Guds nærvær bliver klart langfredag

Guds søns død – så meget ville Gud gøre for at hele det brudte forhold til mennesker. For min skyld blev Jesus af Guds vrede taget fat. Det er salmedigteren Kingos forståelse af langfredag. Og gives der i grunden højere nærvær end tilgivelse?

I Kingos store langfredagssalme ”Gak under Jesu kors at stå” synges der: ”Det fjerde ord var frygteligt,/ og aldrig hørte Himlen sligt:/ ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du/ i denne nød forladt mig nu?’.”

Kingo knytter her til ved Markusevangeliets fortælling om Jesu korsdød. Markus’ skildring er ordknap og nøgtern. Realistisk har man kaldt den. Henrettelse i al dens gru. Så ubesmykket, at der må være tale om en øjenvidneberetning.

At den Jesus, der af evangelisten indledningsvis kaldes Guds søn, dør med disse ord på læben, må være historisk autentisk. Guds søns gudsforladthed – det sprænger digtningens fantasi. Har man sagt.

Men det er nu ikke interesse for historie, der får Kingo til at placere ordene i centrum af sin vældige salme. Han vil tyde ordene, finde deres mening. Meningen for ham selv, ja, selvfølgelig for alle dem, der synger.

Og meningen er for Kingo klar: ”For min skyld blev du så forladt/ og af Guds vrede taget fat,/ at aldrig jeg forlades skal/ i dødens grumme, dybe dal.”

Det er unægtelig grumme ord. Men ord, der skal forstås ret. For Kingo er det ikke gudsforladtheden, der i sig selv er det grumme. Det er Guds vrede. Som nu er ovre og afløst af sin modsætning.

Det kristne fortællekompleks er stort og mangfoldigt. Ingen kan indoptage det hele. Man vælger: Noget får lov at løbe ud i periferien, andet bliver fastholdt som centrum. Af de evangeliske langfredagsfortællinger har det i min tid især været Markus, man har dyrket. Ikke mindst på grund af ordene om gudsforladtheden. De andre evangelisters skildringer er, har man sagt, præget af for megen traditionel fromhedspoesi. Markus er den rene gru.

Det kan måske ikke undre, at netop det 20. århundredes anden halvdel satte Markus i centrum. Tid og tro har altid hængt sammen. Det 20. århundredes gigantiske grusomheder fandtes at være af samme art som Markus’ skildring.

Man kunne mene, Markus gav svaret på teodicé-problemet: Hvorfor er der så meget ondt i en verden, der er skabt af Gud? Man mente, at Markus ville fortælle, at Gud lod sin søn lide en grusom død, for at vise, at Gud selv har været der, hvor der er værst at være.

Denne læsning af Markus står måske ikke helt så stærkt mere. En så barsk Gud er ikke mere god tone. Religions‑ filosofferne har erobret langfredag, og de kræver ret og rimelighed. De udfolder måske deres gudskritik lidt forskelligt, men der er bred enighed om, at Gud er en urimelighed.

Nogle fokuserer på verdens ondskab, på Auschwitz. Herefter kan man ikke mere tale om Gud. Gud må have forladt verden, og menneskets vilkår er gudsforladthed. Sådan føler mennesket, og med rette. Den Jesus, der i langfredagsfortællingen råber sit ord om gudsforladthed, tegner forbilledligt menneskets aktuelle situation. Det mener man er trøstende – jeg har nu svært ved at se pointen.

Men en religionsfilosof kan også kaste sit blik på Gud. På hans psyke. Det er nemlig ikke bare verden, der er rædselsfuld; Gud er det også. Hans karakter er dybt problematisk. Tyrannisk er han; bare tænk på hans urimelige uddrivelse af Adam og Eva fra Paradis.

På sådanne præmisser kan Markus’ langfredagsfortælling læses som Jesu opgør med Gud. Ja, og som Guds død. Synspunktet markedsføres ofte under overskriften ”kristen ateisme”. Mennesket er nu frit, frigjort fra Guds herredømme. At en sådan frihed skulle være en herlighed – jeg har nu svært ved at se herligheden.

For at vende tilbage til Kingo: Der er ikke skygge af tvivl om, at salmedigteren – i modsætning til religionsfilosofferne – udfolder et væsentligt aspekt i Markus’ fortælling. Jesu korsdød som udtryk for Guds vrede. Og Guds tilgivelse.

