I 1886 blev verdens største guldreserver opdaget på et klippefremspring, Witwatersrand, i Transvaal i det sydlige Afrika. Det satte gang i en verdensomspændende guldfeber, intet lignende er set hverken før eller siden.
På ingen tid sprang byen Johannesburg op i dette ellers tørre terræn, et højdedrag langt fra havet, og i et område ellers kun tyndt befolket. I 1896, 10 år efter det første store fund, boede der allerede 102.078 personer i Johannesburg.
Næsten halvdelen var hvide, mest englændere, men også boere. De øvrige var primært sorte, men også kinesere og indere var blevet tiltrukket af guldfundet. Hele verdens opmærksomhed blev rettet mod dette sted, som i lokkende materialer fra de tidlige 1890’ere fremstod som mulighedernes land. Over 5000 borgere fra Norden blev fristet til at rejse derned i perioden 1886-1914. Fra Danmark er der registreret 1213 udvandrede til Sydafrika i den periode. Ikke desto mindre er det forblevet et næsten ubeskrevet blad af dansk udvandrerhistorie såvel som i Sydafrikas historieskrivning.
Min egen oldefar, Peter Ryge-Petersen, en 22-årig snedker fra gården Dronningholm ved Aars i Himmerland, var en af dem, som lod sig lokke. Peters far, en veteran fra 1864, var tidligt død, hans mor, Hanne, havde solgt gården og var flyttet ind i Aars by.
Peters søstre var ved at få fodfæste, hvor de kunne. Petra blev seminarieuddannet i Ranum. Petras tvillingsøster, Kirstine, kom i første omgang i lære i en bank, men hun kedede sig. Deres ældste søster, Anna, blev gift med svenske Johannes Lundahl og åbnede en købmandsbutik i Mimersgade på Nørrebro i København. De bosatte sig på Tagensvej 67 i København, på hjørnet af Vølundsgade, hvor Peter Ryge-Petersen mange år senere, i 1920, flyttede ind med sin svenske hustru, Jenny, og deres 4 børn, min morfar Carl Christian, Knud, Poul og Tove.
Men dette skete først efter hjemkomsten fra 15 års sydafrikansk eventyr, hvor det eneste, Peter fik med hjem, var erfaringerne, historierne og sygdommen ”sovesyge”. Sovesygen gjorde, at han i stigende grad faldt i søvn helt umotiveret – og derfor måtte bytte sit liv som snedker i eget nybygget hus i Søborg ud med et liv som mejerist på Nørrebro.
Men historien begyndte med hans afrejse mod Sydafrika på jagt efter lykken og den hurtige fortjeneste. I slutningen af januar 1897 sejlede han afsted fra London, en afrejse han beskrev i det første af mange breve, han skrev hjem til sin mor og søstre i de kommende år:
”I dag sejlede vi fra dokken i London, og (dampskibet) Avondale skal nu i en snes dage være vort opholdssted. Vi er her på mellemdækket 7 nordmænd, 6 danskere, 12 engelskmænd og 4 hollændere (…). Vi har i eftermiddag i smukt vejr passeret en mængde dampskibe og enkelte store skibe der stod af Themsen. Hr. Nathanson forsøgte sig i fotografieren og tog flere plader på dækket (…) Nu får vi se når vi kommer til Kapstaden om de duer”.
Kapstaden (Cape Town) var den primære anløbshavn for de mange migranter, og rejsen med dampskib tog cirka 20 dage. Peter Ryge-Petersen fik job som snedker, først nogle måneder hos en mester, og derefter en anden som betalte bedre. Det blev starten på et mangeårigt engagement med og i Sydafrika. Han rejste rundt, på jagt efter de bedst betalte jobs. Han slog sig endelig ned i Durban, købte jord, blev del af det skandinaviske miljø omkring Skt. Olavs-kirken og drømte om hus og stor indtjening. Men nemt var det ikke.
I 1911 kom han endeligt hjem til Danmark igen. Undervejs fik han sin søster, bankassistenten Kirstine Ryge-Petersen, til at rejse derned. Hun kom i 1903, året efter Boer-krigens afslutning.
