FOR NYLIG LANDEDE TO NYE klimarapporter i min og mange andre klimabekymrede danskeres indbakke: Verden er på katastrofekurs. Derfor er vi nødt til som enkeltpersoner at forandre os og ikke kun sætte vores lid til magthaverne. Ikke fordi vi almindelige civile borgere kan redde kloden, men fordi alt andet vil være enten at leve med løgn og fornægtelse – eller at leve kynisk og uetisk. Begge dele nedbryder os.
Det her skriver jeg på min datters vegne. Hun er 21 år og ligger lige nu i fuld narkose på grund af en kompliceret operation. Årsagen til operationen er egentlig sagen uvedkommende, og dog: Det er hendes tunge, der skal opereres. Den er følelsesløs efter en tandoperation. Jeg skriver for at sende hende al den konstruktive energi, jeg kender – og den, jeg kender bedst, er viljen til at kæmpe. Kampånd. Jeg skriver for hendes tunge. For den skal tale. Der er meget, den skal sige.
Uanset hvor du selv er på skalaen mellem at være alarmeret eller mindre anfægtet, er det et faktum, at kloden er på katastrofekurs. Iskapper smelter, bundet CO2 og metan frigives fra arktis, smeltevand med mindre salt får golfstrømmen til at stilne af, monsunen går i stå, tørke skifter med oversvømmelser, naturbrande raser, regnskove ødelægges, flere hundrede arter uddør dagligt, egne, der er ubeboelige, vokser, deltaområder, der før gav mad til millioner, oversvømmes af saltvand. Subtropisk varme og enorme vandmængder i tempererede egne, og tropisk varme og tørke i de subtropiske. Det sker i vores tid.
Min datter vil opleve en verden i socialt, økonomisk og politisk opbrud med kriser og krige, migrationsstrømme og mangel på ferskvand, fødevarer og jord. Hvis hun trods disse fremtidsudsigter vælger at få et barn, vil barnet om 100 år opleve en klode, der er delvist ubeboelig. Måske er fødevareproblemet løst med teknologi. Måske er energiproblemet løst. Men stadig vil følgerne af temperaturstigninger på mindst tre-fire grader og deraf følgende havstigninger og naturkatastrofer være enorme og på et niveau, vi dårligt kan forestille os.
Nu kommer jeg til det, der er værd at kæmpe for:
Vi kan ikke stoppe klimaforandringerne, for selv med en nul-emission fra 2030 vil en del af disse dominoprocesser være så fremskredne, at de udløses. En katastrofe i slowmotion, der udspiller sig for vore øjne. Eftersom de politiske systemer er for langsomme, for træge og for egoistiske, er nul-emission i 2030 slet ikke realistisk. Kina og Indien vil øge deres CO2-udledning mange år endnu.
Vi kan derimod forvente, at erhvervslivet kommer til at udrette rigtig meget godt – fordi pengene flytter sig derhen, hvor efterspørgslen er, nemlig på løsninger. Vi kan sætte vores lid til civilsamfundet og alle de små og store lokale løsninger, der blomster nedefra: nye måder at bo på, dyrke jorden på, transportere sig på. Vi kan på energifronten regne med udvikling af billig og næsten gratis sol og vind.
Men det er ikke nok. Det vil være for sent at undgå det punkt, hvor de irreversible ændringer sætter ind. Men hvad kan vi da gøre? Og hvad giver mening at gøre? For vi mennesker kan ikke leve uden mening eller uden håb.
For mig står det klart, at vi, der kan og vil, må smide, hvad vi har i hænderne, og sige: Dette er en nødsituation. Vi må gøre det for at dyrke håbet – på trods. For at vores liv skal være meningsfuldt. Selv arbejder jeg (blandt andet) for bedre forhold i vuggestuer og børnehaver. Men giver det mening at kæmpe for bedre normeringer, hvis disse børn ikke har en fremtid?
