Prøv avisen

Højmessen et dramaturgisk problembarn

For eksempel velsignelsen er et fast ritual i gudstjenesten – og for nogle et helt særligt øjeblik. –Men er det på tide at modernisere det hele lidt, spørger dagens kronikør. - Foto: Peter Kristensen.

At give kritik af højmessen på kort plads er vanskeligt, og det kan nødvendigvis kun blive til en grovkornet sktse, navnlig hvis den skal indeholde forslag til forbedring, skriver dagens kronikør

ANTALLET AF KIRKEGÆNGERE er for lavt. Nogle steder, fordi sognenes befolkning er skrumpet. Men i København gælder den undskyldning ikke. Lukning af kirker er nu en mulighed. Men det vil tage år, førend det får virkning. Og er kirkelukninger så den tilstrækkelige og nødvendige løsning?

Hvis det i stedet er sådan, at gudstjenesten i form og indhold har overlevet sig selv, så risikerer man om føje år at stå med færre kirker, der for hvert sogn stadig kun har en lille håndfuld kirkegængere, og så er der ikke vundet ret meget. Hvis man skal lukke kirker, så skal det være, fordi man kan opnå nogle mere levedygtige menigheder.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens modernisering er det varmeste emne

Et af problemerne med at diskutere folkekirkens forhold er, at det alt for ofte overlades til de professionelle aktører. Vi jævne kirkegængere har derimod det problem, at vi sjældent har den store indsigt i nabosognene.

Og hvordan ser der så ud i et sogn i København Nordvest? En beskrivelse, der identificerer sognet, har jeg intet behov for. Et personligt angreb på personale og menighedsråd, der handler med de bedste intentioner, ville være urimeligt. Og andre sogne er nok ikke så forskellige.

Men objektivt må det konstateres, at personalet er ganske pænt. Der er kirketjener og kordegn, organist og fire stemmer i koret foruden præsten selv. Så vi skal op på mindst ni kirkegængere for at udgøre et flertal, og det er ikke altid, at vi kan det. Under alle omstændigheder er det en falliterklæring, når man måler personale og kirkegængere i forhold til hinanden.

På de gode dage med dåb er de forreste rækker til venstre ved fonten dog pænt besat. Og det er så en lejlighed til at samle nye proselytter. Men udnyttes den? Svaret er ganske enkelt nej. Og ej heller opfordringen juleaften om at komme igen dagen efter har den store virkning.

LÆS OGSÅ: Folkekirken står over for store forandringer

AT GIVE EN KRITIK af højmessen på kort plads er vanskeligt, og det kan nødvendigvis kun blive til en grovkornet skitse. Navnlig hvis skitsen skal indeholde forslag til udbedring.

Den centrale fordring til en gudstjeneste er, at den skal give menigheden en følelse af fællesskab. Fællesskab om to elementer, nemlig forkyndelsen af ordet, hvor højdepunktet nås med prædikenen, og efterfølgende nadveren.

Der er i min levetid sket en ændring i de to elementers vægt. I min barndom forlod et større antal kirkegængere kirken under salmen efter prædikenen. Det sker ikke i dag, hvor altergangen også udstrækkes til de ukonfirmerede.

Følelsen af fællesskab kan opnås på flere måder, først og fremmest ved at menigheden kender hinanden. Men det er ikke tilfældet i byerne, og navnlig er det svært at trække nye ind i. Et nogenlunde fast ritual gør det nemt at skifte kirke og giver tryghed, hvis man ikke kommer så tit. Den gudstjeneste, som vi kender i folkekirken, er vokset frem gennem cirka 2000 års stadige tilpasninger. Der er meget nære slægtskaber mellem gudstjenesten i folkekirken og i alle de andre kristne kirker, og sådan bør det formentlig også være fremover.

BLANDT DE CENTRALE forhold i gudstjenesten er de tekster, som oplæses: kollekt, epistel og evangelier. Men de kan være svære at følge med i. Skal man have alle varianter, så kræver det et mindre bibliotek, sådan som man gør i de engelske kirker.

