Prøv avisen

Høflighedens trange kår

Høfligheden er ved at have trange kår i dagens Danmark, skriver Peter Olesen. - Foto: Morten Juhl

Flere og flere giver hellere en fuckfinger end en venlig bemærkning. Gider vi slet ikke hinanden mere? Peter Olesen, der er aktuel med en debatbog om høflighedens kår, forsøger i denne kronik at give nogle af svarene

HØFLIGHEDEN HAR trange kår i dagens Danmark, i hvert fald mange af de steder, hvor jeg færdes. Som cyklist i trafikken er fuckfingeren eller den arrige bemærkning oftere forekommende end den venlige attitude. På trappeopgangen hilser folk sjældnere. På restauranten, på cafeen, i baren eller i butikken er servicen ofte meget reduceret, for ikke at sige visse steder aldeles fraværende.

Hvem holder døre, hvem hjælper den gamle op i bussen eller rejser sig, hvis der mangler en plads til en ældre og dårligt gående medborger? Hvor mange husker at slukke mobiltelefonen på restauranten, i toget, i teatret eller ikke mindst i kirken? Hvad er det med vores adfærd? Er de gode manerer og almindelig, ordentlig opdragelse og dannelse på retur – og høfligheden dermed i frit fald, for ikke at sige mange gange pist væk?

Jeg kan jo godt se, at jeg bare ved at formulere disse få aktuelle spørgsmål får fremstillet mig selv som en sur og tvær gammel mand (årgang 1946). Men er jeg nu også det? Har jeg ikke bare antennerne ude og reagerer ved at spørge, hvad det egentlig er, der er ved at ske med os – ude i det offentlige rum? I hvert fald prøver jeg at sætte emnet til debat, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er begyndt at stoppe op og sige: Hvad er det egentlig, der sker?

Jeg har netop været på min yndlingsø Samos i det græske og skulle efter en uge med bussen tilbage til lufthavnen. Det var som altid en let og praktisk charterrejse, hvor en bus ved feriens afslutning samler alle de grækenlandselskende danskere op på forskellige hoteller på vej til lufthavnen. Vores hotel var første stop, og fire skulle med fra vores hotel. Vi talte sammen – to par – fra starten. Ved næste stop steg endnu en seks-otte stykker på. Ingen af dem sagde et ord, hverken hilste eller nikkede, kiggede bare lige ud, da de kom ind i bussen. Heller ikke ved det næste hotel. Men ved det fjerde hotel kom der nogle lidt mere friske par ind og sagde tydeligt "goddav" og smilede til – helt forfriskende, for vi var jo bogstavelig talt i samme bus. Og vi vidste alle sammen, at alle var danskere – eller til nød svenskere – og skulle samme vej. Er det uhøflighed, generthed eller bare dårlig vane, der gør, at vi ikke kan yde mere til fællesskabet? Jeg ville ikke sejle op ad åen i bussen på vej til lufthavnen, men gerne bare lidt mere ikke-ligegyldighed havde været velkomment.

Min genbo på landet var på bodegaen i Hornbæk her i sommer. Hun og en veninde spiste frokost, og genboen bad efterfølgende servitricen om en kop kaffe. Da der efter en halv times tid intet var sket, tillod hun sig at spørge igen, om servitricen nu huskede kaffen. "Jamen, du sagde jo ikke, hvilken slags, du ville have. Vi har flere slags kaffe." "Undskyld, det troede jeg da, at du så skulle spørge mig om." "Jamen, du talte jo hele tiden." Til det er der vel blot at spørge, om forretningen nu også er godt tjent med den form for udsøgt service?

Jeg var i Stockholm i slutningen af januar i år. Her oplevede jeg en helt anden form for service og høflighed. Venlige blikke, venlige bemærkninger og aldrig tjenere, der ikke gad kunden, som vi efterhånden han vænnet os til det rigtig mange steder herhjemme, i hvert fald i København. Vi var to af sted, og vi talte meget om forskellen og forsøgte seriøst at studere den rundt omkring i Stockholm. Ingen tvivl, forskellen var markant. Vi oplever det også ved besøg i Malmø eller Helsingborg. Eller måske nok så vigtigt med svenskere ansat i danske butikker og på danske caféer og restauranter – attituden er markant anderledes. Flere forretningsdrivende på Strøget i København er for længst begyndt at foretrække svenskere ansat. Gad vide om det kunne smitte af på de danske kolleger?

