Hermansen og salmebogen

Der vil altid i forbindelse med udgivelsen af noget så vigtigt som en ny salmebog opstå store og til tider voldsomme diskussioner om rimeligheden i en sådan udgivelse. Hvad skal det i det hele taget til for? Forud for udgivelsen af vor nuværende salmebog i 1953, havde der også været store og spændende diskussioner, ikke mindst, fornemmer jeg, begrundet i en væsentlig større interesse for arbejdet med salmer og salmebøger dengang end nu. Og dengang kunne man virkelig tale om en markant utilfredshed med den daværende autoriserede salmebog, »Psalmebog for Kirke og Hjem«. Ja, der var i virkeligheden to autoriserede salmebøger, idet man i området syd for Kongeåen endnu anvendte den såkaldte »Den sønderjydske Salmebog« - paradoksalt nok udgivet i 1925. Den politiske genforening i 1920 havde således ikke medført en genforening på salmebogsområdet. Men det var nu nok især den markante utilfredshed med »Psalmebog for Kirke og Hjem« frem for spørgsmål om rimeligheden i udgivelsen af en ny salmebog, der prægede forarbejdet med en ny salmebog. »Psalmebog for Kirke og Hjem« udkom i 1897 og blev autoriseret i 1899. Men der gik nu ikke ret mange år, før der var udgivet en flod af tillæg til denne salmebog. Og hvad enten man vil det eller ej, så er et tillæg til en salmebog udtryk for et »mistillidsvotum« til salmebogen - eller i det mindste et temmelig håndfast udtryk for utilfredshed. Ikke mindre end 10 tillæg til »Psalmebog for Kirke og Hjem« blev det til igennem årene, hvoraf ét var et autoriseret tillæg, udgivet i 1913. En stor del af tillæggene var udgivet af grundtvigske kredse og indeholdt således kolossalt mange Grundtvig-salmer, begrundet i at Grundtvig kun var sparsomt repræsenteret i »Psalmebog for Kirke og Hjem«. Det store salmebogsarbejde og den store interesse for salmer - og ønsket om at få en fælles dansk salmebog, og ikke som hidtil en kongerigsk og en sønderjydsk - var årsagen til, at der fra begyndelsen af 1930'erne nedsattes tre forskellige salmebogsudvalg: Det sønderjydske salmebogsudvalg, det grundtvigske salmebogsudvalg og »Midtjydsk Salmekonvent«, som bestod af præster, der enten var medlemmer af Tidehverv eller i det mindste stod denne kreds nær. Hvad angår de to førstnævnte udvalg, siger det jo næsten sig selv, hvori udvalgsarbejdet skulle bestå. Det sønderjydske salmebogsudvalg havde som det første og grundlæggende arbejdsprincip at »forberede en Fællessalmebog ved et direkte Arbejde paa sønderjydsk Grund, saa at vi engang kan forelægge vore Erfaringer og Arbejdsresultater for det kompetente Salmebogsudvalg, som engang maa komme, naturligvis ved at tage vor gamle og nye Salmebog (N og S) som Arbejdsgrundlag«. Det grundtvigske salmebogsudvalgs opståen skyldes først og fremmest en kraftig afstandtagen til og en, flere gange tidligere, udtalt utilfredshed med »Psalmebog for Kirke og Hjem«. Grundtvigianerne ville på ingen måde forklejne vigtigheden af genforeningen i 1920, men hævdede retteligt, at der dog var andre grunde til udarbejdelsen af en ny fælles dansk salmebog. Det var således hensigten at skabe en »fælleskirkelig« salmebog, forstået på den måde, at der i en kommende salmebog skulle tages behørigt hensyn ikke alene til Grundtvig, men også til reformationstidens salmer og salmedigtere, til Kingo og til Brorson, ligesom man heller ikke burde overse de dengang nye digtere som Aastrup og Vilstrup. »Midtjydsk Salmekonvent« var det teologisk mest ensrettede udvalg. Man var hér, rent dogmatisk, meget skarpe i linjen: »Salmerne maa være Udtryk for det, Kirken bekender som sin Tro, og som den er bundet til. De skal dels forkynde Guds Gerning, hans Krav og hans Naade, og dels give Svar på denne Forkyndelse i Bøn og Lovsang. De skal tage os ind under Lovens og Evangeliets Magt«, hedder det bl.a. i det 17 sider lange forord til »Forslag til Salmebog. Udarbejdet af Midtjydsk Salmekonvent«. I øvrigt ønskede »midtjyderne« at vende tilbage til en meget ældre salmebogstradition - den tradition som lå før »Evangelisk-kristelig Psalmebog« fra 1798. Dette behøver imidlertid ikke at udtrykke et konservativt salmebogssyn, men snarere et ønske om en ren dogmatisk vurdering af salmestoffet, så at salmerne kan forkynde kristendom og ikke blot almen religiøsitet. Forud for udgivelsen af en ny dansk salmebog forelå således tre forskellige forslag, udgivet i hhv. 1943, 1944 og 1948. Disse forslag - eller forarbejder - var et godt udgangspunkt for den salmebogskommission, som var blevet nedsat den 29. maj 1946. Men det var i sandhed tre meget forskellige forslag, som var bIevet udarbejdet. Det sønderjydske forslag til en ny dansk salmebog indeholdt ikke mindre end 979 salmer. Noget tyder på, at sønderjyderne så at sige havde taget »revl og krat« med i forslaget, hvorfor det sønderjydske forslag da også må beskrives som både ukritisk, ustruktureret og alt for omfattende. Det grundtvigske forslag til ny salmebog indeholdt 846 salmer, hvoraf de 407 var salmer af Grundtvig. Det mindede måske mere om en Grundtvig-antologi end om en salmebog. I hvert fald blev forslaget ikke uden