DERFOR HAR JEG ET BUD PÅ EN LISTE til dig, der vil undgå klimadepression og har kræfter og energi til at kæmpe:
Kig på dit job, hvis du har et. Giver det mening? Producerer du noget, som er med til at skubbe kloden ud over kanten – eller laver du noget, som kan flytte menneskelig aktivitet i retning af større planetarisk balance? Kan du mærke med dig selv, at dit arbejde ikke længere giver mening set i dét perspektiv, jeg beskriver, og som ændrer alt, så sig op. Du skal kunne se dig selv i øjnene.
Kig på dit forbrug. Det er sagt til hudløshed: mindre kød, mere plantebaseret, færre ting, der bare går i stykker, mere reparation og genbrug. Mindre bil. Færre flyrejser. Jeg siger ikke, at du med dit ændrede forbrug redder verden, men du gør to ting: 1) Når du stemmer med indkøbskurven, påvirker du ikke bare markedet, men også politikerne. 2) Du påvirker ved dit gode eksempels magt dine venner, dine naboer og din familie — og den slags er ringe i vandet.
Kig på din tid. Bruger du den sammen med dem og det, der betyder mest for dig? Kæmper du for det, du har kært, og for dem, du har kær? Og hvis hele den betagende og artsrige natur med dens mysterier og undere bjergtager dig, som den bjergtager de fleste, der giver sig tid til den: Ærer du den natur, som du er udsprunget fra og er en del af?
Kig på din bolig. Kan du bo mere bæredygtigt, streame mindre, isolere bedre, skifte elselskab, lægge græs eller solceller på taget, bo mindre?
Kig på dine pensionspenge. Kan du flytte dem til et selskab, der investerer grønt – eller være en af dem, der kræver at dit selskab gør det – nu?
Kig på dine udgifter. Kan du barbere alt det væk, som ikke giver mening og glæde? Husk der er to former for økonomisk rigdom: at have mange penge – og at have få udgifter. Det sidste giver stor frihed.
Og til sidst: Brug nu den følelse af frihed og mening, som du har opnået ved at følge ovenstående råd, til at kaste dig ind i kampen. Om det så skal være civil ulydighed eller den mere civilt lydige kamp igennem et politisk parti – eller om det skal være at møde op hver torsdag morgen foran Christiansborg og deltage i Klimapåmindelsen eller at gå ind i 350 Klimabevægelsen i Danmark, Fridays for Future eller Bedsteforældrenes Klimaaktion – gør det. Gør det for dine børns skyld. For dine børnebørns skyld. For at kunne se dig selv i øjnene i morgen.
Og mens du gør alt dette: Vær vred. For du har ret til at være vred. På alle dem, der i 30 år eller mere har vidst, at vi bevægede kloden mod katastrofen, men forsøgte at skjule sandheden: De store olieselskaber, den petrokemiske industri, ja, alle dem, der har tjent milliarder og atter milliarder på at ødelægge jordens balance. Men vær også kærlig. Kærlig mod alle dem, der ikke magter at ændre på deres egen tilværelse, fordi de har for meget at slås med allerede. Og også kærlig mod dem, der ligesom dig har en drøm om at gøre en forskel i verden, men hvor deres drøm ser lidt anderledes ud end din. Vær kærlig og venlig mod dem. Den kommende tid kommer til at stille meget store krav til vores venlighed over for hinanden.
OM LIDT VÅGNER MIN DATTER forhåbentlig af narkosen. For at ære hende og hendes generations kamp for en fremtid og for klimaretfærdighed, vil jeg fra nu af smide, hvad jeg har i hænderne, og kæmpe ved hendes side.
Jeg er spændt på, om hun får følelsen igen i sin tunge. Hun har meget at sige til verden. Alt det, jeg har skrevet her, siger også hun. Men hun siger det mere begavet, mere visionært, mere vidende, mere specifikt. Og hun tror også stadig på, at de politiske systemer kan noget. Hun er politisk aktiv. Hun håber stadig. Selvom hun mere end så mange andre ved, hvor håbløst det ser ud.
I en alder af kun 21 år ved hun, at uden håb går det ikke. Hvilken tung byrde at skulle bære: at vide, at selvom det ser rigtig sort ud, må vi tænke og handle grønt. Konsekvent. Fra nu. For det er en katastrofesituation.