Gudernes orden

Det gamle Rom var et i religiøst henseende gæstfrit sted. Romerne havde både en lang række guder, som de dyrkede offentligt, og nogle, som blev dyrket mere privat. Mange af de romerske digtere forsøgte at skabe orden i mylderet af guder, en

Det gamle Rom var i religiøs henseende et gæstfrit foretagende. Oldtidens romere havde et stort antal guder, såvel navngivne, om hvem mytologien fortalte en masse historier, som mere anonyme, der dyrkedes i privathjemmene, beskyttede disse og æredes i forbindelse med mindet om forfædrene. En hel del af guderne identificeredes tidligt med de tilsvarende græske, Juppiter med Zeus, Juno med Hera osv. Det bidrog naturligvis til, at de mere saftige anekdoter, sådan som man for eksempel kender dem fra de homeriske digte Iliaden og Odysseen, kunne genfortælles på romersk jord. Senere trængte også ægyptisk religion ind i Romerriget. Især gudinden Isis blev meget populær i den omvæltningsperiode, da republikken afløstes af kejserdømmet. 200 år før havde digteren Ennius (239-169 f.Kr.) gjort et forsøg på at skabe lidt orden i det uoverskuelige mylder af guddommelige skikkelser. Selv om han utvivlsomt har været en af den latinske litteraturs helt store koryfæer, kendes hans værker kun i brudstykker, som citater hos andre skribenter. I et af disse »fragmenter« (nr. 60) opregner han de 12 vigtigste guder. Citatet optræder i en netop udkommen lærebog for gymnasiet (Ludus. Introduktion til latin af Bent Christensen og Chr. Gorm Tortzen, Gyldendal). Der gives ingen kommentar til de to verslinjer; men de leverer faktisk et ganske interessant indblik i den tidlige romerske religion. Ikke mindst dens sammenhæng med filosofi. Opremsningen lyder sådan: Iuno Vesta Minerva Ceres Diana Venus Mars; Mercurius Iovis Neptunus Vulcanus Apollon. De fleste af navnene er latinske, det sidste dog klart græsk: Ennius har ikke gjort noget forsøg på at »oversætte« Apollon. Juppiter optræder i gammeldags latinsk form (Iovis) uden den endelse, der egentlig betyder »fader«. Ligesom enhver anden liste over »prominente personligheder« er denne opregning ikke mindst interessant ved sine udeladelser. Hvorfor glimrer for eksempel kærlighedens gud (Amor Eros eller Cupido) ved sit fravær. Hvorfor er dødsguden (Dis Hades) der heller ikke? Svaret er ligetil: der er ikke plads til dem. Ennius har nemlig indordnet sine yndlingsguder i et let gennemskueligt, men dog hidtil overset system. Han er åbenbart en perfekt gentleman, der efterlever princippet »damerne først«. Og han går åbenbart også ind for kvindernes ligeberettigelse: der er lige så mange gudinder som guder, seks af hver slags. Men der er endnu flere harmonier i hans system, nogle af dem særdeles besynderlige. Tag nu for eksempel navnenes lydlige udseende. Af damerne begynder de tre med en vokal, de andre tre med en konsonant. På helt samme måde forholder det sig med mændene. Og der er en endnu mere udpræget ejendommelighed ved de mandlige guders navne. Man behøver blot at hive Mars ned fra første verslinje og anbringe ham efter Apollon, så danner de seks forbogstaver et ganske almindeligt latinsk udsagnsord: minuam, »jeg vil formindske«. Og hvad det er, den brave poet vil reducere, får man på samme måde oplyst af gudindernes navne. Flytter man lidt rundt på initialerne, står der: divum C. Forkortelsen C betyder som bekendt hundrede (centum). Ordet brugtes på latin lidt i stil med vort »117«, altså som udtryk for en uoverskuelig mængde. Hvad Ennius i realiteten siger, er altså: »Jeg vil formindske det meget store antal guder til noget mere håndterligt.