Quedlinburg på østsiden af Harzen hører med sine pragtfulde bindingsværkshuse og spidse gavle til de smukkeste og bedst bevarede tyske byer.
Oppe på Domplatz ligger stiftskirken St. Servatius fra det 11. århundrede, og uden for herlighederne hæver sig Harzens bjergmassiv med dybe skove og maleriske småbyer. Men ligesom Grimms eventyr undertiden fortæller om gru og ulykke bag den tilsyneladende troskyldige facade, ligger der skræk‑ scenarier gemt i Quedlinburgs umiddelbare fortid.
Det hele begyndte med, at indbyggerne i den lille by den 2. juli 1936 vågnede op til synet af SS-tropper med opplantet bajonet, der afspærrede og flankerede den snoede vej op til Domberg. Anledningen var, at Reichsführer SS Heinrich Himmler ønskede at fejre tusindårsdagen for den tyske kong Henrik I’s død. Højtideligheden skulle foregå i stiftskirkens krypt.
Himmlers sygelige fascination af Henrik skyldtes kongens handlekraftige politik og hans sejrrige kampe mod slaver og magyarer, som rigsføreren betragtede som en forløber for Hitlers tale om at erobre land mod øst, ligesom Henriks samling af tyske stammer svarede til den nazistiske parole:Ein Volk, ein Reich, ein Führer (ét folk, ét rige, én fører).
Ja, personligt følte han at måtte være en reinkarnation af Henrik I, og i ærbødighed for sin tidligere skikkelse og navnefælle gav han tyske arkæologer ordre til at finde kongens knogler, hvad de derefter også påstod at have gjort under pladsen foran slottet i nærheden af St. Servatius. Således kunne kongens ”jordiske rester” i 1937 gravlægges i stiftskirkens krypt. Endelig overtog SS i 1938 krypten som organisationens kultsted.
Beslaglæggelsen blev i begyndelsen opfattet som et af regimets mange grove overgreb mod de eksisterende kirkesamfund – især mod katolikkerne. Men denne gang havde Himmler langt mere vidtgående mål. Han var opdraget i et strengt katolsk miljø og vidste, hvad tro betyder i menneskers hverdag. Derfor ville han ikke nøjes med at chikanere, helst udrydde, kristendommen, men arbejdede intenst på at skabe en form for SS-religion, som kunne tilgodese SS-mandens behov for at tro.
Ganske vist lå denne holdning ikke på linje med Hitlers strategi, som specielt efter krigsudbruddet gik ud på ikke at provokere de tyske soldaters tilvante trosforestillinger. Sydslesvigeren og højskoleforstanderen Niels Bøgh Andersens ”Krigsdagbog” fra østfronten, hvor han fungerede som feltdegn og sekretær for feltpræsten, vidner utvetydigt om Hitlers forsigtighed.
Men Himmler lod sig ikke påvirke af førerens betænkeligheder. Han fortsatte krigen ud med at udbrede sit ideologiske budskab på tværs af evangelierne. Dog kunne han godt bruge den katolske kirkes klosterregel om ubetinget lydighed, der faktisk blev den allervigtigste del af SS-doktrinen. Som det ustandseligt blev understreget ved ceremonier og indgraveret i SS-mændenes dolke, var det en ufravigelig pligt at adlyde ordrer. I nazisvulstighed lød ordene: ”Meine Ehre heisst Treue ” (Min ære hedder troskab). Selv når SS-soldaten pudsede sit våben, skulle han have dette løfte for øje.
Derfor er det ikke dækkende alene at tilskrive kirkerovet i Quedlinburg Heinrich Himmlers okkulte interesser, herunder hans komiske samtaler med Henrik I. Tanken om SS som en ridderorden med den særlige mission at skulle virkeliggøre og udbrede nationalsocialistiske idealer gjorde det simpelthen nødvendigt at få skabt et særligt kultsted, et SS-ernes Mekka. Og til dette formål var St. Servatius fremragende. Kirkerummets middelalderlige alvor sammen med kryptens mystik kunne ikke undgå at indgyde Den Sorte Ordens medlemmer ærefrygt og tro, mente Himmler.
Det helt afgørende element i SS-ordenens doktriner var Hitlers racelære, således som den var udtrykt i ”Mein Kampf”, og som i virkeligheden er en absurd, alternativ historieopfattelse. På trods af velkendte og dokumenterede beskrivelser af højkulturer i Egypten, Mesopotamien, Kina samt Syd- og Mellemamerika, var de såkaldte ariere ifølge Hitler eneste kulturdannende og kulturbærende ”race”.
Arierne, i Europa kaldt urgermanerne, havde levet langt tilbage i forhistorien, men var så gået delvist til grunde efter en række måneeksplosioner, den sidste for 11.000 år siden med oversvømmelser til følge. Kun i højtliggende områder som Himalaya og Andesbjergene havde arierne haft muligheder for at overleve. Herfra havde de spredt sig ud over jorden og blandet sig med mindre stærke racer. Den nordiske race havde dog vist sig i stand til at bevare væsentlige ariske træk både psykisk og fysisk. Selvom forvrøvletheden er indlysende, blev ariergalskaben Det Tredje Riges officielle ideologiske pejlemærke.
