Prøv avisen
Kronik

Journalist og teolog: ”Herrens Veje” er folkekirkens chance – grib den

DR’s dramasatsning ”Herrens Veje” giver danskerne et godt indblik i, hvordan præstelivet ser ud. Men spørgsmålet er, om folkekirkens præster formår at benytte lejligheden til at præsentere præstelivet og dermed kristenlivet for den lokale befolkning, skriver journalist og teolog

Jer er i den heldige situation,at jeg er redaktør for en lokalavis på den københavnske vestegn. Det vil sige, at jeg principielt set får et enestående indblik i livet for godt og vel 73.000 mennesker i tre kommuner, der har hver sit særkende, men samtidig er bundet sammen af at være en del af den samme københavnske omegn.

Som redaktør af det lokale medie, der går tættest på livet for alle disse forskellige mennesker, ja, faktisk er det eneste medie, der reelt set interesserer sig kun for dem, får jeg ikke blot lov til at kigge ind i dette vestegnsliv. Der er også en forventning om, at vi som lokalmedie samler det væsentligste én gang om ugen og fortæller de andre, hvad de bør vide.

Og det, de bør vide, spænder vidt: bueskydningsresultater, boligpolitik, budgetforlig, fårepasserlav, affaldssortering, volleyballstævner, parkeringsproblemer, kulturnætter, normering i institutioner, integration og fernisering i kunstforeningerne.

Det bliver hurtigt til mange sider, når man skal fortælle om stort og småt for og om så mange mennesker.

De tre kommuner ligger i samme provsti, og der er i alt otte kirker og et enkelt missionshus. Her foregår et rigt varieret sogneliv, som i store træk minder om det, der foregår så mange andre steder i Danmark, altså et hav af kirkelige handlinger, koncerter, foredrag.

Og så er der i flere af kirkerne fokus på diakoni. Fordi det er en naturlig del af folkekirkens selvforståelse og virke. Men også fordi et par af kirkerne hører til i sogne, hvor flere af beboere starter i økonomisk minus hver måned og derfor er afhængig af den hjælp, de kan få af blandt andet kirkerne.

De ved det godt, præsterne og flere af menighedsrådsmedlemmerne: at ud over at være journalist, så er jeg også teolog. Jeg vil derfor ikke alene gerne høre fra dem, jeg har samtidig en vis forståelse for det, de foretager sig.

Derfor bliver jeg også jævnligt opfordret til at skrive om alt det, de laver. Så læserne har haft mulighed for at læse om babyrytmik, ældresang for demente og julehjælp. Og en hel del mere. Faktisk tør jeg godt sige, at på grund af et godt samarbejde mellem de lokale præster og en redaktør, der har forståelse for og interesse for det lokale sogneliv, så bliver læserne i denne del af Vestegnen ikke snydt for kirkeligt læsestof. Og godt for det.

For tiden kan vi allefølge med i DR’s store dramaserie ”Herrens Veje”. Den kan man mene meget om. Men uanset hvad, så har vi alle, medlem, ikke-medlem, troende, ikke-troende, glad kirkeskat-betaler, glad ikke-kirkeskat-betaler, mulighed for at få et indtryk af, hvad det vil sige at være præst anno 2017. Hvorved vi også alle har mulighed for at forholde os til, hvad et hverdagsliv forankret i kristendommen har at byde på af spænding og trivialiteter.

Og her er det så, man kan frygte, at landets præster og menighedsrådsmedlemmer ikke formår at sparke til den bold, der herved er lagt til rette lige midt på straffesparkspletten.

For hvor mange præster har, siden serien begyndte, taget kontakt til det lokale medie for at invitere læsere og dermed potentielle kirkegængere og -brugere indenfor i præstelivet? Hvor mange præster har kontaktet den lokale journalist og sagt: Har du ikke lyst til at høre, hvorvidt det at være præst i det lokalliv, vi deler, minder om det, DR viser frem?

Sagen er nemlig den, og her er vi tilbage ved de faktiske forhold hos de lokale medier, at Jesus, babysalmesang og menighedspleje er i skarp og konstant konkurrence med alt det andet væsentlige, der foregår rundt i lokalsamfundene.

