Prøv avisen
Kronik

Vi kunne godt bruge Tintin til at skabe håb i Afrika

Nik Bredholt, udsendt af danmission som regionsleder for tanzania og madagaskar

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I ”Tintin i Congo” er den egentlige helt – ud over Tintin – missionæren. Han hjælper lokalbefolkningen. Kirkerne er vigtige aktører i arbejdet med udvikling, mener Nik Bredholt, som er udsendt af Danmission til Tanzania og Madagaskar

KIGGER MAN IND I en souvenirbutik i Stone Town er man ikke i tvivl om, at Tintin har været der. Der sælges T-shirts, hvor Tintin står ved House of Wonders, og Tintin bliver forfulgt i de smalle gader i Stone Town af vrede arabere. Det er ikke helt til at vide, om Tintins skaber, Hergé, har haft nogen idé om Zanzibar, men en bog er det ikke blevet til, omend vi godt kunne bruge Tintin hernede til at skabe håb.

På Zanzibar, hvor jeg har boet de seneste tre år, har demokratiet som redskab til forandring trange vilkår. Oppositionen boykottede valget i marts 2016, efter at valget i oktober 2015 blev annulleret, selvom det blev gennemført på planmæssig vis. Ved de seneste suppleringsvalg i februar i Tanzania, som Zanzibar er del af, boykottede oppositionen flere valgsteder, og oppositionen på Zanzibar har netop sagt offentligt, at den heller ikke ønsker at deltage i et planlagt suppleringsvalg på øen. I den situation kan man godt spørge, om det overhovedet er muligt at ændre noget grundlæggende i Tanzania igennem et valg.

I Kenya valgte oppositionen ligeledes at boykotte, da præsidentvalget gik om sidste efterår. Højesteret fik nok underkendt det første valg, men retten formåede ikke at ændre på valgkommissionen. Hvis ikke befolkningen i et land, som Tanzania eller Kenya har tillid til valgkommissionen og de institutioner, der skal sikre gennemsigtighed i systemet, så kan demokratiet, som vi kender det, ikke fungere.

Kigger man rundt i Østafrika, er den demokratiske situation ikke opmuntrende. I Uganda har præsident Museveni fået lavet grundloven om, så han kan blive siddende. Det samme er sket i Burundi, hvor mange tusinde er flygtet fra den vold, som situationen har skabt.

Men det manglende demokrati er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der mangler opbakning til regeringerne, eller at der ikke sker positive tiltag. Afrika har en anden historie end Europa, og løsninger i Afrika ser ikke nødvendigvis ud, som vi forventer.

DER HAR NETOP VÆRET topmøde i den Afrikanske Union (AU) under overskriften ”vind kampen mod korruption – en bæredygtig vej for Afrikas forandring”. Der er i Afrika i dag en erkendelse af, at kontinentet selv skal sørge for orden i eget hus. Rwandas præsident, Kagame, som heller ikke er nogen udpræget demokrat, er i år blevet leder for AU. Hans prioriteter er netop kamp mod korrup tion og en forbedring af situationen for unge og kvinder, men også et finansielt uafhængigt AU.

Madagaskar ud for Afrikas sydøstlige kyst har i starten af juni fået en ny regering ledet af Christian Ntsay. Den siddende præsident, Henry Rajaonarimampianina, har gjort alt han kan for at undgå nomineringen, men det var umuligt at komme uden om, da højesteret havde afsagt kendelse om sagen. Det er helt specielt i en afrikansk kontekst, at en retskendelse går imod den siddende præsident. Det har stort set kun været et sydafrikansk fænomen.

Efter et forsøg på at ændre forfat ningen, så præsidenten kunne blive siddende, gik de to tidligere præsidenter Andry Rajoelina og Marc Ravalomanana og deres deputerede sammen om at presse regeringen til forandring. Det er god skik fra en noget ukendt kant. Madagaskar er også et eksempel på en fredelig overgang uden drab på politiske modstandere. Marc Ravalomanana var i eksil fra slutningen af 2008 til 2017. Han blev afsat af militæret, der indsatte Andry Rajoelina. Således er det to tidligere ”fjender”, der har fundet sammen, omend de næppe bliver sammen, når valget kommer den 7. november.

