Har socialismen en fremtid?

Kommunismens sammenbrud har bl.a. haft den konsekvens at bringe forestillingen om et socialistisk samfund i miskredit. Derfor er det lidt af en sensation, at der nu foreligger en bog, hvis hensigt er at genoprette tilliden til denne forestilling (»Socialism For A Skeptical Age«, Polity Press). Den er skrevet af professor Ralph Miliband, der i en årrække underviste ved London School of Economics. Bogen bygger på hans faste overbevisning om to ting: For det første, at kapitalismen udgør en massiv hindring for at afskaffe de onder, dens egen udvikling har medført. For det andet, at et socialistisk alternativ til kapitalismen er realistisk. Selv svorne tilhængere af kapitalismen er nu parat til at erkende, at dette system har sine åbenlyse svagheder. Men de insisterer på, at det alt sammen er noget, der kan rettes op på inden for systemets egne rammer. Ja, mange hævder ligefrem, at vi med kapitalismen har nået menneskehedens tinde. Nogle er måske nok parate til at acceptere »socialisme« i en mild, socialdemokratisk version. Men, som Miliband argumenterer, så er dette i praksis ingenlunde et reelt alternativ til kapitalismen, men snarere en form for tilpasning til den. Socialisme er for ham ensbetydende med en total omformning af det bestående system. Han tænker sig socialismen som en ny social orden, hvis virkeliggørelse vil strække sig over flere generationer og garantere flere fundamentale fremskridt: Gennemførelse af en demokratisering, som langt overstiger alt, hvad kapitalismen kan byde på, en kamp for at afskaffe de enorme uligheder, der er indbygget i selve systemet, samt en afgørende del af den økonomiske aktivitet bragt under samfundets kontrol. Men, siger modstanderne: Kapitalismen i dag er jo en helt anden end dengang, da Karl Marx skrev »Kapitalen« i 1867. Kapitalismen har siden da formået at skabe en lang række forbedringer i menneskets hverdag. Den har klaret at gennemføre reformer, der var utænkelige for 100 år siden. I lyset af disse oplagte kendsgerninger, er det så rimeligt at forlange systemet udskiftet? Er der ikke mere fornuft i at presse på for at opnå endnu flere reformer. På den måde kunne man jo nå frem til »en kapitalisme med et menneskeligt ansigt«. Det lyder såre besnærende, men som det søges dokumenteret i bogen, er stykkevise reformer ikke nok til at kurere systemets skyggeideer. Selv hvor reformer er blevet gennemført af socialdemokratiske regeringer, har de vist sig aldeles utilstrækkelige til at udslette kapitalismens mest frastødende træk. Kapitalismen kan bedst defineres som et system, hvor den dominerende del af den økonomiske aktivitet er underlagt private ejendomsforhold. Den drivende kraft i denne aktivitet er jagten efter maksimal profit. Markedsmekanismen omgives af en næsten hellig ærefrygt, og aldrig har der været en tid, hvor kommercialiseringen i den grad gennemsyrer alle livets sfærer. Kapitalismens herredømme er i dag en realitet. Det skyldes frem for alt dens succes som produktivt system, hvad Marx og Engels var de første til at indrømme i »Det kommunistiske manifest«. Men af gode grunde kunne de to ikke forestille sig, hvilken dynamik kapitalismen viste sig i besiddelse af. I stedet for at kollapse under sine egne indre modsætninger har kapitalismen demonstreret en markant vitalitet. Trods talrige kriser har dets ofte spåede dødsleje haft en utrolig lang varighed. Ikke desto mindre er den fatale brist ved dens kolossale produktive kapacitet, at den ikke formår at anvende de ressourcer, den stadig frembringer, på en måde, der er til gavn for alle. For første gang i verdenshistorien har kapitalismen skabt de reelle muligheder for en materiel tryg tilværelse for alle planetens beboere. Men på grund af dens karakter er den komplet uduelig til at gøre denne drøm til virkelighed. Kapitalismen handler jo først og fremmest om privat profit. Det har for længst vist sig at være uforeneligt med et godt liv for alle. Spådomme om, at fattigdommen snart ville forsvinde i de rige lande, har vist sig grundløse. Mange mennesker lever under ringere vilkår end for årtier siden, hvad der har skabt gunstig grobund for narkomisbrug og kriminalitet. De dårlige livsbetingelser fremmer også fænomener som racisme og fremmedhad og opmuntrer til søgen efter syndebukke. Og imens graves kløften mellem de rige og de fattige dybere og dybere. Ofte påstås det, at vi i dag kun har valget mellem »socialisme«, som den blev praktiseret i de kommunistiske lande, og kapitalismen, som vi nu kender den. Men, siger Miliband, dette er et falsk valg, eftersom sovjetkommunismen jo har spillet fallit. Nej, valget står mellem kapitalisme og et alternativt sandt socialistisk system, hvor der skal sikres ikke ligemageri, men lige muligheder for alle. Han er ganske klar over, at overvindelsen af det kapitalistiske junglesamfund kræver bred folkelig opbakning. Især bør der lægges vægt på tilslutning fra lønmodtagerne, da de jo udgør hovedparten af befolkningen. Selvom det nye samfund bestemt ikke ligger lige om hjørnet, er der allerede nu et stærkt pres fra neden for at få opfyldt en række forventninger, som kapitalismen ikke har kunnet indfri. Derfor er det heller ikke den rene utopiske fantasi at forestille sig, at venstreorienterede regeringer engang i fremtiden kan opnå folkeflertallets støtte. Det er for kortsynet at tro, at den nuværende dominans af nyliberal ortodoksi vil vare i al evighed. Miliband understreger, at de socialdemokratiske partier - selv om de er blevet integreret i det politiske system - vil spille en afgørende rolle i de kapitalistiske lande. En vigtig faktor, der kunne påvirke disse partier i mere radikal retning, er markedsøkonomiens manglende evne til at tackle en række presserende problemer lige fra arbejdsløsheden til forringelse af den offentlige service og nedskæringspolitikken i det hele taget. Det er en udfordring til de »moderate« og »realistiske« holdninger, som lederne hidtil har indtaget. I en situation med et system, der er ude af stand til effektivt at bekæmpe åbenlyse onder og den udbredte usikkerhed i befolkningen, er det meget sandsynligt, at de socialdemokratiske partier vil vise sig mere åbne for radikale forandringer, end det traditionelt har været tilfældet. Disse partier må omsider erkende, at de hidtil har været ude af stand til at opstille et klart alternativ til konservatismen. I u-landene sulter de brede masser, mens de herskende lever et liv i luksus. En så utålelig situation kan umuligt vare ved. Nogle tyranniske systemer er allerede overvundet ved folkelig opstand. Også i de ekskommunistiske lande har det vist sig, at selv om man ikke længes tilbage til Stalin-tiden, ønsker man heller ikke den vilde mafia-kapitalisme. Overalt på jorden er der en længsel efter demokrati der, hvor det ikke findes, og efter mere demokrati, hvor det blot eksisterer formelt. Man drømmer om et samfund, der er anderledes. Og i denne kamp for at gøre drømmen til virkelighed ser Miliband det bedste håb overfor magteliternes forbitrede modstand mod at få omlagt økonomien til at tjene sociale behov. Denne debatbog skulle blive Milibands politiske testamente, han døde, inden den udkom! n journalist og forfatter