« Hvor kan han have fået den lyst fra? I sidste ende fra Pythagoras. Det fremgår ganske klart af en yderligere harmonisk egenskab ved guderækken, nemlig de involverede antal bogstaver. Der er altså fire kategorier af guder: kvindelige og mandlige; vokaliske og konsonantiske. Deres navne rummer disse mængder af bogstaver: kvinder mænd i alt vok. 14 2034 kons. 17 21 38 i alt 31 41 72 Begge de lodrette summer er primtal. Begge de vandrette summer er lig med fordoblede primtal. Da der er 12 navne på i alt 72 bogstaver, er det gennemsnitlige antal bogstaver pr. navn altså seks. Pythagoras og hans disciple havde seks på hjernen. Dette tal udmærker sig nemlig efter deres lære ved at være det allerførste af de såkaldt perfekte (eller fuldkomne) tal. Det vil sige tal, der er lig med summen af de tal, de kan divideres med, i dette tilfælde 1, 2 og 3. Det næste af slagsen er 28. Men det er en meget sjælden talkategori, og den spiller ingen som helst rolle i moderne matematik. Dog er der altså intet som helst overnaturligt ved den. Det kan afgøres fuldkommen eksakt, om et tal er perfekt eller ej. Derfor ville det også være forfejlet at omtale et sådant begreb som udslag af »talmystik«. Det indgår i oldtidens tallære på linje med begreber som primtal eller kvadrattal, og den slags opfatter man jo ikke som mystiske nu til dags. Men altså: Ennius har opbygget sin lille poetiske opremsning ved hjælp af en række tvedelinger (dikotomier): gudinder over for guder; vokaliske initialer over for konsonantiske; primtal over for fordoblede sådanne; lige antal (i de vokaliske navne) over for ulige antal (i de konsonantiske). Han har været nødt til at manipulere en smule for at få regnskabet til at gå op, dels ved at bruge en antikveret form af Juppiters navn, dels ved at skrive Apollon på græsk (den latinske form er Apollo). Men det er jo småting. Resultatet må siges at være uhyre elegant. Ennius' teknik med både at skabe en talmæssig harmoni og at indarbejde et sekundært, men vigtigt budskab i sin tekst blev taget op af en række senere latinske skribenter, både poeter og prosaister. Da Julius Cæsar en dag sad og kedede sig deroppe nordpå, gav han sig til at skrive sin »Gallerkrig«, der indledes med ordene »Gallia est omnis divisa«, »Gallien er i sin helhed opdelt ...«. Initialerne danner ordet dego, »jeg fordriver tiden«. Man kan næsten høre ham gabe. De 20 bogstaver er fordelt over fire ord, altså ligesom hos Ennius med et helt tal som gennemsnit, og der er lige mange vokaler og konsonanter (idet v regnes for en vokal på latin). Også særdeles nydeligt. Lignende kunstneriske krumspring kan iagttages gennem næsten to årtusinders digtning, her til lands såmænd i intet ringere end den kgl. danske nationalsang. Johannes Ewalds romance fra syngestykket »Fiskerne« har som bekendt en ret indviklet rimstruktur. Hver strofe ender med en kvart verslinje (en jambe), der rimer på to halve vers ovenfor. Disse effektfulde afslutningsjamber lyder: I Kamp I Strid og flye Min Grav Der er i alt 24 bogstaver, så det er altså lykkedes for Ewald at producere fuldkommen det samme gennemsnitstal som Ennius! Og det er også lykkedes ham at indarbejde et sekundært, men væsentligt budskab: initialerne udgør et anagram af udsagnet »o, fisk mig«. Opfordringen relaterer sig dels til skue-spillets handling: redningen af nogle skibbrudne ud for Hornbæks kyst, dels nok også til Ewalds private situation. Anagrammet kan opfattes som de nødstedtes klageråb; men det skal sikkert også tages som et nødråb fra Ewald selv. Han skrev stykket umiddelbart efter, at han havde været ude i en krise, hvorunder han omgikkes med tanker om at gifte sig. Ægteskabet blev forpurret af velmenende venner. Det kan meget vel være denne baggrund, der afspejler sig i hans udråb.n mag.art.