Hertz formede mit retssyn

KRONIKKONKURRENCE : Det er anklagemyndigheden, der udøver den juridiske kontrol af politiets arbejde og afgør, om tiltale skal rejses. Denne kontrol er fundamental i vort retssystem og gennemsyrede statsadvokat Jens Michael Hertz i opdragelsen af os anklagere

Statsadvokat Jens Michael Hertz blev ikke blot min læremester som anklager, men formede mit retssyn og arbejdsmetode. Den arv har ikke altid vakt glæde hos mine politiske omgivelser og langt mindre hos pressen, hvor flid og præcision, grundighed og krav om dokumentation, bevis og objektivitet ikke sjældent betragtes som et irritationsmoment.

Hertz var altid på færde. Sugende al opmærksomhed til sig. Skånselsløs i kravene til medarbejdernes objektivitet og arbejdsdiciplin, men legendarisk omsorgsfuld, når det gjaldt vore private problemer. Hårdt arbejdende ugens syv dage og alligevel vidende om litteratur og historie, kirkelige og teologiske spørgsmål. Fuldkommen til stede i livet. Et renæssancemenneske og i bogstaveligste forstand med høj cigarføring. Ingen, der kom i nærheden af "Gammelfar" kunne være uberørt af hans inspirerende, men krævende og dominerende personlighed.

Hertz blev født den 29. juli 1909 i Hellerup ved København. Han blev 87 år. Hertz blev efter juridisk embedseksamen i 1933 politifuldmægtig i Store Heddinge. I perioden 1951-79 var han statsadvokat for Sjælland.

Hertz nærede stor veneration for sit første tjenestested. I Store Heddinge kunne juristerne overse alle sagerne. Politimesteren forlangte, at den unge politifuldmægtig deltog i politiets arbejde. I Store Heddinge grundlagdes Hertz' usædvanlige engagement i politiets efterforskningsarbejde. Hertz lærte, at enhver iagttagelse kan have betydning, og mindedes i et afskedsinterview, dengang han nær blev snydt under ransagning hos en mistænkt tyveknægt. Tyvekosterne kunne ikke findes, og politifolkene var ved at opgive, da en af dem opdagede, at der i den gamle, forsømte have var nyplantet grønkål. En opgravning af grønkålen bragte tyvekosterne for en dag.

Hertz blev i sin statsadvokattid landskendt for at hjemsøge gerningssteder. Han havde den opfattelse, at når han var den, der eventuelt skulle fremlægge en drabssag for et nævningeting, måtte han vide alt og følge efterforskningen.

Den ydre pragt tiltalte ikke gammelfar. Selv lignede han, som en medarbejder i rejseafdelingen har udtrykt det, en slukket ildebrand. Krøllet frakke. Upudsede, enorme sko og altid med en cigar i munden. Hændervridende kriminalfolk frygtede med rette hans cigaraske. Hertz forbrød sig ofte mod grundreglen om, at der ikke må ryges på et gerningssted. Det fortælles, at Hertz en gang vadede rundt på et gerningssted med sin store cigar i munden. Ved siden af ham småløb en kriminalmand fra teknisk afdeling med et askebæger, hvormed han fortvivlet forsøgte at opfange den store mesters aske.

I 1971 var jeg efter juridisk embedseksamen blevet ansat som politifuldmægtig i Roskilde og dermed i området, hvor Hertz regerede. Statsadvokaterne afgjorde tiltalespørgsmålet i langt flere straffesager end i dag. Dette indebar næsten daglig kontakt med statsadvokaturen, og Hertz' indflydelse kunne ikke have været meget større, om han selv havde været fysisk til stede ved politimesterembedet hver dag.

Hertz, der ubetinget var af den opfattelse, at kun hans anklageskrifter duede, gennemså i hvert fald i perioder selv samtlige sager. Det kunne derfor ikke undgås, at sagerne i løbet af ugen hobede sig op. Vi hørte løbende fra statsadvokatfuldmægtigene om de store bunker på bordet uden for gammelfars kontor. Men mandag morgen lå sagerne ekspederet. Hertz fandt ofte noget, der var overset eller skulle ændres, og som medarbejderen i statsadvokaturen eller i politikredsen måtte redegøre for.

I Roskilde svedte vi jurister med indstillinger til statsadvokaten. Hvis vi mente, at der skulle rejses tiltale, blev udkast til anklageskrift vedlagt. Succeskriteriet for os var ikke blot, at sagen kom tilbage med påtegningen: "Tiltrædes. Hertz", men at der ikke var rettet så meget som et komma i det udkast til anklageskrift, vi havde udformet.

