Skandinaviske aviser har for nylig publiceret tallene fra en ny regerings-støttet undersøgelse af religion i Kina. Undersøgelsen er udført af medarbejdere ved East China Normal University i Shanghai. Den siger, at 300 millioner kinesere har en religiøs tro. Tallet er sandsynligvis for lavt, men det interessante er, at dette tal er tre gange så højt, som det man hidtil har sagt fra officielt hold i Kina.
Siden 1960'erne har man påstået, at landet kun har cirka 100 millioner religiøst troende, fordelt på buddhisme, taoisme, islam, katolicisme og protestantisme. Den nye undersøgelse viser også, at en stor del af befolkningen er på vej tilbage til landets mere traditionelle religioner (taoisme, buddhisme, folkereligion knyttet til for eksempel Dragon King og Lykkeguden), og den bekræfter, at kristentroen er vokset stærkt.
Ifølge officielle tal var der 10 millioner kristne i Kina i 1990. Dette tal blev opjusteret til 16 millioner i 2005. Den nye undersøgelse påstår, at der nu er 40 millioner kristne. Dette tal er som sagt for lavt. Hvor højt det rigtige tal er, bliver gætværk. Men det er interessant, at man officielt nu vedkender, at kristentroen er i stærk vækst.
Der er næppe tvivl om, at befolkningsvæksten i Kina er en vigtig årsag til væksten i antal troende. I tidsrummet siden 1960'erne er folketallet vokset meget stærkt. Samtidig peger undersøgelsen på en bølge af religiøs længsel som årsag til væksten. I tillæg nyder Kina i dag større trosfrihed end tidligere. Folk har frihed til at tro, så længe kommunistpartiet oplever, at man har kontrol.
"Kontrol" er et centralt begreb for myndighederne. Det så vi et eksempel på, da sekten Falung Gong iværksatte en uventet demonstration på Den himmelske freds plads i 1999. Fordi det skete uden myndighedernes viden, blev reaktionen stærk. Fortsat sidder mange Falung Gong-tilhængere fængslet.
I sociologisk perspektiv omfatter hovedårsagerne til vækst følgende: Kulturrevolutionen (1966-76) ødelagde ikke bare det kinesiske samfund, men også de utopiske illusioner og forberedte dermed grunden for alternative værdier og ny tro.
Tragedien den 4. juni 1989 på Tianamen Square i Beijing, da partilederne vente sig mod deres egne børn, studenterne, åbnede øjnene på mange intellektuelle. Den dag lærte vi, hvad kristne mener med arvesynd, siger flere af disse intellektuelle.
Flere af Maos indgreb har haft en positiv effekt på en religiøs fornyelse, som foreningen af det store rige, bygningen af moderne veje, jernbaner og telekommunikation, og indføringen af mandarin som undervisningssprog. Her er der store ligheder mellem Kina og Romerriget på Kristi tid.
Kristentroen har nydt godt af at være en "vestlig religion" i en periode, hvor Kinas åben dør-politik netop ønskede at lære fra vestlig indflydelse. Kristentroen har et stærkt religiøst og moralsk budskab, som mennesker har brug for i et samfund under dramatisk forandring. Kristentroen tilbyder selvrespekt og personlig identitet til mennesker, hvis egenværd er truet af samfundet, især til kvinder, nationale minoriteter og fremmedgjorte unge.
Inden for mere evangelikale sammenhænge vil man nok tilføje følgende: Årtiers forfølgelse og lidelse er en grundlæggende faktor, sammen med det kristne vidnesbyrd om ikke at gå på kompromis. Jeg mindes fremdeles et besøg hos evangelisten Wang Mingdao i Shanghai, efter at han havde siddet fængslet i over 30 år. Her var evangeliets sandhed vigtigere end selve livet.
Sulten efter Guds ord og bibelsk forkyndelse og en tro på Skriftens autoritet. Siden 1987 har Amity Printing Press trykket 30 millioner bibler. Efterfølgelse og lydighed præger kinesisk kristentro. Man tager discipelliv alvorlig. Bøn indtager en helt central plads i kristnes liv. Min stærkeste oplevelse fra Kina er et bønnemøde i Xian kl. 6 om morgenen med 600 kvinder, som græd og jublede til Herren. Den kinesiske vækkelse er præget af bod og omvendelse, en bod, som hænger sammen med fortid og nutid, men som har sit fokus på den korstfæstede Kristus. Forkyndelsen af en Kristus, som bar mine synder op på korstræet (det uskyldige offer for et nådeløst politisk og religiøst system) taler stærkt til mennesker, som selv har oplevet svig og undertrykkelse. Også blandt universitetetsfolk har jeg oplevet, at Moltmanns bog om "Den korsfæstede Gud" var meget læst.
