Gud så for 30 år siden ud til at skulle blive en saga blot. I dagens informations- og mediesamfund har Gud imidlertid fået en renæssance. Vil man vide, hvem, hvad eller hvor Gud er i dag, er mediernes forhold til det guddommelige derfor et godt sted at begynde.
I løbet af de seneste 10 år er mediernes dækning af det guddommelige blevet udvidet på adskillige måder. Hvad der engang var specialstof til særlige højtider, er blevet hårdt nyhedsstof i den daglige mediestrøm. En optælling i mediedatabasen Infomedia taler sit eget tydelige sprog. Fra 1995 til 2004 er antallet af registrerede artikler, hvor ordet "Gud" indgår, steget med 234 procent. Antallet af artikler om "gudstro" er steget med hele 3033 procent, artikler om "Allah" er der kommet 331 procent flere af, mens 321 procent flere artikler nævner "Jesus". Samtidig er der en meget mindre stigning fra 1995 til 2004 i antallet af artikler, der henviser til f.eks. "politik" (80 procent) eller "sex" (114 procent).
At særligt antallet af artikler om religiøse forhold er stigende hænger bl.a. sammen med organisatoriske forandringer og redaktionelle satsninger i flere forskellige danske medier. Politiken og Berlingske Tidende har ansat særlige trosmedarbejdere. Morgenavisen Jyllands-Posten har ligeledes øget sin dækning af det religiøse stof. Kristeligt Dagblad har de seneste fire år været Danmarks hurtigst voksende avis. Danmarks Radio har i de senere år udvidet programfladen med programmer som "Tal med Gud", "Jesus og Josefine" og en ny sektion af Deadline om religiøse og eksistentielle forhold. Kommercielle kanaler har samtidig brugt serier som "Åndernes magt" til at tiltrække opmærksomhed til reklamer for alt fra vaskepulver til nye biler. Og internationale film om Luther og Jesus er blevet slået stort op i danske biografer.
Når redaktioner og medieinstitutioner satser så markant på det religiøse stofområde, hænger det sammen med en tro på, at dette også har befolkningens interesse. Den tro er velbegrundet. Efter adskillige årtier med debat om indvandringen og islam i Danmark, om globalisering og internationalt samarbejde, er flere danskere begyndt at søge efter egne ståsteder. Religion er kommet tilbage i det offentlige rum.
Kun hver femte dansker angiver i dag, når de bliver spurgt, at de slet ikke tror på nogen gud. Andelen af danskere, der betragter sig selv som troende, er ligefrem stigende. I 1981 angav 63 procent af kvinderne og 48 af mændene i den danske værdiundersøgelse, at de var troende. I 1999 var disse procentandele steget til 78 blandt kvinderne og 63 blandt mændene. Analyseinstituttet Sonar kunne for nylig offentliggøre en undersøgelse, der viste, at andelen af befolkningen, der opfattede sig som troende i religiøs forstand, var steget fra 37 procent i 1998 til 51 procent ved udgangen af 2004.
Som med så mange andre meningsmålinger og statistiske opgørelser skal også disse tal tages med et forbehold. Som man spørger, får man (nogle gange) svar. Slående er det da også, at de traditionelle kirkelige og religiøse organisationer ikke oplever nogen markant større efterspørgsel i disse år.
Det samme kan imidlertid siges om den organiserede politiske aktivitet i landet. Færre og færre tilslutter sig et parti. Flere og flere bliver politiske forbrugere, der nok er interesserede og ser valgprogrammer på tv, men som ikke holder fast i et partiprogram. Ligesom det politiske liv folder sig mere og mere ud i medierne, er også det religiøse liv i dag blevet et medieanliggende. Holdninger, værdier, etiske overvejelser og forklaringer på livets sammenhæng byder sig hver dag til i radio, på tv, i biografer og i cyberspace. Selv højmessen søndag formiddag er der nu omtrent lige så mange, der hører i radioen som siddende på kirkebænkene. Informationssamfundets gudshus er et mediehus.
