Prøv avisen

H.C. Andersen og familien Henriques

KRONIK Familiehyggen, musikken og teatret knyttede H.C. Andersen til kronikørens tipoldeforældre, hos hvem han var en hyppig gæst

Livet kan tage sig eventyrligt ud, når man dykker ned i H.C. Andersens omfattende forfatterskab.

Og læser man hans breve og dagbøger, begynder der at danne sig et fascinerende billede af digteren og de mennesker, han omgav sig med. Personerne begynder ligesom at leve, selvom deres egentlige liv tilhører en fjern fortid. På den måde har jeg kunnet danne mig et indtryk af mine tipoldeforældre, Therese og Martin Henriques, i hvis hjem H.C. Andersen var en hyppig gæst gennem de sidste femten år af sit liv.

H.C. Andersen var en fin herre midt i halvtredserne, da venskabet med det meget yngre ægtepar, Martin og Therese Henriques, blev til en mere fast forbindelse omkring 1860. H.C. Andersen var både berømt og berejst. Mange af hans skrifter var udbredte og kendte både i Danmark i udlandet. Hos Henriques nød han, at der blev gjort stads af ham samtidig med, at de imødekom et behov for venskabelig nærhed og fortrolighed, hvilket nok blev intensiveret, da hans faderlige velynder, Jonas Collin døde i 1861.

Bekendtskabet med Henriques stammede egentlig fra August Bournonvilles hjem, hvor H.C. Andersen første gang hørte Therese Henriques (1833-83) spille klaver. Herved opstod et varmt venskab, der varede livet ud. Therese var født Abrahamsen, men blev tidligt optaget i hjemmet hos sin onkel, Simon Aron Eibeschütz, der var kendt som købmand og legatstifter. Hendes talent for musik blev fremmet meget, men om lørdagen, der var helligdag i det ortodokse, jødiske hjem, stod flygelet lukket hen. Det er blevet fortalt, at en erfaren musiker med interesse for hendes talent engang spurgte, om Vorherre blev vred, hvis der blev musiceret på en sabbat, hvortil Fru Rose Eibeschütz svarede: "Vorherre nej, men Eibeschütz!"

Min tipoldemor blev tidligt gift med vekselmægler Martin Henriques (1825-1912), der på det tidspunkt netop var blevet medejer af familiens velfungerende vekselererfirma R. Henriques Junior, der var stiftet af hans far i 1801. Det havde først til huse på Amagertorv og flyttede siden domicilet til Højbro Plads, hvor det har eksisteret, indtil det blev opkøbt af Varde Bank i 1980. Therese optrådte næsten ikke offentligt som pianist, men H.C. Andersen har omtalt hendes talent på en smuk måde i "Mit Livs Eventyr", og August Bournonville har i "Mit Theaterliv" beskrevet, hvordan hun inspirerede ham til en del af balletten "Fjernt fra Danmark".

I hjemmet hos Martin og Therese Henriques kom en stor kreds af danske og udenlandske musikere og kunstnere. Der blev holdt salon og spillet masser af kammermusik. I familiens gæstebøger og efterladenskaber kan man finde bunker af hilsner, visitkort, billeder og fantasifulde nodeindskrifter fra bl.a. Niels W. Gade, I.P.E. Hartmann, Franz Neruda, Nina og Edvard Grieg og Anton Rubinstein. H.C. Andersen havde et stort kendskab til tidens danske og udenlandske musik, hvilket også er beskrevet i andre sammenhænge. Hos familien Henriques nød han aftenerne med kammermusik og talte gerne med om de nyeste begivenheder. Flere af de kunstnere, der kom i hjemmet, var desuden i fuld gang med at bearbejde hans digte, dramatiske tekster eller eventyr.

I de breve, H.C. Andersen skrev til familien Henriques, er der mange sjove oplysninger om tidens musik- og teaterliv. Han sendte også eksotiske rejsebeskrivelser hjem fra det store udland og stemningsfulde beretninger fra sine besøg på forskellige danske godser, altid med en perlerække af hilsner til den faste vennekreds, Melchiors, balletdanserinderne Juliette og Sophie Price, Frederik Høedt m.fl. Ved læsningen fornemmer man H.C. Andersens hjertelige følsomhed og interesse i henvendelsen til familien:

Kjære Fru Henriques!

Udskriften paa dette Brev er rigtignok til Deres Mand, men Indskriften er til Fruen, det tilgiver han mig nok, og i Grunden er det jo til den samme Eenhed jeg skriver; et Brev til Dem er ogsaa til ham, og nu føler jeg ret Trang til ligesom at gjøre Vesit, sidde i Deres hyggelige Stue og see Deres Børneflok om mig, hilse paa den nye lille Ven, Storken har bragt. Hr. Edmond skal jo være usædvanlig kjøn af sin Alder. Hvor lykkelig er De dog! Et Hjem, et rigtigt Hjem er dog den bedste Velsignelse, det Faaer jeg nu ikke paa denne Jord, og derfor er der en Uro i mig, en Lyst til Omflakken, i hvilken jeg dog – skal jeg ret lukke op for mit Hjerte, ikke føler mig til bunds glad; dog jeg har jo faaet andre Goder, Vor Herre er utrolig god mod mig! Tidt kommer den Tanke hos mig, det maa dog slippe engang, hvad tung Prøvelse mon forestaaer, for at dæmpe den Overmod som det meget Solskin maaskee vækker. Dog den Streng vil jeg nu ikke slaae paa, om min Reise vil jeg fortælle Dem!

