Had kan kun udryddes ved tilgivende kærlighed

Elsk jeres fjender. Ingen formaning af Jesus er sværere at efterfølge. Men buddet er ikke en utopisk drømmers talemåde, men udtryk for, hvad der er nødvendigt, hvis vores kultur ikke skal dø, skrev Martin Luther King i Kristeligt Dagblad den 24. december 1963

Martin Luther King ses her under en tale i 1963.
Martin Luther King ses her under en tale i 1963.

Der er vel nok ingen formaning af Jesus, der har været sværere at efterfølge end denne: I skal elske jeres fjender!

Redelige mennesker har ofte følt, at det ganske simpelt er ugørligt. Det er let nok – siger de – at elske dem, der elsker os, men hvordan holde af dem, der åbenlyst og hadefuldt pønser på ens ulykke?

Og ligesom filosoffen Nietzsche er der andre, der hævder, at disse ord af Jesus er et godt bevis på, at kristen moral kun passer for svage og bange mennesker, ikke for de stærke og modige. Jesus – siger de — var en upraktisk sværmer uden rigtig forbindelse med den menneskelige virkelighed. Men på trods af den slags evindelige kritiske indvendinger kan vi stadig ikke slippe forbi dette ord af Jesus. Tværtimod. Det spærrer os vejen.

Store og små begivenheder og omvæltninger i verden har atter og atter mindet os om, at vor tids mennesker vandrer ad hadets vej, og at den vandring kun kan føre til undergang og fordømmelse. Nej, Jesus var ikke en upraktisk sværmer. Han stod tværtimod lige midt i livets praktiske virkelighed. Hans bud om at elske vore fjender er derfor ikke en utopisk drømmers talemåde, men et udtryk for, hvad der er absolut nødvendigt, dersom vor kultur ikke skal dø. Kærlighed er nemlig den nøgle, der løser alle vore gåder, og kærlighed – ja, det er netop kærlighed til vore fjender.

Nu er det jo klart, at Jesus godt vidste, hvilke vanskeligheder der er forbundet med det at elske ens fjender. Han hørte aldrig hjemme blandt dem, der snakker om den slags ting, som om det var noget, der gik af sig selv. Han vidste, at ethvert ægte udtryk for kærlighed havde sit udspring i en fuldstændig og stadig gentagen overgivelse til Gud. Når Han derfor bød ”I skal elske eders fjender!”, glemte Han ikke det hårde og vanskelige ved dette ord, og dog mente Han det absolut. Man kan ikke slippe uden om det ved at sige, at det bare er et eksempel på orientalsk sproglig overdrivelse, benyttet af Jesus for at hjælpe os til at forstå, hvad der var den egentlige pointe. Nej, Han mente, hvad Han sagde, og som Han sagde det. Det påhviler derfor os som kristne af al vor magt at søge at udfinde meningen med dette bud og derefter at efterleve det lidenskabeligt i vort eget daglige liv. Lad os begynde med det praktiske ”hvorledes”. Hvorledes elsker vi vore fjender? På hvilken måde?

Dersom vi ønsker at nå frem til at elske vore fjender, må vi for det første lære at kunne tilgive. Den, der ikke kan tilgive, kan heller ikke elske. Der er overhovedet slet ingen mening i vor tale om at elske vore fjender, medmindre vi har opdaget nødvendigheden af atter og atter at tilgive dem, der gør os uret og volder os skade. Det er desuden nødvendigt at opdage, at det altid er den, som har lidt uret, der må tage initiativet til at tilgive. Kun den, der led uret, aldrig den, som øvede uret, kan tilgive. Kun den, der er blevet såret dybt, som man har voldt bitter uret, kan begynde at praktisere tilgivelse. Det kan hænde, at naboen, der voldte mig uret, beder om tilgivelse. Han kan jo ”gå i sig selv” som den tabte søn i lignelsen, med bankende hjerte slæbe sig frem ad en støvet vej i sin længsel efter tilgivelse. Men kun den, der led uret – den kære gamle fader derhjemme – har det i sin magt at skænke tilgivelsens læskende drik. Tilgivelse betyder forsoning. Tilgivelsen betyder imidlertid ikke, at man ignorerer det, der er sket. Det betyder ikke, at man udstyrer en ond handling med en fin, men falsk etiket. Det betyder derimod, at den onde handling ikke mere står som en skillemur mellem de to. Tilgivelse er den proces, der skaber mulighed for en ny begyndelse på et liv i fællesskab. Naturligvis kan man ikke glemme en ond handling, hvorunder man har lidt, dersom det at ”glemme” betyder, at man overhovedet ikke kan huske det mere.