Himmler havde allerede i 1935 grundlagt selskabet Ahnenerbe (Arven fra forfædrene), hvis opgave var at finde etnografiske, filologiske og sagnomspundne spor efter det ariske herrefolk, som det moderne Tyskland kunne tage til sig og lære af. Himmler var overbevist om, at al menneskelig kultur og de videnskabelige fremskridt skyldtes arv fra arierne, videreført af den nordiske race.
Derfor skulle SS-ordenen som Det Tredje Riges absolutte aristokrati ligge forrest i førerfeltet i kampen for at genskabe ariernes sublime egenskaber. Himmler følte sig inspireret af kvægavlerne – han havde nogle år studeret landbrugsvidenskab ved Technische Hochschule i München – der ved omhyggelig udvælgelse af avlsdyr sigtede mod at reproducere egenskaber, der var gået tabt.
Han beordrede følgelig, at ansøgere til SS skulle underkastes undersøgelser af racebiologisk art. Ud fra troen på, at for eksempel lyst hår, høj legemsbygning og markeret hage karakteriserede den ægte nordisk/ariske mand, blev sådanne individer foretrukket, hvis altså deres arierattest var i orden. Forfædres arveligt betingede sygdomme eller ”inficering af jøder” og andre uværdige blokerede for optagelse.
Men efter at Operation Barbarossa, Hitlers angreb på Sovjetunionen i 1941, rullede mod øst, viste det sig, at selv den mest uplettede ”arierattest” ikke var garanti for, at SS-manden i pressede situationer var i stand til at reagere i overensstemmelse med edsaflæggelserne rundt om på kasernerne i Tyskland.
Efterhånden som værnemagten rykkede frem, blev det mobile SS-indsatsgruppers opgave at rydde baglandet for jøder og sovjetiske modstandsfolk. Man gjorde kort proces. Alle pågrebne blev hængt eller skudt. Men her skete det, at bødlerne ved udåden ofte pådrog sig neurotiske sygdomme, som den nazistiske indoktrinering ikke havde kunnet forebygge. Det var medvirkende årsag til, at Himmler neddroslede disse henrettelsesformer og i stedet optrappede de mindre personalekrævende massedrab på kz-lejrfanger ved hjælp af zyklongas.
I det hele taget viste fronterfaringerne, at det alt for tit kneb med det mod og den offervilje, som rigsføreren havde forventet af sine soldater. Han følte sig derfor tvunget til at tilkøbe sig deres loyalitet ved at love dem agerjord, engang når den endelige sejr over Sovjetunionen var en kendsgerning. Man planlagde at oprette tyske kolonier syd for Leningrad, i den nordlige del af Polen og i Ukraine – det var idéen at skaffe det ”indespærrede” Tyskland Lebensraum (livsrum) mod øst, der blomstrede i fuldt flor i SS-regi. Rundtomkring i kolonierne skulle der ligge landsbyer, hvor den enkelte SS-mand fik tildelt et areal på op til 150 hektar alt efter jordens bonitet. Den hjemmehørende befolkning skulle arbejde som trælle for SS’erne.
Men da den tyske offensiv kørte fast og endte i et sviende, uafvendeligt nederlag, blev SS-drømmene aldrig til virkelighed bortset fra brugen af slaver. Lige fra begyndelsen af Operation Barbarossa rullede tusinder af kreaturvogne til Tyskland medførende både krigsfanger og civile russere. Som tvangsarbejdere blev de sat ind i krigsindustrien og landbruget og til den livsfarlige oprydning af murbrokker i de bombehærgede byer – alt sammen under administration og kontrol af SS.
Hvad der var tænkt som SS-styrede kolonier i øst, blev i stedet til et Tyskland, hvor Himmler hjulpet frem af Hitlers svækkelse havde skaffet sig indflydelse på enormt mange erhvervsmæssige og offentlige områder. Det Tredje Rige var ved krigens afslutning godt på vej til at blive en total SS-stat.
Himmler opfattede sin position som så stærk, at han i krigens sidste faser på egen hånd tog kontakt med vestmagterne og foreslog, at de endnu operative tyske styrker, herunder SS-tropperne i Nordtyskland, skulle slå sig sammen med de vestlige hære og angribe Stalins Rusland. At Himmlers initiativ på det‑ te tidspunkt blev afvist, kan næppe undre.
I maj 1945 blev Heinrich Himmler trods forklædning genkendt af en engelsk soldat og indsat i en fangelejr. Under opholdet der begik han selvmord.
Den uheldige religionsstifter og verdens største massemorder ligger begravet et ukendt sted på Lüneburger Heide.