DEN DANSKE FOLKEKIRKE er under pres. Det hedder sig, at Bilka er blevet nutidens tempel. Men antallet af alternative behandlere og fremmødet på spirituelle helsemesser viser et helt andet billede, og groft udtrykt kunne det alternative udgøre et stort kundepotentiale for folkekirken hvis blot det blev budt indenfor.
Hele mit liv har jeg været bekendende folkekirkekristen, de seneste 15 år som kirkesanger. Men i omkring 20 år har jeg parallelt hermed været spirituelt søgende og bevæget mig i et bredt felt fra psykoterapi til healing, yoga, meditation, clairvoyance og spirituel litteratur.
Alt sammen af svingende kvalitet, men skridt på vejen. Betegnelsen søgende fremkalder måske billedet af forvildede klimakteriemakreller, der zapper rundt på kursusmarkedet med røgelsen stående ud af ørerne. Virkeligheden er noget mere afdæmpet, og personligt har jeg for længst fundet hjem til kirken og altså til min alternative tro.
LÆS OGSÅ: Gud til hverdagsbrug
De to indgange kan se ud som uforenelige verdener, især betragtet med strengt teologiske briller. Det gør mange inden for folkekirken og ganske håndfast. Derfor er jeg i min kontakt med folkekirken hidtil gået stille med den spirituelle røgelse. Jeg ville ikke støde an, og mit ærinde med denne kronik er ikke et angreb på folkekirkens bekendelsesgrundlag. Tværtimod.
Når jeg vælger at springe ud af skabet, som hvad jeg kunne kalde mangfoldigt religiøs, risikerer jeg at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse i den debat, der af og til kan virke eksplosiv. Det segment, jeg tilhører, bliver jævnligt kaldt selvoptaget og oplevelseshungrende, vi danser rundt om det åndelige tag selv-bord, vi nedsvælger med sværmeriske tårer Juleevangeliet, men Kristi lidelseshistorie skubber vi fra os med væmmelse.
MIT ULÆRDE BIDRAG TIL DEBATTEN er påstanden om, at mange af behandlerne, astrologerne, clairvoyanterne, krystallæserne og chakra-healerne, er potentielle kirkegængere. Men deres tro bliver som hovedregel mødt med kølig nedladenhed fra den officielle folkekirke.
Det lyder kynisk at tale om kunder i kirken. Men hvad er alternativet? At Bubber kan boble tv-programmer fra badekarret i en nedlagt kirke? Blufærdigheden omkring tro er enorm i Danmark, samtidig med at pornoficeringen er ved at kvæle al nærhed, og kun fantasien synes at sætte grænser for, hvad de nedlagte kirker kan tænkes at transformeres til i fremtiden. En vittig hund har i kirkekredse sendt følgende nytolkning af indgangsbønnen på vandring: Lad os begge bede.
Der tales om kirkelukninger, og der er en stemning af ophørsudsalg over hele det brogede pizza-billede af kirkelige tiltag, som har fået sin egen betegnelse: tivolisering.
Også ungdommen har man en overstyret respekt for. Hvis bare konfirmanderne vil sætte deres mærkevareklædte ben inden for murene, kan de få lov at lave, lige hvad de vil i form af powerpointshows og sportsgudstjenester, og minikonfirmanderne kreerer englevinger i papmaché. Det er fint at få trænet den kreative muskel, og måske finder de troen en dag, men ikke på grund af den slags skolefritidsordninger.
Folkekirken strækker sig langt og har godmodigt stået model til raffineret dansk satire, lige fra Jesper Jensens Øjet i 1970erne og op til Rytteriet med Bodil Jørgensen som perfid folkekirkepræst i 2013.
Ytringsfriheden er vital i dansk selvforståelse. Men det er et paradoks, at hele det folkekirkelige, teologiske apparat giver grønt lys for alt fra paletten, bortset fra det at have en lidt hjemmelavet tro, som man oven i købet tager alvorligt.
