Prøv avisen

Hal Koch har gjort mig til en værre Rasmus Modsat

Hal Koch (anden fra venstre) har haft en ikke ringe indflydelse på mig og på min omgang med teologien, skriver pastor emeritus Ricardt Riis i kronikken. Foto: Gyldendal.

Ricardt Riis, pastor emeritus

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hal Koch advarede os teologistuderende mod bare at rette ind efter den gældende mening på bjerget. Hans ord er blevet siddende i mig som en stadig udfordring til at tænke selv og gøre vrøvl, hvis jeg finder noget forkert, skriver kronikøren

”Står det i bogen? Så er det selvfølgelig forkert.” Dette bonmot stammer fra min beundrede lærer Hal Koch. Nå ja, beundret ham, det har jeg måske ikke sådan ligefrem.

Men han har nu sat sit præg på mig, så kanhænde jeg nærede en vis ungdommelig beundring for ham som teologistuderende; som gammel emeritus bliver jeg mere og mere klar over, at han har haft en ikke ringe indflydelse på mig og på min omgang med teologien.

Udtrykket stammer fra en anekdote, Hal Koch fortalte om sin forgænger J. Oskar Andersen. En student klagede over en dårlig karakter for en opgave med ordene: ”Jamen, det står i bogen.” Dertil svarede J. Oskar Andersen: ”Står det i bogen, står det i bogen? Jamen, så er det selvfølgelig forkert!”. Og Hal Koch tilføjede for egen regning, at vi specielt skulle lægge mærke til dette ”selvfølgelig”.

Det var den måde, Hal Koch advarede os mod bare at rette ind efter den gældende mening på bjerget. Og det har han selvfølgelig ret i. Bjergets meninger er ikke én gang for alle fastslåede kendsgerninger, de skal udfordres, og det bliver de da også i en normal videnskabelig kontekst.

Dette ”selvfølgelig” er blevet siddende i mig som en stadig udfordring til at tænke selv, undersøge sagen med egne øjne og gøre vrøvl, hvis jeg finder noget forkert. Og når jeg nu ser mit liv i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg godt få en svag fornemmelse af, at det har gjort mig til en værre Rasmus Modsat.

Sådan opfattede vistnok mine kolleger mig i et lille præstekonvent, vi havde i 1970’erne og 1980’erne. Vi gennemgik Kierkegaards ”Kjerlighedens Gjerninger”, og de blev til sidst lidt irriterede over, at jeg hele tiden ville inddrage Kierkegaards forlovelseshistorie i debatten. Jo, for jeg havde opdaget, at Kierkegaard et sted i sine papirer (som jeg havde købt i dyre domme) havde sagt, at han havde hørt en stemme i sit indre: ”Du har at slippe hende”, og det forekom mig rimeligt at undersøge det udsagn lidt nøjere.

Det gjorde jeg i en artikel, som blev optaget i Føniks 1986/1, og det har jeg siden gjort i en række artikler på min hjemmeside, men sjovest er vist en artikel fra så sent som i 2018 på min blog, hvor jeg ret kraftigt rehabiliterer Regine: Hun har virkelig gennemskuet Kierke-gaard, hun er blevet klar over, at han regner forlovelsesbruddet for villet af Gud, det tror hun ikke på, og hun tror heller ikke, at Kierkegaard selv tror på det. Så hvad Søren Kierkegaard angår: Der står utrolig meget i de bøger, man kan læse om vor store filosof. Men jeg har Hal Kochs diktum siddende i mig: ”Står det i bogen? Jamen, så er det selv-følgelig forkert.”

Det samme diktum fik jeg brug for lidt senere, da det var Luther, jeg kastede mig over. Det begyndte med, at jeg købte Erlanger-udgaven af Luthers samlede værker. Herved opdagede jeg, at det, jeg havde hørt om Luther på universitetet (også det, jeg havde hørt af Hal Koch), sådan set var rigtigt nok, blot manglede der en væsentlig komponent: Luther mente som Augustin, at alle vore drifter, inklusive kønsdriften, var udtryk for synden.

