I to år levede jeg med en mand, jeg var vanvittigt forelsket i, men som også stillede mig i dilemmaer, jeg aldrig før havde befundet mig i. Vi havde giftet os for at være sammen i Danmark. Han havde aldrig været uden for sit hjemland før i sit liv. Han var mørk i huden og følte sig anderledes overalt, hvor han befandt sig. Jeg kunne kun forestille mig, hvor udfordret og presset, han var til tider.
Det er ikke en nem opgave at integrere sig i et nyt samfund i et nyt land. Vi følte, at systemet var imod os – at vi skulle retfærdiggøre vores kærlighed til hinanden, og indtil nogen besluttede sig for at godkende vores relation, var vi i venteposition på hans opholdstilladelse. Vi levede i drømmene om en fremtid, der aldrig nåede at indtræffe, før vores relation var alt for ødelagt. Min eksmand var voldsomt udadreagerende, når han var presset psykisk og mentalt, og da vores ventetidsfængsel på en måde var usynligt, endte jeg ofte med at få skylden for hans smerte.
Vi mødtes på en rejse og længtes begge efter samhørighed og eventyr. Han fik mig til at føle mig set, som jeg sjældent før eller siden har følt mig set, men lige så vidunderlige og opløftende tider vi havde, lige så nedbrydende og frygtelige tider havde vi også. Jeg blev revet itu og limet sammen af den samme person, og jeg kæmpede for os og for kærligheden, vi delte, indtil jeg ikke kæmpede længere. Jeg fandt kræfter i mig selv, jeg ikke anede jeg havde, men som gav mig kendskab til, hvor stærk, jeg er.
Jeg erkendte først, at jeg befandt mig i et voldeligt parforhold, da jeg oplevede det som en sandhed i mig selv. Indtil da havde min bevidsthed om min egen styrke på en måde stået i vejen for mig selv. Jeg blev bevidst om, at jeg havde haft en forudindtaget antagelse om, at de personer, der ender i voldelige parforhold, er ”de svage”, og jeg havde så ofte hørt andre tale om dem – nedladende som dem, der ikke kunne ”finde ud af” at gå.
Når man lever i et parforhold med en partner, der agerer voldeligt, lever man ikke kun med den voldelige side af personen. Man lever også med de sider, man har forelsket sig i og elsker. Det kan se ud på lige så mange måder, som der er mennesker på planeten.
Min oplevelse, nu hvor jeg ser tilbage, var, at jeg så potentiale. Jeg så forbedringer og endda gennembrud af fælles forståelse. Jeg udviklede en evne til at forstå det sted, min partner kommer fra, og jeg følte også, han så, hvor jeg kom fra – i hvert fald i glimt. Jeg kunne føle empati for ham. Nogle gange følte jeg mig høj af min evne til at elske det uelskelige. Som en spirituel workout, hvor man nærmest kan mærke hjertet vokse i størrelser.
Jeg lærte at undskylde det meste og så efterhånden verden gennem min partners øjne. Min selvforståelse blev langsomt opløst, og jeg blev blind over for eller for distraheret til at se, at min egen selvrespekt, integritet og selvværd skrumpede. Og selv når jeg så det i glimt, havde jeg ikke overskuddet til at gøre noget ved det. Jeg knyttede mig til min overbevisning om, at det blev bedre, når det ene og det andet, og det troede jeg selvfølgelig på.
Det lyder skørt, og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? En væsentlig del af forklaringen er, at jeg levede i en forvrænget virkelighed. En virkelighed med sine helt egne prioriteringer og værdisæt, hvor jeg ofte var så optaget af kampen for kærligheden, at jeg ikke magtede eller kunne overskue at beskæftige mig med mig selv og min egen kerne. Omdrejningspunktet var et usynligt andet, og den voldsudøvende styrer slagets gang i forklædning af, at man er i en fælles kamp mod de omstændigheder, der får skylden for det, der knaser en gang imellem. Det er en tilværelse af afmagt og hengivelse, to sider af samme mønt.
