret i Spanien, ville vejen være aaben for disse apostater, ringen ville være bristet. Nu kom der først skred i frafaldet efter Hitler-Stalin pagten. Men jernringen havde sat sine spor, arrene sad tilbage. Det var ingen glædelig dag, den dag, de brød med partiet. »Sandheden er denne,« skriver Silone, »den dag, jeg meldte mig ud af kommunistpartiet, var en meget trist dag for mig. Det var en dyb sorgens dag, sorgen over min tabte ungdom. Noget sidder tilbage og mærker ens karakter for hele livet.« n Erik Aalbæk Jensen (1923-97, forfatter, teolog og valgmenighedspræst i Osted. Han er særlig kendt for »Særlige vilkår«, »Kridtstregen« og »Perleporten«. forfatter