Prøv avisen
Kronik

Har naturen værdi i sig selv?

Mange har en ambivalent holdning til naturen og hælder alligevel til, at vi blot skal indrette naturen efter menneskets velbefindende uden hensyntagen til naturens tusinder af arter, som vi deler denne klode med, skriver agronom Poul Erik Pedersen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Poul Erik Pedersen, Agronom

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturen og det åbne land har ikke kun værdi, fordi den er nyttig for landmanden. Desværre gider ingen i dag høre på moralske og etiske argumenter for naturbevarelse og biodiversitet. Men det er nødvendigt, hvis vi vil bevare natur i Danmark

DA JEG LÆSTE på Landbohøjskolen i 1980’erne, kunne jeg uden problemer finde og artsbestemme 50-60 forskellige planter på én dag i det åbne land hos mine forældre. Dengang var der brakmarker, små overdrev ind mod skoven og mange flere levende hegn og enge. Nu er det meste forsvundet, og med det blomster, insekter og fugle. Landmændene brugte dengang flere pesticider end i dag, derfor ser det ud, som om naturen mangler plads.

Den type landbrug, som herskede dengang og tidligere endnu, har vel også haft en vis betydning. Jeg husker tydeligt min barndoms marker og variation. Min far dyrkede gulerødder, porrer, forskellige kålsorter, roer, kløver, byg, hvede, rug, havre og jordbær på sine små marker.

ALLEREDE SOM BARN interesserede jeg mig meget for livet i det åbne land og i naturen. Hvert eneste år var der mange agerhøns, viber, lærker, gulspurve, hvid og gul vipstjert med mere i og omkring markerne hos mine forældre. Jeg kan huske, at jeg sad i skjul i hegnet og pludselig hørte den hjertegribende pippen fra flokke af agerhøns. Der gik de med deres blågrå halse og deres brunvisne farver og pikkede ukrudtsfrø, skud og insekter. Det var dengang et almindeligt syn.

I det store, åbne land er der ikke plads til natur eller områder, som blot udnyttes ekstensivt. Det drejer sig jo om profitmaksimering og ikke mangfoldighed. Da jeg var ung, troede jeg fuldt og fast på, at landbruget ville udvikle sig i en meget mere naturvenlig og økologisk retning, hvilket også optog mig, da jeg læste på Landbohøjskolen. Her specialiserede jeg mig i miljø og økologi. Jeg fik et indgående kendskab til virkningerne af pesticider, gødning, jordbehandling og sædskifter.

Jeg interesserede mig meget for vekselvirkningerne imellem dem og deres virkning på afgrøderne og den vilde flora og fauna. En ting, der optog mig meget, var, hvordan man kunne bevare en høj biodiversitet omkring landbruget. Jeg troede, det ville være en stor fordel for mig med denne viden, når jeg skulle søge job. Men tværtimod blev jeg ofte set skævt til, fordi jeg havde koncentreret mig om de emner.

Landmænd har stadig en tendens til kun at lytte til dem, de er enige med. Det er trist, at viden og ekspertise mødes med mistænksomhed og afvisning. Tænk sig, at forskere, som igennem mange år har fordybet sig i et bestemt område, bliver lagt for had, når de udtaler sig om noget, de faktisk ved rigtig meget om. Jeg tænker her på forskere uden en ideologisk tankegang, der igennem deres arbejde har indsamlet store mængder data, analyseret og tolket dem ved hjælp af gennemprøvede teorier og modeller. Det er trist, når nogle folk i landbruget gør forskernes resultater til fake news og deres egen filosofi til sandhed.

De fleste landmænd siger oprigtigt, at de holder meget af naturen. Det ligger dog dybt i landmændene, at de er naturens herskere. Denne rolle tog de med stolthed på sig i perioden 1940 til 1970, hvor staten betalte milliarder i støtte til at tilintetgøre mere end 2000 vilde natursteder over hele landet. Vandløb blev rettet ud efter en lineals tyranni, og mange af dem blev lagt i rør. Enge, moser og søer blev afvandet og overdrev pløjet. Igennem de seneste årtier er markerne blevet større og større, ligesom maskinerne er det. Samtidig hermed er der løbende forsvundet endnu flere levesteder for vilde planter, insekter, fugle og padder.

