”HANDELSKRIGE ER GODE, og de er lette at vinde.” Sådan lød tweetet fra Donald Trump den 2. marts 2018 – og meget tyder på, at det fortsat er opfattelsen hos præsidenten. Vi oplever således milepæl på milepæl i den onde spiral, som den aktuelle handelskrig desværre er ved at udvikle sig til.
I skrivende stund krydser jeg Atlanten for at studere et år i USA. Netop det at forstå verden fra den anden side af Atlanten er centralt for ikke mindst Danmarks betingelser i den aktuelle infight. Men før vi når USA, er det danske afsæt væsentligt.
I DEN SUMMENDE og internationale Kastrup Lufthavn står Danmarks interesser ret tydeligt frem. Vi er en lille, åben økonomi, som lever af at handle med vores omgivelser. Det illustreres tydeligst med tørre tal:
Danmark eksporterer varer for noget over 150 milliarder kroner i kvartalet, og på toppen af det har vi en stor serviceeksport, som anløber over 100 milliarder kroner hver tredje måned. Det giver en samlet årlig eksport på noget over 1000 milliarder kroner – hvilket igen svarer til halvdelen af det danske bruttonationalprodukt. Det er altså meget store summer, som vi taler om.
Det er i den forbindelse vigtigt at erindre, at vi ikke bare handler ud og ind af Danmark. Faktisk afhænger Danmarks velstand også af, at andre lande har gode relationer. Danmarks opererede handelsflåde er sjettestørst i verden, og Danske Rederiers tal viser, at vores to største markeder er netop Kina (14,3 procent) og USA (8,7 procent). Kommer de to landes samhandel længere ind i en negativ spiral, får det direkte negativ betydning for Danmark.
Det har danskerne en rimelig klar ide om. En nylig undersøgelse fra Norstat lavet for organisationen Landbrug & Fødevarer viser, at kun syv procent af danskerne mener, at globaliseringen er negativ eller meget negativ for Danmark. Det er et godt afsæt, men fristelsen for at beskytte sig ved handelshindringer kan også nå os. Den bevægelse ses i udlandet, så det er tid til at lette fra Kastrup.
Turen hen over Atlanten bringer mig til Island. Her midt imellem de to kontinenter kan man se de mange ting, som binder os sammen. Siden Anden Verdenskrig har vi begge været en del af Nato, vi har handlet intensivt, og USA og Europa har både politisk og kulturelt haft tætte forbindelser.
Det gælder også det regelbaserede samarbejde om frihandel i regi af WTO – World Trade Organization. Netop udviklingen på handel har været centralt i den globale fremgang. International arbejdsdeling samt bedre og bedre adgang til transport og dermed nye markeder har grundet friere handel skabt ny velstand. Velstanden er dog ikke ligeligt fordelt, og der er et bogstaveligt talt et ocean imellem, hvordan vi danskere forstår verdenshandel – og hvordan væsentlige dele af Trumps bagland anskuer det. For selvom der fortsat er plads til forbedring, er vi danskere lykkedes med at skabe sammenhæng mellem land og by, mellem landsdele og mellem befolkningsgrupper. Det sker ikke i USA, og ved ankomst i Boston kan netop de geografiske forskelle være en indgang til det amerikanske kontinent.
Her i Boston er jeg i en demokratisk højborg. Da Nixon tilbage i 1972 lammetævede demokraternes kandidat McGovern, var der kun én stat, som stemte demokratisk – og det er lige her. Der er et stykke mellem republikanerne her og endnu længere imellem de positive meldinger i forhold til Trump. Tilsvarende er min familie i Los Angeles på den modsatte kyst i oprør over Trump.
HELT ANDERLEDES ER DET med min amerikanske familie i ”majs og soya bønne-bæltet” på landet i Midtvesten. Her var der få grænser for glæden ved Trump og den markante kursændring, som valget af ham betød. Familien har et transportfirma og gik sågar så langt, at tre nyindkøbte trucks blev kaldt ”America First” og malet i henholdsvis rød, hvid og blå. Det taler vist for sig selv.
