Fra flere sider er man inde på, at det er et tab for nutidens samfund og en misforståelse fra de unges side, når håndværksuddannelser betragtes som lavstatusfag. Der er tværtimod gammel erfaring for, at uddannelse og dannelse ikke alene kommer gennem boglige studier, men i høj grad gennem håndens arbejde. Debatten omkring gymnasie- og skolereformer peger også på tab af dannelse, men her gælder det fravalg af humanistiske fag som sprog og oldtidskundskab. Tilsvarende på universiteterne, hvor sprog- og klassiske fag lukkes. Undervisningsministeren satte dannelse som tema på årets Sorø-møde i august. Tidsskriftet Folkeskolen tog tråden op og bragte flere af indlæggene, det samme gjorde tidsskriftet Frie Skoler. Her debatteredes blandt andet, hvad dannelse består af.
Dannelsesbegrebet er til debat. Hvis man skal være en del af det danske samfund, skal kultur og dannelse ind under huden. Det samme gælder, når vi ønsker at bevare vores samfund, så det ikke helt forsvinder i globaliseringen. Vejen gennem hånden til hovedet – ånden – er en god vej at gå, og det håndlærte sætter sig bedre fast i bevidstheden i forhold til at læse sig til dannelse.
Den dygtige håndværker var og er uundværlig. Vi har til stadighed brug for redskaber af mange forskellige slags i dagliglivet. Møbler, service, husgeråd, tekstiler for blot at nævne nogle af de mest nødvendige. Hertil kommer opførelse og montering af vore boliger samt erhvervsbygninger. Det kræver håndelag og bevidsthed at udføre såkaldt smagfuldt og hensigtsmæssigt arbejde. Man tilegner sig en kulturforståelse, dannelse, ved at arbejde med materialer, udformninger og dekorationer, herunder læring om, hvad materialer kan og ikke kan. Et aspekt, der kan overføres til mange sammenhænge i livet.
Håndværk rører ved følelser og sætter tanker i gang, for eksempel når man med hænderne føler hen over en flade for at mærke den og glæde sig over, at produktet giver en behagelig fornemmelse gennem fingrene. Jeg havde en lærer i møbeltegning på Skolen for Boligindretning i 1961, der lærte os, hvordan vi skal lade hånden glide hen over en møbeloverflade. Føles den glat og behagelig, er efterbehandlingen i orden, men det var lige så vigtigt at føle under for eksempel bordoverfladen eller stolens forkant. Hvis den var ru og gav splinter, var møblet alligevel ikke et gennemført kvalitetsmøbel. Den vidunderlige taktile fornemmelse – at erkende gennem sine hænder – erhverves kun ved at arbejde med håndværk.
Vi lærer gennem fysiske berøringer. Småbørn føler sig frem til erkendelse ved hjælp af deres hænder, og ofte puttes ting også i munden for at fornemme former og størrelser. Når vi går i forretninger, på messer eller udstillinger, kan vi ikke lade være med at føle på for eksempel stoffer, flader og at lade hånden glide over en form for at mærke materialet. Det giver en større forståelse for produkter og fortæller os, hvad vi synes om dem. Vi køber nødigt noget, vi ikke på en eller anden måde har rørt ved. Vi lærer gennem vore hænder. Vi lærer den danske kultur at kende ved at arbejde med håndværk og får derved et fags historie ind under huden. I Danmark har vi en lang og prisværdig tradition for at uddanne lærlinge til svende og eventuelt senere til at blive mestre og skabe egen virksomhed. Formgivning og håndværk følges ad.
Denne sammenhæng var helt naturligt i lavstiden, århundrederne før industrialiseringen satte ind fra midten af 1800-tallet, da en mester oplærte sine lærlinge på værkstedet ved blandt andet at videregive den såkaldte tavse viden.
Færdigheder og viden om materialer og former, der ikke erhverves gennem læsning, men erfares gennem at udføre arbejdet.
