Prøv avisen

Guvernanten som forløser

FILM: »The Sound of Music« og »Mary Poppins« taler stadig til et stort publikum, fordi de handler om børn, der gennem en voksen introduceres til et liv med glæde, nærvær og omsorg

»The Sound of Music« og »Mary Poppins« er to film fra 1960'erne, som har tema, hovedrolleindehaver og popularitet tilfælles. »The Sound of Music« menes at være set af omkring en billion mennesker. Om kort tid spilles denne musical på Det Ny Teater på Vesterbro.

Succes kan årsagsforklares til en vis grænse. Et vist emne, en bestemt skuespiller, et godt plot, der tapper øjeblikkets behov, kan få kasseapparaterne til at ringe, men hvad er det, der gør, at nogle film ikke mister deres gennemslagskraft? Er disse to film kun bedøvelse? Eller er bevidstgørelse og handling den konsekvens, den enkelte tilskuer kan drage i forhold til sin virkelighed? Filmenes levedygtighed kunne tyde på, at de taler til længsler, som det kan være svært - men også påkrævet - at få forløst.

Guvernanterne i »Mary Poppins« og »The Sound of Music« forvandler de familier, de flytter ind hos. De hedder begge Maria (Mary). Ikke bare navnet, men også indledningsscenerne underbygger en religiøs dimension. Mary Poppins gør sin entré siddende på en sky over London. Maria viser sig i åbningsscenen på et bjerg, hvor hendes sang har form af en bøn - »to sing through the night, like a lark who is

learning to pray«, som det lyder i titelsangen »The Sound of Music.«

Både af navn og af gavn udtrykker de to kvindeskikkelser Maria-kvaliteter som moderlighed, medfølelse, kærlighed og det problematiske begreb jomfruelighed. Spørgsmålet om Jomfru Marias fysiske uberørthed har ofte været i fokus og har understøttet den vestlige holdning til sex som urent og udvirket et spaltet kvindesyn: madonnaen/moderen over for luderen. Den hele kvinde, der er i stand til at elske erotisk og moderligt, har ikke været et ideal. Mary Poppins-figuren ligger i forlængelse af denne kvindeideologi og har ingen erotiske kvaliteter. Det uskyldsrene er også fremherskende hos Maria i »The Sound of Music«. Visuelt vises det blandt andet ved farven på hendes tøj, hvor lys blå er fremherskende. Hendes konkurrent, den erfarne baronesse fra Wien, bærer rødt.

Symbolsk kan Jomfru Marias jomfruelighed imidlertid også tolkes som det i mennesket, der ikke kan beskadiges; den iboende integritet. Den besidder begge guvernanter i udtalt grad, idet de kæmper for deres værdier og ikke lader sig kue.

I både »Mary Poppins« og »The Sound of Music« er der tale om familier, der ikke fungerer. »Mary Poppins« er en eventyrfilm og foregår i London i begyndelsen af 1900-tallet, men skildringen af børnenes situation inden Mary Poppins' ankomst rammer ind i en moderne virkelighed. Både Mr. Og Mrs. Banks er optaget af alt andet end deres børn og har overladt ansvaret for dem til en professionel børnepasser. I begyndelsen af filmen har den seneste guvernante forladt hjemmet i vrede, da børnene blev væk for hende efter et mislykket eksperiment med drageflyvning.

Familien i »The Sound of Music« var lykkelig, da moderen levede, men efter hendes død kan faderen, kaptajn von Trapp, ikke genfinde glæden og ved ikke rigtigt, hvad han skal stille op med sine børn. Regler og rutiner er børnenes hverdag.

I »Mary Poppins« er der en spænding mellem Mary Poppins' verden og den edwardianske virkelighed, filmen udspiller sig i. Mary Poppins' verden er uforudsigelig og fri, styret af hendes magiske evner. Mary og hendes ven Bert er en slags forældrefigurer i denne eventyrverden. Her er oprydning morsom, idet den foregår på magisk vis, medicinindtagning en nydelse, når der ud fra samme flaske flyder tre forskellige væsker, afstemt efter individuelle præferencer. I denne verden er moderen (Mary) den, der har bukserne på, men samtidig har hun respekt og hengivenhed over for faderen (Bert), hvis holdning til arbejdet er en ganske anden end Mr. Banks'. For Bert er arbejdet afstemt efter situationen og hans muligheder. Hvor arbejdet for Mr. Banks er hans identitet og hans overlevelse, er arbejdet for Bert et frit valg. Vigtigst af alt er, at børnene er værdsatte og kan rummes i eventyrforældrenes verden.

