For et år siden udkom den første af i alt tre rapporter fra de arbejdsgrupper, som biskopperne nedsatte i 2016 med det formål at undersøge og kaste lys over folkekirkens gudstjenesteliv. Rapporten om autorisation og frihed og pixi-udgaven ”Hvem bestemmer” har primært haft fokus på, hvor meget der fremover skal være autoriseret – ikke mindst i forhold til højmessen, hvor både struktur og ordlyd nu er autoriseret – og konsekvenserne af dette i forhold til for eksempel planlægning og afholdelse af gudstjenester og biskoppernes tilsynsforpligtigelse.
Nu er også rapporterne om gudstjeneste og sakramenterne dåb og nadver udkommet i forbindelse med Himmelske Dage, og sammen med rapporten om autorisation skal de danne grundlag for en samtale om både gudstjenestelivets hvorfor og hvordan. Det er en samtale, som fortjener at blive så bred og folkelig som muligt, for folkekirkens gudstjeneste er ikke gjort med et velskrevet ritual – det er derimod den konkrete gudstjenestefejring i landets sogne, der gør den til det, den er. Med afsæt i eksempler fra højmesser, vi har deltaget i som forsker og biskop, vil vi fremdrage nogle iagttagelser og perspektiver, vi mener er væsentlige at have med i overvejelserne i den forestående samtale, og som ikke kun er relevante i forhold til højmessen.
Højmessen er sognets hovedgudstjeneste ifølge ritualbogen og bør følge en autoriseret fælles struktur både i forhold til form og ordlyd. Men går du til højmesse forskellige steder eller samme sted ved stedets forskellige præster, vil du hurtigt erfare, at ikke to højmesser er ens. Det er selvindlysende, for både teksterne, bønnerne og salmerne varierer fra søndag til søndag.
Der er også noget i selve udførelsen af højmessen, som er medvirkende til, at de ikke erfares ens. Det ”noget” kan være vanskeligt at indkredse. Men ud fra nyere gudstjenesteteorier er det ofte bundet til en gudstjenestes performative og æstetiske karakter, selve opbygningen, udførelsen og erfaringen af den. Det har også at gøre med rum, tid, sted, lyd, lys, sprog, kirkegængeres måde at deltage i en gudstjeneste på og præsters valg i deres gudstjenesteledelse.
En søndag formiddag fejres højmesse. Som så mange andre steder er der dåb. I sin gudstjenesteledelse gør præsten en del brug af det, som sammenfattet kaldes regi-bemærkninger. Gennem hele gudstjenesten vises noget på skærme, som er placeret strategisk i kirkerummet, så alle har mulighed for at se på dem. Power-point bruges både til at vise tekster og billeder, som ledsager tekst-læsningen og nadveren, en ny salme etc.
Efter prædikenen placerer præsten sig neden for korbuen og holder en lille ”nadver-tale”.
Talen er anvisende og forklarende. Det siges blandt andet, at ”alle er velkomne”, der kræves ”ingen forudsætninger for at komme frem og få lidt brød og vin”, vil børnene ”gerne prøve, hvordan det er at gå til nadver, så skal de bare komme op, så vil de bare få en oblat”.
Derudover forklarer præsten, at nadveren er for at ”mindes Kristus og for at vise vores fællesskab her i kirken”. Efter talen går præsten for alteret og indstifter nadveren. Under nadveren vises et farverigt billede af Kristus med udstrakte arme på skærmene.
I en efterfølgende samtale med præsten siges det, at det for præsten er vigtigt, at der fremdrages forskellige perspektiver ved nadveren, og at nadvertalen både fremhæver nadverens mange betydninger, som for eksempel fællesskabet, og sænker ”tærsklen” for at deltage i nadveren. Andre gange ændrer præsten også på ordlyden i ritualet for at fremme deltagelsen.
