IFØLGE DE ISLANDSKE ANNALER ankom en biskop Erik til Grønland i 1113 eller 1114. I dag vides ikke meget om denne biskop ud over at han bar efternavnet Gnupsson, blev kaldt Erik Uppsi og formentlig var født i Island.
Men lad os først se på begivenhederne, der førte til nordboernes bosættelse i Grønland i slutningen af 900-tallet og første møde med kristendommen få årtier senere: Norske vikingefamilier udvandrede fra midten af 800-tallet til Island. Cirka 100 år senere ankom Erik den Røde. Han blev imidlertid dømt fredløs for et mord i en nabostrid og måtte søge i eksil. Det blev i 982 i Grønland, som man allerede kendte til i Island men som endnu ikke var grundigt udforsket.
Erik den Røde fandt snart ud af, at mange af områderne inderst inde i de dybe vestgrønlandske fjorde nær sydspidsen af Grønland i Narsaq-området (Julianehåb) var ret så attraktive for landnam (ubeboede områder, hvor man kunne bosætte sig, red).
Områderne kaldte han Grønland dels af ægte begejstring for fjordenes frodighed, dels for at lokke nybyggere fra Island til at bosætte sig på naboøen hvilket velsagtens var lettere, når landet havde et godt navn.
I sommeren 986 sejlede Erik den Røde så med hustru Thjodhild og børn herunder den i dag så navnkundige Leif den Lykkelige Eriksson til Grønland. Familien tog landnam på Brattahlid inderst inde i Eriksfjorden. I 999-1000 begav Leif Eriksson sig på en dannelsesrejse til Norge, hvor han som høvdingesøn kunne berette om den fremgangsrige landnam i Grønland. Han blev her modtaget af kong Olav Tryggvason og opholdt sig vinteren over i kongsgården, hvor han antog kristendommen.
LÆS OGSÅ: Grønlandsk kontor i USA vækker undren
På hjemturen medførte han flere præster, som nu kunne indlede missionen i Grønland. Ved Leifs hjemkomst til Brattahlid og mødet med præsterne antog Leifs mor Thjodhild snart kristendommen. Hun lod opføre Grønlands første kirke omgivet af en kirkegård men i respektfuld afstand fra selve gården.
Husbonden Erik den Røde nægtede nemlig at lade sig omvende. Så det var kun ved at true med ikke at ville dele seng med ham, at Thjodhild fik byggetilladelse til dette således første kendte kristne tempel i Grønland og dermed på det nordamerikanske kontinent.
EFTERHÅNDEN SOM kristendommen de følgende årtier trængte ind i bygderne, blev der opført flere kirker oftest som private gårdkirker til stormændene, hvoraf Erik den Røde var primus inter pares (første blandt ligemænd) og Grønlands selvbestaltede landshøvding.
I den såkaldte Østerbygden omkring Brattahlid i Sydgrønland er der således lokaliseret 12 kirketomter, mens Vesterbygden i fjordene omkring Nuuk-området kun tæller fire kendte ditto. En af disse fire kirker var muligvis domkirke for Grønlands første bispesæde. Denne formodning støttes af et pålideligt udsagn fra en grønlandsk stiftsforvalter på Gardar i midten af 1300-tallet: I en beretning om Vesterbygdens kirker skriver Ivar Bårdssøn nemlig: Udi Vesterbygden står en stor kirke, som hedder Stennæs Kirke den kirke var en stund domkirke og bispesæde.
Og så er vi tilbage ved biskop Erik Uppsis ankomst som Grønlands første biskop i 1113-1314. Det antages, at Erik umiddelbart forinden afrejsen fra Skandinavien må være blevet bispeviet af ærkebiskop Asser i Lund i daværende danske Skåne, der netop i 1104 var blevet ærkesæde for hele Norden herunder også for Grønland og Island.
Formodentlig var Eriks hovedopgave i første omgang at udvælge den mest velegnede plads for Grønlands første bispestol. I så fald kan han meget vel have udpeget kirken i Stennæs (måske en forvanskning af Sandnæs) til sin domkirke. Og her blev hensynet til sikring af den isfri sejlads til og fra den gamle verden sikkert afgørende.
