H.C. Andersens amerikanske forbindelse

H.C. Andersens rejselyst var legendarisk, men vandskræk holdt ham fra at besøge den nye verden. Ikke desto mindre havde han via den unge dansker: Robert Watt en mangeårig brevveksling med den amerikanske digter Longfellow

H.C. Andersens amerikanske forbindelse
Foto: Ritzau Scanpix.

Selvom det at rejse var selve livet for H.C. Andersen (1805-75), satte han dog visse grænser; han brød sig meget lidt om at sejle. Han overvandt dog i den forbindelse sig selv så meget, at han aflagde besøg i England, men over Atlanten kom han aldrig, skønt han på mange måder var fristet dertil; bl.a. havde han modtaget mange invitationer fra amerikanske venner og åndsfæller – herunder den amerikanske digter

Henry Wadsworth Longfellow.

Han beskriver selv i sine erindringer sine følelser, hvad angår et besøg i den nye verden, følelser, som havde overvældet ham engang på en strandbred i Portugal: "Jeg saae ud over Vandet, den nærmeste Kyst var Amerika, jeg tænkte paa Vennerne der, ... tænkte paa "Evangeline"s og "Hiawatha"s store digter Longfellow, ... derhen kommer jeg aldrig, jeg har Vandskræk."

Andersens bekendtskab med Longfellow (1807-1882) bygger ikke på noget personligt møde, men kun på en længerevarende brevveksling. En enkelt gang havde Andersen i Rom truffet en bror til Longfellow; det var alt. Longfellow besøgte Europa tre gange i sit liv og aflagde i den forbindelse også besøg i Danmark – i 1828 og 1835 – men uden at træffe Andersen, måske fordi denne selv var på rejse.

Longfellow var sprogmand af fag og havde en særlig interesse for dansk. Andersen ville utvivlsomt gerne have truffet ham i Danmark. I sine senere år antyder han ofte, omend kortfattet, hvor fascineret han var af amerikaneren. Første gang, Longfellow optræder i Andersens dagbog, er i 1857, hvor den danske digter var i London. Her fortæller han, hvordan han bliver anmodet af en dame om at skrive noget i hendes eksemplar af "To be or not to Be", (den engelske oversættelse af hans roman "At være eller ikke være"), og til det formål vælger han at citere Longfellow, "Often in a wooden house a golden room is found." Ni år senere fortæller han, hvordan han, når han er deprimeret, prøver at bortjage denne sindstilstand ved at læse et par af Longfellows digte. I et meget sent dagbogsnotat (2-1874) afslører han, hvorfor denne amerikanske digter har betydet så meget for ham: "Vi havde fornummen Slægtskabet med Norden i Longfellows Hiawatha."

I begyndelsen af 1860'erne havde Andersen mødt en yngre dansker, Robert Watt, med en eventyrlig, international opvækst og ungdom bag sig. Han ernærede sig på det tidspunkt som rejsebogsforfatter, og den ældre digter og den unge skribent fik sympati for hinanden i en sådan grad, at Andersen inviterede Watt med til Verdensudstillingen i Paris i 1867. Da Watt nogle år senere fortalte sin mentor, at han havde planer om at rejse til den nye verden, faldt det naturligt for Andersen at forsyne ham med introduktionsskrivelser til hans egne, amerikanske venner, heriblandt Longfellow, og opfordringer til at besøge dem på hans, Andersens, vegne og komme hjem igen til ham med hvad nyt, de måtte have at meddele.

Watt rejste af sted i august 1871 og vendte tilbage til Danmark – og Andersen – i det følgende år. Som udsending fra H.C. Andersen blev Watt særdeles godt modtaget af Longfellow, og sine oplevelser i forbindelse med besøget skildrer han senere i essayet "Et Besøg hos Longfellow".

Longfellow boede i Cambridge, en forstad til Boston, hvor Harvard-universitetet også har til huse. Om Boston lyder Watts kommentar: "Amerikas Athen", som Massachusetts skjønne Stad kaldes af de indfødte og adopterede borgere. Store, historiske Minder knytter sig til Stedet og bringes under et Ophold stadig frem for Tanken ved Monumentet, der kneiser højt over alle Omgivelserne paa Bunker Hill, og som sender Erindringen tilbage lige til de tidligste Tider, da det vestlige Fastlands Kolonisation begyndte, og indtil George Washington kæmpede for Landets Uafhængighed." Rammen er således lagt for et usædvanligt besøg i en efter amerikanske forhold gammel by, der af følgende årsag forekommer endnu mere attraktiv: "Til Bostons umiddelbare Nærhed har da ogsaa Amerikas største Skjald, Henry Wadsworth Longfellow søgt, og der vil han rimeligvis ende sine Dage. Jeg havde den Glæde at besøge ham der, thi blandt de mange Breve jeg fra Hjemmet medbragte til fremragende Mænd i Amerika, var der ogsaa et til ham, og dette Brev var ovenikjøbet fra vor egen nu verdensberømte Digter H.C. Andersen. Jeg kunde altsaa være sikker paa en meget god Modtagelse."