Den seneste forbrødring mellem de stridende parter i konflikten i Sydsudan er rigtig godt nyt for Afrikas yngste stat, som næsten kun har kendt til krig.

Endnu mere overraskende er den seneste etiopiske accept af den fredsløsning, som oprindelig blev udarbejdet ved international mægling mellem Etiopien og Eritrea efter krigen i 1998-2000. De to regeringschefer har netop formelt afsluttet krigen på et møde i Asmara. Her er forandringspotentiale for situationen på Afrikas Horn, som også vil kunne have effekt på strømmen af migrantarbejdere til Europa.

Flere af disse positive tiltag kommer ikke fra folk, der nødvendigvis er valgt efter et system, som vi vil kalde demokratisk. Folk er ligeledes ofte bange for valg, for de ved, at det medfører uro og vold, og de stoler ikke på valgkommissionerne eller det, som den lokale presse fortæller. Med de udfordringer er vi i Vesten nødt til at se på, hvordan forandringer trods alt kan ske, uden at glemme de store målsætninger om folkelig inddragelse og fredelig sameksistens. Det tager lang tid at få demokratier til at fungere, og der kan være andre systemer, der opleves som retfærdige, ligesom folkelig legitimitet kan opnås på andre måder end ved flertalsvalg. Det er dem med uddannelse, der kræver demokrati, som vi har det. Langt de fleste vil være tilfredse med retfærdighed, fred og stabilitet. Det er alligevel sjældent dem, der virkelig trænger til forandringer, de fattige og marginaliserede, som får meget ud af forandringen, om den kommer ved et såkaldt demokratisk valg eller ej.

DER ER ANDET END politiske partier og retsinstanser, der bestemmer over udviklingen i Afrika. Her har Tintin noget at byde på, nemlig fra bogen om Congo. Alt for meget er blevet sagt om den primitive beskrivelse af afrikanerne, og man har glemt, at tegneserien handler om kontrollen med mineraler, diamanter og amerikanske selskaber, der vil udnytte rigdommen i landet. Amerikanerne ønsker at lukke munden på en journalist. Det er en tidssvarende problematik, der fortsat præger et land som Congo! De komplekse kriser i Sudan, Sydsudan, DRCongo, Den Centralafrikanske Republik og Nigeria har lange udsigter, og det gennemgående træk er netop eksistensen af råvarer. Demokratiet er ekstremt udfordret disse steder som forandringsmotor.

I Angola, som i mange år havde en borgerkrig, der var direkte finansieret af olie og diamanter, er præsidenten skiftet ud for nylig. Men Joao Lourenco, som tog over i september sidste år, var hele vejen igennem del af det samme parti, som den tidligere præsident. Den store ændring handlede ikke om præsidenten, men om, at den tidligere præsidents datter siden er blevet tvunget til at gå af som chef for det statslige olieselskab.

De midler, der flyttes rundt ved udnyttelse af naturressourcer, er enorme og bruges desværre ofte til at fastholde konflikter og spænde ben for demokratiske processer. Kan der skabes bedre gennemsigtighed og kontrol med disse midler, er der en chance for at begrænse midlerne til krig. Programmer som EITI (Initiativ for gennemsigtighed i udvindingsindustrien) eller den såkaldte Kimberley-proces, der skabte et system for salg af diamanter, har utvivlsomt hjulpet til at dæmpe finansieringen af krig i Afrika. Min erfaring er, efter at have boet seks år i Østafrika og rejst på kontinentet, at det giver mening at have det lange blik på situationen, og hvis vi kun ser på demokratiets tilstand, bliver det deprimerende. Det tager lang tid at skabe demokratiske strukturer, og løsningerne ser ikke nødvendigvis ud, som vi forestiller os. Der er brug for det lange, seje træk, hvor uddannelse, oplysning og udvikling går sammen.

Et ekstra plus ved ”Tintin i Congo” er, at den egentlige helt – ud over Tintin selv – er missionæren. Han hjælper lokalbefolkningen (omend på gammeldags vis) og kæmper mod de udenlandske mineselskaber. Kirkerne er vigtige aktører, både hvad angår arbejdet for kontrol med naturressourcer og som en stemme i civilsamfundet, der arbejder for langsigtet udvikling.