Men dersom man tilgiver, så ”glemmer” man i den betydning, at den onde handling ikke mere står hindrende i vejen for, at de to kan have det godt med hinanden. Det er også meningsløst at sige: ”Ja, jeg skal gerne tilgive dig, men jeg vil ellers ikke have noget med dig at gøre.” Tilgivelse betyder nemlig forsoning, at det bliver godt igen imellem dem. Uden virkelig tilgivelse kan ingen elske sine fjender. Eftersom vi kan tilgive, afgøres det, hvorvidt og hvor meget vi kan elske vore fjender. Men for nu at kunne det må vi for det andet blive klar over, at naboens onde handling, det, der sårede så dybt, aldrig er alt, hvad der er at sige om naboen. Selv i vor værste fjende er der noget godt. Det er en ejendommelig kendsgerning, at vi alle sammen ligner de stakler, der plages af skizofreni, fordi vort indre menneske tragisk er splittet. Hos os alle foregår der bestandig en borgerkrig i vort sind. Der er noget hos os alle, der får os til at tilstå som Ovid, den latinske digter: ”Det gode i livet ser jeg og glæder mig over, men det onde gør jeg.” Vi tvinges også alle til at give Platon ret, når han siger, at menneskesindet ligner en vognstyrer med to ustyrlige heste, der trækker til hver sin side. Og vi forstår det alle sammen, når vi hører apostlen Paulus sige: ”Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, gør jeg.” Det, som vi i øjeblikket virkelig er af natur, harmonerer bestandig kun dårligt med det, vi burde være. Det betyder blandt andet, at der er noget godt i den værste af os og noget ondt i den bedste. Når vi er blevet klar over dette, vil vi vel nok være mindre tilbøjelige til at hade de andre. Vi elsker derfor vore fjender, når vi erkender, at de ikke kun er onde, men at også de er omfattet af Guds forløsende kærlighed. Kort sagt: Vi skal ikke blot se det onde hos vore fjender, men tillige det gode.

Der er en tredie ting, der er en forudsætning for at kunne elske sine fjender. Det er vor vilje til ikke at ville sejre over dem eller ydmyge dem, men derimod vinde deres forståelse og venskab. Der kommer nemlig altid et tidspunkt, da man får mulighed for at ydmyge sin værste fjende. En skønne dag viser han sig uundgåeligt fra sin svage side. Så er chancen der til at nagle ham fast med nederlagets spyd. Men det må ikke ske. Alle vore ord og handlinger skal styres sådan, at vi når til forståelse med vor fjende, og at der lukkes op for den beholdning af velvilje, der lå skjult bag hadets uigennemtrængelige mur. I sidste instans er det betydningen af ordet kærlighed, der ikke må forveksles med sentimental rørstrømskhed. Kærlighed er noget langt dybere end rørende føleri. Det græske sprog kan måske klare begreberne lidt. Det græske Ny Testamente har tre ord for kærlighed.

For det første ordet "eros". Det er en slags æstetisk kærlighed. I Platons dialoger betyder "eros" sjælens higen efter det guddommelige rige. Desuden er det ordet for den romantiske kærlighed. Det næste ord for kærlighed i Ny Testamente er "philia". Det er den gensidige kærlighed og hengivenhed mellem venner. I dette ords betydning elsker vi dem, vi kan lide, og vi elsker, fordi vi er elsket, altså et ord for venskab. Men så er der det tredie ord for kærlighed: "agape", der udtrykker den forstående, aktive og forløsende velvilje over for alle, den overstrømmende kærlighed, der ikke venter gengæld. Det er navnet på Guds kærlighed, der er "virksom i vore hjerter". Så elsker vi mennesker, ikke fordi vi kan lide dem, men fordi vi drages til dem som til en opgave, ja, ikke engang fordi også de har en gnist af det guddommelige ved sig, men vi elsker, fordi Gud elskede først. Det er vejen, ad hvilken vi kan lære at elske dem, der øver ondt, skønt vi hader det onde, der øves.

Nu forstår vi altså, hvad Jesus mente, da Han sagde: elsk eders fjender! Det er godt, at Han ikke sagde, at vi skulle kunne lide dem. Der er nemlig mennesker, som man ikke sådan uden videre kan lide. At kunne lide et menneske er udtryk for en personlig og følelsesbetonet hengivenhed. Hvor kan nogen overhovedet føle hengivenhed over for et menneske, hvis eneste mål er at stille sig i vejen for dig på alle mulige måder, ja, at knuse hele din personlighed? Hvor kan man føle hengivenhed for den, der truer med at ødelægge ens hjem, ja, ens børn? Det hører til umulighederne. Men Jesus sagde heller ikke "holde af"dem, men elske dem. Det var hverken "eros" eller "philia", Han tænkte på, men "agape", den forstående, aktive og forløsende velvilje over for alle.