Korrekt udformning af anklageskrifter er en kunst, der stiller store krav til præcision, sproglig formåen og juridisk viden. I anklageskriftet skal kun det nødvendige medtages, til gengæld skal alle nødvendige elementer huskes, for den tiltalte kan ikke dømmes for noget, der ikke står i anklageskriftet.

Gammelfars krav til anklageskrifterne var aldeles velbegrundede. Med gysen læste vi i Ugeskrift for Retsvæsen om kolleger, der vendte hjem fra retten med en frifindelse alene på grund af ufuldstændige og uigennemtænkte anklageskrifter. Formalia betød i det hele taget meget. Undertiden for meget. Klips skulle bruges mindst muligt, for som det fremgår af en efter gammel retskrivning med fyldepen håndskrevet instruks fra Hertz til en medarbejder i 1976: "Klips er Fandens Opfindelse til Kontorlivets Ødelæggelse. Brug Elastik af rigtig Spændkraft. Livet klemmes ud af sagerne som af Mennesker ved snærende Baand". Den slags forekom som en komisk detalje - indtil jeg prøvede at stå over for et nævningeting iført statsadvokatens kappe med alt for lange og vide ærmer og følte den pinlige tavshed, medens jeg rodede rundt på gulvet i et kaos af dokumenter filtrede ind i hinanden af klips eller ødelagt af for små elastikker.

Der gælder for anklagemyndigheden et objektivitetsprincip. Ikke blot strafskyldige personer skal drages til ansvar. Personer, der ikke er skyldige, skal ikke strafforfølges. Forud for udfærdigelse af et anklageskrift går derfor en nøje vurdering af politiets efterforskningsmateriale. Det er anklagemyndigheden, der udøver den juridiske kontrol af politiets arbejde og afgør, om tiltale skal rejses. Denne kontrol er fundamental i vort retssystem og gennemsyrede Hertz i opdragelsen af os anklagere.

Anklageren må ransage både sig selv og sagen. Man skal kunne se svaghederne i politirapporterne og kontrollere, at oplysningerne er rigtige og fuldstændige, før man beslutter, om der skal rejses tiltale. Dette kan give anledning til konflikter med politiet, men anklageren forsømmer sin pligt, hvis ikke der vises mod til at træffe den nødvendige beslutning.

Anklagemyndigheden har altid bevisbyrden, og konflikterne med kriminalpolitiet turde vi tage, fordi Hertz lærte os, at vi stedse skulle være opmærksomme på faren for, at politifolkene under efterforskningen følger et bestemt spor og derfor bliver blinde over for andre muligheder.

Hans grundsynspunkt var ikke blot drevet af en dyb loyalitet over for systemet, men også af hans menneskesyn. Den sigtede har krav på en fair behandling. Juraen kan ikke stå alene. Også forbrydere er mennesker.

Hertz beherskede detaljen uden at miste overblikket. Der er ingen, der skal være mere bange for, at beviset ikke er i orden, end en anklager, mente Hertz. Anklageren skal vide det hele og forudse det uforudsete.

Uanset grundig forberedelse kan man før et retsmøde, blive grebet af mismod over vanskeligheder med beviserne. Da lyder gammelfars trøstende ord: "Denne nedslåethed tvinger imidlertid til yderligere indtrængen i sagens problemer, hvorved man ved eftertanke kan nå frem til betragtninger, der først kan overbevise en selv og videre benyttes under sagen og i proceduren".

Vi blev indpodet, at vi skulle optæde loyalt og fair over for de tiltalte. Hertz understregede altid, at anklagemyndigheden ikke vinder eller taber, men fører sagerne. Samfundets interesse er ikke at få den tiltalte dømt, men at der træffes en rigtig afgørelse.

Det var grundlæggende udtryk for hans egen etik og menneskelighed, når han indskærpede, at en anklager skal være sig bevidst, at han ikke unødigt forøger den ydmygelse, som det er for et menneske at stå tiltalt i en retssal.

Også over for lægdommerne var Hertz' holdning klar. Anklageren skal ikke tro, at lægdommere har et mindre kendskab til livet end anklageren selv. Proceduren skal indrettes på, at der tales til ligemænd. At udtrykke sig for akademisk med unødige juridisk udredninger anså Hertz slet og ret som naragtig opførsel. Juraen udspringer af menneskenes liv og handlinger.

Birthe Rønn Hornbech er vicepolitimester og MF for Venstre.

**Dette er den syvende i rækken af vinderkronikker i årets kronikkonkurrence "Hvilket menneske har gjort størst indtryk på dig?". De seks første vinderkronikker blev bragt den 18., 20., 25. og 27. juli, 1. august og 3. august.

Kronikkerne kan læses på

kristeligt-dagblad.dk