Aldrig siden middelalderen selv har middelalderen været så meget oppe i tiden som netop lige nu. Hele 44 middelalderfestivaler rundt om i landet i disse måneder. Fra Børglum i nord til Ribe i sydvest, fra Moesgaard i Østjylland til Nysted på Falster, fra Aalborg over Hadsund og Horsens til Viborg, fra Ulvsborg i Vestjylland til Brøndby ved København, ja, man kunne blive ved.
LÆS OGSÅ: Kongen, kirken og skovene
Den historiske brøler, der i århundreder har gjort middelalderen til den sorte middelalder, er for længst smidt på møddingen af et sandt overflødighedshorn af informationer om en spændende og på mange måder oplyst tid, der førte frem til Reformationen. Man kan med god ret hævde, at middelalderen boomer, den har fået sin renæssance.
Der er brugerstorm på middelalder-information, og folk valfarter til det væld af nyopgravede knoglerester fra middelalderen, som for tiden udstilles på Horsens Museum. I faglitteratur og arkæologi vælter det frem med nye, ofte sensationelle oplysninger om denne turbulente tid i dansk historie.
Derfor er det også væsentligt at hæfte sig ved den volumniøse skønlitteratur, der beskæftiger sig med middelalderen. I Sverige har de Jan Guillous romaner om Arn fra 1100-tallet. I Danmark står forfatteren Ole Henrik Laub centralt med sit veloplagte storværk om den allerførste del af middelalderen tiden fra vikingerne og erobringstogternes ophør og op gennem det 11. århundrede.
Det var i den tid, da Svend Estridsøn var konge. Han var født i England i 1020 og konge fra 1047 til sin naturlige død i 1074. Svend var en stor og bogligt dannet konge, søn af Estrid, der var søster til kong Knud den Store. Svend var altså vokset op i de højeste kredse. Knud erobrede England, hvilket vi stadig bryster os af i nationalsangen: bød over England. I erobringstiden gik det hårdt for sig. Knud dræbte Svends far, og hans mor, Estrid, forlangte som bod en kristen kirke opført. Svend blev kristen og fortsatte moderens linje med at opføre stenkirker som hyldest til kristendommen. Han blev som konge dermed igangsætter af det fantastisk omfattende byggeri af stenkirker, som præger det danske landskab den dag i dag.
En saga fra Danmark på Svend Estridsøns tid hedder Ole Henrik Laubs seksbindsværk. De første fire bind er udkommet med smukke anmeldelser til følge, og det stadigt stigende antal middelalderfans kan se frem til de sidste to, den næste med udgivelse til efteråret. I alt små 1700 handlings- og stemningsmættede sider om en brydningstid, hvor danskerne gik fra en aggressiv erob-ringskultur til et regulært bondesamfund i et tæt parløb imellem konger og kirke. Asatroen afløses af Hvide Krist. En verden, vi selv stammer ned fra og dermed er så tæt forbundne med. Og en hårrejsende og smukt indfølt skildring af de fjerne slægter, der blev til os.
Ole Henrik Laub giver et godt indblik i et dagligliv med stor social ulighed og døden konstant lurende i form af uvejr, rovdyr og sygdom, skrev Doris Ottesen i Kristeligt Dagblad. De historiske kendsgerninger er svære at kontrollere. Er det skrøner, Ole Henrik Laub fortæller os?
Her må man lige bemærke, at forfatteren udtrykkeligt kalder sit storværk for en saga, og han er nu heller ikke i den forbindelse den eneste, der arbejder på Herrens mark, for kildematerialet om Svends regeringstid er sparsomt og indskrænker sig til munken Adam af Bremens beskrivelser og portrætsamtaler med kongen og nogle enkelte pavebreve, som i øvrigt ikke er lige flatterende for den promiskuøse Svend Estridsøn. Der er altså tale om en gendigtning, der bygger på en omfattende research af steder og skikke i det middelalderlige Østjylland.