Ved at følge denne vej og elske på denne måde vorder vi vor himmelske Faders børn. Og så vil vi forlade det praktiske "hvorledes" og gå over til det teoretiske "hvorfor". Hvorfor skal vi elske vore fjender? Den første grund er temmelig indlysende. Hvis man nemlig gengælder had med had, bliver der blot så meget mere had i verden. Mørket bliver så meget dybere, og alle stjerner slukkes. Mørke kan ikke forjage mørket, det kan kun lyset. Mere had kan ikke overvinde hadet, det kan kun kærligheden. Der er nogen, der må være vise nok, så at de bryder hadets og ondskabens onde cirkel langs deres livsvej. Der er nogle, der må møde had med kærlighed, magt med ånd. Had skaber mere had. vold mere vold, hårdhed mere hårdhed. Det hele er en nedadgående skrue, der ender med alles undergang. Den gamle gengældelsens lov - "øje for øje" - fører til sidst til, at alle blindes. Når Jesus i modsætning dertil sagde "elsk eders fjender", er det for vor egen skyld umuligt at slippe udenom Hans ord. I vor moderne verden er vi i virkeligheden kommet til det punkt, hvor det hedder: "Elsk dine fjender - eller gå til grunde". Den onde kædereaktion had, der avler had, krig, der føder nye krige - må brydes, dersom vi ikke alle skal gå til grunde.

Endnu en anden grund, hvorfor vi bør elske vore fjender, er den, at had forsimpler ens egen personlighed, pletter sjælen. Vi er klar nok over, at had er noget ondt og farligt, men altfor ofte tænker vi mest på, hvor ondt det er at blive hadet. På en måde er det forståeligt nok, nemlig fordi had har voldt så megen ubodelig skade. Fordi en mand ved navn Hitler var fuld af had, var der 6 millioner jøder, der måtte dø. Og hadets følger har vi oplevet, når negrene blev mishandlet ubarmhjertigt af en opfanatiseret hob, når mennesker mødte krigens mørke rædsler, og når samvittighedsløse tyranner behandlede Guds skabning grusomt og uretfærdigt. Alt det er mere end tydeligt for alle, der kan se. Men der er en anden side ved det, der ikke bør overses. Had skader lige så meget den, der hader, som den, der hades, ja, volder til sidst hans undergang.

Had er som kræft, der ikke standses: det undergraver personligheden og æder selve livsnerven over, ødelægger menneskets evne til at skelne mellem godt og ondt og gør åndeligt blind, så at det skønne ser hæsligt ud, og det hæslige virker tiltrækkende, medens sandhed og løgn sammenblandes, og ret og uret ikke kan adskilles. Den nu afdøde dr. E. Franklin Frazier skrev for nogle år siden en afhandling med titlen "Racefordommens Patologi", hvor han anførte flere eksempler på hvide, der i forhold til deres egne var normale, elskværdige og medmenneskelige. Men i samme øjeblik, man talte til dem om negrene sorti de hvides ligemænd eller berørte spørgsmålet om uretfærdighed over for mennesker af en anden race, reagerede de på en måde, der helt var blottet for fornuft, og blev ophidsede, tarvelige og kolde. Det sker, når hadet får lov at blive tilbage i sindet. Psykiaterne siger, at meget af det sælsomme, der foregår i underbevidstheden, mange af sindets skjulte konflikter, har deres rod i had. Derfor føjer de til: "elsk eller gå under!"

Det er ejendommeligt at tænke på, at psykologien således siger lidt af det, som Jesus forlængst sagde klart: had sprænger personligheden, medens kærlighed på en forunderlig måde fuldkommengør deres enhed.

Den tredie grundtil, hvorfor vi skal elske vore fjender, er den, at kærlighed alene kan forvandle fjende til ven. Vi slipper ikke af med en fjende ved had. En fjende kan kun overvindes ved at overvinde fjendskabet. Det er hadets natur at rive ned og ødelægge, men kærlighedens at bygge op og skabe. Kærlighed har nemlig omdannende og forløsende magt. Det ser vi atter og atter i nogle menneskers liv.

Men hvor smukt og betydningsfuldtalt dette nu end er, må vi dog skynde os med at sige, at det alligevel ikke er den afgørende grund, hvorfor vi skal elske vore fjender. Skønt kærlighed kan forvandle en fjende til en ven, er der dog en endnu dybere grund til, at vi bør følge dette bud. Det er det, Jesus udtrykker i ordene "for at I må blive eders himmelske Faders børn". Det endelige formål for denne svære opgave er virkeliggørelsen af det forunderlige:
fællesskabet med Gud selv. Vi ejer alle mulighed for at blive Guds børn. Ved kærlighed bliver muligheden til virkelighed. Jo mere vi fyldes med kærlighed, des nærmere kommer vi Gud, indtil forholdet mellem Gud og os bliver som mellem en fader og hans børn. Derfor skal vi elske vore fjender, fordi vi kun derved ret kan kende Gud og Hans hellige kærlighed.

