Prøv avisen
Kronik

Der er håb for religiøse mindretal

Foto: Privatfoto

Det er helt afgørende, at de religiøse aspekter medtænkes i Danmarks nye strategi for udviklingspolitik og antiradikalisering, som regeringen har sendt i høring, skriver Danmissions generalsekretær

”Vi oplever grusomheder, folkedrab, barbari og kynisme.”

Sådan lød ordene fra Heiner Bielefeldt, FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed, da jeg som generalsekretær for Danmission deltog i en høring i Europa-Parlamentet for nylig om religionsfrihed og religiøs tolerance. Ved høringen offentliggjorde parlamentets tværpolitiske gruppe vedrørende religionsfrihed og religiøs tolerance sin årlige statusrapport.

Rapporten gengiver og analyserer religionsfrihedens status i 53 lande verden over. Det er ikke hyggelæsning.

Heiner Bielefeldt påpegede, at samtidig med grusomhedernes tiltagen sporer man blandt beslutningstagere og befolkninger en form for resignation, ja, nærmest en fatalisme, som lamslår og vanskeliggør den nødvendige modstand. Hvad stiller vi op? Situationen er så kompleks, så overvældende, så uhørt, at vi dårligt ved, hvad vi skal gribe til.

Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe, som står bag rapporten, erkender, at de ikke umiddelbart ser den endelige vej bort fra de tiltagende problemer. Som politikere peger de imidlertid først og fremmest på politiske løsninger, der skal iværksættes gennem en styrket EU-udenrigspolitik på området. De viser dog også hen til ikke-statslige civilsamfundsaktører, der på græsrodsniveau gør en indsats for at ændre dagsordenen.

Bielefeldt pegede også på denne tandem i sit indlæg: Det politiske niveau skal samarbejde med civilsamfundsaktører, hvis vi skal imødegå problemerne. Han kaldte det civile græsrodsarbejde på området ét af alt for få håbstegn.

Der er ingen tvivl om, at både den tværpolitiske gruppe og Heiner Bielefeldt har fat i noget centralt. Såvel med publiceringen af de årlige statusrapporter som med identifikationen af politiske og civile institutioner som afgørende og samarbejdende aktører. Verden står over for massive udfordringer, når det gælder undertrykkelse af religiøse mindretal.

Heldigvis har vi internationale konventioner og menneskerettighedserklæringer, som juridisk kan danne fundamentet for ændringer, og det er med rapportens ord til enhver tid EU’s udenrigspolitiske pligt at holde menneskerettighedsfanen højt i bilaterale forhandlinger med undertrykkende regeringer. Samtidig er det de lokale civilsamfundsorganisationers ret at påpege over for samme regeringer, at de har forpligtet sig på menneskerettighederne, herunder retten til at have et religiøst ståsted, at skifte religion eller slet ikke at være religiøs.

På den vis er verden – på det folkeretlige og politiske niveau – godt rustet til at modgå den indskrænkede religiøse frihed.

Anderledes står det imidlertid til med det element, Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe kalder ”religiøs tolerance”. En deltager spurgte ved høringen, hvad gruppen havde tænkt sig at gøre ved det aspekt. Det var der ikke mange svar på fra de tilstedeværende politikere.

Sagen er den, at mens vi, når det handler om lovfæstet religionsfrihed, har politiske og juridiske instrumenter, der kan aktiveres, er vi, når det kommer til religiøs tolerance, i en helt anden boldgade. Vi er her inde at røre ved teologiske spørgsmål og præferencer. Religion er af natur en vanskelig regulerbar størrelse, ja, ofte må vi konstatere, at nogle anvender religion og religiøse læresætninger som et decideret modstykke til sekulær lovgivning. Religiøs tolerance lader sig derfor i ringe grad regulere via jura og internationale konventioner.

