”Har I også tænkt jer, at I skal med til hinandens begravelse?”

I 1956 sendte dagens kronikør som 12-årig sit første brev til Norge til en ny penneveninde. Det blev starten på et livslangt venskab, hvor de to er blevet hinandens livsvidner

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

DET LIGGER HER foran mig – brevet. I øverste højre hjørne sidder frimærket med den norske kong Håkon nydeligt på skrå. NORGE 35 øre. Brevet er dateret og stemplet 27 XI 56.

Dette brev blev starten på et livslangt venskab mellem præstedatteren Liv fra Sognefjorden og mejeribestyrerdatteren fra Sydfyn – et venskab, som nu har varet 53 og et halvt år.

At Liv skulle blive mit livs bedste ven, kunne ingen af os have forudset. Vi var bare to 12-13-årige piger, der som så mange andre på den tid syntes, at det var spændende "at skrive med nogen". Vi har begge haft adskillige pennevenner og -veninder, men hvis et venskab skal vare ved, er det nødvendigt "at holde gryden i kog". Flere gange om måneden krydsede brevene Skagerak, så forbruget af frimærker var stort.

Hvad indeholdt vores breve så? I begyndelsen var det to fjantede teenagepiger, der blandt andet udvekslede billeder af den tids berømte skuespillere og popsangere. Vi sendte avisudklip og artikler, og fik vi ny kjole (hjemmesyet), blev modellen håndtegnet, og der blev medsendt en stofprøve. Læbeaftryk af den sidste nye læbestift manglede heller ikke sidst i brevet med kærlig hilsen!

Nymodens opfindelser som email og sms har aldrig fået lov til at gribe forstyrrende ind i vores kommunikation af én simpel grund: Liv har aldrig været vild med de elektroniske medier. Altså, den har altid stået på "pen og blæk".

Det, der begyndte som et penneveninde-venskab, udviklede sig efterhånden til, at Liv blev min bedste ven. Vi har gennem årene opbygget en stor fortrolighed, og jeg sætter virkelig pris på Livs loyalitet og diplomatiske evner. Liv har simpelthen fingerspidsfornemmelse.

HVAD ER DET i grunden, jeg forstår ved ordet ven? Jeg synes, ordet ofte bliver brugt i flæng: "Vi skal have vores venner til middag" eller: "De er vores nære venner". Er det nu også bedste venner eller bare gode venner, der er tale om?

At ordet venner opfattes meget forskelligt, oplevede jeg en dag i min 9. klasse, hvor vi snakkede om Facebook. Der var ikke grænser for, hvor mange venner, de unge mennesker havde. Eleverne forsøgte at overgå hinanden. Samtidig oplevede jeg, at det absolut ikke altid var venlige ting, man skrev om deres såkaldte venner.

Det virkede, som om der var gået inflation i ordet ven. Det kan således være både himmel og helvede at have venner eller veninder. Da jeg vovede at sige, at man ikke kunne have over hundrede venner, var vi lige ved at blive uvenner. Det havde jeg ikke forstand på!

At folk sætter pris på deres venner kommer tydeligt frem i søndagens "Giro 413". Her bliver to meget populære vennesange ofte ønsket. Når Jodle Birges "Rigtige venner" lyder, synes nogle måske, at det er "for meget". Men er det nu det? Det viser netop, at rigtig mange ønsker at påskønne værdien af at have venner.

Den anden sang er Benny Andersens "Vennesang". Hvorfor elsker eleverne i folkeskolen at synge den? Det er, fordi teksten går rent ind: "Bare der er en, man kan stole på" og "det er rart at være alene, men – det er bedst at ha? en ven". Budskabet i de to sange er det samme: Vi kan ikke leve uden venner. Venner og veninder er livets salt. Det er dem, der sætter krydderi på hverdagen, men de kan også let komme til at såre én.

HVERT ÅR til fødselsdag og jul sender Liv og jeg gaver til hinanden. Det gør veninder jo. Beskedne gaver valgt med omhu, som oftest en roman, en samling folkeeventyr, en kogebog eller strikkebog. Et kig på reolen viser, at vi på den måde er blevet indført i hinandens sprog og kultur. Liv fik naturligvis en H.C. Andersen-samling som første gave.