Kingo placerer salmens forkyndelse i den klassiske forestilling om Jesu stedfortrædende offer. I syndefaldet pådrog mennesket sig døden som Guds straf. Denne straf påtog Gud sig langfredag i Jesus Kristus, fordi han ville forsone sig med mennesket. Gud ville genoprette.

Guds søns død – så meget ville Gud gøre for at hele det brudte forhold til mennesker. For min skyld blev Jesus af Guds vrede taget fat. Det er Kingo forståelse af langfredag. I dyb overensstemmelse med Markus’ langfredagsfortælling. Gives der højere nærvær end tilgivelse?

Men hos Markus er universet faktisk endnu større. I mange gamle samfund er det almindeligt at betragte en ulykkelig skæbne som udtryk for, at Gud har vendt mennesket ryggen. Sådan også i Israel på Jesu tid. Det er netop vilkåret for Markus’ langfredagsfortælling: Han fortæller overbevisende om folkets spot over den korsfæstede Jesus. Men så gør Markus noget, der dementerer alt, hvad man på forhånd tror. Han skriver Jesu korsfæstelse ind i den gammeltestamentlige Salme 22.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” er denne salmes begyndelsesord, men for at forstå dem ret skal man være opmærksom på, at Markus ikke kun bruger disse ord, han bruger hele salmen. For Markus er indledningsordene ikke et fortvivlelsens udbrud, de peger på det følgende.

Man kan drøfte, om Markus har haft historiske efterretninger om forløbet af Jesu korsfæstelse, men selv hvis han har haft, bliver de underordnet, hvad han vil sige om korsfæstelsens mening, dens betydning. Salme 22 fortæller om folkets spot mod den nødstedte mand; om lodkastningen over hans klæder; om hans tørst. Og så altså de indledende ord – som salmen i dens videre forløb dementerer.

Forløbet i Salme 22 demonstrerer netop Guds nærvær. Hvad spotterne påstår er løgn. Gud er ikke fraværende, han er fra først til sidst med eller hos den nødstedte. Det er salmens mening, og det er derfor, Markus bruger den.

Dette er stort, men salmens perspektiv er som sagt langt større. Salme 22 handler nemlig ikke kun om et enkelt individs skæbne og Guds nærvær hos denne. I Salme 22 åbenbares hele menneskehedens historie. Menneskets og Guds historie med hinanden. Og hvordan mennesket og Gud finder hinanden ved historiens afslutning.

Hele den nytestamentlige fortællekreds er samlet om den gammeltestamentlige fortælling om skabelse og syndefald. I syndefaldet vendte mennesket Gud ryggen. I en lang periode havde jøderne ganske vist et særligt, omend temmelig disharmonisk, forhold til Gud. Men oprindeligt, i skabelsen, var der ikke skel mellem jøderne og folkeslagene. Adam og Eva var jo ikke jøder, de var mennesker.

I Salme 22 føres menneskeheden atter sammen til et. Syndefaldets ulydighed afsluttes: Hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren; alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig (…) jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal tjene ham.

Det er Salme 22’s budskab. Gud modsiger følelsen af gudsforladthed og griber ind, så splittelsen mellem alle folkenes slægter og splittelsen mellem folkene og Gud heles.

Det er netop dette, der for Markus er det overordnede perspektiv i Jesu korsfæstelse. For hvad er det, der sker i det øjeblik, Jesus dør? Markus fortæller, at da den romerske officer – altså en ikke-jøde, en hedning – ser Jesus dø på denne måde, altså med Salme 22’s indledning på læberne, så udbrydder han: Sandelig, den mand var Guds søn.

Budskabet er så tydeligt som noget. I Jesu korsdød forsones Gud og mennesker, skellet mellem jøder og folkeslagene er ophævet. Menneskeslægten er atter én i troen på Guds forsoningshandling.

Modernistiske læsninger af den evangeliske langfredagsfortælling går helt afgørende galt af, hvad der fortælles. Langfredag er hverken fortællingen om gudsforladthed eller om Guds død.

Langfredag er Guds vredes selvovervindelse og genskabelsen af skabelsens fællesskab mellem mennesker. Og mellem mennesker og Gud. Langfredag er derfor frem for noget en befaling til mission. Korset er missionsbefalingen frem for nogen. Jesu død og den romerske officers bekendelse er noget, alle skal høre.

Carsten Breengaard er dr.theol. og kirkehistoriker