Mange taler om voldelige forholds forløb som, at det starter lykkeligt og ender ulykkeligt, men faktum er for det meste, at det er både lykkeligt og ulykkeligt helt til slut. Var der ikke en snert af lykke, var det lettere at forlade forholdet.
Når jeg i dag ser tilbage på mit dysfunktionelle forhold fra dengang, føles det som en historie fra en anden persons liv, og måske er det netop derfor, det kan det være svært senere at forklare, hvad det var, der skete. Mange fortæller, at det føltes som at vågne op fra en drøm, den dag de forlod det destruktive forhold. Sådan var det også for mig.
Når mennesker omkring os kommer ud for noget voldsomt eller er i krise, holder vi det helst på afstand, fordi det gør os trygge. Det er bekvemmeligt og forståeligt. Problemet er, at det er en falsk tryghed, hvor vi udelukker en del af virkeligheden. En virkelighed, der rummer historier og erfaringer, der udvider vores perspektiv og udvikler vores rummelighed, der potentielt er vores egen og andres redning en dag.
Jeg er overbevist om, at havde jeg været mere oplyst om alt fra voldsspiraler til de fem definerede typer for vold eller havde hørt om andres historier om at bryde fri af et voldeligt parforhold, ville det have hjulpet mig til selv at finde min vej ud.
Når nogen deler deres historie med mig, taler de ofte i formildende termer. De taler om grænseoverskridende adfærd, afmagt og manipulation. Ordet vold bliver sjældent nævnt.
Jeg husker tilbage til den dag, jeg blev overfaldet af min eksmand for sidste gang. En nær veninde – nok den eneste, der havde en fornemmelse af, hvad der foregik i mit parforhold – sendte mig telefonnummeret til en hotline for voldsramte kvinder. Selvom jeg sad med mine fysiske sår forbundet, fnøs jeg over ordet ”voldsramt”. Det var jo ikke mig, men ”de andre”.
Mit ønske er, at vi i højere grad behandler emnet omkring partnervold med den almindelighed, det er at mennesker hver dag indgår i svære, udfordrende, og til tider dysfunktionelle og voldelige forhold, og at de eksisterer i alle samfundslag og afkroge af samfundet. Selvom jeg ikke er meget for at sætte lighedstegn mellem et personligt problem eller en diagnose og personen, der har denne, synes jeg vi kan lære noget af den måde, eksempelvis Anonyme Alkoholikere har deres mødeform. De nævner deres navn og deres misbrug i samme sætning. Jeg genkender det fra de gange, jeg har sagt sætningen: ”Jeg hedder Hanne, jeg har levet i et voldeligt parforhold.” Det er grænseoverskridende første gang, men det skaber harmoni i min virkelighedsopfattelse, og det hjælper mig til at erkende. Der følger alle mulige følelser med af vrede, sorg og skam, men for hver gang, jeg siger det, er det som om følelserne får lov at virke i mig, bevæge sig igennem mig og forlade kroppen i fred. Jeg behøver ikke kæmpe, skubbe dem væk, flygte eller skamme mig. Jeg bærer min fortid og min historie, som den er, og jeg tror freden ligger deri.
Flere har spurgt mig, om jeg har tilgivet min eksmand, men hvis tilgivelse er lig med, at den tilgivne får fred, mener jeg ikke, det er min opgave. Min opgave er at finde min egen vej og min egen fred og accept af, hvordan ting var og ikke var, hvad jeg gjorde og ikke gjorde, og hvor jeg er nu. Det minder mig om sindsrobønnen, der desuden også bruges hos Anonyme Alkoholikere, og som starter sådan her:
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere
de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.”
Lad os sammen få fred med realiteterne, rumme hinanden og sammen nedbryde tabuet og ændre en kultur, der udskammer mennesker, der overlever noget så udmattende som at leve med vold.