Et andet sted fejres også højmesse. Som i forrige eksempel er der også dåb ved denne gudstjeneste. Præsten følger stort set Højmesseordningen, men nyere bønner er en fast del. I en efterfølgende samtale med præsten om blandt andet nadveren udtrykkes der dog en frustration over nadverritualet, som kaldes både forfærdeligt og fyldt med objektive sætninger, og derfor fremstår det totalt uforståeligt for kirkegængerne. Det er præstens erfaring, at det, der er opbygget i prædikenens mere mundrette tale, bliver udfordret, når nadverritualet lyder. Præstens frustration over ritualet betyder dog ikke, at der foretages ændringer i ritualet, men håb for, at der kommer ændringer i ritualets ordlyd og praksis.
Det er vores indtryk, at disse to eksempler er typiske for, hvordan der enten er en erfaring af, at gudstjenesten ikke fungerer optimalt, fordi ritualet opleves som utilstrækkeligt, eller at der arbejdes med højmessen gennem ændringer i ordlyden og små udvidelser af ritualet med både ord og handlinger, som for eksempel dåbstaler, dåbslys, dåbsvand, der bæres ind af børn, inddragelse af faddere til håndspålæggelse, nadverindledninger, lystænding og så videre.
Baggrunden for ændringerne kan være af teologisk karakter: et bestemt menigheds-, embeds- og gudstjenestesyn. Men ofte er ændringer motiveret af en intention om at gøre gudstjenesten nutidig, relevant, forståelig og umiddelbar at deltage i. Mange i menighedsråd og blandt kirkens andre ansatte vil gerne gøre tærsklen lav ind til kirken og hjælpe kirkegængerne til at føle sig hjemme i gudstjenesten samtidig med, at kirken fortsat skal være det sted, hvor vi hører mere og andet end det, vi kan sige os selv. I kirken skal der gerne både være højt til loftet og højtid.
Eksemplerne er med til at tydeliggøre, at et teologisk formfuldendt fælles ritual ikke i sig selv er en garanti for, at det fungerer lokalt i den konkrete gudstjeneste, for her er der også andre ting i spil, som har indflydelse på gudstjenestelivet. Samtidig må vi også fastholde, at gudstjeneste og teologi hænger sammen, hvorfor det ikke er uvæsentligt at beskæftige sig med teologien i både den konkrete gudstjeneste og i gudstjenesteordningen.
En gudstjeneste er levet teologi af, med og for mennesker, og det, der sker i en gudstjeneste, har betydning for menneskers tro. Det kan også være med til at forklare, hvorfor præster griber til ændringer i den autoriserede højmesseordning, hvis de oplever, at ritualet både i form og indhold hæmmer gudstjeneste- og troslivet ved at skabe afstand eller ligegyldighed overfor gudstjenestens, dåbens og nadverens ord og handling.
For os viser både eksemplerne og vores erfaringer i øvrigt fra det danske kirkeliv, hvorfor det er vigtigt med en bred samtale om gudstjeneste både på det lokale plan i sognene og i større sammenhænge. Er en gudstjeneste teologi i udfoldelse og tilblivelse, er en bred liturgisk, teologisk samtale nødvendig. Det vil også involvere en nytænkning af det tilsyn, biskop og provst forvalter. En sådan samtale må spørge ind til, hvad der i fremtiden skal være det fælles, og hvad der skal afgøres lokalt.
Den må også have blik for performative og æstetiske dimensioner af gudstjenestelivet og spørge ind til, hvilken teologisk betydning nyere liturgiske tiltag og ændringer har, og hvilke konsekvenser de har for vores forståelse af autorisation.
Samtalen må nødvendigvis involvere mange perspektiver, ikke mindst både teologisk viden og erfaringerne fra sognenes gudstjenesteliv.
Derfor håber vi også, at så mange som muligt vil benytte anledningen til at deltage, så vi kan få en bredde, der passer til folkekirken, hvor både by og land, ung og gammel, læg og gejstlig, frivillig og ansat bidrager til finde ud af, hvordan folkekirkens gudstjenesteliv skal udformes, så både præster og kirkegængere oplever gudstjenestelivet som et levende gudstjenestefællesskab om og med Gud.