Prøv avisen
Kronik

Har Luther opfundet velfærdsstaten?

Foto: CLAUS FISKER

Nej, hverken velfærdsstat eller konkurrencestat er en luthersk opfindelse. Men Luther pegede på spændingen mellem mennesket, som det er, og mennesket, som det burde være. Derfor er han vigtig i debatten om velfærdsstaten

NEJ, SELVFØLGELIG er velfærdsstaten ikke en luthersk opfindelse, selvom min gode kollega Jes Fabricius Møller i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 14. september skyder mig dette synspunkt i skoene.

Havde han nærlæst det debatinterview fra avisen den 2. september med mig, han henviser til, ville han have opdaget, at jeg alene anfører, at velfærdsstaten i den grad bærer præg af, at der i snart 500 år har lydt en evangelisk- luthersk forkyndelse i Danmark. Og havde han kunnet styre sin skrivelyst, indtil han havde læst min nye bog ”Fra Luther til konkurrencestaten”, ville han næppe have skrevet sit indlæg.

Min bog søger at afdække den lutherske tænknings eftervirkninger på dansk socialpolitik fra reformationstiden til i dag. I det kapitel, der omhandler velfærdsstaten, bygger jeg på to centrale hypoteser.

HISTORIKEREN Uffe Østergaard hævder: ”Uanset hvad socialdemokratiske partiprogrammer og generationer af partimedlemmer har sagt, er den danske velfærdsstat snarere et resultat af sekulariseret lutheranisme i national klædebon end af demokratiseret socialisme.”

Over for denne tanke står den svenske sociolog Hans L. Zetterbergs synspunkt: ”Velfærdsstatens mest udviklede manifestation – den vi finder i Sverige – er et produkt af en venstreorienteret indsats i en sekulariseret stat, ofte modvirket af kirkefolk. Nok vil en velfærdsstat næppe kunne blomstre undtagen i en civilisation, hvor værdier som næstekærlighed og omsorg har været prædiket gennem generationer, men dens etablering i Skandinavien er i overvejende grad et resultat af ateisters og lunkne troendes indsats. Den er produkt af en politisk kamp om fordeling af indkomst og privilegier – ikke en gave fra himlen.”

Jeg har ikke i min bog overhovedet interesseret mig for det forhold, at der i Skandinavien er et dominerende lutheransk flertal.

Jeg har derimod været optaget af, om der i Danmark har været tale om en civilreligion, hvor religiøse doktriner er slået over i sekulariserede værdisæt og idealer; om civilreligionen kan omsættes i en normativ teori om velfærdsstaten; om ”kirkefolkets” syn på velfærdsstaten i den hidsige debat i 1950’erne var for eller imod; og om hvordan civilreligionen, den normative velfærdsstatsteori og ”kirkefolkets” syn på velfærdsstaten forholder sig til Luthers socialetik i snævrere forstand.

Set i lyset af den lutherske socialetik, er der markante ligheder og forskelle. Det er der også, hvis man på samme grundlag vurderer den såkaldte konkurrencestat.

PÅ DET GRUNDLAG er min konklusion da også en ganske anden end den, Fabricius Møller mener at kunne tillægge mig. I min bog (side 248) lyder det således: ”Om man på dette grundlag vil tilslutte sig Østergaards eller Zetterbergs tese eller vil afvise dem begge lader sig måske bedst besvare med et citat af Niels Helveg Petersen: ’Ja, tja, bum, bum, bum.”

Kapitlet afsluttes med, hvad der forekommer mig at være den mest præcise konklusion, man kan drage. Den er hentet fra den tidligere overvismand Niels Kærgaard. Selvom den ikke hviler på min tilgang – en vurdering med afsæt i Luthers socialetik – gør jeg den gerne til min:

”Det er særdeles svært at afgøre, om den danske velfærdsstat er en følge af den lutherske kirke, Socialdemokratiet, samfundets homogenitet, humanistisk tænkning og forudseende politikere eller noget helt andet.

