Prøv avisen
Kronik

Kærligheden er med os ind i døden

Det er over tre år siden nu. Glad kom jeg hjem en aften, tog det pæne tøj af, da det ringede på min dørtelefon. To unge politibetjente meddelte, at min søn valgte at tage sit eget liv, skriver dagens kronikør

Nu er det over tre år siden, at min søn valgte at tage sit eget liv. Det var den 9. december 2013, og solen skinnede smukt, og jeg var til fødselsdag hos en veninde.

Vi var mange kvinder sammen i vores smarteste tøj. Vi spiste og drak lidt hvidvin, snakkede, grinede og hyggede os, som vi kvinder kan være så gode til. Glad kom jeg hjem og tog det pæne tøj af, da det ringede på min dørtelefon.

Jeg bor i stuen, så hurtigt så jeg to unge politibetjente i fuld uniform og med skydevåben i bæltet, men stemmerne var bløde og sårbare. De spurgte, om jeg var mor til Alex, og da jeg svarede ja, sagde de, at Alex var blevet trukket op af Damhussøen af to dykkere fra Københavns Politi og kørt på Rigshospitalets traumeafdeling.

En ung, kvindelig kondiløber havde set ham binde sine ben sammen med gaffatape, og med gaffatapen i munden derefter hænderne, og hurtigt var sprunget i søen. Kvinden alarmerede straks politiet, som kom så hurtigt, de kunne. 20 minutter havde han ligget i vandet, så selvom apparater holdt gang i både hjerte og lunger, kunne ingen sige endnu, om han ville overleve.

Så kom en mareridtsagtig køretur gennem København på bagsædet af en politibil, det var mørkt nu, og byen strålede smukt af jul og hygge. Og her sad jeg og blev med et forunderligt svæv transporteret gennem en lang gang, fra et land til et andet. Søde mennesker viste mig venteværelset på traumeafdelingen og sagde, at lægerne kæmpede for hans liv, men at de ikke kunne sige noget endnu.

Jeg tænkte: Du overlever, Alex, det ved jeg, det er fjerde gang, du forsøger at tage dit eget liv, du har overlevet før, det gør du igen. Min kærlighed til dig holder dig i live.

Du har diagnosen paranoid skizofreni, dette selvmordsforsøg er det alvorligste. Men vi har overlevet så meget andet sammen, dine op- og nedture med din sygdom gennem 14 år. Du var blevet udskrevet direkte fra den lukkede afdeling, fra et psykiatrisk hospital til et hyggeligt bosted, du er fyldt 31 år, det skal nok gå.

Efter mange timer kommer overlægen ud til mig i venteværelset og siger, at de virkelig har kæmpet for at holde Alex i live, for nogle tal var gode, nu må vi vente og se til i morgen.

Næste morgen kører vi tilbage til traumeafdelingen, men i det samme, vi træder ind på afdelingen, mødes vi af en læge, som straks siger, at man om natten har scannet Alex’ hjerne og konstateret, at han er hjernedød, det giver ingen mening at holde ham i live med alle apparaterne, men at jeg selv kan bestemme, hvornår de skal slukke for dem.

Jeg hører min stemme skrige med en helt ny lyd, jeg aldrig har hørt før, og løber hen til sengen, hvor Alex ligger, så smuk og fredfyldt med sin store 1,92 meter lange krop, sin hvide hud, sit smukke, sorte lange hår, en vejrtrækning så rolig holdt i gang med apparater, og slanger gennem næse og hals, hjertet, som slår så stille.

Jeg hører min stemme holde op med at skrige og nøgternt sige, at de må slukke for apparaterne i eftermiddag, mine forældre skal komme herind og min datter også, så vi sammen kan tage afsked med Alex, og at jeg gerne vil tale med en præst. Jeg er selv præst og har brug for en kollegas kyndige venlighed.

Præsten kommer og taler og læser i Bibelen, sammen beder vi Fadervor og lyser velsignelsen. Jeg tager mit kors, jeg har om halsen i en kæde, og giver Alex det på, og tager det kors, som sygeplejerskerne har taget af fra hans hals, og sætter det om min egen.

