Hegel er den mest indflydelsesrige moderne filosof

Torsdag ville filosoffen Hegel være fyldt 250 år. For Hegel er det vores bevidsthed om døden, der adskiller os fra alt andet i naturen. Mennesket er det åndeligt sønderrevne dyr. Ifølge dagens kronikør er Hegel en storslået og himmelstormende tænker

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel blev født den 27. august 1770 i Stuttgart, og han døde som filosofiprofessor i 1831 af kolera i Berlin. – Foto: Wikimedia Commons.

Midt om natten i juli 1819 sidder Georg Wilhelm Friedrich Hegel, filosofiprofessor ved byens universitet, i en jolle på floden Spree midt i Berlin. Sammen med et par af sine studerende sejler han ud til byens fængsel, hvis celler af gode grunde er placeret ud mod vandet. Hvad han laver derude?

Jo, han skal ud med lidt moralsk opbakning til én af sine der fængslede, nyansatte undervisningsassistenter. Intet særligt. Bare hilse og udveksle et par høfligheder gennem cellevinduet – på latin i det tilfælde, fangevogterne skulle opfange samtalen. Det varer kun få minutter.

Den berømte filosof, siger Hegels første biograf, Karl Rosenkranz, kunne være blevet skudt fra vagttårnet, og det var snart mange år siden, han på afstand kunne begejstres over Den Franske Revolution og Napoleonskrigene, omend disse også gik ud over hans fædreland, og afstanden i øvrigt ikke var større, end at han i Jena selv havde kunnet bevidne myrderierne.

Men han tog chancen: Døden er vel en messe værd! Nu havde han jo også i efterhånden mange år gjort den kristne sandhed til filosofisk grundprincip: selvrealisering gennem selvopofrelse.

At menneskehedens historie synes et voldsorgie, betyder ikke, når blot man skuer dybt nok, at den er ufornuftig. Det afhænger kun af, hvad man er villig til at forstå som fornuftigt – hvad man venter sig af fornuften, og hvad man i det hele taget er villig til at ofre.

Intet levende, intet af værdi bliver til uden ofre. Åndelig værdi fastsættes af offerviljen. Jo højere offervilje, jo højere værdi. En værdi er det, som man er villig til at ofre en del af sin umiddelbare egeninteresse for. Den højeste værdi er det, som man ergo er villig til at ofre hele sin egeninteresse, sit eget liv, for.

I forlængelse heraf ville mange vel straks udpege deres børn, deres elskede som højeste værdi. Men før i tiden ville sådan noget som ”ære” også udgøre en højeste værdi, noget, man ville dø for, idet et æreløst liv betragtedes som værre end døden.

Sokrates tilkendegav, at et uudforsket liv ikke var værd at leve, hvilket vil sige, at også filosofien og videnskaben er værd at dø for, idet det blot at leve uden at tænke over livet, er et værdiløst liv.

Når der bliver stadig mindre at ofre sin egeninteresse for, og i sidste instans derfor stadig mindre at dø for, falder livet i værdi.

Deri består den åndelige krise, den spiral af eksistentiel meningsløshed, som den vesterlandske kultur de seneste mange årtier, måske lige siden Hegels tid, har været kastet ud i.

Det fører dels til en uudslukkelig åndelig sløvhed, dels til en – i forhold til denne sløvhed og værdiløshed – reaktionær fanatisme, hvor man for at overbevise sig om, at man har noget at leve for, skal dø for det. Dette er dog ikke udtryk for livets værdi, men netop for dets meningsløshed.

Nazisterne tilbød folk noget at dø for – med den klausul vel at mærke, at de så også faktisk blev nødt til at dø for det.

Denne sindssyge må ikke forveksles med en åndelig værdifæstning. Gives der noget, som har så høj en værdi, at jeg er villig til at dø for det, og som ergo giver mit liv værdi, så ønsker jeg ikke at dø for det, men at nyde det – nyde mit liv og min lykke.

Døden spiller en afgørende rolle i Hegels filosofi. Han kalder den for den absolutte herre. Det er i forhold til døden, at vi som selvbevidste væsener bliver til og i grunden finder vores plads i verden og i den sociale rangorden.

Ved min bevidsthed om døden indser jeg min identitet med naturen, med alle levende væsener som deltagende i den evindelige proces af tilblivelse og tilintetgørelse; jeg flyder med i denne bevægelse og er derfor intet usædvanligt, intet særegent: Jeg er blot det almene i naturen.

Men netop i denne bevidsthed om døden adskiller jeg mig fra alt andet i naturen; for min bevidsthed om døden er særegen for mig som menneske. Ved døden er jeg altså både natur og ikke-natur, jeg er på én og samme tid identisk med naturen og adskilt, forskellig fra naturen.

Mennesket er det åndeligt sønderrevne dyr. Dets misforhold til naturen og medmenneskene er dets grundvilkår. Skal det forstå sig selv, bør det derfor tage udgangspunkt i selve livets modsætningsfuldhed samt i dennes bevægelse hen imod heling og forsoning – hen imod helhed.

Denne bevægelse er menneskets stræben og foregår i dets åndsvirksomhed, i kunsten, religionen, videnskaben og filosofien.

Når disse åndens gerninger forfalder til ideologi og kun søger splid, svigter de ikke bare deres opgave, de degraderer mennesket til ynkeligt udyr.

Man må vurdere enhver menneskelig virksomhed på, om den ophøjer eller fornedrer tilværelsen.

Således også religionen: enten lever den op til sin fornemmeste opgave og bringer forsoning hinsides de stridigheder, som et samfund og dets politiske liv uvægerligt bærer i sig, og er som sådan det skønneste og mest meningsfulde, mennesker kan foretage sig, eller den degenererer aldeles til det meningsløse og skadeligste: den udtrykker menneskets intethed og selvforagt.

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel fødtes den 27. august 1770 i Stuttgart, dengang en by i Det Tyskromerske Rige, og døde som filosofiprofessor i 1831 af kolera i Berlin, hovedstaden i staten Preussen samt nogle årtier senere også i det samlede tyske kejserrige.

I hans levetid begyndte Tyskland at indtage en førerrolle i Europa, om endnu ikke i økonomisk og politisk henseende så inden for musikken, kunsten og litteraturen, de humanistiske videnskaber i almindelighed og filosofien i særdeleshed.

Ud fra Hegels kulturelle virkningshistorie at dømme er han den mest indflydelsesrige moderne filosof overhovedet – hvilket kan undre, al den stund han også er den sværest forståelige.

Men noget mente hans mange berømte elever at have forstået, for ved at gøre ham til én af deres egne vigtigste tænkepartnere har de, til tider utilsigtet, gjort kolossal reklame for hans lære.

I dag hører Hegel til blandt den klassiske filosofihistories meget få navne, som ikke alene studeres og debatteres med henblik på oplysning om fortiden, men i lige så høj grad med henblik på nutidens interesse i at forstå sig selv og sine fremtidige muligheder og begrænsninger.

Jeg har nu i over 20 år beskæftiget mig med denne storslåede og himmelstormende tænker. Få ord har for mig, især i mørkere stunder, haft større betydning end Hegels: Det frie menneske glæder sig over, at det ophøjede er til.