grund beskyldt for at have en vis slagside i retning af Grundtvig, selvom grundtvigianerne havde været meget mere bevidste i udvælgelsen af salmer end sønderjyderne. Det midtjydske forslag til salmebog indeholdt 760 salmer, og var det forslag, som efter mit skøn kom tættest på en »all-round salmebog«. På god, lu-thersk, bekendelsestro facon havde midtjyderne tilgodeset så at sige alle aspekter af salmedigtningen, just ved på én gang at være kritisk over for de eksisterende autoriserede salmebøger, og samtidig ved at mene, at en ny fælles salmebog skulle »være Udtryk for det, Kirken bekender som sin Tro og som den er bundet til«. Samtidig havde midtjyderne forstået, at det virkelig var nødvendigt at tilgodese den sønderjydske salmetradition, ligesom man på ingen måde havde overset Grundtvig i den dogmatiske vurdering. Endvidere havde midtjyderne sindet åbent for den (dengang) nyeste salmedigtning, som den især kom til udtryk i Aastrups salmer. Det var nu op til salmebogskommissionen at tage fat på den endelige udarbejdelse af en ny salmebog. Kommissionen var blevet sammensat ganske velafbalanceret, forstået på den måde, at der var repræsentanter for de tre salmebogsudvalg; der var repræsentanter for de to store retninger i dansk kirkeliv, grundtvigianerne og Indre Mission. Desuden var der taget hensyn til de mindre grupper, Tidehverv og Kirkeligt Centrum. Imidlertid opstod der ganske snart kritik af kommissionens sammensætning. Den væsentligste kom fra en forsamling, som kaldte sig »Kreds af Salmebogsinteresserede Kvinder og Mænd«, der var startet af stiftsprovst Knud Hee Andersen, Maribo, og journalist ved Nationaltidende, Max Lybeck Sørensen. Denne kreds, som i øvrigt talte flest præster, var stærkt utilfreds med lægfolkets lille repræsentation i salmebogskommissionen, ligesom man også efterlyste en »folkelig salmebog, der skal være mindre højtidelig og i øvrigt kunne bruges af ungdommen«. Også K.L. Aastrup udtrykte i begyndelsen sin stærke utilfredshed med kommissionens sammensætning og var meget skarp i pennen. I en række artikler i Tidehverv blev det til noget, der minder om angreb på kommissionen. Senere blev Aastrup dog væsentlig blidere og var med tiden utvivlsomt en, om end indirekte, stor hjælp for kommissionen. Også Det teologiske Fakultet i København skrev forgæves til kirkeministeriet og bad om plads i salmebogskommissionen. På baggrund af salmebogskommissionens intensive arbejde siden 1946 udkom i 1951 den såkaldte »Prøvesalmebog«, omtrent svarende til den betænkning som altså udsendtes i begyndelsen af dette år. Det var dengang lykkedes at skabe en bred folkekirkelig salmebog - næsten rigelig bred. »Prøvesalmebogen« bar præg af, at det var grundtvigianerne, der havde haft størst indflydelse, hvorimod både sønderjyderne og midtjyderne på visse områder måtte betragtes som tabere i sagen. Det var nu op til kirkeministeren at lade »Prøvesalmebogen« autorisere. Ved bogens udgivelse hed ministeren Jens Sønderup. Han blev af den tidligere kirkeminister Carl Hermansen opfordret til hurtigst muligt at lade bogen autorisere. Et par uger efter Prøvesalmebogens udgivelse blev Hermansen igen minister, og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for salmebogssagen. Det trak ud med autorisationen, idet bogen først skulle sendes til »høring« hos biskopperne. Var det mon for at trække tiden ud? I hvert fald var Hermansen under stadigt pres fra Hee Andersen-kredsen, hvilket fik ham til at udarbejde sit eget forslag til autorisation - et forslag, som blev forelagt salmebogskommissionen. Det ville blive en mindre salmebog end prøvesalmebogen, og der ville blive foretaget visse ændringer i en række salmer. Og efter det 18. plenarmøde, hvor kommissionen i nogen grad havde bøjet sig for både Hee Andersen-kredsen og Carl Hermansen, kunne Hermansen meddele kommissionen: »Saa bliver Salmebogen autoriseret saaledes!« Imidlertid holdt Hermansen den 5. september 1952 - en uges tid efter det 18. plenarmøde - endnu et møde med medlemmer af Kredsen. Disse medlemmer medbragte en lang række ændringsforslag til »Prøvesalmebogen«, hvoraf Hermansen tiltrådte 68 ændringer, som for manges vedkommende var en tilbagevenden til den version af salmen, som fandtes i »Psalmebog for Kirke og Hjem« - den »foragtede« salmebog. Der var tale om så væsentlige ændringer, at der i allerhøjeste grad blev kastet vrag på salmebogskommissionens store og tungtvejende arbejde. Hvad Hermansen og Hee Andersen-kredsen viste med deres handlinger var, som det blev skrevet i »Menighedsbladet« i 1954, at »... hvor sagligheden spærer vejen, kan man ad sociale og politiske veje nå sit mål.... hvad intet i verden ellers kunne have udrettet, det formåede det politiske og sociale kammerateri.« Gid vi må blive fri for den slags i det kommende arbejde for autorisation af en ny dansk salmebog. Kirkeminister Carl Hermansens kluntede fingeraftryk ødelagde dog ikke helhedsbilledet af salmebogskommissionens store og betydningsfulde arbejde. Den danske Salmebog af 1953 blev den danske kirkes og hele det danske folks salmebog. n sognepræst