En undersøgelse fra midten af 1990'erne af danskeres holdninger til flygtninge og indvandrere viste, at flertallet af danskerne havde deres viden om disse grupper i samfundet fra medierne, ikke fra personlig kontakt. I dag er danske nyhedsmedier tilsvarende blevet en væsentlig kilde til viden om religiøse forhold for flere danskere, der ikke har jævnlig kontakt til almindelige gudshuse. Charlotte Vestergaard, der læser religion på Københavns Universitet, har gennem tv-meter-undersøgelser påvist, at de fleste seere af programmet "Tal med Gud" ikke går jævnligt i kirke eller tilsvarende, men til gengæld interesserer sig meget for religion. Det er sagen i en nøddeskal.
I en tid præget af opbrud og forandring er der en efterspørgsel efter forklaringer og fælles fortællinger. Repræsentanter for kirkelige og religiøse organisationer som Jan Lindhardt, Bent Lexner og Fatih Alev har i de senere år fået lov til at give disse udredninger. Men det er medierne selv, der har organiseret forklaringerne og udvalgt fortællingerne. I informationssamfundet har medierne derfor også fået en stor magt – og et stort ansvar – på det religiøse område som den instans, der ordner virkeligheden, får mennesker til at mødes, tilspidser konflikter eller leverer sammenhænge. I det stadig mere multireligiøse og multikulturelle samfund bliver konkurrencen mellem deltagerne på dette religiøse marked stadig større og mere synlig. Det er dog snarere medierne end religionerne selv, der får markedet til at hænge sammen.
Mediernes indflydelse på det religiøse område gælder såvel indhold som form. Morgenaviser og tv-aviser, der udsendes på helt bestemte tidspunkter, medvirker f.eks. både til at indramme holdningsdannelsen og organisere hverdagslivet i Danmark på en måde, der kan sidestilles med tidligere tiders bedetider og andagter. Når en præst skriver en bog om, at han ikke tror på en skabende eller opretholdende gud, sker der intet. Men når han siger det samme på forsiden af en avis, kommer der læserstorm, offentlig opstandelse og et kirkeretligt efterspil. Er der en naturkatastrofe som i Sydøstasien, er det også medierne, der fungerer som formidler af national sjælesorg, udspørger af psykologer, talerør for præster og indpisker af politikere.
Selv universiteterne, der hidtil har haft sine egne kriterier for sandhed og redelighed, har med den seneste universitetslov måttet sande, hvad informationssamfundet indebærer. I tillæg til god forskning og undervisning er det nu her et officielt parameter for succes, at de ansatte formidler deres viden og kommer i medierne. På sigt kan det føre interessante diskussioner med sig om, hvem der egentlig har det sidste ord at skulle have sagt om, hvad der er væsentlig, gyldig og vigtig viden. Medier og universitet ser altså ud til på det punkt at have fælles interesser med den almene befolkning. Enighed er der dog langt fra – alt interessefællesskab til trods!
I den offentlige debat om gudstro har der f.eks. været fire hovedfløje, der har kæmpet om at få ret i deres forståelse af Gud. Der er dem, der siger som Tøger Seidenfaden, at der slet ingen gud findes, fordi det forekommer indlysende, at han ikke eksisterer. Det er det mest rendyrkede ateistiske synspunkt i debatten. Så er der dem, der siger, at Gud er Gud som i kirkens bekendelser, og at der hverken kan eller skal laves om på det. Mennesket må give sig Gud i vold i tro og tillid. Det er det klassiske, kirkelige synspunkt. Hertil kommer nogle mellemformer. Der er f.eks. dem, der forstår Gud som en smuk fortælling, men som samtidig forsøger at leve som om, han findes. Sådan er der ikke så få universitetsteologer og Grosbøll-støtter, der har det. Og så er der dem, der inspireret af tidens nye religiøse strømninger mener, at det guddommelige findes overalt, som en åndelig kraft, i det enkelte menneske eller ved en genfødsel til det næste liv.
Enighed er der ikke udsigt til foreløbig. Ikke desto mindre optræder de i det samme rum, i det samme format og med større og større hyppighed i de danske medier – informationssamfundets gadekær og gudshuse. Gud er alt andet lige blevet genfødt som emne i medierne i begyndelsen af det 21. århundrede. Medierne har dog samtidig fået en allestedsnærværende, styrende og samfundsunderstøttende rolle, der ikke lader ret meget tilbage til det guddommelige spillerum.
Morten Thomsen Højsgaard er ekstern lektor og ph.d. fra Afdeling for Religionshistorie på Københavns Universitet