I 1866 flyttede familien Henriques ind i den da splinternye ejendom Tordenskjoldsgade nr. 1, hvis flot buede hjørnevinduer vendte ud mod Kongens Nytorv. Familien Henriques boede i lejligheden lige over den hedengangne Brønnums restaurant, som nu er Det Kongelige Teaters nye billetcenter. Min tipoldemor har åbenbart opfordret H.C. Andersen til at leje sig ind hos dem i den nye store lejlighed, hvilket fremgår af digterens dagbog den 11. november 1866. Men allerede dagen efter skrev han følgende beske kommentar:

"Middag hos Henriques med Frøknerne Price og den unge Violinspillerinde Carlotta Deckner og hendes Fader, han syntes en Jøde. Jeg fandt at Henriques ikke var fiin og net mod dem, han var Verten der var saa god at unde dem en Middag. De tre Værelser jeg skulde have i hans nye Leilighed og som Fruen havde tilbudt mig for 200 Rdlr forlangte han 250 for og da jeg saae Grundtegningen kom jeg efter at Værelserne vendte ud til Baggaarden, det jeg aldeles ikke finder mig i. Hvad bryder De Dem om at see ud paa Torvet! sagde han, De kan komme ind til mig! sagde hun, og der see ud af Vinduerne. Jeg blev utilfreds derved, thi jeg havde virkeligt tænkt paa at fløtte ind, og selv meubelere, men dog have et Vindue ud til Torvet. Gik i Theatret hvor Madam Sahlgren sang Norma, meget respectabelt, men den Norma brød jeg mig ikke om, jeg saae i hende kun Madam Sommer fra Eventyret i Rosenborg Have. I "Norma" har jeg fældet Taarer, Norma gjemmer mine Erindringer fra mit første Besøg i Neapel, hvor jeg første Gang hørte Malibran og netop i Norma. I tredie Act gik jeg bort. Jastrau sang falsk; Jomfru Andersen var som en frisk Blomst i det Hele."

Helt idyllisk har det altså ikke været! Men snart lyder der mere muntre toner fra besøgene i Tordenskjoldsgade. H.C. Andersen har trods alt været et virkelig godt og opfindsomt selskabsmenneske, både når det gjaldt de voksne og i det specielle venskab med familiens fem børn. Familiens yngste, yndige efternøler, Marie, der fødtes 1866, kaldte han sin kæreste igennem adskillige år. Han lavede en udklipsbog til hende om Marie og barnepigen Sidse, der tager på rejse, og han skrev de sødeste breve til den lille pige:

Søde lille Marie!

... Igaar gik jeg nede i Haven der her gaaer lige ned til Havet, ... Saa sætter jeg mig paa en Steen nede ved Stranden, da kommer der flyvende en stor hvid Fugl, som kaldes Maage, den flyver lige hen imod mig saa jeg troede at den vilde baske mig med Vingerne, nei Gud bevar' os, den sagde: Ma! – Ma! ri!" – Hvad for Noget? Spurgte jeg: "Ma! Ma! – ri!" sagde den igjen og saa forstod jeg at "Ma-ma-ri, " skulde betyde Marie! – "Naa!" sagde jeg, "er det Marie Du skal hilse mig fra!" ... Det er deiligt at ligge paa Landet, gaae i Vandet, Spise Eet og Andet og faae Brev fra Kjæresten – H.C. Andersen.

I familien Henriques er det blevet fortalt, at kæresteforholdet til Marie fik en brat ende. Da der en aften blev serveret rygende varm æblekage i hjemmet, kom Andersen til at tage en alt for stor og brændende mundfuld. Han spyttede derfor kagen samt sine forlorne tænder ud på tallerkenen, hvilket medførte en del forlegenhed. Kun Marie råbte med klar stemme: "Du er et svin, Andersen!" Og så var den forlovelse forbi. I et brev fra min oldemor til H.C. Andersen underskrev hun sig "Deres hengivne Svigerinde Fernanda Henriques". En smule høflig protest har der nok ligget i disse linjer fra Fernanda, ikke mindst fordi det forudgående brev fra H.C. Andersen til lillesøsteren Marie var smækfuldt af kyssehilsner.

I familien Henriques kærligt-ironiske jargon hed det sig, at H.C. Andersen var "opfundet" af Henriques, men "stjålet og myrdet" af familien Melchior. Meget tyder dog på, at H.C. Andersen mange gange før havde mødt grosserer Moritz Melchior og hans kone, Dorothea, der i øvrigt var søster til Martin Henriques. I København kunne H.C. Andersen nemt gå til søndagsmiddag hos Henriques fra sin bolig i Nyhavn og nogle gange endda også nå aftenens forestilling i Det kongelige Teater. Men tilbuddet om at besøge Henriques i deres herskabelige sommerhus, Petershøi, ved Klampenborg faldt i mindre god jord hos den sensible H.C. Andersen. Med årene fandt han sig nok bedre tilpas hos ægteparret Melchior og tilbragte især mere tid i deres sommerbolig, Rolighed, en stor villa der lå ved Kalkbrænderiet ude på Østerbro. Her kunne han mere frit komme og gå, og her fik han sine egne værelser, hvor han blev plejet og passet indtil sin død i 1875.

Eva Hvidt er cand.mag. i musik og historie og er musikanmelder ved Kristeligt Dagblad.