VI ER MANGE, DER TØRSTER EFTER RO og fordybelse. Ånd. Den vare kan købes i de små terapirum, der er indrettet i populært sagt hver fjerde husstand i hele landet. Fyrfadslys og kleenex, afspændingsmusik, duft af æteriske olier. Hvis folkekirken turde tage på sig sin storhed, sin majestæt, sine rødder, så ville kirkens hus have boliger nok til at rumme al den tro og søgen, der findes uden for murene, i stedet for at løfte pegefingeren mod det.
Leif Panduro funderede i 1970erne over det eksperimenterende teaters vilkår: Hvis publikum udebliver, er der ikke meget grin ved at prøve at provokere dem. Hvis kirkerne står tomme, fordi menigheden har fundet troen hjemme ved Maria-figuren fra Magasins nipsafdeling, er der ikke meget forkyndelse ved at korrekse dem fra prædikestolen.
En anden anke mod alternativ spiritualitet er, at vi fornægter fællesskabet. At alt handler om mig, mig, mig. Det forudsættes tilsyneladende, at enhver automatisk elsker sig selv, men vi er nogle, som har haft brug for lidt hjælp til den del.
Selv magtede jeg ikke fællesskabet, før jeg gennem psykoterapi lærte at se mig selv i øjnene. Og da jeg for 11 år siden blev ædru, fandt jeg ind i et fællesskab, hvor der er en markant større frimodighed til at tale åbent om tro, end det er skik i folkekirken og i samfundet som helhed.
Måske er vi midt i en stilfærdig åndelig vækkelse? At bekende sig til både folkekirke og ny spiritualitet er blevet så gængs en livsstil, at det snildt ville kunne afkodes i programmet Kender du typen? på tv. Det er ikke nyt.
DET INTERESSANTE ER, at folkekirken dømmer dét abnormt, som en stor befolkningsgruppe har taget til sig. Måske kan en tolerance over for ny spiritualitet hjælpe folkekirken over blufærdigheden? At vise rummelighed behøver vel ikke stå i modsætning til kirkens bekendelsesgrundlag? Men lad os for Guds skyld bevare gudstjenesten, som den er gospel- og pizzafri. Påskemorgener med liljer og lovsang, indadvendte langfredage, sommergrønne trinitatissøndage.
Lad folkekirken byde velkommen til al den uautoriserede tro, der findes uden for murene. I stedet for at prøve at regne ud, hvad der sælger billetter, kunne man måske officielt fra folkekirkens side begynde at spørge: Hvad er det egentlig, I tror på alle I, der ikke møder op? Måske kunne vi redde kirkerne, og folkekirken endda finde tilbage til sin oprindelige selvforståelse. Sit selvværd, om man vil.
1968er-generationen har fået skyld for meget. Så lad os også give dem ansvaret for, at folkekirken er i krise. De hersede og regerede på især universiteterne, og det har måske ikke været helt let at være stud.theol. i de mest enevældige Marx-årtier.
Når man i dag spørger nogen, om de tror på Gud, er et klassisk 1968er-svar: Jeg tror ikke på den hvidskæggede i himlen, men på noget. Skal man pudse en portion Freud på det svar, er det tankevækkende, at det netop er den hvidskæggede, der dukker op.
Jeg tror på den hvidskæggede, gamle mand i himlen, men jeg tillader mig den uortodokse luksus også at modtage hjælp fra hans mangfoldighed af skikkelser.
1968erne har sat deres dybe præg på vores samfund og gjort deres til, at kirken i mange år har stået i et dilemma: en frygt for at være påtrængende i forkyndelsen, og på den anden side med en formel forpligtelse over for traditionen.
Ungdomsoprørerne smed de kristne højtider ud sammen med det badevand, der indeholdt den gammeldags autoritet. Folkekirken smider potentielt dedikerede kirkegængere ud med det badevand, der hedder foragt for det alternative.
Der er meget mere tro i Danmark, end man skulle tro. Se bare ugeavisernes rubrikannoncer, dér kan man tage temperaturen på tidsånden, og den spirituelle kirke har mange medlemmer. Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene tænk, hvis folkekirken turde slippe de stene ind i varmen og tilbyde en accept af vores tro.
Lad os alle bede. I fællesskab, og hver for sig, som vi nu bedst kan.
Kristine Frøkjær er kunstner, festmusiker og kirkesanger