Prøv avisen
Kronik

Håbet skal stå sin prøve, når alt andet er tabt

På troens område er jeg en tøsedreng, der ikke tør tro på ret meget. Alligevel ser det ikke helt sort ud. I en verden, hvor forvandlingens lov gælder alle ting og alle væsener, og hvor alt skabt må tilintetgøres, er der stadig væk tro, håb og kærlighed, skriver litteraturforsker Lars Handesten. Foto: Leif Tuxen

Lars Handesten, Litteraturforsker, lektor ved Syddansk Universitet og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Håbet skal stå sin prøve ved den yderste grænse. Jeg vil ikke nøjes med at leve i håbet om det næste guddommelige øjeblik. Jeg vil også have hverdagen med, skriver Lars Handesten, som oplevede fortvivlelsen, da et barn i familien blev bisat

JEG VAR TIL EN BISÆTTELSE for et barn i familien. Han blev blot et år. Præsten prædikede det bedste, han havde lært, om opstandelsen og gensynet med de døde. Det skulle være en trøst midt i sorgen. Jeg var rasende og dirrede af grådkvalt harme og havde helst bedt ham om at tie stille. Jeg følte det som en hån mod den sorg, der fyldte alle i kirken. At stå og pladre om det naive håb midt i den højeste grad af meningsløshed forekom mig at være helt upassende. Vi, der var her, var jo ikke pattebørn, men voksne mennesker, der alt for godt forstod alvoren i det, der var sket. Et barn var født og dødt, og hvad han kunne være blevet til, ville aldrig nogensinde komme for en dag. Præsten skulle ikke stå der og snakke udenom. Uden om meningsløsheden, uden om den bundløse sorg. Jeg var vred og længtes kun efter, at han tav, så værdigheden og alvoren igen kunne indfinde sig i kirkerummet. Her skulle sørges og ikke snakkes. Her skulle det beskæmmede håb for den lille ikke tales ind under alterdugen.

Set på afstand var det ikke så meget præsten eller de troende i min familie, men mig selv, der havde og har et problem og et udestående. Havde de andre det godt med præsten – og det ved jeg, at de havde – så er det deres sag. Jeg har så min egen. Den handler om, at der er så meget, man kan håbe på, og så lidt, jeg tør, kan og vil tro på. Den handler om en skepticisme, som stikker dybt. Og en fortvivlelse, som kommer af en meningsløshed og håbløshed, som jeg ikke kan hamle op med.

Jeg har været fortvivlet før – sådan som jeg var det i kirken, hvor jeg helt tabte håbet. Jeg har fortvivlet og patetisk spurgt som J.P. Jacobsen: ”Hvorfor Livet? Hvorfor Døden? Hvorfor leve naar vi dog skal dø? Hvorfor kæmpe naar vi veed at Sværdet dog skal vristes af vor Haand en Gang?”.

Hvis ikke det var en uhørt flothed, så er svaret Jacobsens digt! Det er smukt og skarpt som ”et Sværd igjennem Nattens Hjerte”. Det er en lindring bare at sige ordene med al deres musikalske opløftelse. Men jeg er ikke æstetiker og kan ikke leve på kunsten alene. Det ville også være religionserstatning, og det er ikke det, jeg søger. Håbløsheden og fortvivlelsen er heller ikke grundtonen i mit liv. Eller den er det kun i transformeret form – for eksempel i den bluesmusik, som jeg helst hører. Jeg har et forholdsvis lyst sind og et håb til fremtiden, som gør det muligt at lægge planer og ikke desperat at skulle dyrke nuet.

NOGEN TID EFTER BISÆTTELSEN af den lille dreng var jeg til mit første barnebarns barnedåb. Han blev døbt i den kirke, som hans oldefar og oldemor blev bisat fra. Det var også den samme præst. Det var min søns idé, at det skulle være sådan. Så blev det da til, at slægt følger slægters gang. Og kirken blev det rum, hvorfra de døde gik ud af verden, og de nyfødte kom ind. Det var godt og rigtigt at stå i det rum. Det var opløftende, og det rummede håb for den fremtid, vi bevæger os ind i. Vi sang ”I Østen stiger solen op”, og med den steg min egen barndom op i min erindring. Som solen giver et glimt fra paradisets kyst i Ingemanns morgensalme, således vækker den igennem erindringen også et håb for fremtiden. Ikke min egen fremtid, men min sønnesøns. Også han skal have dage, hvor han med glæde kan synge om solen, der bringer lys og liv og lyst. Også han skal have del i glæden over at være i verden og have fået livet. Det håber jeg i hvert fald.