Den geografiske opdeling er markant. Og den bliver endnu mere slående af, at den går på tværs af økonomiske skel. Det er altså både høj og lav i lillebyen Streator i Midtvesten, som bakker op om Trump. Og tilsvarende er det både immigrantbørn og velbeslåede dansk-amerikanske efterkommere, som trækker modsat i Californien.
Det bliver relevant, når vi dykker ned i rationalet bag handelskrigen. Her har Trump godt fat i sit kernepublikum. Allerede i valgkampen for to år siden fik jeg billeder af tungtlastede containerskibe på vej i havn i USA, og når de på næste billede sejlede af sted mod fjerne kyster, kunne man tydeligt se, at de ikke stak dybt. Langt de fleste containere var således tomme på turen væk fra Amerika. Det blev brugt som et billede på en global verdensorden, der via handel underløb amerikanske produktionsjobs – og tankegangen er i dag understrømmen i Trumps handlinger. For det kan det godt være, at nogle varer bliver dyrere, og at det bliver lidt sværere at afsætte eksempelvis soyabønner til Kina. Men det ses som en nødvendig kamp, hvor Washington D.C. (eliten og især Demokraterne) har vendt det blinde øje til produktions-USA’s problemer. Trump har ganske enkelt solid opbakning i kernelandet, som han da også turnerer flittigt op til midtvejsvalget.
Ikke desto mindre står netop kernevælgerne til at tabe. Både EU og forventeligt Kina har i deres modsvar på Trump-administrationens tiltag målrettet indsatsen mod republikansk kerneland. Det kan ikke mærkes her og nu, hvor glæden ved at trampe og hvirvle støv op skygger for effekten. Men på sigt vil det betyde noget.
FAKTUM ER, at forbrugerne – såvel amerikanske og kinesiske som danske – vil komme til at betale mere for deres varer, og det vil kunne aflæses på supermarkedernes prisskilte. Læg dertil, at en ærkeamerikansk virksomhed som Harley-Davidson har annonceret, at den flytter amerikanske jobs inden for de toldmure, som EU har opstillet som reaktion på Trumps ståltold.
For os danskere er konflikten bekymrende. Vi taber i bund og grund, hver gang verdens lande kommer længere ned i den onde spiral. Men handlerummet er begrænset. Den foreløbige linje med ikke at eskalere handelskonflikten unødigt – senest med Junckers vellykkede besøg i Washington D.C. – og samtidigt vedholdende fortælle, at friere verdenshandel er til fordel for ikke bare danske, men også amerikanske forbrugere, er bedste bud på en dansk retning.
Det afgørende bliver, hvordan den amerikanske opinion udvikler sig. Det bliver ikke smålige hensyn til årtiers alliancepartnere eller gode relationer, som ændrer noget. Men det kan ændres af forbrugeren i Trumpland, som ser en større del af pengene gå til dyrere varer, og ser, at produktionsjobs lukker ned.
Det har allerede startet en politisk modbølge understøttet af Trumps fejltrin med Putin. For ikke alle amerikanske politikere har tillid til, at støvet kan holdes i luften og skygge for effekten indtil midtvejsvalget i november. Dagen efter, jeg landede i Boston, fik de to republikanske senatorer Flake og Corker således opbakning af 88 ud af 100 til en – ganske vist symbolsk – ændring, som styrker Kongressens rolle i handelspolitikken.
Styrken af modbølgen bliver afgørende. For selvom der er klare, danske interesser på spil, skal vi kigge til USA. Det er nemlig den amerikanske debat, som på godt og ondt vil afgøre, hvor meget præsident Trump kan trampe videre i verdenshandlens porcelænsbutik og herunder desværre jokke på noget Royal Copenhagen også.