Når jeg derfor som redaktør skal sortere, hvad der skal med, og hvad der ikke skal, så er jeg dybt afhængig af, at de forskellige gode tilbud gør opmærksom på, at de findes. Hvis altså ikke minigolfspillerne, skolelederen eller det lokale vandværk konstant minder mig om, at de er til, og at de er væsentlige i en lokal sammenhæng, ja, så glider de mig alt for let af sinde.

Det samme sker for kirkerne og præsterne. For selvom jeg godt ved, de er der og har masser af værdi og kvalitet at tilbyde læserne og det lokalsamfund, de er en del af, ja, så kommer jeg let til at glemme dem. Hvis de altså glemmer mig.

Faktisk kan man argumentere for, at sognekirker og præster reelt set har pligt til at bruge ”Herrens Veje” og andre lignende fænomener, der for en stund gør folkekirken synlig for almindelige danskere, til at invitere sig selv indenfor i lokale avisspalter. For i en situation, hvor lokale foreninger, forretninger og institutioner lever et konstant truet liv, er folkekirken nemlig, på grund af sin unikke, lokale udbredelse, en af de få institutioner, der stadig har stor lokal forankring. Når alt andet, eller i hvert fald meget, der har værdi i en lokal sammenhæng, således forsvinder, så har folkekirken stadig en enestående betydning i lokalsamfundet. Over hele landet. Naturligvis som religiøs institution. Men også som udbyder af og omdrejningspunkt for det lokale, kulturelle foreningsliv.

Og her eksisterer en åbenlys fælles interesse med en anden lokal aktør, nemlig de lokale medier, der lever af at formidle det lokale, kulturelle liv.

Nu er ”Herrens Veje” et let og flygtigt eksempel. Snart vil serien være glemt, og vi vil alle, søndag efter søndag, interessere os for noget andet eller en anden faggruppe.

Men ikke desto mindre understreger seriens pludselige fokus på præste- og kristenlivet i bedste sendetid, at det gælder om at kende sin besøgelsestid, når den med ét er der. Det gælder med andre ord om at kende det lokale medies kontaktoplysninger, når chancen for at bruge dem er til stede.

Et andet eksempel på det samme er fejringen af Reformationen. For mens alle vi, der har et positivt forhold til folkekirken og jævnligt bruger den, ikke er i tvivl om, at den sidste dag i oktober markerede 500-årsdagen for Reformationen, så er der lige så lidt tvivl om, at der er en enkelt eller to uden for den sluttede kreds, der ikke ved det. Og igen er spørgsmålet: Hvor mange præster har grebet ud efter de lokale medier for at fortælle, hvad dette reformationsjubilæum betyder for hverdagslivet i Østerørum, Vestervildbjerg og Lillestorerup?

Ret skal være ret. To af præsterne i det område, hvor min avis udkommer, har brugt ”Herrens Veje” til at kontakte mig. Deres kirke optræder i serien.

Men det var kirken som bygning, de mente ville være interessant for læserne, og ikke spørgsmålet om, hvorvidt deres liv og virke som præst mindede om det, vi ser i DR’s fortælling. Derfor takkede jeg pænt nej til at gå videre med denne historie. Fordi der var fokus på sten og ikke tro og mennesker.

Jeg tillod mig også at gøre det, fordi jeg ikke er bekymret for mine læsere. De har opdaget eller har i hvert fald haft muligheden for at opdage, hvad præstelivet har at byde på.

For jeg har flere gange skrevet om netop disse to præsters vigtige og nødvendige arbejde for blandt andet socialt udsatte og demente.

Men når det er sagt, kan man frygte, at andre steder, hvor kontakten mellem præsterne og det lokale medie ikke bygger på samme umiddelbare forståelse, ja, der går ”Herrens Veje” de lokale medier forbi.

Fordi præster og menighedsråd ikke husker på at minde de lokale medier om, at ”Herrens Veje” i dén grad er interessant i en lokal sammenhæng.

Heiner Lützen Ank er journalist og teolog