Den helt enkle løsning vil være at udvikle et program til iPad eller Kindle med dagens ritual. Så kan alle følge med, og salmebøger afskaffes. At sidde og fedte efter fodnoten på side 816 er i hvert fald uhensigtsmæssigt.

Rummet har også betydning for gudstjenesten. Den foregår fra fire forskellige positioner alteret, orgelpulpituret, prædikestolen og menigheden på gulvet. Af samme grund sætter menigheden sig mellem de tre andre positioner. Men det betyder, at de bliver meget spredt. I de store bykirker med prædikestol i midten af rummet vil den øverste halvdel være aldeles tom.

Vi kender alle virkningen af en fuld kirke juleaften, hvor hvælvene løfter sig under sangen. Og den virkning skal vi genskabe med færre aktører. Det gøres nemmest ved at samle dem og ved at gøre det helt klart, at en hver fugl gerne må pippe med sit næb. Menigheden skal rykkes op foran, og musikken skal følge med.

Et af de voldsomste svigt er afsyngelsen af de faste led i gudstjenesten, trosbekendelse, O, du Guds lam med videre. Det skal være menighedssvar, hvor alle synger med. Det ville ikke genere mig, hvis det en gang imellem blev sagt højt, lidt på samme måde som Lad os alle rejse os og høre .

En nem måde at fremme kirkesangen på er at stille menigheden op. Når nu deltagerne ikke er trænede sangere, hvorfor så klemme mellemgulvet sammen på dem og sætte dem ned? Andre kristne sidder under tekstlæsninger og står under sang. Hvornår har vi mon indført det modsatte?

Man må jo være et skarn, hvis man vil beskylde korene for at synge for godt, men det er ikke helt forkert, at fremragende kor giver en tendens til, at menigheden stiger af, medens det går bedre med en enkelt syngende degn på landet.

LÆS OGSÅ: Giv rum for religiøse erfaringer

OG HERMED KAN en gammel kæphest trækkes af stalden, nemlig når koret betragter deres deltagelse mere som arbejde end som fællesskab. Hvis de under prædikenen trækker sig tilbage til et tårnværelse for at nyde kaffe og wienerbrød, så understreger det en levebrødsholdning, som bare ikke er acceptabel.

Koret skal komme i kirken af lyst, og så skal de have løn for at øve sig inden. Når kodeordet er fællesskab, så skal personalet altså deltage. Også i altergangen. Men et kor placeret på kirkebænkene løser vel problemet.

Det løser derimod ikke problemet med de store kirkeorgler. Der er lejligheder, hvor orglets brusen ville være savnet, for eksempel de store processioner i livet, dåb, bryllup og begravelse.

Men der er også betydelige elementer af statussymbol i orgler. At kræve dem flyttet ville stride mod ethvert forsøg på at økonomisere. Og at indføre ekstra orgler i nærheden af koret er lige så åbenlyst spild.

50 års udsættelse for præ- og postludier har ikke vænnet mig dertil. Hvis præster, kor og alskens godtfolk skal gå i procession ind og ud, tjener de et formål. Hos os er det sværere at se. Engang spilledes postludiet, medens man gik ud. Nu sidder man stille imens. Det er ingen god idé. Kirkegang er ikke en koncert, men brugsmusik, og der er intet galt i at bruge postludiet som hyggemusik, medens menigheden hilser på hinanden. Og så kunne man jo spille andet end Bach.

Motetten efter altergang har vist kun den funktion at være paradenummer, og den kommer på et tidspunkt, hvor menigheden bør geninddrages i handlingen efter den stillesiddende prædiken.

Dette er ikke stedet at beskrive prædikenen, for det ville blive alt for personligt og lokalt, men det er dog et lavpunkt, når prædikanten slutter af med en opremsning af mødeindkaldelser, der alle kan ses på nettet. Ej heller salmevalg skal kommenteres her.

Der er dog alligevel rigeligt at tage fat på. Pladsen her tillader ikke at gøre det nuanceret, men det er på tide, at vi gør det. Og navnlig er det væsentligt, at vi lægfolk ytrer os.

Derfor håber jeg egentlig også, at jeg vil blive modsagt grundigt.

Jens Hansen er cand.jur. med Diploma of Legal Studies (Cambridge University)