HVAD ER DET, DER ER SKET? Har opdragelsen svigtet? Har forældrene for lidt tid til ungerne og følger dem for sporadisk? Eller er skolen måske blevet for slap i forventningerne? Det, jeg oplever i dag, ligner i hvert fald ikke min barndom i Holbæk frem til 1966. Ikke at jeg ønsker de tider tilbage – men noget af det fra dengang var nu helt ikke at foragte.

I min etageejendom i Valby er der 178 lejligheder. Som sagt hilser alle ikke i opgangen. Men tydeligere er det i gården. Passerer jeg her en medbeboer, hilser jeg og hilser højt igen, hvis der ikke svares. Jeg kan endda få mig selv til at sige: Her plejer vi at hilse. Det er da for slapt bare at acceptere total ligegyldighed. I en ejendom, vist en hel gade, på Vesterbro, er der ligefrem blevet indført hilsepligt. Det samme er der, som jeg kender til det, på Det Kongelige Bibliotek og på en skole i Allinge.

Vi smider affald fra os, vi lader hundene gø i timevis og også besørge på gaden uden at rydde op, vi støjer uden hensyn, vi er tiltagende aggressive i trafikken på både cykel og i bil, vi lægger skoene op på sædet overfor i toget, og mange siger hold kæft, hvis man henvender sig. Hvad sker der? Er vi helt os selv nok, har egoismen endelig taget så meget overhånd, at vi hellere lever vore helt egne liv og ikke in-teresserer os for de andres?

Hvordan kan en virksomhed, en forretning, en restaurant, et større firma leve med at yde ringe service og at udvise manglende høflighed? Kan det betale sig? Er det at yde service blevet under vores værdighed? Gider vi ikke betjene hinanden mere? Eller bare være venlige? Det er ganske ubegribeligt set med mine øjne.

Nu kan der jo sagtens sidde en læser i provinsen og tænke: Hvad taler manden om? Det kender vi da ikke til. Og gudskelov, hvis det er rigtigt. Storby og provins giver en forskel. Og mange opfører sig da heldigvis stadig meget ordentligt og høfligt mange steder i dette land. Men skal vi stiltiende acceptere, at det langtfra er tilfældet alle steder?

Jeg har i min nye debatbog, som jeg følte, jeg måtte skrive, bedt forskellige bekendte rundt omkring i landet give deres bud på emnet, og det ser, selvom det ikke er en statistisk velfunderet undersøgelse, værst ud i København, Århus, Odense og Aalborg. Jeg har også spurgt udlandsdanskere, hvordan de oplever at komme hjem på kortere besøg og se udviklingen afspejle sig i vores adfærd: Ingen overhovedet roser den. De fleste græmmes og spørger: Hvad hulen sker der?

Jeg har også spurgt en stribe herboende udlændinge, hvordan de oplever danskerne. Samme kedelige resultat. Ingen fatter, at vi overhovedet kan leve med og fungere rent forretningsmæssigt med de attituder, jeg har beskrevet. Så var det ikke en debat værd?

Jeg har personligt gennem mange år haft rigtig god erfaring med, at debat kan flytte holdninger. Jeg tror direkte på, at man ved at debattere kan påvirke andre og i øvrigt selv blive klogere. Jeg har i over 20 år været med til at debattere arkitektur og ordentlighed i bybillederne og ser forandringer til det positive finde stede. Jeg har i bogform og foredragsform debatteret sorg og savn og siden set meget godt ske. Ikke at jeg skal tage æren af det, men debat kan altså flytte holdninger.

Hvorfor skulle der ellers nu – til forskel fra før – være oprettet flere, men stadig langtfra nok sorggrupper for børn, der mister forældre? Hvorfor skulle skolerne ellers over kort tid alle have udarbejdet mange nyttige handlingsplaner for, hvad man gør, når der forekommer dødsfald på skolerne? Det er ikke kommet ud af den blå luft. For 10 år siden havde 10 procent af skolerne den slags planer, i dag stort set dem alle. Debat kan flytte holdninger.

Så derfor tillader jeg mig også at tro, at det samme kunne være tilfældet i denne sammenhæng – med høfligheden til debat. At flere af os tager os sammen, ser på os selv, hanker op i os selv og i det hele taget vover at påtale det, når andres adfærd er betænkelig og direkte uhøflig. Lad os snarest få høfligheden tilbage!

Peter Olesen er journalist og forfatter. Hans nye debatbog, "Høfligheden – hvad blev der af den?", udkommer i næste uge.