Prøv avisen

Han så ind i menneskene uden at se dem i øjnene

I morgen ville en af Danmarks mest folkekære skuespillere Ib Schønberg have fyldt 100 år. Som skuespiller har han givet danskerne mange store oplevelser

Ved Cannes festivalen i år stod Sharon Stone midt på den røde løber og lænede sig bagover med sit lyse hår slået ud, alt imens hun slog en latter op. Igen og igen gjorde hun denne bevægelse til ære for omkring 100 fotografer, der indfangede hende fra alle sider og alle tænkelige perspektiver. Situationen var lige så kunstig som den var legende let og selvfølgelig.

Star quality!

Det er ikke til at tænke sig Ib Schønberg i en sådan positur Ð og dog.

Ib Schønberg var og måtte i sit professionelle liv være midtpunkt ikke bare igen og igen, men konstant. Han levede sit liv igennem sine roller og iscenesættelser, for ham var kunsten »larger than life«. Han var bare ikke en stjerne, der havde skønhed blandt de ingredienser, der gav ham hans ubetingede star quality. Til gengæld havde han så meget andet. Birgitte Price sagde i et tv-interview i 1979, at var Ib Schønberg blevet født på fransk, italiensk eller amerikansk grund, »å var han blevet en verdensstjerne som Charles Laughton«.

Ja, det er i grunden ikke så svært at forestille sig den runde, ærkedanske og gerne ulastelig klædte skuespiller med et let forlegent, men samtidig ganske selvsikkert og selvbevidst smil på læben badet i blitzlysets skær på den røde løber i Cannes. Sådan skulle det dog ikke komme til at gå. Havde manden levet som gennemsnittet, ville sandsynligheden for, at det internationale filmmiljø for alvor havde fået øjnene op for hans talent, have været større, men han blev kun 52 år gammel, inden sygdom tog livet af ham efter knap et halvt års hospitalsindlæggelse i efteråret 1955. Hvis han omvendt havde levet betydelig længere end gennemsnittet, så ville han i morgen, den 24. september ,været blevet 100 år gammel.

Mange har spurgt, om Ib Schønberg mon ikke er den største filmstjerne, dansk film til dags dato har opfostret. Spørgsmålet er ikke videre interessant, for på sådan et spørgsmål findes ikke et objektivt svar. Langt mere spændende er det at hidkalde sig eller granske i, hvilke oplevelser »Ibbermand« har givet sit publikum gennem generationer, hvilke tilstande han har efterladt sit publikum i, efter lyset er blevet tændt og dørene åbnet i diverse biografsale landet over. For det er i disse sale åbenbaringerne har vist sig. Litteraturmagisteren og forfatteren Niels Birger Wamberg har i erindringsantologien »Kan du huske?« fra midt i 1980'erne mere præcist end nogen anden Schønberg-skribent indkredset det centrale i forholdet mellem Schønberg og hans publikum i de danske biografer fra først i 1930'erne og ind i 1950'erne. I Wambergs drengeår var Schønberg mægtigere end både »Gud og statsminister Stauning« og han oplevede ifølge eget udsagn skuespilleren intimere end »selv nærtstående familiemedlemmer«. Som så mange andre i samtiden var Wamberg autografjæger og besøgte flere gange Ib Schønberg på privatadressen Vodroffsvej 3B på Frederiksberg, hvor der var fast ugentlig kontortid for indlevering og afhentning af autografkort.

Forventningerne til Ib Schönberg var store hos fanskaren, og det uanset om man kom for at se Ibbermand i letbenet underholdning, eller man hørte til det kritiske publikum med øje for filmkunst med stort K. Ib Schønberg forstod sig lige godt på begge dele og så sig ikke for fin eller for folkelig til noget af det.

Ib Schønberg blandede sig og tog stilling i sin samtid. Også i spørgsmål der intet havde med hans egen profession at gøre. Han lagde sag an mod en droschekusk, som han mente mishandlede sin hest på åben gade. Schønberg, følte for såvel dyr som menneskene. I sine filmroller for de sidstnævnte og det nogen gange i en sådan grad, at alle i salene måtte overgive sig, aldeles opslugt af den karakter Schønberg gestaltede og flyttede fra en falleret underdirektør for et skotøjsfirma f.eks. og hen til en menneskelig arketype. Heri ligger nøglen til Ib Schønbergs kunst og agtelse blandt publikum, kritikere og kolleger.