Det er klart, at det, jeg her har sagt, står i et praktisk forhold til den nuværende krise for raceproblemet. Dette problem kan ikke endeligt løses, før de undertrykte lærer at elske deres fjender. Racehadets uretfærdighed kan ikke overvindes uden ved tilgivende kærlighed. Jeg kender selv den fristelse, vi alle møder. I mere end tre århundreder har man trampet på os. Dag og nat er vi blevet plaget næsten uudholdeligt og overmenneskeligt. Raceadskillelsen har hvilet som en tung og hæslig byrde på vore skuldre. Man tvang os til at leve under så ydmygende kår, at vi ofte blev fristet til at blive bitre og gengælde undertrykkelse med had. Hvis vi falder for fristelsen, bliver det mål, vi stræber efter, kun en kopi af det, vi nu afskyr. Derfor er det nødvendigt at søge styrke og ydmyghed til at gengælde had med kærlighed. Det er upraktisk. Ja, det er det. Den såkaldte praktiske virkelighed består i at få ret, slå igen og gøre gengæld med samme mønt. "Er det din mening, at Jesus sagde, at du skal elske dem, der undertrykker og sårer dig? Det er sådan noget, disse idealistiske og upraktiske prædikanter siger. Måske kan det lade sig gøre i et kommende "paradis"; her på denne kolde Jord, hvor vi lever, er det ugørligt".

Ja, nu har vi et langt stykke vandret ad denne såkaldte praktiske vej, og vi er tilsyneladende havnet i en stadig større forvirring. Historien er oversået med ruiner af de menneskesamfund, der fulgte hadets og voldshandlingernes vej. Det er på tide, at nogen slår ind på en anden vej - for vort folks skyld og for menneskehedens skyld. Det betyder ikke ,at vi skal opgive vor stræben efter retfærdighed. Vi skal tværtimod bruge alle vore evner til åt fri det amerikanske folk for raceadskillelsens sygdomskim. Men medens vi gør det, skal vi elske. Medens vi afskyr raceadskillelse, kan vi eiske dem, der forsvarer det, fordi vi tror, at det er den eneste vej til fællesskab i frihed for alle.

Vi må lære at sige til vor bitreste modstander: "Vi vil vise dig, at vi er lige så dygtige til at udholde lidelse, som du er til at påføre andre lidelse. Når du kommer med magt, vil vi møde frem med åndsmagt. Du kan behandle os, som du vil, vi vil dog elske dig. Vi kan ikke med god samvittighed adlyde dine uretfærdige love, fordi det er lige så moralsk ikke at samarbejde med det onde som at virke direkte for det gode. Kast os i fængsel, vi bliver dog ved at elske. Spræng vore huse i luften og skræm vore børn med trusler, vi vil dog vedblive at elske dig. Send dine maskeklædte voldsmænd over os ved nattetide, slå os ned og lad os ligge halvdøde ved vejen, vi vil ikke ophøre med at elske dig. Men vær så også overbevist om, at vi ved vor evne til at lide vil vinde over dig. Og en dag er friheden vor. Dog ikke for os selv alene vil vi finde frihed, men vi vil virke sådan ind på dig og din samvittighed, at vi tillige vinder også dig, så at vor sejr bliver en dobbelt sejr". Sådan ser det våben ud, hvormed kristne bekæmper racemæssig uret. Dersom vi bruger det rigtigt, så vil de skrigende falske klange, der nu lyder, blive omdannet til en broderskabets skønne symfoni.

Endnu er kærligheden stærkeste magt i verden. Tydeligst ses den i Kristi eget liv, og blandt os mennesker er den det sikreste våben i kampen for fred og retfærdighed. Da Napoleon så tilbage over sit liv, sagde han: ”Alexander, Cæsar, Karl den Store og jeg har bygget store riger op. På hvilken grundvold? På magt. Jesus derimod grundlagde et rige, bygget på kærlighed, og Ham er der stadig millioner af mennesker, der er villige til at dø for.” Kan nogen tvivle om sandheden i de ord? Fortidens store hærførere er døde, og deres magtriger er smuldret bort. Kristi Rige, derimod, bygget på kærlighedens sikre grund, vokser stadig. Det begyndte med nogle få mænd, der var Ham hengivne, og som i tro på deres Herre mægtede at løfte verdensrigets porte af hængslerne og bringe det glædelige budskab ud over den ganske Jord, så at det nu kan høres af alle folk og stammer og tungemål. Historien er fuldt af ruiner af dem, der ikke vil lytte til Ham. Gid vi, der lever nu, må høre og følge Ham, før det er for sent! Gid vi må forstå den dybe sandhed, at det er umuligt at være vor himmelske Faders børn, dersom vi ikke elsker vore fjender og beder for dem, der forfølger os.