En natlig togtur bragte Watt fra New York til Boston, og han begav sig straks til fods til den landlige forstad Cambridge. På en lille, idyllisk vej standsede han tilfældigvis op ud for et stort hus, der mindede ham om en dansk herregård. Til hans store glæde viste det sig, at han just befandt sig uden for Longfellows hjem. Efter en mindre meningsudveksling med dennes husholderske, fik han lov til at komme ind, efter han havde fremvist sin introduktionsskrivelse med Andersens magiske underskrift. Her blev han budt velkommen "med hjertelige Ord" af den "store Digter". Karakteristisk for denne var "hans store, snehvide Haar og Skjæg, de smukke, mandige Træk og det venlige, klare Blik." Endvidere noterede Watt sig, allerede da han trådte ind ad døren, "en vis eiendommelig antik og poetisk Tone, som man kun sieldent møder i den nye Verden."

Videre fortæller Watt, hvordan Longfellows hus også er et historisk berømt sted, "thi Washington har i sin Tid havt sit Hovedkvarter her under Bostons Beleiring, og Craigie House vil for Amerikanerne engang faa endnu flere store Minder knyttede til sig, naar Henry Longfellow lukker sine Øine, indenfor dets nu saa fredelige Vægge." Watt beretter videre om Longfellow og hans karriere, som begyndte inden for juraen, men endte med et professorat i moderne sprog og litteratur. Han er også kendt som en flittig forfatter; mest berømt er nok hans indianerepos "Hiawatha".

Én ting i forbindelse med hans amerikanske vært optager i særlig grad danskeren Robert Watt: "Vi Danske kunne bl.a. takke ham for, at Alle, der kunne tale Engelsk, beundre vor deilige Nationalsang: "Kong Christian stod ved høien Mast," som Longfellow har gengivet saa fuldendt som mulig. Enhver Dansk, der er fortrolig med det engelske Sprog, vil med sand Fornøielse gjenlæse hvert Vers i Sangen i hans Oversættelse lige fra Linien: King Christian stood by the lofty mast, in mist and smoke og til Thou danish path to might and fame, Darkrolling sea." Selvom det var længe siden, at Longfellow havde været i Danmark, imponerede han Watt med stadig at have "et yderst levende Indtryk fra sine første Besøg i vort Fødeland", og han udspurgte ivrigt sin gæst om mange kendte danskere og først og fremmest H.C. Andersen, "som han beundrede i høi Grad". "Bed ham fra mig om at komme herover," pålagde han Watt, "vi maa rigtig tales ved engang, og, dersom han vil forberede sig paa at læse at Par af sine Eventyr op paa sin Reise omkring i Staterne, kan han jo komme hjem som Millionær – det har han vel ikke noget imod?"

En diskussion af den skarpe, franske litteraturkritiker Sainte-Beuve afsluttede værten med et lille stik til danskerne: "Ja, ja, I kunne for øvrigt ogsaa være kritiske i Danmark. Denne Lyst til at gjøre sig lystig over Alting, til at dukke alle, der sætter Hovedet lidt ovenover Hoben, har jeg ikke truffet saa udviklet noget Sted som hos Eder."

Ved afskeden nynnede Longfellow muntert "Kong Christian" som en sidste hilsen til sin gæst, der drog af sted i en positiv stemming. Det følgende år vendte Watt atter hjem til Danmark, og han opsøgte straks H.C. Andersen for at overbringe hilsener og breve. Opfordringen fra hans amerikanske ven til at komme over og besøge ham var nu mere end nogensinde udelukket; Andersen var for gammel, for træt og for svag, og tre år efter døde han. Watt blev i Danmark og bestred flere større poster i København, først som leder af Folketeatret siden som direktør for Tivoli. Han døde i 1894, 57 år.

Inge Kabell er ph.d. og tidligere lektor på Institut for Engelsk på Københavns Universitet