Interessen hos filmelskere for filmskuespilleren Schønberg må Ð i samtiden som i dag Ð bero på en fornemmelse af at han i de bedste øjeblikke formåede at se ind i og gestalte det fineste, det mest sårbare, ja i det hele taget det mest uhåndgribelige i menneskesjælen. Det vi andre nok fornemmer, men ikke præcist kan indfange. Det er de gange, han har udødeliggjort sig selv. Ikke mange skuespillere har bedrevet dette. Der er noget ikonografisk over de præstationer, hvor en filmskuespiller når så langt, således også over Ib Schønbergs bedrifter af en sådan karakter.

Strengt taget ramte Ib Schønberg denne sjældent rene inkarnation to gange i sin filmkarriere, der spændte over et par og tyve år og inkluderede omkring 125 film, hvis man ser bort fra hans enkelte forsøg som stumfilmskuespiller. Første gang var i 1947, hvor han spillede den udbrændte og livstrætte digter og journalist Oskar Bergholst i Ole Palsbos »Ta' hvad du vil ha.« I dette familiedrama, hvis ærlige, rå tone løfter filmen over gennemsnitsniveauet i samtidens danske film, får Ib Schønberg sammen med Ellen Gottschalch tid og rum til at skabe et dansk filmhistorisk højdepunkt i scenen, hvor journalisten tager livet af sig selv og sin kone. Ikke mange danske instruktører har kunnet fremstille døden som en mere fredfyldt og velkommen proces end Palsbo. Alting synes at gå op i en højere enhed i denne scene.

Tre år efter indspilningen af Ta' hvad du vil ha' var det alkoholisten Christian Birger i filmen Cafe Paradis, som Schønberg portrætterede i karrierens anden formidable præstation . Denne film var drejet af én af dansk teater og films store divaer, Bodil Ipsen, sammen med ASA filmselskabsdirektøren og - instruktøren Lau Lauritzen. I dag står den som en milepæl af de større i dansk films historie pga. dens ofte poetiske tone det dystre emne til trods og pga. en række skuespilmæssige pragtpræstationer med Ib Schønberg som frontfiguren. Underdirektøren på skofabrikken Britka (Schønberg) er økonomisk presset grundet et alt for højt privatforbrug, og derfor klamrer han sig til håbet om forfremmelse og afløsning af den aldrende direktør. Et håb som ikke er ubegrundet indtil den pinlige bestyrelsesmiddag, hvor han skal vise sit værd overfor direktionen og rejser sig for at holde tale. I den scene udleverede Ib Schønberg sin karakter totalt, resultatet er så effektivt, at man som tilskuer får det på samme måde som direktionen rundt om bordet - man kan knap holde ud at rette øjnene mod Christian Birger, så pinlig er hans fremtoning. Hermed er Birgers frie fald indledt. Ikke mange har kunnet se så ødelagt ud, som Schønberg formåede det i Cafe Paradis.

Der var så uendelig mange andre mindeværdige roller udover disse to ekstraordinære præstationer begge belønnet med en Bodil-pris. I flæng kan nævnes, alle film fra 1940'erne,»Diskret Ophold«, »Mens Porten Var Lukket« og »Mordets Melodi«.

Ib Schønbergs søn Bent sagde i et mindeord om sin far, at »han holdt af mennesker, han elskede mange, han gjorde endnu flere glade, men han kunne ikke slutte sig til dem, i den forstand vi andre forstår. Han var en ener, kunne ikke åbne sig i dybden, afskyede i virkeligheden, når man prøvede at trænge sig ind på ham, nærmere betegnet hans inderste tanker og følelser. Og samtidig kunne han slet ikke leve, hvis han ikke følte, han hørte med til et fællesskab -eller rettere fællesskabet til ham.« Ja hans søn dristede sig endog til at kalde det familieliv, han selv var en del af, for en »episode« i sin fars liv. Schønberg elskede at betragte menneskene, men helst uden at se dem direkte i øjnene.

Privat fortsatte han sin rolle som den glade giver.Ville man den anden vej, vise taknemmelighed over et eller andet med en present eller lignende, dvs. »nivellere« Schønberg til den passive modtager, havde han svært ved at finde det rette ben at stå på. Forfatteren Flemming Lynge skrev om Schønberg, at dristede man sig til sende ham en lille erkendtlighed, kom det altid lidt blegsot og en passant midt i en samtale »nå ja, og tak for ÉÉ« Næh, det var en af de få roller, man ikke skulle byde Ib Schønberg.

JørgenBlom er cand.mag.