Skarpthuggede scener fra en usikker tid. Savnet af større historisk overblik bliver næsten en styrke, fordi læseren sidder med samme fornemmelse af uvished, som befolkningen dengang må have følt. Ole Henrik Laub er godt selskab for voksne læsere, skrev Søren Vinterberg i Politiken.
Og Gerhardt Eriksen tager heller så tungt på det historiske i Morgenavisen Jyllands-Posten: Masser af drama, magtkampe, krig og kærlighed, og heldigvis tager forfatteren sig en masse historiske friheder.
Det er altså den store storyteller, Ole Henrik Laub, der her på færde.
Bare titlerne på de enkelte romaner, som kan læses uafhængigt af hinanden, indbyder til læsning: Vibenes skrig, Vindenes alter, Gudernes død, Skovenes dyb. Det varsler alt sammen skæbnesvangre tider og begivenheder. Og Laub har tydeligvis haft stor fornøjelse af at dykke ned i tiden dengang og vælge navne til de figurer, der så spillevende befolker hele værket. Han kunne jo ikke bruge Per, Poul og Søren, så det blev til Bodja, den gamle viking, der blev storbonde, Bråthe, hans søn, skønheden Blia, hirdmændene Nicolaus Fyljge og Svøgge Svunk, Jekkel Storch, lensherren Fenge Blintsko, kæltringen Hanekam, høvedsmanden Kløs Molrik og hans kone Pigold, den brovtende købmand, Lothar Bloenk og Frelli Veridente, kongens lyssky skatteopkræver. Navne, der brænder sig ind i læserens bevidsthed undervejs.
Stednavne har han også selv fundet på. Ræveborch er Spøttrup Slot, Hestenæs er Horsens, Bråthested det nedbrændte Hadsund. Aros er selvfølgelig Aarhus, og Skanderborg, Viborg og Aalborg får bare ch i enden i stedet for g.
Man kan nemt tilrettelægge en jyllandsrejse i Svend Estridsøns heste-spor. Laub har selv gjort det. Færdes man for eksempel i Rold Skov eller de tætte Falslevskove, kan man endnu få en fornemmelse af, hvad det vil sige at gå i en endeløs, dyb skov, hvor alt kan ske nøjagtig som for 1000 år siden, siger Laub. Han har ofte, når han kom i sin bil nordfra, valgt vejen, der går gennem Hadsund og videre rundt om Mariager Fjord, og især ved tusmørke har han kunnet leve sig ind i, hvordan fjord og dybe skove også lå der på nøjagtig samme måde for så mange år tilbage.
Ole Henrik Laub kan i år fejre både 45-års forfatterjubilæum og 75-års fødselsdag. En gudbenådet skrivekugle med 56 romaner og novellesamlinger, 38 radio-og TV-spil (flere oversat for eksempel til japansk), skuespil, tegneserier og børnebøger bag sig. I sin sene manddom har han simpelthen ikke kunne holde nallerne fra tasterne. Middelalderen har været for vigtig til at kunne slippe, bare fordi man runder trekvart hundrede år. Han har selv fortalt om, hvordan han ligefrem har det fysisk svært, når han efter voldsom research og et utal af timer ved computeren indimellem må forholde sig til nutiden i huset ved Mariager Fjord.
Nilaus Fylgje er Svend Estridsøns ubestridte højre hånd. En højtprofileret og respekteret hirdmand i flokken af udvalgte, veltrænede krigskarle, der udgør kongens bodyguards. Som regel har han fem-seks af disse supermænd i sit følge på de mange rejser rundt i landet. Hans søn, Knud den Hellige (fem af Estrid-søns mange sønner blev konger efter ham) var ledsaget af ikke færre end 17 hirdmænd, da han søgte beskyttelse i Sct. Albani Kirke i Odense. De blev alle slagtet sammen med kongen i 1086.
En hirdmand er indbegrebet af ædelmodighed, trofasthed og opofrelse for sagen. På den måde kan man godt tale om Ole Henrik Laub som hirdmanden fra Mariager.
Chris Wammen er journalist