Hvorfor er kinesere så troende? 24 procent svarer, at troen viser den rette vej i livet, 28 procent oplever, at troen giver hjælp i sygdom, bevarer fra ulykker og sikrer et liv uden vanskeligheder. 72 procent svarer, at de er lykkeligere nu, end før de fik en religiøs tro.
Der er næppe tvivl om, at religion i Kina også har at gøre med, at mange oplever livet uforudsigeligt, rodløst og uden moralsk standard. Der tales om en moralsk krise som et af resultaterne af Kulturrevolutionens religiøse krise. Dette giver sig udtryk i menneskelig kulde, korruption, mangel på integritet og en manglende evne til at skelne mellem ret og galt.
Dette fører også til en voksende social uro. Således rapporterede myndighederne om 87.000 demonstrationer og strejker i 2005, hvilket er en tidobling på ti år. Det er derfor ikke så underligt, at man fra officielt hold er optaget af "atmosfæren i det kinesiske samfund" og af relationer mellem folk og interpersonale spændinger. Det kinesiske samfund ligger betydeligt over den såkaldte gini-koefficient for et sundt og stabilt samfund. Dette udfordrer styret til at tænke værdier og etik ind i en samfundsudvikling, som inden for økonomien synes at være løbet løbsk.
En anonym kilde beskriver det sådan: "Udviklingen af en markedsøkonomi betyder, at Mao Zedong og maoisme gradvis forsvinder fra det kinesiske samfund. Folk er ikke længere fanatisk optaget af kommunisme og tror ikke længere blindt på marxisme. Men et samfund kan på den anden side ikke eksistere uden at have et ideologisk trossystem eller livssyn. Det kinesiske samfunds trossystem er "tomt", og er ikke blevet fyldt med noget nyt. Mens regeringen på sin side forsøger at opretholde en ideologisk facade af kommunisme og socialisme, kastes kinesere flest ud i en krise uden lige, uden noget ideologisk tros- og værdisystem."
Der er flere, som mener, at folk inden for styre og regering i denne situation især kunne ønske at løfte buddhistiske idealer frem kombineret med Konfucius' lære. Regeringens politik er i dag stærkt fokuseret på ønsket om at bygge et harmonisk samfund. Dette går godt i spand med buddhismens vægt på fred og på hjertet.
Landets præsident har samtidig publiceret otte positive og negative værdier, som skal være en slags moralsk standard for det nye Kina. Her hører vi om kærlighed til moderlandet, tjeneste for folket, styrkelse af videnskab, hårdt arbejde, værdien ved at holde sammen og samarbejde, ærlighed, disciplin og lydighed – og om de negative modsætninger. Her er en slags semi-religiøse otte bud for verdens største samfund, præget af lidt af hvert, men nok især af buddhistisk tænkning.
Midt i denne udvikling vokser kristentroen. Det Hongkong-baserede Institut for Sino (kinesisk)-Kristne Studier har i dag kontakt med over 20 fakulteter for religionsstudier eller centre for studiet af kristendom i tilknytning til akademiske institutioner og universiteter.
Dette handler om: Filosoffer, kunstnere, forfattere og videnskabsfolk, som tiltrækkes af kristendom som kultur, som etisk-metafysisk system og som tro. Et voksende antal studenter, som studerer religion på master- og doktorgradsniveau. Denne gruppe af intellektuelle er især optaget af kristentroen som verdensbillede og værdisystem, samtidig med at de er skuffede over marxismen som ideologi og over traditionel kinesisk kulturs evne til at hamle op med moderniseringen.
Den voksende gruppe af intellektuelle kan komme til at spille en central rolle i landets videre udvikling ved at påvirke udviklingen af værdier og ideologisk tænkning på højt plan. Samtidig kan man håbe, at der skabes broer og samtale mellem disse grupper og de officielle kirker.
Knud Jørgensen er direktør for Areopagos
Læs kronikken i morgen: "Kunsten
at belure de stille eksistenser" – om Herman Bang af journalist og forfatter Bo Nygaard Larsen