Da hovedopgaven var løst, blev biskop Eriks anden vigtige opgave utvivlsomt som en slags opdagelsesrejsende og rejsebiskop at undersøge og beskrive Grønland og de hedenske nabolande in partibus infidelium (på vantros territorium) som disse områder betegnes i samtidige pavebreve.
Her tænkes nok fortrinsvis på Nordamerikas kyster Nova Scotia, New Foundland/Labrador og Baffin opdaget i begyndelsen af 1000-tallet af Leif den Lykkelige Eriksson og af ham benævnt Vinland, Markland (Skovland) og Helluland (Klippeland).
Efterretninger om denne vigtige opdagelse var da for længst nået til Europa og havde utvivlsomt vakt betydelig opsigt og interesse ved pavestolen i Rom.
De islandske annaler beretter da også for året 1121, at biskop Erik af Grønland drog ud for at opsøge Vinland. Der er ikke hørt fra eller om Erik siden, hvad enten hans opgave nu har været at indvie en kirke i en (endnu ubekendt) nordbobygd i Amerika eller blot at kortlægge og beskrive dette store og rige kontinent.
Hypoteser om, at biskop Erik omkom på Vinlandsrejsen, understøttes af, at høvdingen Sokke Thoresson få år senere i 1123 på Altinget i Brattahlid får tilslutning til at sende en deputation til Norges konge og ærkesædet i Lund for at få oprettet et bispesæde i Gardar (Igaliko) tæt på Brattahlid og dermed en mere gunstig beliggenhed for gårdene i Østerbygden. Resultatet blev, at Sokkes søn Einar tre år senere i 1126 kunne vende hjem med biskop Arnald ligesom sin foregænger Erik bispeviet af ærkebisp Asser i Lund og dermed Grønlands anden biskop ifølge den grønlandske bisperække. I Gardar rejstes over de næste årtier en betydelig domkirke viet til Sankt Nicolai.
DE NÆSTE PAR århundreder blomstrede nordbolivet tilsyneladende i både Østerbygden og Vesterbygden. Der blev opført nye og større kirker i sten og to klostre begge i Østerbygden. På sit højdepunkt op gennem 1200-tallet skønnes indbyggertallet i Grønland at være nået op på mellem 3000 og 4000 nordboere fordelt på flere end 300 kendte gårdkomplekser.
LÆS OGSÅ: Rigsfællesskabet holder grønlændere udenfor
Men en klimaforværring i form af en lille istid undergravede agrarøkonomien, og omkring 1350 lå Vesterbygden øde ifølge førnævnte Ivar Bårdssøn. Den sidste sikre efterretning fra Østerbygden er fundet i kirkebøger i Island, hvor der var lyst til bryllup i Hvalsey Kirke nær Brattahlid i 1408.
Nordbolivet gik formentlig videre en rum tid endnu, indtil det ebbede ud i sidste halvdel af 1400-tallet. Det viser diverse arkæologiske fund. Den grønlandske bisperække rummer i alt en snes bisper fra 1113-1536. De sidste ni fra og med 1377 har formentlig alle været tituleret biskopper.
Og så er vi fremme ved Grønlands apostel: Den norske præst Hans Egede påbegyndte sin grønlandsmission i 1721 senere med udgangspunkt i Håbets Ø vest for Godthåb (Nuuk). Han ledte også forgæves efter eventuelle overlevende nordboere. I 1736 forlod Hans Egede Grønland for stedse og bosatte sig siden i Stubbekøbing, hvor han døde i 1756. For sin store indsats i Grønland blev han af kongen udnævnt til biskop over Grønland i 1740.
Grønlands bispedømmer kan dermed gennem sine 900-årige omskiftelige historie frembyde hele tre bispesæder: Stennæs/Sandnæs (1113/1314-1326), Gardar (1126-1536) og Nuuk (fra 1993), betjent af i alt 23 bisper. Heraf en snes katolske frem til Reformationen, Hans Egede fra 1740-1756 og to i moderne tid. I dag med Grønlands første selvstyrebiskop Sofie Petersen i bispestolen i Vor Frelser Kirke, som er domkirke i Nuuk. I sandhed en imponerende kirkehistorie for så afsides et samfund i Nordhavet stivfrosset og ved Grænserne af Verdens Ende, som Adam af Bremen så dramatisk beskriver Grønland anno 1075.