Det er her, den ofte gengivne sandhed om religion som både en del af problemet og en del af løsningen kommer ind i billedet. Når vi står over for udfordringer, som er skabt af religiøse læresætninger, kan vi ikke se bort fra samme religiøse læresætninger, hvis vi vil gå op imod disse udfordringer. Oplever vi således religiøst betinget intolerance, er det ikke jura og konventioner, som alene er løsningen. Der skal arbejdes med religionens rolle, selvforståelse og teologi.

”Verden 2030”, udkastet til Danmarks nye udviklingspolitiske og humanitære strategi, som udenrigsminister Kristian Jensen præsenterede på Folkemødet 2016, er ikke blind hverken for de udfordringer, der ligger i religiøs radikalisering, eller for den åbenlyse religiøse intolerance, der de seneste årtier er stærkt forværret alt for mange steder.

Derfor har regeringen valgt at fokusere på FN’s Verdensmål 16, som omhandler fred, retfærdighed og institutioner.

Det er prisværdigt, at regeringen har valgt at gå denne vej. ”Verden 2030” beskriver, hvordan ”Danmark vil bidrage til at udvikle effektive, ansvarlige og inkluderende institutioner og demokratiske strukturer”, og videre, hvordan arbejdet skal foregå ”på flere niveauer fra offentlige institutioner i lokalsamfundene til de centrale institutioner på nationalt niveau og inkludere civilsamfundet og den private sektor som vigtige deltagere”.

Religion generelt spiller en meget større rolle i de samfund, der primært sigtes på i den udviklingspolitiske og humanitære strategi, end vi er vant til det i vore vestlige samfund – i særdeleshed end vi er vant til det i Danmark. Det er derfor afgørende, at vi også fra dansk side anerkender, at de religiøse aspekter skal medtænkes, når vi opstiller strategier for udvikling og antiradikalisering.

Opbygning af sekulære institutioner er vigtig. Men opbygning af inter-religiøs tolerance og forståelse er endnu mere fundamental, fordi religion overalt i verden ligger til grund for den måde, mennesker agerer på. Som vi erfarede det med arbejdet i Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe vedr. religionsfrihed og religiøs tolerance, er det imidlertid en vanskelig sag at håndtere politisk. Det er muligvis derfor, også den danske regering har valgt at anvende velkendt politisk terminologi som ”inkluderende institutioner og demokratiske strukturer”, mens de religiøse aspekter får langt mindre opmærksomhed i ”Verden 2030”.

Som udkastet til udviklingspolitikken understreger, er kriserne i det, der kaldes ”usikkerhedsbuen” omkring Danmark, komplekse, dybe og langvarige. Det er de blandt andet, fordi der er religion og religiøse læresætninger i spil, som politiske institutioner ikke altid evner at forholde sig til og regulere. Danmission har over årene opbygget en bred opgaveportefølje med fokus på trosbaserede konfliktløsningsmodeller som centrale instrumenter til at sikre fredsopbygning og udvikling. Det er et arbejde, der er anerkendt af både græsrodsbevægelser og politiske aktører, herunder danske ambassader og internationale institutioner rundt om i verden.

For at skabe vedvarende fred og stabilitet og på sigt at modarbejde den religiøse radikalisering og intolerance, som verden lider under disse år, anbefaler Danmission derfor i sit høringssvar til det udviklingspolitiske og humanitære strategiudkast, at regeringen satser på at inddrage langsigtede løsningsmodeller såsom inter-religiøs dialog, religiøs konfliktløsning og forsoningsarbejde direkte i udviklingspolitikken. Det vil umiddelbart være til gavn for de berørte regioner og på længere sigt være i Danmarks interesse.

Måske er det netop det element, trosbaserede civilsamfundsorganisationer skal bidrage med i den tandem, EU-parlamentarikerne påpegede som helt afgørende for et godt resultat. Måske netop det element, Heiner Bielefeldt kaldte ét af alt for få håbstegn i kampen mod grusomheder, folkedrab, barbari og kynisme.

Jørgen Skov Sørensen er generalsekretær i Danmission