For godt 150 år siden stod Danmark og den vestlige verden over for store samfundsomvæltninger med den begyndende industrialisering, befolkningstilvækst og vandringen fra land til by. Allerede omkring 1800 var filosoffer, arkitekter, kunstnere og progressive samfundsfornyere begyndt at arbejde med, hvordan den almene befolkning fik mere dannelse, for at bevidstgøre dem, så de blev nyttige samfundsborgere, der kunne tage del i det gryende demokrati. Alle havde ret til det gode liv.
Ud fra oplysningstidens tanker om, at kunst skulle være med til at frigøre det enkelte menneske, opstod den kunstindustrielle bevægelse omkring 1840. Den ville forbinde kunst, håndværk og industri. Møbler, redskaber, brugs- og pynteting skulle designes af en kunstner eller arkitekt og udføres i samarbejde med svende og lærlinge på et værksted eller fra 1870-1880’erne på en fabrik. Der arbejdedes med historiske elementer, det vil sige former og ornamenter, som var inspireret af oldtidens klassiske kunst, som havde harmoniske proportioner. Ornamenter og udsmykning var anbragt, så de ”idealiserede” (understøttede) formen. Senere stilarter som renæssance og barok kunne også være inspirationskilder, da de indeholdt klassiske elementer og dermed bestemte normer.
Det historiske var velegnet til vække følelser, som var nødvendige for at få gang i refleksion og erkendelse, hvorved moralen dannes.
Det drejede sig ikke blot om at påvirke personer, der købte produkterne, men i høj grad også om at påvirke håndværkere eller senere industriarbejdere, der udførte produkterne. Det var en erkendelse af, at netop håndens arbejde befordrer tanker og giver en kulturel samfundsforståelse, der er med til at danne moral og normer. Fortiden skulle bruges symbolsk og inspirere til at skabe nyt. Den enkelte skulle se sig selv som del af det fælles samfund, påtage sig et ansvar og blive bevidstgjort for at kunne deltage i demokratiet.
Påvirkningen til at optage de rette normer i sin bevidsthed fik og får lærlinge også gennem at tegne, der er et håndens arbejde. Faget tegning supplerer håndværket. Ved at lade hånden følge og aftegne for eksempel klassisk arkitektur og ornamenter indlæres disse former som skønne og sande. Allerede omkring 1800 oprettedes de første lærlinge- og tegneskoler, og flere kom til.
Datidens elite som arkitekter, mestre, fabrikanter og politikere med flere så den kunstindustrielle bevægelse som en mulighed for gennem historisk udformede produkter at påvirke til en bestemt moral og dannelse. De var bange for, at det voksende antal land- og industriarbejdere ville forandre det eksisterende samfund i socialistisk retning.
Den kunstindustrielle bevægelse fik succes, og fra omkring 1900 spredtes den til store dele af befolkningen, eftersom økonomien voksede, og de fik råd til lidt flere møbler og tekstiler end de allermest nødvendige. En af årsagerne var også, at stilen ændredes til den, vi kalder skønvirke, hvor inspirationerne hentedes blandt den gamle almues møbler og folkekunst. De historicistiske former og dekorationer forenkledes og mindede om det miljø, som både håndværkere og store dele af befolkningen kom fra, hvorved de kunne nikke genkendende til den nye stil og føle sig hjemme med dens møbler og interiører.
Efter 1945 gled den kunstindustrielle bevægelse over til at blive kendetegnet som Danish design, der i dag har ikonstatus. Denne succeshistorie hænger sammen med, at uddannelsen til håndværker – og industriarbejder – blev anset som en meget vigtig samfundsmæssig opgave i Danmark.
Håndværk er således ikke lavstatusfag, som mange i dag opfatter det, men det modsatte. Der står meget respekt i den vestlige verden omkring godt udført håndværk eller industriarbejde, da det afspejler uddannelse, bestandighed og lang tids træning. Håndværksfag rummer megen dannelse, og det kan ikke gå for hurtigt med på ny at give dem status og anerkendelse i forhold til ungdomsuddannelserne.