Hun begyndte at spille teater i Port Elisabeth og mødte sin norske mand, Alf Brøgger, dernede. Han var også snedker, og så var han politisk aktiv kommunist. Han blev smidt ud af landet i 1905 og tog sin gravide danske kæreste med. De rejste tilbage hans hjemstavn Hafslo ved Sognefjorden i Norge, blev gift og drog i 1906 videre til USA, hvortil mange af hans brødre var udvandret. Kirstine så aldrig sin danske familie igen. Peter Ryge-Petersen selv blev i Sydafrika og søgte fortsat lykken der.
I Sydafrika var 1890’erne og starten af 1900-tallet brydningernes tid. Det var årene, hvor fundamentet for det moderne Sydafrika blev skabt på godt og ondt. Englændere og boerne udkæmpede 1899-1902 den anden Boerkrig (den første var i 1880-1881).
De sloges om landet og ikke mindst om adgang til undergrunden, alt imens de sorte kæmpede for uafhængighed og lige rettigheder. Der var store spændinger i samfundet, både imellem krigens hvide vindere og tabere, boerne og englænderne, men også inderne og ikke mindst det store flertal, de sorte sydafrikanere, som befandt sig nederst i de samfundsmæssige hierarkier.
Den unge indiske advokat Mohandas Gandhi befandt sig i landet i slutningen af 1890’erne og starten af 1900-tallet. Det var i Sydafrika, han gjorde sig nogle af de første erfaringer med og tanker om sin fredsideologi.
Hans fokus var kampen for indernes rettigheder i Sydafrika, og det var disse erfaringer, han tog med sig tilbage til Indien og videreudviklede i sin lange kamp for Indiens uafhængighed.
Blandt englænderne var Cecil Rhodes en helt afgørende både økonomisk og politisk skikkelse. Det lykkedes ham at opkøbe og udvikle minedriften, han fik afgørende indflydelse på både diamant- og guldudvindingen, han blev politiker og premierminister, og så var det også ham, der i slutningen af 1890’erne stod i spidsen for anlæggelsen af jernbanen igennem Sydafrika og op igennem mange af nabolandene – noget, som min oldefar beskriver og forklarer sin mor i de breve, han skriver til hende hjemme på Dronningholm i Aars.
I 1910 blev Den Sydafrikanske Republik dannet, og Boerkrigens vindere og tabere fandt sammen. Kort efter, i januar 1912, blev ANC skabt, og de sorte fik en officiel politisk platform. Grundlaget for mange af de kampe, som kom til at kendetegne Sydafrikas udviklingsprocess op igennem det tyvende århundrede blev grundlagt i disse år.
Peter Ryge-Petersen var blot en af de skandinaviske håndværkere, landmænd, missionærer, hvalfangere, forretningsmænd, soldater og eventyrere, der deltog i den udviklingsproces. Nogle, som Peter Ryge-Petersen, byggede huse i de hastigt voksende byer som Durban, Johannesburg, Port Elisabeth og Cape Town. Andre gravede i miner, dyrkede landet, producerede mælk og ost eller drev missionsstationer. Enkelte var politisk aktive, nogle blev soldater i Boerkrigen. Nogle af disse skandinaver forblev dernede og blev sydafrikanere. Men mange vendte hjem til Norden, deriblandt min oldefar.
Skandinaverne i Sydafrika er et næsten ubeskrevet kapitel i skandinavisk udvandrerhistorie, men der ligger forhåbentligt breve, fotos, aviser og genstande fra dengang rundt om hos efterkommere i Danmark, Norge og Sverige. Peter Ryge-Petersen skrev blandt andet mange breve til sin dybt troende mor hjemme i Aars.
Selvom det kun er et beskedent bidrag til at forstå Sydafrikas udvikling, og selvom for eksempel de sorte sydafrikanere var markant fraværende på skandinavernes fotos og i min oldefars breve, så udgør skandinavernes udvandrerhistorie til Sydafrika et lille bidrag til at forstå vor egen historie, plads i og syn på verden.