At Danmark er kristent, behøver man ikke gå stille med

I Danmark og Vesten er den måde, vi har opbygget vores retssamfund på, blevet næret af en religion, nemlig kristendommen. Der er en fælles klangbund, som har formet det moralske univers, og en fælles opfattelse af samfundets bærende spilleregler

En bibel med patina, trykt i København i 1877. Foto: Martin Rasmussen

”Gjorde danerne kristne”. Således skrev Harald Blåtand på Jellingestenen i 965, hvor et trosskifte indledtes i Danmark.

Når der i sommerens nye regeringsgrundlag står, at ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare” - så er det i overensstemmelse med historien.

At Danmark er kristent, behøver man ikke gå stille med. Formuleringen kan der gives flere begrundelser for. Dels har kristendommen været den afgørende religion i Danmark i mere end 1000 år. Dels er hen ved 80 procent af befolkningen fortsat kristne.

Tilsvarende gav den engelske premierminister, David Cameron, udtryk for, at Storbritannien er et kristent land. Det affødte en heftig debat, hvor flere beskyldte Cameron for at ville splitte landet. Men Cameron fik opbakning fra uventet kant.

”Ingen kan nægte, at Storbritannien i det store og hele fortsat er et kristent land med dybe historiske og strukturelle bånd til den etablerede kirke,” lød det fra Det Muslimske Råd. Tilsvarende fra hindurådet. Og fra den katolske biskop Mark Davis var meldingen, at ”kristendommen er det vigtigste element i Englands historie. Fra vort retssystem til forfatningen er det grundlaget for nationalidentiteten. Der er en fare for at bortviske den erindring. Den intolerante sekularisme tillader ikke, at kristendommens rolle anerkendes.”

Regeringen fik selvfølgelig på puklen for klart at udtrykke, at Danmark er et kristent land. Reaktionerne var som i Storbritannien. Fra flere kulturradikale lød der kritiske røster. Var man nu ved at gøre alle til kristne? Kunne politikken blive kristen? Hvad så med ateister, fritænkere og muslimer ikke at forglemme?

Men også fra muslimer har der været udtrykt forståelse for, at Danmark er et kristent land, ja, for mange muslimer er det langt mere uforståeligt, at mange i Vesten ikke har et religiøst tilhørsforhold.

I mange sammenhænge har man søgt at forstå menneskets handlinger og tanker ud fra økonomiske og sociale forhold. Heri forklares uden tvivl meget. Men graver man et spadestik dybere, vil man få blik for, hvilke historiske, kulturelle og religiøse traditioner og billeder som har formet det enkelte land.

I Danmark og Vesten er den måde, vi ser mennesket på, den mulighed vi har haft for at opbygge et retssamfund og et folkestyre i særlig grad, blevet næret af én religion, kristendommen. Der er en fælles klangbund, som har formet det moralske univers, hvoraf en ledende eller toneangivende kultur er vokset frem og har muliggjort, at en fælles opfattelse af bærende spilleregler kunne udvikles, så der ikke er en uafladelig kamp om moralske normer og den politiske samtale.

Ved at fastholde kristendommens og folkekirkens betydning vil en ledekultur næres, som har vist sin evne og spændstighed til, at der opbygges et land med demokrati og velstand. Med den kristne fordring om at tage vare på næsten er der gennem kongers og demokratis indsats sikret gode kår for børn, syge og ældre, ligesom den enkelte og minoriteten er sikret religionsfrihed, for så vidt at Grundloven respekteres.

I Danmark har vi siden 1849 haft folkestyre, men vores traditioner og erfaringer med monarki går tilbage til Gorm den Gamle, Harald Blåtands far.

Kongehuset med en kristen monark er fortsat afgørende for at forstå dansk kultur. Om folkekirken har dronningen sagt: ”I sagens natur kan folkekirken ikke være identitet for alle, for der vil også være folk, der ikke er kristne, og det skal de have lov til ikke at være. Men det er en god ting, hvis de kender noget til kirke og kristendom, for det er en meget væsentlig del af Danmarks historie. Kristendommen er en meget kraftig del af, hvad Danmark er og står for. Den er en del af hele vort rodsystem. Danskhed og dansk identitet.”