Håbet skal stå sin prøve ved den yderste grænse – når alt andet er tabt, er der kun det tilbage. Men i Velfærdsdanmark lever vi kun i få momenter af vores liv i det ekstreme. Vores små børn dør kun sjældent. Vi rippes ikke for alt og sulter ikke ihjel. Mellem fødslen og døden lever vi, og hverdagene fylder det meste.

”På det jævne, på det jævne,/ ikke i det himmelblå/ der har livet sat dig stævne,/ der skal du din prøve stå.”

Det skrev den næsten glemte digter Kaalund. Det lyder som et liv på smalkost og helt uden storhed, uden romantik, uden heroisme og eksistentielle højdepunkter. Det lyder rædsomt kedeligt, men der er dog det rigtige i det, at det er dér, det allermeste af livet skal leves – medmindre man går i en form for eksistentiel dvale mellem de store øjeblikke og kun lever for dem. Eller man helt glemmer, at man lever – og skal dø engang – og blot går bevidstløs gennem livet.

Jeg vil ikke nøjes med at leve i håbet om det næste guddommelige øjeblik. Jeg vil også have hverdagen med. Alt det almindelige liv. Så håber jeg, at det er nok. Jeg håber, at hvis jeg nogensinde får muligheden for det, at jeg så ved randen af mit liv kan se tilbage og sige, at det var, hvad det skulle være. Jeg begik ikke den synd at være ligeglad med livet. Jeg tog det som en gave. Jeg tog det som de betroede talenter og fik det til at folde sig ud til glæde for mig selv og andre.

Og så håber jeg, at jeg og alle de andre, som lever lige nu, efterlader Jorden i en sådan forfatning, at også de kommende generationer kan være her. Jeg håber det bedste, men frygter det værste med forureningen og det abnorme forbrug af Jordens ressourcer. Jeg har svært ved at tro på en guddommelig dommedag, hvor Jesus skal skille de retfærdige fra de uretfærdige. Men jeg har ikke svært ved at forestille mig en tilstand, hvor vi har dømt vores børnebørn til fortabelse på en døende klode. Det er ikke til at leve med, og dog bliver jeg – med digteren Ivan Malinovskis ord – nødt til at ”leve som var der en fremtid og et håb”. Ellers bliver alt ligegyldigt, og omsorgen og ansvaret for medmennesket forsvinder.

JEG SÅ ET FOTO AF MIN MOR forleden. Smilende og mild. Hun døde for otte år siden. Hun sagde farvel til alle, uddelte gaver til hver enkelt og besad en stoisk ro til det sidste. Hun var ikke bange for at dø, men uendelig ked af ikke at kunne se sine børnebørn vokse op. Sorgen over hendes død har sat sig. Jeg kan godt se på et fotografi af hende uden at måtte vende mig bort i fortvivlelse over, at der kun er skygger tilbage på et stykke papir. Hun er her ikke, og jeg skal aldrig mere være i hendes nærhed.

Jeg tror ikke på opstandelsen. Jeg håber ikke på den. Min mor gjorde det heller ikke i kristelig forstand. I modsætning til mine forfædre ejer jeg ikke troens nådegave. Den forsvandt undervejs, blev borte i et sort hul i universet, der udvider sig uendeligt og bare bliver koldere og koldere. Troen på en personlig gud gik til i skepticisme og rationel tænkning, så den er blevet til et blankt kapitel i mit liv. Måske er der nogen, der kan tro på en meget abstrakt skabergud. Jeg kan ikke.

På troens område er jeg en tøsedreng, der ikke tør tro på ret meget. Alligevel ser det ikke helt sort ud. I en verden, hvor forvandlingens lov gælder alle ting og alle væsener, og hvor alt skabt må tilintetgøres, er der stadig væk tro, håb og kærlighed. Paulus skriver i sit første brev til korintherne, at falder alt, forsvinder det og ophører det – ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Hvad Paulus skriver om kærligheden, er nok en grundpille i kristendommen, men ordene rækker videre og ud til enhver, der vil høre. Jeg nærer ikke noget håb om at gense min mor. Men jeg ved, at hendes ånd lever videre i mig. Den er virkelig, når jeg som hende glædes over det blomstrende græs, og når jeg stadig kan mærke hendes kærlige hånd om min nakke. Jeg håber ikke på at se min mor igen, men jeg håber, at den kærlighed, som hun gav, må leve videre i mig, og at jeg selv kan give den videre til dem, jeg elsker.

Hinsides håbet om et evigt liv er der endnu de levendes land. Mit håb står til det. Jeg kan ikke strække det længere. Det er, hvad jeg tør håbe på.