Alle sådanne forklaringer synes at bero på elementer, der til forskellige tidspunkter har haft en forskellig betydning. Den direkte indflydelse fra enkelte kristne personer synes således mest markant i perioden mellem 1870 og 1914. Den indirekte kristne indflydelse, formidlet gennem den generelle indstilling til velgørenhed og arbejde, som har virket gennem forskellige kanaler inden for og uden for det politiske system, og som har øvet indflydelse på såvel beslutningstageres som borgernes adfærd, lader sig næppe bestemme.”

NÅR DET BÆRENDE ikke længere er frelsen i troen på Kristus, kan man ikke, skriver jeg i bogen (side 244), tale om velfærdsstaten som et barn af Luther, men man kan måske – selvom sammenhængen til troen i bedste fald er tynd – nok se århundreders forkyndelse af ”kærlighedens gerninger” som resonansbund for de begreber, der synes at indgå i civilreligionen i næstekærlighedens navn. Og det er indlysende noget ganske andet end at kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet.

Kigger man på velfærdsstaten i et normativt perspektiv, træder spændingen mellem mennesket, som det er – ”indkroget i sig selv” for at tale med Luther – og mennesket, som det burde være, klart frem. Velfærdsstaten søgte at imødegå de menneskelige fristelser til at vige af fra dydens smalle vej derved, at man i fællesskab vedtog love, så man selviskheden til trods drog omsorg for den anden. Derved antog velfærdsstaten karakter af ”næstekærlighedens surrogat”; men Adam var ikke længe i Paradiset. Nissen var flyttet med.

SELVOM MENNESKENES BØRN sammen byggede en stat, der skulle håndtere den næstekærlighed, de individuelt havde det så svært med, var de fortsat ”indkrogede i sig selv”, båret af ”kødets klogskab”, der vil det gode og undvige det ufordelagtige for én selv. Derfor havde vi det svært med at leve op til de krav, der var en forudsætning for velfærdsstatens funktion.

Den byggede på, at vi alle var præget af mådehold, generøsitet og arbejdsvilje, at vi var ”samfunds-” og ikke ”privatmennesker”, som Hal Koch udtrykte det. Sådan var vi bare ikke. Velfærdsstaten blev præget af selvdestruktive kræfter, som – sammen med mange andre forhold – har medvirket til, at vi i dag befinder os på rejse med konkurrencestaten som mål.

Det var et grundlæggende synspunkt hos Luther, at der ikke kunne bygges samfund på tro og kærlighed. Der måtte en øvrighed til. Ikke desto mindre kneb det op gennem historien stærkt med at virkeliggøre en luthersk vision om, at troen satte mennesket frit til at gøre de ”kærlighedens gerninger”, der har næsten som sit mål. Mange idealforestillinger af luthersk karakter led skibbrud. Og det er måske også hans grundlæggende påstand om ”indkrogetheden”, at vi er fanger af egen lyst, planer, magelighed, attrå, bjergsomhed, selvhævdelse, selvforherligelse, selvbevidsthed, egenrådighed, magtvilje-rethaveriske og selvoptagne, der har ført til en begyndende erosion af den velfærdsstat, der skulle tjene som ”næstekærlighedens surrogat”.

På den anden side er det langt fra en luthersk tanke, når ”konkurrencestaten” erstatter det moralske fælleskabsmenneske med det opportunistiske privatmenneske. Ikke mindst ligger konkurrencestatens tankeverden milevidt fra et luthersk syn, når menneskets værdi bestemmes af dets nytte i arbejdsmarkedet, når fællesskabet bliver et arbejdsfællesskab og ikke et fællesskab for alle, når individuel ansvarlighed erstatter den fælles, og når der kræves ”noget for noget”.

Det må vel i en eller anden forstand kalde på en besindelse i et samfund, hvor 87 procent af befolkningen med dansk oprindelse stadig er medlemmer af folkekirken. Helt uafhængigt af at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har konfessionel status.

Faktisk kan Luther bringes i spil, når det drejer sig om at forstå vore aktuelle samfundsmæssige problemer. Det er det, jeg i min bog har forsøgt at gøre; men det betyder ingenlunde en påstand om, at Luther har opfundet velfærdsstaten endsige konkurrencestaten.

Jørn Henrik Petersen er cand.oecon., ph.d., dr.phil., professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet.