Højskole i krisetid

Der er megen mening i nutidens tale om krise for de danske højskoler, men sandheden er også, at den skoleform, de repræsenterer, konstant vil være i krise og ligefrem lever af det, fremgår det af dette personlige tilbageblik på mange års

Talen om en krise for de danske højskoler i denne tid er der megen belæg for, men sandheden er nok den, at der til alle tider og under alle vilkår vil være »krise« for den slags »skoler«, der er helt forskellige fra kundskabsanstalterne, båret af et åndeligt syn som de er, der konstant er i krise i denne verden. Dette syn kan alene virke ved at blive levet af os selv i en aldrig hvilende kamp mod fristelsen til at praktisere et populært menneskesyn og få et behageligere liv. I virkeligheden er det stor ære værd, at det danske folketing i mere end 100 år har bevilget penge til en så usædvanlig form for »skole«, og støtten synes da også i dag for en del politikere at være en dårlig investering, hvis skolerne ikke kan præstere en synlig erhvervskompetence. Hvad der har med ånd at gøre, lader sig imidlertid ikke evaluere, og derfor lever højskolefolket altid i fare for at blive svigtet, ikke mindst da i nutidens hårde konkurrencesamfund. Trøsten findes alene i forvisningen om, at ånd kun kan forsvares ved at blive levet i en personlig livskamp og under modsigelsens vilkår og så i at få det meddelt til andre. Det har ofte været en fristelse for højskolefolket at slippe for kampen og at lade sig beskytte ved lovgivning. I 1930'ernes store krisetid med økonomisk nedgang for landboerne - højskolens vigtigste bagland - og med stor arbejdsløshed, opstod der hos de ca. 65 eksisterende højskoler et forslag om lovmæssigt at sikre deres fortsatte beståen ved et påbud om, at der inden for en cirkel af 50 km omkring enhver højskole ikke burde godkendes nye højskoler. Antallet af højskoler var jo passende, og egnsskoler, som mange var, kunne således sikres overlevelse. Lykkeligvis blev forslaget afvist af andre og mere betydelige grundtvigske folk med henvisning til, at så ville den åndelige kamp dø bort, og freden kun blive en gravens fred. Tanken var i sig selv både dødfødt og livsødelæggende. På denne baggrund var det opløftende, at der under økonomisk krise og tysk besættelse blev rejst en ny folkelig højskole, uden at nogen drømte om en kilometergrænse. Det var mørketid i Danmark, sortere end nogen af os før eller senere har oplevet. Tyskerne gik fra sejr fil sejr over hele Europa, og en »dansk« udenrigsminister udtalte sin beundring for dem. Men med rejsningen af højskolen på Engelsholm fik det folkelige åndsliv i Danmark samtidig et nyt tempel. Det lyste af tro og håb i vore sorgfulde hjerter, og vi lykønskede ikke blot de to venner Sune Andresen og Frede Bording, der skulle virke der, men vi lykønskede Danmark. Sune og jeg mødtes første gang i sommeren 1935. Jeg var da siden november 1934 lærer på Askov højskole, og han var vistnok samtidig på ny blevet lærer på Snoghøj gymnastikhøjskole. Som præstesøn var jeg ny i faget, mens han som søn af forstanderen på Vinding højskole ved Vejle var vokset op »inden for murene«. Hans åndelige styrke betog mig straks, og han sagde siden i en tale til mig, at han havde bemærket en brændende sjæl hos mig og kom til at tænke på den tornebusk, Moses mødte i ørkenen. Vi fandt straks hinanden, og et livsvarigt venskab blev grundlagt. I de følgende år mødtes vi ofte og drøftede højskole, Grundtvig og Kold, og i 1938 udgav Sune sin første bog »Der kommer andre dage«. Hovedtemaet i bogen var den åndelige og folkelige forandring, der rystede højskoleverdenen - og især hans egen far - da Sønderjylland i 1920 blev genforenet med Danmark. En folkelig oplysning må aldrig blive abstrakt-teoretisk, den må bæres af en dyb indsigt i, hvor vort folks konkrete historiske opgave netop nu befinder sig. Den skal nemlig inspirere til handling (»dåd«) og drejer sig ikke om blot at få de rette meninger. Højskolen i Danmark havde haft to konkrete opgaver siden 1864: at holde det urimelige håb om en genforening i live, der var så usandsynligt, at det måtte bygges på troen på, at Gud selv stod bag en historisk udvikling frem mod alle folkeslags frigørelse fra undertrykkelse, og samtidig at virke for landboernes frigørelse. Og i 1920 var begge opgaver jo stort set løst. Jeg glemmer aldrig, hvordan Askovs tidligere forstander Jakob Appel i et foredrag i 1930 med tårer i øjnene konstaterede, at nu lød grænsens sang ikke længere på Askov. Og hvilken sang skulle der nu synges? Det drøftede Sune og jeg intenst, også fordi Sunes far personlig havde være dybt ramt af genforeningens store forandring i vilkårene for en folkelig oplysning herhjemme. Han var selv sønderjyde fra Sundeved og bar i hele sin højskolevirksomhed troen på Guds førelse af folkeslagene frem mod frihed og fred dybt i sit hjerte og dermed også det »urimelige håb« om en genforening. Da håbet opfyldtes i 1920, ville han gerne oprette en højskole i den sundevedske hjemstavn med ham selv som forstander. Men dels kom alsingerne først med Danebod højskole, og dels oplevede han med smerte, at sundevederne ikke ville vide af ham, for han