JEG HAR DE SENESTE PAR ÅR arbejdet som vikar på en mellemstor folkeskole, der ligger i et byområde. Den er tosporet fra 0. til 9. klasse, og med en specialklasserække.
Jeg har både fungeret som dag til dag-vikar på stedet og haft et par længerevarende sygevikariater. Som vikar får man hilst på en masse elever og bliver bombarderet med kanonader af indtryk.
FOLKESKOLEN ER EN PRESSET størrelse i disse år, der skal løse mange opgaver. Man kan nævne implementeringen af skolereformen fra 2013, krav om løft af det faglige niveau i fagene, test af eleverne, håndtering af larmende, støjende elever og kritiske forældre.
Men når jeg har været ude i de forskellige klasser som vikar, er der et forhold, som gang på gang har slået mig: Hvem hjælper, støtter og beskytter de almindelige elever? Denne gruppe vil jeg give følgende karakteristik:
De kender og overholder de sociale spilleregler, der gælder imellem mennesker i et demokratisk samfund.
De passer deres skolearbejde, læser på lektierne og møder velforberedte i skole.
Disse karakteristika skal selvfølgelig tages med et vist gran salt, men holder i det store og hele, når jeg tænker på de veltilpassede og velfungerende børn på den pågældende folkeskole.
Gruppen får klassen til at fungere i dagligdagen og trækker det store læs. Drejer det sig om traditionel klasseundervisning, hvor læreren for eksempel gennemgår nyt stof og stiller spørgsmål til eleverne, ja, så rækker de almindelige hænderne i vejret, når de bliver spurgt. Tit sker det dog, at elever uden for den gruppe svarer uden at række hænderne op. Sådan en adfærd virker demotiverende og nedbryder en sund kultur i klassen.
DREJER DET SIG OM gruppe- eller projektarbejde, hvor en større, skriftlig opgave skal afleveres og bedømmes af læreren, så kommer de almindelige elever for alvor på arbejde. De går foran ved gruppeinddelingen, går aktivt til opgaven og trækker igen det store læs med arbejdet og udførelsen af projektet.
De såkaldt utilpassede saboterer gruppearbejdet fra starten og gør det vanskeligt for alle parter. Når læreren præsenterer emnet for eleverne, melder de utilpassede ud, at emnet er kedeligt og svært.
Bliver klassen præsenteret for flere emner, hvor eleverne kan vælge efter interesse, så er de almindelige gode til at tænke sig om og træffe en beslutning. De utilpassede siger med det samme, at emnerne ikke er interessante. Samme scenarie gør sig gældende, når selve sammensætningen af grupperne finder sted, hvad enten læreren har truffet valget, eller eleverne selv må bestemme.
Inden for det seneste år har problematikken om larm og støj i klasserne været debatteret heftigt i medierne. Både lærere, elever og forældre har klaget over larmen og dens konsekvenser. Nogle forældre har valgt at flytte deres børn til andre folkeskoler eller til en privatskole i nærområdet. Der er også blevet afholdt et utal af møder rundtomkring på skolerne, hvor støjproblemet er blevet vendt.
På ”min” skole udgør larmen, uroen og støjen i timerne et stort problem. Når der for eksempel er fælles morgensamling ved skoledagens start, er der store problemer med at få ro, når ledelsen eller andre skal komme med informationer, som vedrører alle. Problemet fortsætter i flere af timerne, hvilket man kan høre, når man går forbi de lukkede døre til klasseværelserne. Det er specielt et problem, når undervisningen skal begynde. Her høres hævede voksenstemmer, der kræver ro og fælles fokus.
Det er min erfaring, at de utilpassede elever er mere støjende og urolige end den anden gruppe. Kommer man ind i en klasse med uro, ja, så er der tale om, at flere af de utilpassede elever harsvært ved at holde mund, selvom læreren har bedt om ro tre-fire gange. De urolige elementer går lige til grænsen og sommetider længere.
Når situationen spidser til i en klasse, og undervisning er umulig, så gør man flere ting i folkeskolen. Man kan vælge at fjerne de/den urolige elever midlertidigt eller permanent. Mange skoler bruger pædagoger i klasserne som en ekstra støtte.
Faktisk blev det med reformen fra 2013 pålagt lærere og pædagoger at udvide samarbejdet. På den skole, hvor jeg arbejder, arbejder lærere og pædagoger tæt sammen. Der er knyttet en pædagog til hver klasse fra 1. til 9. klasse. Det er dog ikke i alle timer, der er en pædagog til stede. Det er primært i indskolingen, at lærer og pædagog er sammen i nogle af timerne, typisk i dansk- og matematiktimerne.
Har en elev eller flere skabt uro i timerne, så tager læreren eller pædagogen en snak med dem. Det sker gerne lige efter, at den forstyrrende adfærd har fundet sted.
Jeg er mange gange gået forbi sådanne samtaler, hvor trådene skal udredes, og der skal findes løsninger. Det er næsten altid de samme elever, som er til samtale. En dag eller to efter samtalen, ja, så kan man opleve det samme scenarie igen med de samme aktører.
Det er min erfaring, at alle disse samtaler ikke hjælper ret meget. Når jeg kommer ind i en klasse som vikar, er de larmende og støjende gengangere. Henstillinger og advarsler preller af som vand på en gås. De er ikke til at snakke til fornuft og vil ikke påtage sig et ansvar for noget som helst.
DER ER SELVFØLGELIG FLERE årsager til den uhensigtsmæssige adfærd hos hver enkelt elev. Sociale forhold spiller en vis rolle.
Skolen, hvor jeg er vikar, ligger i et område, der er domineret af lejligheder, hvor beboerne bor til leje (socialt boligbyggeri, som er ejet af boligselskaber). Mange af forældrene er fraskilte, arbejdsløse og har en lav indkomst. Ligeledes bor der mange nydanskere i området. Dog går der også elever på skolen, som kommer fra villakvarterer, hvor indkomsten er højere.
De urolige elever fordeler sig jævnt med hensyn til social baggrund. De kommer både fra lejlighederne og villakvartererne, hvilket kom som noget af en overraskelse, da jeg havde arbejdet på skolen i et par måneder. Jeg havde forventet, at de utilpassede børn primært ville komme fra det sociale boligbyggeri.
Skal vi have en folkeskole, hvor de almindelige elever ikke er under pres fra de utilpassedes larm, støj og mobning, må der ske noget radikalt. Og naturligvis er det ikke de enkelte børns skyld. Det handler om forældrene. Folkeskolen skal have fat i den gruppe af forældre, der ikke lever op til det ansvar, det er at opdrage børn og gøre dem parate til at gå i skole.
Disse forældre sætter deres egne behov øverst, og vil/kan ikke påtage sig forældrerollen. Folkeskolen bør også overveje, om de tusindvis af børn fra specialklasser, som er flyttet til almindelige folkeskoleklasser på grund af princippet om inklusion, befinder sig det rigtige sted. Både i forhold til deres egne behov og altså også for den gene og uro, de er med til at skabe for den store gruppe af helt almindelige, nysgerrige og velfungerende børn.
De grænseløse forældre er en skændsel for vores kultur og fraværende rollemodeller for deres børn. Der venter folkeskolen en kæmpe pædagogisk opgave, hvis udviklingen skal vendes.