Kristendommen har med de mange fortællinger og lignelser fra Bibelen været med til at forme menneskesynet og lære os, at det enkelte menneske har et værd, som vi ikke har ret til at fradømme andre i tillid til egen ufejlbarlighed.

I de seneste år er der gået en del moralisme i debatten og den politiske diskussion. Når der eksempelvis diskuteres flygtninge og indvandrere, er det ikke altid, at man nøjes med at argumentere for de forskellige synspunkter.

Men det hænder, at man ser egne synspunkter som mere humanistiske, ja at ens menneskesyn er bedre end andres, og at de mennesker, som ikke deler ens anstændige menneskesyn, er en smule anløbne i forhold til den godhed, som man selv udtrykker.

En sådan moralisme er nem nok at forfalde til. At se splinten i andres øjne og overse bjælken i vort eget gør sig fortsat gældende, eller som farisæeren, der gik op i helligdommen og takkede for, at han ikke var så ringe som andre.

Nu er det dog ikke sådan, at moral og etik er suspekt. Nej, intet fælleskab kan leve foruden, men i moralismen hæver mennesket sig over sine medmennesker, ser sin ufejlbarlighed, men har til gengæld klart blik for andres ringhed og anløbne karakter.

For at styrke ædrueligheden i den politiske samtale og mand og mand imellem kan det være velgørende at gå til kilden, hvorfra frisk og nærende vand springer til vores kultur. Der er en fælles forståelse af, at man skal hjælpe andre i nød. Det er den kristne fordring om næstekærlighed.

I enhver politisk afgørelse kan det vel være, at man er drevet efter at handle ret for at bistå andre. Siden kan det vise sig, at beslutninger truffet ud fra de bedste intentioner kan afstedkomme fatale følger. I valget må enhver følge sin samvittighed uden at fratage andre, at deres handlinger også sker efter, at de følger deres samvittighed og når frem til andre løsninger. Ofte må vi dog erkende, at vi gik fejl.

I kristendommen er der imidlertid en forståelse af, at selv de bedste intentioner spiller os et puds. Ordet”synder” betyder netop et menneske, der går fejl af sit mål. Men befriende er det, at vi i Guds hus ses og endog vedkendes, som dem vi nu engang er, mennesker, som gang på gang snubler og går fejl af vore forsætter.

Det er utroligt befriende ikke at skulle være perfekt, for med kristendommen får vi lov at høre, at hjemmets, Guds, dør fortsat er åben og klar til at sende os ud med frimodighed igen.

Kristendommen giver mennesket og politikeren modet til at handle og træffe beslutninger om forhold, som vi ikke kan overskue følgerne af. Måske kunne man af frygt undlade at handle, hvor konsekvensen blot blev værre. Men måske kan evangeliet også give det mod, der skal til for at handle, uden at vide om beslutningen på sigt er den rette. Ja evangeliet giver os ”tvivlens nådegave”, som søger at imødegå alt for megen skråsikkerhed og fordømmelse af andres person, værdighed og moral.

I totalitære systemer eller gennemført sekulære sammenhænge har man ikke plads til Gud, men netop i de sammenhænge er der gået religion i det hele, så man skråsikkert har udrenset folk eller sendt på omskoling i den gode sags tjeneste, uden at der var nogen, som rystede på hænderne.

Kristendommen er et bolværk, der sætter os på plads, når vi ser splinten i næstens øje, men ikke bjælken i eget, når moralismen får tag i os, eller når det politiske bliver eneherskende.

Mon ikke vi står os godt ved at vedgå arv og gæld fra Harald, der ”gjorde danerne kristne”. Vi fik en ledekultur, som udstyrer os med tvivlens nådegave, og en styrke til at sige fra over for moralismen, når den guddommeliggør egen godhed. Og så må vi i al beskedenhed søge at gøre gavn i den sammenhæng, hvor vi er.

Steffen Ravn Jørgensen er domprovst i Helsingør