var jo draget nordpå og havde ikke delt fremmedherredømmets tunge vilkår med dem. Smerten var så dyb, og myten om genforening var virkeliggjort, så han havde ikke længere noget at holde højskole på. Der var kommet helt andre dage, og de moderne højskolefolk, han indbød som talere ved et efterårsmøde, var præget af en humanistisk internationalisme og pacifisme, der føltes totalt fremmed for hans danske sjæl. Om denne tragedie handlede Sunes bog, der jo i virkeligheden pegede på en tragisk forandring for alle højskolers åndelige vilkår. På Askov anmeldte Bukdahl Sunes bog i Politiken (jeg i Kolding Folkeblad) og pegede på genforeningens radikale ændring af vilkårene for folkelig oplysning. Nu behøvede man ikke en Gud til at holde et urimeligt håb i live, nu kunne man selv ud fra et humanistisk syn og med Folkeforbundet som redskab skabe fred og frihed for folkene. Bukdahl og jeg gik flere gange til Arnfred og pegede på, at den folkelige frihedsindsats nu måtte rettes mod de nordiske folk, som vi selv gennem historien havde undertrykt kulturelt, sprogligt og politisk. Begyndelsen var gjort med Islands delvise selvstændighed i 1918, der udtrykkelig i Folketinget blev begrundet med, at vi ikke kunne modtage Nordslesvig i kraft af tesen om folkenes selvbestemmelsesret og samtidig nægte islændingene den samme ret. Men synet rakte jo videre: til den norske sprogkamp, hvor vi måtte støtte ny-norsken, til Færøerne og Grønland, til samerne og finnerne og også til det danske mindretal i Sydslesvig, som Aage Mølle forgæves søgte at gøre til en ny hovedsag, men som et mindretal kunne vi kun kræve åndelig frihed for det. Arnfred var før min tid gået med til at genoprette det nordiske lærerkursus på Askov i tre sommermåneder, og det var et godt skridt på vejen. Det samme gjaldt C.P.O. Chri-stiansens dansk-nordiske højskole på Frederiksborg og andre nordiske initiativer på Ryslinge og Brøderup højskoler. Men vinterskolen ville Arnfred ikke dreje i nordisk retning, måske fordi det blev frarådet af et par humanistiske lærere, der personligt stod ham nær. Deres idealer rakte længere ud, til folk som Ghandi og Albert Schweizer, der prædikede en kosmopolitisk humanisme. Sune var gift med mejeriejer i Osted Valdemar Hansens ældste datter Gudrun, og Frede Bording med hendes yngre søster Sigrid. Bording kendte jeg godt fra Studenterkredsen i Grundtvigs hus som søn af højskoleforstanderen på Ry. Valdemar Hansen var indfødt københavner, blev feriebarn på Fyn hos en ægte grundtvigsk familie og blev så stærkt grebet af det åndelige liv på gården, at han uddannede sig som mejerist og siden købte mejeriet i Osted og tog del i den nyoprettede valgmenighed med fri- og efterskole på egnen. Sammen med de to svigersønner ordnede han købet af herregården Engelsholm ved Vejle og bekostede moderniseringen, så den kunne rumme en højskole. De to svigersønner og de to søstre tænktes i fællesskab at skulle lede den nye højskole, hvis indvielse skete først i november 1940. For alle os venner og egnens folk føltes det som et lysende tegn på folkets livskraft midt i det store mørke. Sune undskyldte i sin tale over for egnen, at der sådan uden deres medvirken eller samtykke var blevet rejst en højskole. Det rigtige var jo, at det skete nedefra og ikke ovenfra, og der var folkelige kræfter nok på egnen, der havde rejst både valgmenighed og fri- og efterskole. Der var indmeldt et godt antal elever, så fremtiden så lys ud. Men det gik ikke i det lange løb med to forstandere, der tilmed var gift med søstre. Valdemar Hansen forstod det hurtigt, og da Frede fremsatte en ide om at rejse en højskole i København, som nok skulle have kostelever, men hvor eleverne kunne have dagarbejde og fik foredrag og undervisning i weekender og om aftenen, så købte Valdemar Hansen en ejendom på Dalgas Boulevard til formålet, og her gik ægteparret Bording i gang med et rimeligt antal elever. Da deres børn kom i skolealderen, begyndte de at undervise dem hjemme sammen med nogle venners børn. Det udviklede sig snart til en friskole, der voksede stærkt og efterhånden fik større og bedre lokaler. På Engelsholm trivedes højskolen godt. Gudrun var en fremragende lærer i al slags håndarbejdskunst, og skolen fik under hendes ledelse en kunstlinje med stor tilslutning, der uddannede mange lærere til de frie skoler. Sune fortsatte sin folkelige oplysning for alle eleverne og var en levende fortæller af myterne og de store digtere. Efterhånden stod han ikke på talerstolen, men satte sig på et bord nede blandt tilhørerne, der tryllebundne fulgte hans fortælling. Mangen god aften- og nattetime har jeg tilbragt i hans stue, ofte sammen med Bukdahl og en god og rigelig rødvin. Der blev holdt mange bevægede poetiske taler, især efter at kvinderne var gået til ro, taler der på blufærdig vis røbede, hvad der boede i vore hjerter og gav vore foredrag den styrke, der er nødvendig til at vække eleverne til med tro og håb at gå i gang med deres eget liv. Lad da denne saga fortælle os i dag, at det netop er i krisetidernes kamp for livet, at der fødes den livstro og åndelige styrke, som et godt højkolearbejde kræver. n fhv. højskoleforstander