Hele Englands kardinal

»Dronningen fører an i sorgen over Hume«, stod der på forsiden af Daily Telegraph ved meddelsen om, at ærkebiskoppen af Westminster, kardinal Basil Hume, var død den 17. juni. To måneder forinden havde den 76-årige kardinal fortalt den engelske offentlighed, at han var ved at dø af kræft, og fra det øjeblik var hans helbredstilstand et nationalt anliggende. To uger før hans død dekorerede dronning Elizabeth kardinal Hume med en af Englands allerfornemste ordner, »The Order of Merit«. Og da han blev begravet den 25. juni deltog Tony Blair og hele Englands politiske top i requiemmessen i Westminster Cathedral i London, der blev transmitteret direkte af BBC. Dronningens gestus afspejlede den anseelse, som kardinalen nød overalt i det britiske samfund. Men begivenhedsforløbet i forbindelse med hans sidste sygdom og død markerede også et nationalt gennembrud for den katolske kirke, som han stod i spidsen for. Dronning Elizabeth havde tidligere tiltalt Hume som »My Cardinal,« og netop det ordvalg fra Church of England's overhovede kom som en overraskelse for mange kirkelige iagttagere. Hume havde ganske vist optaget et medlem af det britiske kongehus, hertuginden af Kent, i den katolske kirke. Men gjorde det ham til Elizabeth II's kardinal? Dronningens forgænger og navnefælle Elizabeth I, der 400 år tidligere gjorde England til et protestantisk land, måtte rotere i sin grav, skulle man tro. Basil Hume ville selv have været den første til at fange nuancerne i kontakten til kongehuset, ligesom han i øvrigt var opmærksom på de fleste facetter i sine forbindelser til den politiske verden, til pressen, til andre trossamfund og til den katolske menighed. Han havde sit eget princip-program, men var også opmærksom på andres dagsordener. Kongefamilien påskønnede hans takt. Politikerne og pressen satte pris på hans ærlighed. Anglikanerne, jøderne og muslimerne kunne stole på ham. Rom priste hans loyalitet. Og katolikkerne kunne glæde sig over, at Basil Hume i løbet af sine 23 år som ærkebiskop fremstod som en af Englands mest markante religiøse skikkelser. Humes udnævnelse til ærkebiskop af Westminster i 1976 og dermed til overhovede for Englands og Wales' knap fem millioner katolikker var en af den slags overraskelser, som Vatikanet excellerer i. Hume var munk. Som abbed for det navnkundige benedik-tinerkloster Ampleforth i Yorkshire levede han i skyggen af de udadvendte biskopper med stor pastoral erfaring, der var de mest oplagte kandidater. Til gengæld havde han andre kvaliteter, som den daværende pave Paul VI var fuldt opmærksom på. Hume kunne lytte til folk og bygge broer mellem stridende fraktioner. Og i årene efter Det andet Vatikankoncil var der rigelig brug for folk, der kunne forlige traditionalister og liberale inden for den katolske kirke og markere kristne trossandheder i en sekulariseret omverden. Desuden skulle de mange års klosterdisciplin vise sig at være en god forberedelse til hvervet som ærkebiskop. Oppe under taget i sin embedsbolig indrettede Hume en klostercelle. Den trak han sig ofte tilbage til for gennem bøn og meditation at styrke sig til de talrige møder og offentlige hverv, der nu udgjorde hans dagligdag. Humes forgængere på ærkebispesædet havde alle lidt under, at det at være katolik i grunden blev betragtet som u-engelsk. Den industrielle revolution og det britiske imperium var protestantiske foreteelser. Katolicis-men identificeredes derimod med den Spanske Armada, irsk armod og eksilerede Stuarter, der vansmægtede ved hofferne i Paris og Rom. Bevares, der var enkelte gamle katolske familier (f.eks hertugerne af Norfolk), men det er sigende, at helt op til tiden efter Anden Verdenskrig, var den katolske kirke i England kendt som »the Italian mission to the Irish«, og det var ikke ment som nogen kompliment. I 1829 havde katolikkerne ikke desto mindre fået religionsfrihed, og blandt andet takket været teologen og forfatteren John Henry Newman opnåede den katolske kirke en vis grad af respektabilitet. Og da Newman i 1879 blev udnævnt til kardinal, var det den almindelige opfattelse, at hæderen kastede glans over hele den britiske nation. For Newmans samtid, der i vid udstrækning betragtede katolske gejstlige på samme måde, som vor tid ser på iranske mullaher, var det et plus, at han både lignede og opførte sig som en gentleman. Hundrede år senere