Familien kommer frem til hospitalet, og personalet tænder lys i en stage, og jeg sidder ved sengekanten og holder min søn i hånden. Bedsteforældrene, lillesøster og min kæreste står rundt om sengen. Personalet slukker for apparaterne, og Alex trækker selv vejret og lever.

Små 20 minutter lever Alex og jeg med, da døden melder sin ankomst.

Blidt og stille kommer døden, og fuld af kærlighed løftes sjælen ud af Alex’ krop af de blideste hænder fra Gud. Jeg går med så langt, jeg kan, fuld af lys og kærlighed, men blidt og stille bliver jeg bedt om at give slip.

Man siger, at vi intet kan tage med os i døden, men det er ikke sandt, for kærligheden er med os ind i døden. Og kommer os også i møde.

Nogle dage senere drømmer jeg en nat, at jeg kører bil med Alex, som er urolig, svær at have med på bagsædet. Pludselig kører vi helt oppe i himlens skyer, og min søn siger med et stort smil: Mor, nu står jeg af og tager cyklen. En stor flot herrecykel kommer frem, og Alex sætter sig op på den, ser på mig, smiler og vinker og kører hen over skyerne. I det fjerne kan jeg se andre cyklister køre ham i møde.

Tiden går, men en dag hører jeg en hvisken fra mit indre landskab, at hvis jeg vandrer nu, vil jeg finde døren åbnet til mit hjerte. For i hjertets indre rum bor Gud.

Vandringen begynder en morgen, hvor jeg skal over i kirken og holde morgenandagt. Jeg kigger på uret og tænker, at jeg lige kan nå min morgenbruser. Tager et hurtigt bad og kommer i tøjet, da jeg igen lige kigger på uret. Det var pudsigt: Viserne har ikke flyttet sig, siden jeg sidst så på uret. Nå, jeg må have set forkert første gang. Er mit ur gået i stå? Hvad er der på færde?

Så kommer min elskede søn i et stort lys, ligesom udstrakt i en gennemsigtig kasse. Som sædvanlig smiler han til mig og siger: Mor, mor, hvorfor stresser du sådan, du ved da godt, at tid er en illusion, lov mig at være glad og nyde livet. Så var han væk igen.

Men jeg var blevet vækket. Mit hjerterum åbnede sig forsigtigt, den teflonbelægning, jeg havde anbragt om hjertet, begyndte at glide væk, og forundret forstod jeg, at jeg intet forstod.

Så en dag lander en bisættelse på netop mit bord med en kvinde, som jeg kender lidt fra menigheden, og som har begået selvmord.

Jeg ånder ud og ind gennem hjertet, står på mine ben, og bisættelsen bliver smuk og kærlig til trøst for familien, som vi præster kan så fint.

Men da jeg 14 dage senere kører på cykelstien, viser den afdøde kvinde sig pludselig i et tydeligt syn foran mig. Stop, stop, Karin, jeg har en besked til dig: Jeg skal hilse dig fra Alex og sige, at du skal tage hans kors af halsen, som du bærer som et smykke. Vær glad og nyd livet.

Så var kvinden væk. Og så kom tårerne endelig fra mit hjerte, så meget som aldrig før, og jeg græd og græd og faldt og faldt, til jeg blev grebet af Gud og kunne køre hjem til mig selv.

Hjemme tog jeg smykket af, det var som at blive befriet for en møllesten om halsen. Siden har jeg ikke modtaget flere hilsner fra min søn i evigheden i Guds himmel.

Jeg elsker dig, søn, af hele mit hjerte. Jeg accepterer og respekterer din sorg, din smerte, dit valg, for psykiske smerter kan være så voldsomme og livsødelæggende, at mange fysiske smerter er det rene vand ved siden af.

Jeg fortæller i dag om oplevelserne med min søn som et vidnesbyrd til ære for Gud og til ære for Alex og alle de andre psykisk sårbare og skæve eksistensers ære. Med svære liv, som viser os Guds storhed og forunderlighed, Guds mangfoldighed og grænseløse kærlighed.

Guds kærlighed, som altid er så meget større, end jeg overhovedet kan fatte.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.