Det er vigtigt med indsigt for at forstå hinandens baggrund, ellers kan et venskab ikke fungere. Vi har ofte diskuteret, hvilke forskelle og ligheder, der er på Norge og Danmark, som er så tæt forbundne. Ud over de nævnte ting har vi også dyrket vores fælles passion for valmuer. Der er købt utallige postkort med valmuemotiver, vi har haft ens T-shirt med valmuer, og der kan kun drikkes te af valmuekrus.

Der skulle skrives mange breve og gå mange år, før vi mødtes første gang. Sommeren 1965 besøgte jeg Norge og den norske præstefamilie. Det var en fantastisk oplevelse at møde Liv og hendes familie, som jeg kun kendte fra brevene. Da vi fejrede 50-året for vores brevvenskab, havde jeg den store glæde at besøge Livs mor på 96 år. Det blev et rørende gensyn.

DE FØLGENDE ÅR stod for begges vedkommende i redebygningens tegn. Ofte sker der det, at der bliver droslet ned for venskaber, når en kæreste og ægtemand kommer på banen. Et er at være venner, men kan de bedre halvdele også falde i hak? Vi har været heldige. Vore ægtefæller er vidt forskellige, men har altid været en del af fællesskabet. Familierne voksede. Liv fik tre dejlige jenter, og i Danmark kom der tre sønner. Det blev til et besøg i Norge i 1968, men vi skulle helt frem til begyndelsen af 1980?erne, før det helt store familietræf fandt sted i Stavanger.

En dag, hvor vi sad bænket om det norske langbord, blev der helt naturligt snakket om venskabet. Da lyder det pludselig eftertænksomt fra min søn Jacob på otte år: "Har I også tænkt jer, at I skal med til hinandens begravelse?" Snakken forstummede. Vi blev alle lidt forskrækkede. Det føltes, som gik en engel gennem stuen. Hvad skulle vi svare? Vi prøvede vist nærmest at lave lidt sjov ud af situationen, men, men ...

Det kræver energi og vilje at vedligeholde et venskab. Liv og jeg kan ikke lige smutte forbi til en kop kaffe, men det er heldigvis med årene blevet til en række feriebesøg hos hinanden. Vi har også deltaget i højdepunkter og mærkedage. I min tale til Livs 60-års-fødselsdag sagde jeg blandt andet, at Liv var mit livsvidne. Et livsvidne er for mig en person, der taler min sag, fordi hun kender mig til bunds.

Vi har været heldige, at vi har kunnet holde hinanden ud i så mange år. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt, glædet os, når det er gået børnene godt, trøstet, når vi har mistet en af vore gamle forældre. Ja, vi opfatter nærmest hinanden som et familiemedlem.

Når vi endelig mødes, bliver der naturligvis snakket og snakket – til en vis grænse! Vi kan nemlig også tie stille sammen – endda i timevis. Så bliver ordene og kommentarerne udsat for en indre bearbejdning. Vi kan altid fornemme hinandens sindsstemning.

Brevene har været bindeleddet. De er blevet læst med eftertænksomhed og besvaret med omhu. Vi har også måttet konstatere, at efterhånden som vi er blevet ældre, slår tiden ikke altid til. Så er en telefonopringning et kærkomment livstegn på fødselsdagen.

Liv og jeg har heldigvis haft mange pragtfulde år, siden Jacobs kommentar om begravelsen faldt. Vi ved godt, at vi efterhånden er blevet nogle gamle piger, og der er ting, man ikke skal udsætte. Derfor vil jeg, nu hvor valmuerne står i fuldt flor, slutte med at citere fra Benny Andersens "Vennesang": "Jeg tænker hemmelige planer, som andre slet ikke aner, og kun en ven skal man fortælle sine hemmelige planer."

Min hemmelige plan er, at jeg næste år den 17. maj for første gang vil opleve Norges nationaldag sammen med min bedste ven, Liv. Jeg må skynde mig at skrive et brev til hende for at fortælle den glade nyhed.

Gurli Aksglæde Hokland er pensioneret folkeskole lærer. Kronikken er den femte af de otte vinder kronikker, som Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens kronikkonkurrence

"Min bedste ven".