havde Basil Hume samme fordel. Han tilhørte den højere middelklasse, han havde gået på kostskole og læst i Oxford. Han havde sans for humor og et strejf af excentricitet. Han var beskeden, men også i besiddelse af naturlig myndighed. Han lignede kort sagt en, som det britiske establishment og den engelske offentlighed kunne forholde sig til. Selv lod han ingen i tvivl om, at han først og fremmest var benediktinermunk, et medlem af en ældgammel orden, hvis klostre engang lå overalt i det engelske landskab. Der er dem, der siger, at der ikke findes noget mere engelsk end en engelsk benediktiner, og typisk nok vandt hans britiske charme ham også mange venner i Vatikanet. Rom følte sig tryg ved ham. Hume var konservativ i sin teologi, men hans ledelsesstil var liberal nok til, at katolicismen hverken forekom anakronistisk eller utroværdig. Og modstanden mod abort, styrkelsen af familien, bekæmpelsen af fattigdom og opretholdelse af menneskerettighederne havde han til fælles med pave Johannes Paul II. I 1982, da paven besøgte England midt under Falklandskrigen, fik Hume sit store diplomatiske gennembrud, og opnåede Roms godkendelse af sin særlige stil. Han sørgede for, at paven fik en meget grundig briefing, før han satte foden på britisk jord, og han drog ligeledes omsorg for, at englænderne var velorienterede om deres berømte gæst. Besøget var en stor succes. I november 1992 kom endnu en prøve på Humes lederskab. Church of England besluttede sig til at præstevie kvinder og revnede næsten som følge heraf. En større udvandring fulgte, og i løbet af de næste år anmodede fire biskopper, hundredvis af præster og tusinder af lægfolk (inklusive to ministre og adskillige parlamentsmedlemmer) om optagelse i den katolske kirke. Church of England var meget pinligt berørt, den katolske kirke var uforberedt, og kardinal Hume stod pludseligt med noget, der lignede et organisatorisk og diplomatisk mare-ridt. Gifte anglikanske præster, der ønskede at fortsætte som præster i den katolske kirke, var et særligt problem. Konservative katolikker var ikke vilde med tanken om gifte præster og ex-anglikanere med progressive ideer, og desuden skulle Rom ansøges om dispensation. Omvendt stod liberale katolikker også tøvende over for deres nye trosfæller. De var overbeviste om, at modstanden mod kvindelige præster hidrørte fra en ekstrem traditionalisme og ønskede ikke, at den konservative fløj i den katolske kirke skulle styrkes på denne måde. Fald-gruberne var mange, og luften var til tider kølig mellem Westminster Abbey og Westminster Cathedral. Men i sid-ste ende lykkedes det for kardinal Hume at formidle så blød en overgang til Rom for konvertitterne fra Church of England, at den anglikanske kirke ikke følte sig ydmyget, og sammenholdet i den katolske kirke ikke led skade. Og både den nuværende ærkebiskop af Canterbury og hans umiddelbare forgænger deltog i Humes begravelse. »Jeg kan dog ikke andet end beklage, at arven fra reformationen visner. Katolicisme er vitterligt ikke godt for et lands... økonomiske og videnskabelige udvikling.« Professoren har dog næppe grund til ængstelse. Den Spanske Armada lurer ikke i horisonten. Som alle andre kristne trossamfund i England oplever den katolske kirke et fald i antallet af praktiserende medlemmer. Det vidste kardinal Hume godt, uden at han dog kunne gøre noget ved det. Her er tale om en fælles europæisk erfaring, som også den danske kirkelige virkelighed kan knytte an til. Men kardinalen vidste også, at parallelt med den dalende kirkegang fylder etiske spørgsmål mere og mere i vores dagligdag, også hos de mennesker, der ikke kommer i kirken. Samfundet ændrer karakter i disse år - med mindre vægt på det institutionelle tilhørsforhold og mere vægt på den personlige overbevisning og det personlige eksempel. I den situation er det godt at erindre, at den gode kirkeleder aldrig kan adskilles fra det gode menneske. »Kar-dinalen giver indtryk af at være en mand, for hvem det til stadighed lykkes at samle sig om Gud, uden at han dog slipper denne verden«, skrev den engelske konservative politiker Ann Widdecombe sidste år. Samme iagttagelse gjorde mange andre. Som kardinal og ærkebiskop har Hume sikret sig en unik position i engelsk kirkehistorie. Men bag den skarlagenrøde kardinaldragt, var det benediktinermunkens eksempel, der gjorde det største indtryk. n mag.art.