Fordi vi ikke kan andet end begære i det ægteskabelige samliv, bliver resultatet et barn, der er født med synd, med arvesynd. Fordi Kristus er undfanget ved Helligånden, er han født uden synd. Ja, jeg opdagede, at Luther ligesom karmelitterne og franciskanerne havde visse forestillinger om, at også Maria var befriet for synd.

Denne syndsforestilling hos Luther gør synden absolut. Han siger da også, at selv vore bedste gerninger er besmudset med synd og kun kan kaldes ”gode gerninger” i kraft af Guds nådestilregnelse. Men det betyder jo også, at det udsagn, vi så gerne vil efterleve – at vi kristne på én gang er retfærdige og syndere (simul justus ac peccator) – betyder noget helt andet i Luthers øjne end i vores. Luther tænker om synden som noget, der hører vor legemlighed til, men det kan vi ikke gøre; vi er derfor nødt til, hvis vi vil gøre synden total, at forstå synden som noget psykologisk. Og så bliver det vanskeligt, for ikke at sige umuligt at gøre synden total.

Javel, vil man nok sige, Rasmus Modsat i sving igen! Åh ja, men hør nu videre. Jeg opdagede nemlig også, at Luther slet ikke er lutheraner. Hvordan det? Jo, enhver god lutheraner ved, at Jesus i Bjergprædikenen strammer loven, så den bliver umulig at overholde.

Meningen er at få os til at henfly til syndernes forladelse. Men da jeg lidt tilfældigt stødte på en prædikenrække af Luther over Bjergprædikenen, opdagede jeg, at Luther på ingen måde bruger Jesu formaninger på den måde. Han mener virkelig, at den kristne forkyndelse forvandler mennesker, så de efterlever Jesu ord.

Så det er ikke bare mig, der hævder, at det, der står i bogen, altså i den på bjerget herskende Luther-opfattelse, selvfølgelig er forkert, det er i dette tilfælde Luther selv. Ganske pudsigt, ikke!

Som et sidste eksempel på min karriere som Hal Koch-discipel og trofast og vedholdende Rasmus Modsat skal jeg nævne min interesse for Kaj Munk.

Den har ført til, at jeg har vendt mig så kraftigt imod dødeopvækkelsen i ”Ordet”, at jeg har skrevet en hel bog om det. Men ligesom i tilfældet Luther er meningen ikke at kaste vrag på hovedpersonen, men at fremdrage nye og uopdagede sider ved ham. Med hensyn til Kaj Munk er det specielt de uforlignelige skuespil ”En Idealist” og ”Fra Tidehvervet”, som jeg vil fremhæve. ”En Idealist”, fordi stykket skildrer et menneske, der vil manipulere alle, han møder, men som til sidst i Jomfru Maria møder sin overmand. ”Fra Tidehvervet”, fordi Munk i dette stykke som ingen anden tager livtag med den dengang herskende videnskabsforgudelse, noget, jeg især blev begejstret for, fordi jeg igennem 25 år har fulgt Forum Teologi/Naturvidenskab på Aarhus Universitet med stor interesse, og uden at min indbyggede Rasmus Modsat kom i funktion.

Hvad har alt dette så ført med sig? Er der kommet noget ud af det? Har ikke de på diverse bjerge herskende holdninger kørt videre ganske uanfægtet?

Det har de måske nok. Og jeg ville nok direkte være skuffet, hvis jeg havde søgt en universitetskarriere og derfor skulle være med til at bestemme, hvad der sker på bjerget. Men det er nu også gavnligt, når man står og skal prædike for ganske almindelige mennesker – hvoraf man jo selv er den første – da at have mod til at skubbe det til side, som ikke siger én noget. Og det har Hal Kochs devise hjulpet mig til.

Fremover? Tja, mærkeligt er det, at mine teologiske overvejelser ikke holdt op, da jeg gik på pension. Så hvad det ender med, er ikke godt at vide. Mit kørekort udløber først i 2032, da er jeg 97 år, så jeg føler mig på en måde forpligtet til at blive ved med at trække vejret indtil da. Men på det punkt er jeg jo ikke enebestemmende.