VI SKAL HAVE ET OPGØR med denne udvikling, for det åbne land har vel ikke kun en værdi, fordi den er nyttig for landmanden. Desværre har miljøfilosofien trange kår, og ingen gider høre på moralske og etiske argumenter. Biodiversitet har sjældent førsteprioritet, fordi materielle vækstbehov ikke giver incitament til at beskytte denne. I landbruget som i resten af samfundet medfører vores ressourceforbrug og vores økonomiske aktiviteter, affald, forurening, risici, forandringer og forringelse af naturen.

Disse aktiviteter virker ikke negativt på verdens økonomier – tværtimod. Alskens miljø- og naturødelæggelse samt overforbrug af ressourcer giver jo et flot bruttonationalprodukt. I den vestlige verden er mennesket intet værd ved blot at være til. Det samme gælder langt hen ad vejen også vores natursyn. Skove bliver opgjort i tømmer, og landskaber bliver opgjort i udbytter, infrastruktur og udvikling. Husdyr bliver udelukkende betragtet som produktion.

De mere filosofiske spørgsmål er som nævnt næsten fraværende, når talen falder på biodiversitet. For dem, der beskæftiger sig med miljøfilosofi og etik, har værdiproblematikken altid været central. Hvilken værdi kan vi tillægge naturen? Har naturen en værdi i sig selv, eller er en sådan kun forbeholdt mennesket? Eller man kan spørge: Kan naturen overhovedet gøres op i penge? I vores rige samfund er der jo stadig en tro på, at udviklingen og teknikken, styret af markedskræfternes usynlige hånd, nok skal løse problemerne, når de opstår.

Mange har en ambivalent holdning til naturen og hælder alligevel til, at vi blot skal indrette naturen efter menneskets velbefindende uden hensyntagen til naturens tusinder af arter, som vi deler denne klode med. For mange er naturen blot en stor grøn klat derude, hvor vi dyrker motion og plejer vores krop. For kender vi ikke navnene på de forskellige planter, fugle, insekter, padder og pattedyr, ser vi ikke andet end skoven.

VI HAR IKKE BRUG FOR, at 82 procent af den danske landbrugsjord bruges til dyrefoder og kun 9-10 procent til menneskeføde. Vi har heller ikke brug for, at danske grise yderligere lægger beslag på et areal i Sydamerika, som svarer til et areal på størrelse med Sjælland til sojabønneproduktion. Meget mere jord skal bruges til menneskeføde, og vi skal spise meget mindre kød. En sådan udvikling vil give større mulighed for at få flere naturlige landskaber, der ikke er opdyrket, som ligger spredt ud over det danske land. Vi har brug for moser, enge, overdrev og forskellige typer skov, hvor planterne vokser i al deres mangfoldighed. Så vil de vilde bier, en lang række sommerfugle og mange fugle komme tilbage i større tal igen.

Som i resten samfundet skal der også i landbruget ske et paradigmeskift. For det at styrke landbrugslandets mangfoldighed og naturskønhed er ikke romantisk føleri. Det at ødelægge naturen og dens mangfoldighed er derimod særdeles kynisk og dumt.

Fremtidens mangesidige landbrugssystemer skal derfor være med til at bevare en høj biodiversitet i landområderne. Samtidig vil antallet af mindre og mellemstore gårde stige, markerne vil blive mindre, og der vil blive flere områder med natur til gavn for den vilde fauna og flora. Det er ikke blot mangfoldigheden i naturen, der skal højnes, men også i selve landbruget. Gamle husdyrracer og gamle knap så udbytterige landbrugsafgrøder kommer til deres ret, da de er bærere af unikke gener.

Vores enorme svineproduktion skal skæres kraftigt ned over en periode i stedet for det modsatte. I fremtiden vil fremsynede landmænd og deres rådgivere derimod tænke i blandingskulturer med skovlandbrug, frugt, grønsager, bær og svampe. I 2015 fik Svanholm Gods lov til at drive skovlandbrug, hvilket vi vil se mere af i fremtiden. Samtidig hermed tænkes der i store og små husdyr samt en landbrugets baghave, der gør det muligt at bevare tusinder af vilde og dyrkede arter. Langsomt opbygges der en sund balance mellem antallet af dyreenheder og planteproduktion på gårdene. Humusforbindelser opbygges igen i dyrkningsjorden, hvilket vil gavne landbruget i tørre perioder. Det er vigtigt at opbygge den nære natur, da de dyrkede arealer jo aldrig vil byde på den store biodiversitet.