Konfrontationen mellem de to verdener kommer i sidste halvdel af filmen. På Mary Poppins' opfordring indvilger Mr. Banks i at tage børnene med i Bank of England, hvor han arbejder. De skal lære om hans værdier. Mary Poppins har dog på forhånd kortsluttet hans projekt ved at foreslå drengen Michael at give sine sparepenge til fuglekonen, der sidder ved St. Paul's Cathedral.

Michael vælger fuglene - omsorgen for andre skabninger - og fravælger sin fars materialisme. Mr. Banks fyres som resultat af det kaos, der opstår under kampen med sønnen og ydmyges rituelt - ødelæggelse af bowlerhat og paraply. Sammenbruddet af hans tilværelse fører til en opvågnen, og filmen slutter med, at Mr. Banks reparerer børnenes drage. Hvor filmen startede med en mislykket drageflyvning, bliver den reparerede drage et symbol på den frihed, som burde være den røde snor i livet. Modsat den magiske Mary Poppins, der kan flyve væk efter endt gerning, må den dog fastholdes med en snor.

I »The Sound of Music« er der tale om én verden med to yderpunkter; klostersamfundet og nazisterne. Både nonnernes og nazisternes samfund er regelsamfund, men baseret på modsatrettede værdier. Klostersamfundet har fokus på Gud, nazisterne på egen storhed.

I filmens start hører Maria til hos nonnerne, men hun trives ikke med disciplinen. Priorinden, der erkender Marias store potentiale for at elske, er ikke sikker på, at denne evne kan forløses for hende som nonne, og hun sender hende derfor af sted for som guvernante for kaptajn von Trapps børn at få nogle erfaringer, der bedre gør hende i stand til at finde ud af, hvem hun egentlig er. Klostret fremstilles således, på trods af dets regler, som et sted der rummer, ikke som et fængsel eller en flugtmulighed. I modsætning hertil står nazisternes verden, der for Rolf, der er kæreste med kaptajn von Trapps ældste datter, er et sted, hvor et usikkert ungt menneske kan afstives.

Nazismen optræder i filmen som en trussel udefra, som familien i slutningen af filmen flygter fra. Den ufølsomme militarisme, som ledsager nazismen, er ikke desto mindre en indre faktor, som Kaptajn von Trapp frigører sig fra i løbet af filmen. Et højdepunkt er den scene, hvor Maria står til skideballe efter en bådtur med børnene. Hun afkræver ham et følelsesmæssigt engagement i sine børn og belønnes ved, at han kommer til at kalde hende »Captain«. Maria træder således i karakter som en ligeværdig autoritet. I begyndelsen af filmen var det hende, der blev kaldt til orden af priorinden. Nu udøver hun autoritet begrundet i omsorgen for de syv børn. Kaptajn von Trapp gør en modsat bevægelse, idet han får adgang til sine følelser og dermed giver slip på kontrol. Begge hovedpersoner udvikler sig således i samspil med hinanden. Ingen af dem fralægger sig et ansvar, og de giver begge hinanden en undskyldning for den gensidige overfusning. Ligeværdigheden er intakt og er baggrunden for den forelskelse, der udvikler sig mellem de to bagefter.

De to guvernanter har samme budskab til deres familier. Hvor børnenes liv før deres ankomst var domineret af fraværende forældre og (mislykket) disciplinering, introduceres børnene til en verden af glæde, nærvær og omsorg. Forældrene vågner, skræller falske værdier af og lærer at prioritere efter hjertet. Dette tema rammer ind lige der, hvor det gør ondt for de fleste mennesker, børn som voksne, og det er noget af forklaringen på, hvorfor filmene stadig taler til et stort publikum. En af de vigtigste årsager til filmenes levedygtighed er dog uden tvivl Julie Andrews' evne til at få Maria-kvaliteterne til at træde frem i de to kvindeskikkelser på en autentisk måde, idet hendes humor og personlige autoritet forhindrer, at grænsen mellem det ægte og det postulerede, mellem det bevægende og det vamle, overskrides. Og så synger hun jo ganske dejligt.

Dorthe Enger er ledende inspektor ved Niels Steensens Gymnasium i København

Læs kronikken i mogen:»Tørklæder og kolonialisme« af Devika Sharma, cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling