Hvad er folkekirkens »primærydelse«? Er det gudstjenesterne i kirken søndag formiddag, eller er det de kirkelige handlinger i ugens løb? Andre vil måske mene, at kirkens vigtigste ydelse er de mange forskellige aktiviteter, der udgår fra sognegårdene i forbindelse med kirkerne især i bysogne. Den debat, der har været, ikke mindst efter årsmødet for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer for nylig, har afsløret, at der er meget forskellige syn på dette i folkekirken, både blandt præster og menighedsrådsmedlemmer. Jeg tror, denne debat er sund og vigtig for folkekirken. Vi trænger til at besinde os på, hvad der er vores primæropgave, så vi ikke bare bevidstløs følger efter tidens strømninger og satser på det, der kan fylde rammerne uanset hvilket indhold, det er. Men det betyder ikke nødvendigvis, at folkekirken ikke skal have andet at tilbyde end søndagens gudstjeneste. Det er muligt, vi som kirke skal have udvidet vores begreb om, hvad gudstjeneste virkelig er. Hermed mener jeg ikke, at søndagsgudstjenesten ikke har en særlig status, sådan som det har været tilfældet gennem hele kirkens historie, fra kort efter den første pinse efter Jesu opstandelse. Alt hvad vi som folkekirke i øvrigt skal lægge navn til, bør have som hensigt, at søndagsmenigheden skal styrkes, både når det gælder antallet af kirkegængere, og når det gælder gudstjenestens evangeliske og bibelske indhold. Men vi skal også være opmærksom på, at en af forklaringerne på den ringe interesse for gudstjenesterne, kan være, at der er alt for stort et gab mellem ordene, der lyder i kirkerne om søndagen og ved de kirkelige handlinger, og så den praksis, som følger i hverdagen. Her tænker jeg ikke på den enkelte gudstjenestedeltager og det enkelte menneske, som hver for sig har et ansvar for at leve livet i hverdagen i overensstemmelse med sin kristne tro. Men jeg tænker på, at folkekirken også som kirke tager udfordringen op og engagerer sig i »hverdagens gudstjeneste«. »Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste.« (Rom.12,1). Der findes altså en sand åndelig gudstjeneste, som ikke består i hverken forkyndelse, salmesang, bøn, men som er med til at give evangeliet krop i hverdagen. Her er vi ved kirkens kerneydelse, ikke søndagens gudstjeneste og heller ikke hverdagens kirkeliv i sognehuse og -gårde, men evangeliets forkyndelse og et liv i tro og efterfølgelse af kirkens Herre. Det skal vi i Folkekirken være fokuseret på at »levere«, og derfor skal vi i høj grad holde op med at måle »succes« på antallet af arrangementer eller antallet af mennesker, der er i kirken om søndagen eller i sognegården i ugens løb. Det er slet ikke afgjort, at det sogn, hvor sognegården summer af aktivitet og liv gennem hele ugen, bedre formidler kirkens budskab, end det sogn, hvor der måske ikke foregår andet end søndagens gudstjeneste. For det kan sagtens være, at det sidste sogn er det, hvor menigheden både gennem menighedsråd og gennem kirkelige organisationer, er optaget af at give evangeliet krop i hverdagen og lade troen få konkrete udslag i diakoni og evangelisation. Derfor vil jeg gerne slå til lyd for, at det diakonale aspekt i langt højere grad end hidtil skal være synlig i folkekirkens liv. Det gælder både i søndagsgudstjenesten og i kirkens øvrige liv. Diakoni, forstået som kirkens samlede omsorg over for mennesker i nød, er helt nødvendig, hvis vi ønsker, at folkekirken skal være mere end en interesseorganisation for mennesker med særlige religiøse behov, der kan imødekommes gennem gudstjenesternes ganske særlige form for samvær. Gennem handling og ord skal kirken være til stede i menneskers hverdag, især blandt de dårligst stillede og de svageste grupper. Tilsvarende skal menneskers daglige og menneskelige nød og kampe være til stede i menighedens gudstjenesteliv i form af forbøn (f.eks. kirkebønnen efter prædikenen), i form af offersind (indsamlinger til diakonale formål) og ikke mindst i kraft af viljen til at inddrage alle i fællesskabet med andre gudstjenestedeltagere. I mange år har det været sådan, at »det offentlige« har overtaget stadig flere opgaver af social karakter, som tidligere blev varetaget af kirkelige organisationer. Det gælder f.eks. børnehaver, hjemmepleje, sygehuse og mange andre opgaver. Nu er det som om udviklingen er ved at gå den anden vej. Stadig flere opgaver bliver »privatiseret« eller »rationaliseret«, så det ikke længere ses som opgaver for »det offentlige«. Det efterlader en lang række mennesker i et tomrum, som kirken så igen har til opgave at fylde op. Ikke bare gennem søndagsgudstjenester, men gennem konkret omsorg og hjælp. Det kan godt være at vi også må presse på over for de offentlige myndigheder, for at de ikke skal svigte det enkelte menneske i kampen for besparelser. Men samtidig med dette pres, må vi gribe i egen barm - eller egen lomme - for at opgaverne må blive løst. I mange sogne har menighedsråd og præster fået bygget en sognegård, hvor mange aktiviteter kan samles, og det synes jeg er fint og udmærket, for at sognet også kan markere sit kirke-lige liv i hverdagen. Vi skal blot være opmærksom på, at disse bygninger kun har sin berettigelse, hvis der virkelig er tale om et forsøg på også at være tro mod evangeliet i den form for »åndelig gudstjeneste«, som er omtalt i ovenstående pauluscitat, hvor vi tager hele menneskelivet i tjeneste for evangeliet. Hvis sognegårdene (og for den sags skyld også kirkerne) bliver præget af kunstudstillinger og andre højkulturelle arrangementer, vil det let resultere i, at der ikke bliver meget plads til den almindelige dansker, og endnu mindre til de såkaldt »nye danskere« eller til det menneske, som måske netop ikke er så almindelig, fordi livet på en eller anden måde er ved at gå i stykker for ham. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at der også bevidst satses på at åbne kirken både ved gudstjeneste og andre arrangementer for de grupper, som mange andre steder ikke er særlig ønsk-værdige deltagere i et arrangement. Det kræver ressourcer at gøre det, men jeg tror det er i pagt med evangeliet at satse ressourcerne (også menighedsrådets økonomiske ressourcer) netop på de svageste grupper. Men det kræver først og fremmest den ressource, som findes i ethvert menneske, der selv har fået så meget givet gennem kirkens fællesskab. Det kræver, at der er mennesker, der som konsekvens af deres egen tro vil bruge deres personlige ressourcer på at være kirke og fællesskab for dem, som ingen andre vil være hos. Ved denne form for gudstjeneste i hverdagen styrkes kirkens budskab, den enkelte får mulighed for at erfare at budskabet - evangeliet - er mere end blot ord. Ganske vist er det sandt, at troen kommer af det, der høres, og at kirkens opgave først og fremmest er at virke til, at menneskers tro må blive styrket. Men dette »at høre« betyder mere end bare at lytte til nogle ord. Mennesker hører med andet end ørerne og de ord, der ikke bare blive talt, men oplevet og erfaret, de bliver i langt højere grad hørt, så det får konkret betydning for den enkelte. Gudstjenesteliv og hverdagsliv er altså ikke uafhængig af hinanden. Den, der oplever kirkens og de enkelte kristnes engagement i hverdagen, vil også i større grad være åben for at være med i lovsang, forkyndelse, bøn og nadver, når menigheden samles ved gudstjenesten søndag formiddag. stiftspræst for diakoni i Viborg Stift